Den nye SMV-regering vil inden 2030 skaffe omkring 18-20 mia. ekstra om året til øgede militærudgifter for at tækkes amerikansk imperialisme - samtidig med at skatten for de rigeste skal lettes, naturligvis. | Foto: wikimedia
Socialdemokraten Mette Frederiksen har stillet sig i spidsen for en samlingsregering med Venstre og Lars Løkkes personlige parti Moderaterne. Sammen har de de facto erklæret velfærden og arbejderklassen krig. Men de vil blive mødt af hård modstand.
»Vi er enige om at træffe en lang række svære, men fremsynede politiske beslutninger [...] Løsninger, der ville være umulige for os at få gennemført hver for sig.« – Præambel fra regeringensgrundlaget "Ansvar for Danmark".
Lige siden efterkrigsopsvingets ophør i 1973 har velfærden været en torn i siden på de danske kapitalister. En udgift som “stjal” fra deres profitter.
Poul Schlüters (K) regering i 1982 indledte den herskende klasses kamp imod velfærden. Lige siden har alle regeringer gradvist skåret og “reformeret”.
Mette Frederiksen markedsførte sig som garanten for et opgør med denne velfærdsafvikling, da hun blev valgt til formand for Thorning og Corydons socialdemokratiske fallitbo i 2015. Mange også til venstre for Socialdemokratiet troede på hende. Og krisepolitikken fra corona-pandemien, med dens mange hjælpepakker og høje offentlige forbrug, lod til at underbygge illusionen.
Med SMV-regeringen og dens program bliver der kørt et godstog gennem alle disse illusioner. Afskaffelsen af fridagen Store Bededag var Mette Frederiksen endelige maskefald.
Frikvarteret er slut
Den økonomiske honeymoon fra pandemien er forbi. Nedsablingen af den offentlige sektor – “reformerne” – skal i gang igen, efter at regeringen har leget frikvarter i 3 år, som Børsens chefredaktør og tidligere socialdemokratiske finansminister under Helle Thorning, Bjarne Corydon, udtrykte det. Og samtidig vil den nye SMV-regering inden 2030 skaffe omkring 18-20 mia. ekstra om året til øgede militærudgifter for at tækkes amerikansk imperialisme – samtidig med at skatten for de rigeste skal lettes, naturligvis. De penge skal hentes på velfærden.
Men kvaliteten er blevet så elendig i den offentlige sektor efter så mange års nedskæringer, at det er tydeligt for enhver, at det ikke kan fortsætte ret langt endnu.
Sygehusvæsenet er som kanariefuglen i kulminen, når det kommer til den offentlige sektor. Her har misforholdet mellem de velfærdsrettigheder og forventninger, som de skal leve op til (kvalitetskrav, behandlingsgarantier osv.), og de tilgængelige ressourcer udviklet sig til en katastrofal dødsspiral, hvor det udkørte personale, som i årevis har strakt sig længere og længere for at holde sammen på det hele, kaster håndklædet i ringen og siger op.
Lignende udviklinger kan spores i større eller mindre grad andre steder i den offentlige sektor.
Mette Frederiksen og hendes socialdemokrati har ikke lyst til bare at fortsætte i samme spor som Lars Løkke og Helle Thorning ved eksempelvis at genindføre 2%-besparelserne på en velfærdssektor, som er i åbenlys dyb krise. Det vil være dybt upopulært ikke kun blandt arbejdere, men også blandt det traditionelle småborgerskab og samfundets mellemlag, der udgør den vigtigste sociale base for hele det borgerlige samfund og dets institutioner. Det vil udstille, at hun var en gemen løgner, da hun sagde, at det skulle være slut med dogmet om konstante nedskæringer i velfærden.
En løsning på cirklens kvadratur
Derfor er Mette Frederiksen i spidsen for samlingsregeringen med regeringsgrundlaget gået all in på en grundlæggende reform, der så at sige skal løse cirklens kvadratur: Mindske den offentlige sektors i forvejen faldende andel af BNP yderligere, hæve forsvarsbudgettet markant og løse kvalitetskrisen i velfærdssektoren.
Ideen er simpel og ser sikkert rigtig god ud på et regneark i statsministeriets mørke gange: “Frisæt” den offentlige velfærd! Fjern borgernes rettigheder og alle de kvalitets- og dokumentationskrav, som regeringspartierne selv har indført over årene! Afvikl den offentligt ejede velfærd! Kort sagt: Omlæg velfærdsstaten til et “velfærdssamfund!”
Ideen er her, at der sættes en vis mængde penge af til en offentlig opgave, og så må brugerne selv løse problemerne.
For selvfølgelig kan et sygehusvæsen køre for langt mindre end i dag, endda næsten det rene ingenting. Så bliver kvaliteten bare derefter. Og her ligger et grundlæggende problem, som samlingsregeringen forsøger at adressere: Folk forventer stadig et vist kvalitetsniveau og føler sig forurettede, når det ikke leveres.
Folk forventer faktisk, at der er nogen til at passe på deres ældre familiemedlemmer, når de sendes på plejehjem eller børnene i børnehaven. Men det er ikke givet, mener regeringen. Det kan lige så vel være, at familiemedlemmerne selv skal sørge for flere af opgaverne her. Eller købe sig til dem privat eller gennem forsikringsordninger. Eller man kan lade private virksomheder drive plejehjem som profitdrevne virksomheder.
Regeringen ønsker kort sagt at sænke barren for, hvad man forventer af “den offentlige service”.
Snakken om frisættelse kan måske lyde besnærende: Frivillighed og inddragelse er positive ord. Men problemet er, at den “frisættelse” af den offentlige sektor, som den nye regering har bedyret, sker som en spareøvelse, som et logisk næste skridt i at afmontere velfærdsstaten efter de utallige salami-besparelser, der over årtier har kørt velfærden i sænk.
Det vil ikke blive en frisættelse for velfærden, men statens frisættelse fra velfærden. En nedgang i velfærden, i denne arbejderklassens sociale løn, dens tilkæmpede rettigheder – det er samlingsregeringens grundlæggende program.
Regnearket er én ting – virkeligheden noget andet
Arbejdsgiverne og hele etablissementet priser sig lykkelige over, at Mette Frederiksen har droppet sin “populisme”, og at tre ansvarlige partier nu har sluttet sig sammen for at holde fløjene ude og føre en “fornuftig” politik. Den har flertal og kan på papiret skubbe sit program igennem. På regnearket går det hele op. Men virkeligheden er mere kompliceret.
For det første betyder regeringssamarbejdet mellem Socialdemokraterne og Venstre, at den herskende klasse, i hvert fald for en stund, mister muligheden for at lade det ene parti sidde i regering og gennemføre upopulær nedskæringspolitik, mens det andet hovedparti kan lede oppositionen og genopbygge sin popularitet for at forberede sig til tage over, når det første er slidt ned.
Denne vekslen mellem de såkaldte magtpartier har, set fra den herskende klasses synspunkt, den fordel, at den lader befolkningen få luft for sin utilfredshed, samtidig med at den har kontrol over både regering og opposition. Vælgerne får mulighed for at stemme en upopulær regering fra magten og vælge den anden blok, uden at noget ændres fundamentalt på den førte politik. Men når begge partier er i den upopulære regering samtidig, hvilket sikkert alternativ er der så for befolkningen at stemme på næste gang?
For det andet er samlingsregeringen allerede fra start blevet mødt af hård modstand. Blækket var knapt tørt på de lovprisende pressemeddelelser fra landets fagbosser, hvori de lykønskede den nye regering med sit solide program… før de blev tvunget til en hastig retræte.
Samlingsregeringens plan om at afskaffe en fridag blev ikke taget godt imod ude på gulvet, og det samme gjaldt afskaffelsen af seniorpensionen for nedslidte, de bebudede besparelser på SU og halveringen af kandidatuddannelsernes længde.
Fagbosserne måtte lave en kovending. Nu postede de et hav af vrede selfies på facebook, om hvor sure de var, over at regeringen ville stjæle en fridag uden om “arbejdsmarkedets parter”.
Om afskaffelsen af Store Bededag var en planlagt provokation fra regeringen eller ej, så viser episoden, at implementeringen af det fremlagte program vil blive mødt med hård modstand fra arbejdere og unge.
En hård linje
Siden Anden Verdenskrig har Socialdemokratiet været én af systemets vigtigste støttepiller. Billede: Flickr
Mette Frederiksens nye rolle som etablissementets forsvarer betyder en konfrontation med fagbevægelsen og dens base. Det undergraver socialdemokratiets autoritet i arbejderbevægelsen, hvilket vil have store systemiske konsekvenser. Siden Anden Verdenskrig har Socialdemokratiet været én af systemets vigtigste støttepiller. At undergrave denne position er derfor ekstremt risikabelt, set fra den herskende klasses synspunkt.
Det er heller ikke alle socialdemokrater, der ville kunne stå fast i sådan en konfrontation. Men Mette Frederiksen som statsminister har vist sig endog meget determineret, når hun har sat sig noget for. Det var trods alt den samme statsminister, der tvang sin vilje igennem over for departementscheferne og hele embedsværket og gennemførte voldsomme omvæltninger under pandemien, som nedlukninger, massetest- og vaccinationsregimer.
Når de borgerlige partier (inden de gik i regering med hende) anklagede Mette Frederiksen for at være magtfuldkommen, så havde de en pointe. Det var hendes regering, der fik fængslet topembedsfolk for landsforræderi, fordoblede straffene for bl.a. uorden ved demonstrationer under pandemien og truede landets chefredaktørerer til stilhed om skandalerne i efterretningstjenesterne, samt sigtede uromagere og én af de vigtigste oppositionspolitikere for landsforræderi. Så hvorfor skulle det ikke være hende – landsmoderen som skulle skrive sig ind i historiebøgerne som den store samfundsreformator – Mette Frederiksen eller kaos?
Udsigt til klassekamp
Holder regeringen fast i sit program, kan vi se frem til en periode med kraftig stigning i de sociale spændinger og højst sandsynligt en stor stigning i faglige kampe. For samlingsregeringens angreb på arbejderklassens etablerede rettigheder vil falde samtidig med en økonomisk nedtur med fyringer, konkurser og boligkollaps, som kommer oven i en inflationskrise og gigantisk reallønsfald.
Regeringsgrundlaget er en krigserklæring mod arbejdere og unge, om at lægge hele byrden af kapitalismens krise på deres ryg.
Og allerede i 2024 er der overenskomstforhandlinger i det offentlige, hvor regeringsprogrammet lægger op til at smadre de kollektive elementer af løndannelsen til fordel for individuelle lønforhandlinger.
Denne “Schlüter-linje” er det, som regeringen og Mette Frederiksen selv lægger op til i regeringsgrundlaget. Håbet fra Mette Frederiksen er, at socialdemokratiet denne gang kan lægge skinnerne til fremtidens “reformpolitik”, som de følgende regeringer uanset partifarve så vil følge, som det skete efter Schlüter.
Den vil betyde, at arbejderklassen vil blive kastet ud i kamp med en ledelse, som indtil nu har været hendes allierede og i øvrigt helt ude af trit med medlemmerne. Men de vil blive tvunget frem eller risikere at miste kontrollen, som det skete for sygeplejerskernes formand Grete Christensen under sygeplejerskekonflikten i 2021 – en frygt som har redet resten af fagtoppen som en mare lige siden.
Hybris
Mette Frederiksen har godt nok været “krise-leder” før, hvilket formentlig har opbygget hendes selvtillid. Men måske også en vis hybris. Corona-krisen var væsensforskellig fra det regeringen lægger op til. Det var en kamp mod en virus, som ingen kan lide. Dengang var størstedelen af arbejderklassen med hende i de hårde beslutninger om nedlukning, lukning af minkerhvervet osv. Fordi de blev set som nødvendige ofre for kollektivets bedste.
Denne gang er det ikke en virus, men arbejderklassen og endda dele af middelklassen, som hun stiller sig op imod. Hun har måske draget konklusionen, at fordi der har været historisk få strejker i lang tid, få demonstrationer osv., så vil det fortsætte sådan. I så fald står hun til at få en slem overraskelse.
Hun bør huske på, hvad den sidste “samfundsreformator” Poul Schlüter måtte igennem. Han fik først konsolideret sin reaktionære reformkurs af velfærden, efter han havde knækket fagforeningerne, ved bl.a. havnearbejderstrejken i 82/83 og endeligt ved storkonflikten i 1985. Det sidste var en fantastisk strejkebevægelser, der, hvis DKP-toppen ikke havde afledt den, kunne have ledt til en egentlig generalstrejke og regeringens fald.
Det er naturligvis ikke den samme objektive situation. Påskestrejkerne i 1985 var kulminationen eller rettere det sidste slag i den lange bølge af politisk radikalisering og klassekamp, som startede i 1968. En sidste forsvarskamp.
Situationen er markant anderledes i dag. Vi står i begyndelsen af en radikaliseringsbølge. Arbejderbevægelsen har ændret sig meget siden, ikke mindst fordi Socialdemokraternes autoritet er lavere, og fordi DKP ikke længere eksisterer som en kraft i arbejderbevægelsen, på godt og ondt. Men gennemførsel af historiske reformer, som dem Mette Frederiksen lægger op til, vil betyde åben klassekamp.
Den objektive situation er yderst sprængfarlig. Og den kan ende med at vende op og ned på alle Mette Frederiksens planer.
