Mens milliarder verden over kæmper for at få mad på bordet, tjener milliardærerne kassen på krig og våbenindustrien.
Siden ukrainekrigens start er der strømmet et hav af penge til krigsindustrien. Kapitalismen kan ikke give arbejdere og unge et anstændigt liv, men den kan tydeligvis investere milliarder og atter milliarder i at gøre en ende på det.
Når det kommer til vores skoler, sundhedssystem eller andre offentlige ydelser, kniber det med pengene. Ifølge politikerne er det faktisk nødvendigt at skære ned på dem. Men så snart det kommer til militært isenkram, synes pengepungen at være uudtømmelig.
Gigantiske beløb til krigsspekulanterne
USA har indtil videre sendt over 185,93 milliarder kroner i våbenstøtte til Ukraine, og de 27 EU-lande har tilsammen sendt over 206,46 milliarder kroner. Danmark alene har sendt for over 3,79 milliarder kroner i våbenstøtte til Ukraine. Det er penge direkte ned i lommerne på våbenproducenterne. Ifølge Vesten bliver det selvfølgelig alt sammen gjort i ”frihedens” og ”demokratiets” navn. For hvis der er noget, der skriger ”demokrati”, er det et missil indgraveret med Lockheed MartinTM.
Alle de største våbenvirksomheders aktiekurser er skudt i vejret, siden krigen i Ukraine brød ud i februar. Våbenfirmaet Thales, som bl.a. har produktion i Danmark, så deres aktier stige med 52% efter krigens udbrud; det britiske firma BAE Systems steg med 34% i værdi; og det amerikanske AeroVironment steg med små 90%.
Lockheed Martin, som producerer både raketsystemet HIMARS og Javelin panserværnsmissilet, har også tjent godt på krigen i Ukraine. I 3. kvartal 2021 var deres nettoindtjening 4,6 mia. kroner. Dette tal er nu næsten tredoblet til 13,4 mia. kroner i 3. kvartal 2022.
Indtil videre er der leveret 20 HIMARS til Ukraine til en pris på 3,8 millioner dollars pr. affyringsplatform og ca. 100.000 dollars pr. raket. Alt sammen købt og betalt med arbejderklassens skattepenge.
For disse krigsspekulanter er hvert missil, der bliver affyret, blot flere penge på bundlinjen. For os er krig frygteligt, men for dem er krig frygteligt profitabelt.
Udover strømmen af våben til Ukraine er der også startet, hvad der kun kan kaldes et våbenkapløb i hele NATO. Alle vil bruge flere penge på oprustning. Som en konsekvens af krigen har USA fået den nødvendige anledning til at beordre sine europæiske allierede til at gennemføre en massiv militær oprustning. Tyskland vil nu bruge 2% af deres BNP på oprustning, svarende til 721 milliarder kroner om året, det samme vil Danmark og resten af EU-landene. Indtil videre har 29 europæiske stater tilsagt mere end 1492 milliarder kroner i nye forsvarsbevillinger – et tal, der næsten helt sikkert vil stige i den næste tid. Det er penge, der allesammen vil gå til våbenindustrien og krigsspekulanternes profitter, og selvfølgelig vil de amerikanske våbenfirmaer stå forrest i køen til Europas udbudsrunder.
Men hvor skal pengene komme fra? Den massive oprustning kommer til at ske på bekostning af de indrømmelser, arbejderklassen har vundet i efterkrigsopsvinget: Skoler, sygehuse, børnehaver osv. vil i den næste periode se massive nedskæringer, for hvad politikerne vil kalde den “nødvendige” politik.
Elendighed for os andre
Dem, der i sidste ende kommer til at bløde, er arbejderklassen. Det er ikke kapitalisterne, der går i krig og dør; det er arbejdere i uniform. Lige nu bliver den ukrainske og russiske arbejderklasse sendt i det, der svarer til en kødhakker for deres herskende klassers interesser. Men krigens følger rækker langt ud over kamppladsen i Ukraine. Arbejdere i hele verden mærker allerede nu konsekvenserne.
Krigen har haft en stor indvirkning på det globale fødevaremarked. Verden står over for en fødevarekrise af hidtil usete dimensioner. »Den største i moderne historie« ifølge World Food Programme. 828 millioner mennesker går sultne i seng hver dag. Antallet af personer, der er udsat for akut fødevareusikkerhed, er steget fra 135 millioner til 345 millioner siden 2019.
Selv i de udviklede kapitalistiske lande såsom England kan systemet ikke sikre store dele af befolkningen mad på bordet. En omfattende rapport fra den britiske fagforeningssammenslutning TUC viste, at 1 ud af 7 briter er tvunget til at springe måltider over for at spare penge.
I Danmark er inflationen på basale forbrugsgoder også steget markant, hvilket især rammer de lavere indkomstgrupper, og den ligger nu på over 10 procent. Mange arbejderfamilier vil blive presset til bristepunktet og kan risikere at gå fra hus og hjem. På tværs af befolkningen er det godt 40 pct, der på nuværende tidspunkt er meget bekymrede for, at deres økonomiske situation ikke rækker til helt nødvendigt forbrug.
Sammenlagt med de høje elpriser og store rentestigninger på boliglån, ser det ud til at blive en vinter, hvor mange skal vælge mellem at varme deres hjem op eller få mad på bordet, eller måske helt at gå fra hus og hjem. En ting er dog klart: Inflation rammer arbejderklassen mange gange hårdere end samfundets top. Kapitalisterne mærker ikke, at prisen på basale fødevarer som kød, brød og pasta er steget, men det gør arbejderklassen, studerende og pensionister.
Fred mellem folkeslag, krig mellem klasser
Konflikten i Ukraine er i bund og grund en proxykrig mellem forskellige imperialistiske magter. Krig er blot en fortsættelse af den politik, som de krigsførende nationer og deres sponsorer har ført, lang tid før det første skud overhovedet affyres. Med USA i spidsen og blandt andre Danmark som fast håndlanger, har Vesten ført et utal af angrebskrige mod suveræne nationer. Man behøver kun at nævne Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien for at illustrere, at Vestens politik ikke er så forskellig fra deres russiske modpart.
Krig bestemmes altså ikke af moralske overvejelser, ikke af ønsker om at forsvare “nationens ukrænkelige suverænitet” og slet ikke af forsvaret af demokratiet. Heller ikke for at forsvare ”små nationers rettigheder”, opretholdelsen af verdensfreden eller andre af de løgne, der bruges til at retfærdiggøre krigens virkelige mål. Alle disse fine fraser er blot dække for den reelle årsag til krig under kapitalismen: opdelingen og omfordelingen af markeder og interessesfærer. For Ruslands vedkommende er det en angrebskrig for at forsvare og udvide deres interessesfærer og deres forsvarsmæssige dybde overfor NATOs konstante udvidelser. For USA’s vedkommende er målet at dræne russiske økonomiske og militære ressourcer, ligegyldigt hvor mange ukrainske liv det koster.
I krig bliver den herskende klasses interesser udtrykt på en mere åbenlys og brutal måde end i fredstid. Krigen forstærker de underliggende modsætninger og kriser, der allerede er til stede i kapitalismen. Arbejderklassen i hele verden lider og sulter enten på grund af direkte kamp på slagmarken eller af krigens følger. Dette står i stærk kontrast til det lille mindretal af kapitalejere, der akkumulerer mere og mere rigdom i deres hænder og i mange tilfælde direkte profiterer på krigens ødelæggelser. For eksempel har en række danske virksomheder fået dollartegn i øjnene efter at havde set, hvor mange penge man regner med at skulle bruge på at genopbygge Ukraine. For med et estimeret prisskilt på over 2481 milliarder kroner for genopbygningen er der potentielt set store summer at hente ind for driftige danske erhvervsfolk. Allerede nu er der således lanceret et partnerskab mellem bl.a. Erhvervsministeriet, Dansk Industri, Dansk Erhverv og Danske Rederier, der går ud på at genopbygge havnebyer i Ukraine.
Som Lenin forklarede: Ja, krig er frygtelig – frygtelig profitabel. For at sætte en stopper for krigens ødelæggelse og det skamløse profitjageri, der følger med den, må vi organisere os og kæmpe for at vælte det system, der skaber den: kapitalismen.
Der er kun én måde at stoppe dette systems barbariske krige og undertrykkelse af arbejderklassen, nemlig gennem klassekamp. Vi må organisere os mod vores virkelige fjende: vores borgerskab. Ja, Putin og resten af Ruslands borgerskab er frygtelige imperialister, men det samme gælder også vores kapitalistklasse. Det er derfor først og fremmest vores pligt at vælte vores herskende klasse, som sammen med de andre NATO-lande ligeledes plyndrer og dræber. Og på samme måde er det den russiske arbejderklasses pligt at vælte Putin og deres herskende klasse, som gør det samme blot for deres interesser. Vores parole må derfor være den samme som bolsjevikkernes under 1. verdenskrig: Hovedfjenden er herhjemme.
Krigsspekulanterne spinder guld på død og ødelæggelse, mens millioner ikke har råd til at få mad på bordet eller tag over hovedet. Som Rosa Luxemburg forklarede, står menneskeheden overfor socialisme eller barbari, og det er tydeligt, hvad systemet styrer os hen imod. Krig og oprustning er en uundgåelighed under kapitalismen. Det er derfor på tide, at vi tager skæbnen i egen hånd og kaster dette system på porten, ikke bare i Danmark men i hele verden.