Regeringsgrundlaget er fremlagt: et program for afvikling og privatisering af såkaldt “kerne-velfærd”, oprustning og milliardgaver til landets rigeste.

Den socialdemokratisk dominerede fagtop var hurtigt ude og støtte regeringsgrundlaget, der har fået navnet “Ansvar for Danmark.” De socialdemokratiske ledere af fagforeningerne fremhævede enkelte isolerede tiltag som fx flere midler til erhvervsskolerne, som bevis for at den nye regering “trods visse tidsler” i grundlaget fortjener vores støtte. Men et program kan ikke bedømmes på 5 linjer ud af 60 sider. Samlet set skal man være mere end almindeligt loyal socialdemokratisk partisoldat for at se andet end et rædselskatalog af borgerlig nedskæringspolitik. 

Den gennemgående ide der beskrives i programmet er, at vi skal gå fra en “velfærdsstat til et velfærdssamfund.” Det lyder uskyldigt. Men hvad gemmer sig bag de polerede ord? Intet mindre end et ønske om at afvikle den offentlige velfærd, samt vores rettigheder og erstatte dem med tjenester fra det private erhvervsliv samt civilsamfundet. Det sidste vil sige gratis arbejdskraft fra dig og mig, når fx bedstemor skal passes.

Denne omstilling er nødvendig, påpeger regeringen. Med programmet vender Mette Frederiksen sig endegyldigt væk fra sin hidtidige og lidt slidte rolle som såkaldt “socialdemokrat classic” og viser nu sit sande ansigt som en direkte fortsætter af Helle Thorning og Bjarne Corydons “nødvendighedens politik”: gaver til de rigeste og pisken til os andre. Men de foreslåede ændringer er ikke bare justeringer. Programmet udgør et forsøg på at omkalfatre hele den såkaldte velfærdsstat - ligesom den konservative Poul Schlüter gjorde det i 80’erne. Ham vender vi tilbage til.

Regeringsprogrammet er inddelt i 8 hovedpunkter, hvoraf to er de mest markante: “Ansvarlig økonomisk politik” og “Velfærd 2.0 - et reformprogram der udvikler Danmark.” Her præsenteres regeringens tiltag, der, som regeringen selv siger, er mere vidtgående, end hvad en borgerlig regering selv ville kunne få gennemført.

Nedenfor vil vi dykke ned i de forskellige tiltag. Det bliver lidt langt. Men det er nødvendigt for at opveje det manipulerende skønmaleri, som Socialdemokratiet og deres topfolk i fagbevægelsen har forsøgt at male. Vi vil ikke gå ind i alle enkeltheder. De få positive elementer er blevet fremhævet til overmål. Vi fokuserer her på de, der er vigtigst for arbejdere, unge og ældre, og som er bestemmende for regeringsgrundlagets karakter som helhed. 

“Ansvarlig økonomisk politik”

Overordnet forpligter regeringspartierne sig til i denne valgperiode at vedtage politik, der øger den såkaldte strukturelle beskæftigelse med 45.000 fuldtidspersoner i 2030. Det betyder ikke, at regeringen vil skabe arbejdspladser til 45.000. Tværtimod betyder det, at udbuddet af arbejdskraft skal øges med hvad, der svarer til 45.000 fuldtidspersoner. Det gøres blandt andet ved at nedsætte eller fjerne offentlig understøttelse for forskellige grupper. Ifølge finansministeriets regnemodeller skaber det øgede udbud (ud over lavere løn) nemlig sin egen efterspørgsel.

Det kan være svært at relatere til 45.000 fuldtidspersoner. Er det meget eller lidt? Til sammenligning kan man bemærke, at den forhadte “nødvendighedens politik,” det vil sige nedsabling af velfærden, da Bjarne Corydon og Helle Thorning gik “reform-amok”, ifølge CEPOS øgede den strukturelle beskæftigelse med 28.000. Så den nye regerings politik vil ud fra denne målestok så at sige sigte mod at være 60% hårdere.

Da Bjarne Corydon og Helle Thorning gik “reform-amok”, ifølge CEPOS øgede den strukturelle beskæftigelse med 28.000. Så den nye regerings politik vil ud fra denne målestok så at sige sigte mod at være 60% hårdere.

Udover øget arbejdsudbud har regeringen programsat at skaffe besparelser på det offentlige forbrug på 11 mia. kroner, også i 2030. Det er ganske meget. For at sætte det i forhold til noget vi kender, så svarer beløbet til mere end halvdelen af, hvad der årligt bruges på samtlige offentlige ungdomsuddannelser, som gymnasier, erhvervsskoler osv.

Regeringsgrundlaget slår også fast, at regeringen vil fortsætte velfærdsforliget fra 2006, som betyder, at Mette Frederiksen endnu engang vil stå i spidsen for en regering, der hæver pensionsalderen.

Regeringen foreslår også, som de siger, at finansiere øgede militærudgifter med afskaffelse af en helligdag, og at arbejderklassen dermed går tilbage i den historiske kamp for lavere arbejdstid til fordel for flere penge i våbenproducenternes lommer. Men selv denne sammenhæng mellem at stjæle en fridag og militærets budget er opfundet til lejligheden. Der er ingen logisk sammenhæng. Det er lige så rigtigt at sige, at afskaffelsen af Store Bededag finansierer skattelettelser til de rigeste. 

Til gengæld konstaterer regeringen, at flertallet bag den tidligere højtprofilerede togfond, der skulle udvikle den mildest talt udsultede togdrift i Danmark, er væk, og den nedlægges derfor. Midlerne bruges til midlertidigt at lappe huller på velfærden. 

Ydermere udløber den nuværende 10-årige kontrakt mellem staten og DSB i 2024. Det er netop året, hvor EU’s 4. jernbanepakke kræver, at al offentlig banetransport skal have været i udbud i tilpas små stykker. I overensstemmelse med regeringsgrundlagets ambition om at øge konkurrenceudsættelsen af offentlige tjenester kan vi forvente, at spørgsmålet om privatisering af DSB og/eller udbud af de strækninger, som DSB betjener i dag, vil blive forsøgt presset igennem af den nye regering.

“Velfærd 2.0 - et reformprogram der udvikler Danmark”

Her er vi inde ved essensen af den nye regering. Som professor Ove Kaj Pedersen siger det: 

"Regeringsgrundlaget indvarsler et brud i dansk politik, især den økonomiske politik. På mange måder er det sammenligneligt med, hvad der skete i begyndelsen af 1980'erne. Regeringen lægger op til at fortsætte, hvad der har vist sig at fungere, nemlig konkurrencestaten.”

Hvad var det, som professoren hentyder til i begyndelsen af 80’erne? Det var den første Poul Schlüter-regering og dens angreb på arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. 

På samme måde som den reaktionære konservative Schlüter-regering - den danske pendant til Margaret Thatcher - tog favntag med velfærden og fagbevægelsen, lægger den socialdemokratisk ledede koalitionsregering op til “omfattende reformer” og at bevæge Danmark væk fra at være en såkaldt velfærdsstat. Mette Frederiksen går “reform-amok.”

Flere private aktører

Regeringen vil spare 3 mia.(!) på beskæftigelsessystemet og ændre det fundamentalt. Jobcentrene, som i parentes har haft som højeste formål at piske arbejdsløse, skal nu lukkes. Det er vel en god ting? Men spørgsmålet er altid, hvad der sættes i stedet. Nu skal A-kasserne, men også de forhadte private aktører, spille en større rolle. Men hvordan det skal hjælpe at spare 3 mia på indsatsen, står endnu hen i det uvisse.

Samtidig skal skatten sænkes med 5 mia., men kun for folk i arbejde, således at vi ikke tilskyndes til at gå derhjemme på de fyrstelige overførselsindkomster. En arbejderforælder vil således i gennemsnit få en skattelettelse på 200 kroner om måneden - en brøkdel af, hvad energipriserne er steget med, og altså blot “mindre mindre”, end vi ellers havde fået. Folk på offentlige forsørgelsesydelser, altså forskellige arbejdsløshedsunderstøttelser, får intet i skattereformen. Disse fattigste lag af befolkningen står tværtimod til at få deres indkomst reguleret med minimale 1,95% til januar, efter et år hvor deres leveomkostninger er steget 10-20%. Studerende får også kun reguleret SU’en med 3%. Af samme årsag har 400.000 danskere eller 1 ud af 10 voksne ifølge en nylig undersøgelse været nødt til at springe måltider over for at klare regningerne det sidste år.

Men elendigheden er åbenbart ikke slem nok. Regeringen vil også foreslå et nyt kontanthjælpsystem over de linjer, som den såkaldte Ydelseskommission fremlagde i 2021. 

Hovedideen her er at give det absolut mindst mulige, man kan overleve på, den såkaldte grundsats, til alle ud fra et model-budget. Man kan så gøre sig fortjent til en lidt højere sats på ca. 85% af dagpengesatsen. Det er lidt teknisk, så hold fast. 

Man kan få den “høje” sats, hvis man: 1) har en erhvervskompetancegivende uddannelse eller har haft 2,5 års ustøttet fuldtidsbeskæftigelse og har været i landet 7 af de sidste 8 år efter det fyldte 18. år. Eller 2) har afgangseksamen fra grundskolen og været i landet i 12 af de sidste 13 år, efter det fyldte 18. år.

Det vil altså også betyde, at følgende kommer på den lave sultesats: 1) alle unge under 26 år med erhvervskompetancegivende uddannelse. 2) Alle under 31 år uden erhvervskompetancegivende uddannelse. 3) Samt alle der uanset alder ikke har afsluttet afgangsprøve fra folkeskolen.

Som eksempel på det helt urealistiske modelbudget (for 2021), som skal ligge til grund for grundsatsen, forudsættes en husleje for én person på 4770 kroner om måneden, inklusiv el og varme, samt udgifter til mad på 1623 kroner om måneden. At få en lejlighed til under 5.000 er vist ikke mange forundt, heller ikke i 2021.

Men det bliver stadig vildere. Kontanthjælpsmodtagere med såkaldt integrationsbehov vil regeringen sende i tvangsarbejde (“arbejdspligt”) 37 timer om ugen for deres kontanthjælp. Det er arbejde som ufaglærte typisk ville have udført, men til noget der mere eller mindre minder om en overenskomstmæssig løn. Det vil nu risikere at blive overtaget af kontanthjælpsmodtagere, som vil gå til noget, der svarer til en løn på 50-60 kroner, hvis man omregner Ydelseskommissionens grundbudget til fuldtidsløn.

Orwellsk “Dobbelt-plus god Arne-pension”

For de ældre og nedslidte er der også nyt i regeringsgrundlaget. Ifølge Mette Frederiksen vil Arne-pensionen blive udbygget til en Arne-plus ordning. Wow, det må da være godt?! Men det er desværre endnu en af Mette Frederiksens sprogmanipulationer, der er George Orwell værdig. 

Virkeligheden er, at Arne-plus er en kraftig forringelse. For på trods af, at Arne-pensionen får hævet sin sats med 1.000 kr om måneden, vil regeringen i samme ombæring fjerne den langt mere populære seniorpensionsordning, som har været flittigt brugt af bl.a. nedslidte 3F’ere. Sidstnævnte giver 19.000 og altså 4.000 mere om måneden end “Arne-plus” og kunne tildeles nedslidte 6 år inden folkepensionsalderen, mens Arne-plus først kan tildeles 3 år inden folkepensionsalderen (som regeringen i øvrigt vil hæve igen i 2025).

“Frisættelse” aka privatisering af velfærden

Samtidig med at regeringen vil rundbarbere kommuner og regioners budgetter (mere om dette senere), ønsker regeringen at frisætte den offentlige sektor fra at tage hensyn til regler og borgernes rettigheder. 

Mens “frisættelse” i en situation med rigelige ressourcer måske kunne give mening, så kan frigørelsen fra borgerrettigheder blive en katastrofe for den enkelte i en situation, hvor der skal skæres dybt i de kommunale og regionale budgetter. Lige nu er de lovbestemte rettigheder det eneste, der afholder kommunerne og regioner fra at sønderlemme den såkaldte “nære velfærd.”

I regeringsgrundlaget kan man forstå, at hullet efter besparelserne skal lappes ved, at det i højere grad skal være op til pårørende at spille en rolle i de forskellige tilbud, fx i skolen, børnehaven eller på plejehjemmet. Som regeringen skriver: “...starter og slutter [velfærdssamfundet, i modsætning til velfærdsstaten] med større personligt ansvar.” 

Til gengæld vil regeringen indføre mere “frit valg,” hvor “...borgerne kan vælge den velfærd og den service, som passer bedst til dem,” på en måde, der ikke medfører yderligere bureaukratisering, som det hedder i grundlaget. Hvad ligger der i det? Det kan fx forestille sig udført ved at tilbyde tilkøb af visse ydelser (til de der har råd) og ved at lukke flere private virksomheder ind og konkurrenceudsætte flere velfærdstjenester, end det er tilfældet i dag.

Men regeringen vil gå længere og nedsætte et udvalg, der skal undersøge hvordan man kan skabe egentlige private velfærdsinstitutioner med egen økonomi og frihedsgrader som private virksomheder (læs; profitdrevne), startende indenfor ældreområdet og plejehjemmene.

Manglen på “varme hænder”

Den nye regering er naturligvis ikke blind for den massive personalemangel inden for velfærdsområdet, fordi arbejdsforholdene er enormt pressede efter årtiers nedskæringer og effektiviseringer, samtidig med at lønnen på ingen måde afspejler det store pres. Regeringen anerkender i grundlaget endda, at arbejderne i sektoren skal have mere i løn, for at kunne fastholde og tiltrække flere. Men hvad vil de så gøre ved det?

Regeringen vil indkalde arbejdsmarkedets parter til “trepartsforhandlinger” om fordelingen af 1 milliard ekstra i 2024, stigende til 3 mia. i 2030 til løn i den offentlige velfærdssektor. Husk her på, at regeringen de facto er den øverste arbejdsgiver i det offentlige, fordi den bestemmer udgiftsrammen for de direkte offentlige arbejdsgivere. Så selvom trepartsforhandlinger lyder inkluderende, så er det mere af navn end af gavn.

3 milliarder til højere løn lyder af meget. Men Socialdemokratiet lavede i efteråret selv et regneeksempel. Her kom de frem til, at man for 2,5 mia kunne hæve lønnen med 2.000 kroner om måneden for 235.000 personer. Der findes omkring 200.000 Sosu-assistenter og sygeplejersker i Danmark. Disse kunne altså, med regeringens plan få godt og vel 2.000 kroner mere om måneden i 2030. Det ville ikke efterlade meget til de resterende 615.000 i den offentlige sektor. Men selv for de heldige, der så ville få lønforhøjelsen, ville det ikke engang svare til det tab af købekraft, de oplever på grund af inflationen. 

Og så snakker vi ydermere om en lønforhøjelse, der først skal fuldt indfases om 7 år! Hvis det ikke var så tragisk, ville det være til at grine over. Men det er altså regeringens løsning på rekrutteringsproblemet. Et problem der er så akut, at næsten hver anden ledige sygeplejerske- og SOSU-stilling ikke kan besættes, og over hver fjerde opslåede pædagogstilling står tom.

For en regering, der er så glad for det frie markeds udbud og efterspørgsel, burde det være indlysende, at hvis udbuddet af den nødvendige arbejdskraft er for lav, så må prisen op. Men det gælder naturligvis kun for deres venner i toppen af erhvervslivet - ikke for arbejderklassen.

Sygeplejesker & SOSU'er kunne, med regeringens plan få ca. 2.000 kroner mere om måneden i 2030. Det ville dog efterlade ingenting til de resterende 615.000 i den offentlige sektor

Elendighederne i regeringens “lønløft” stopper imidlertid ikke ved “gavens” ringe størrelse. De 3 mia. vil regeringen finde, ikke ved at tage dem fra de rigeste, men ved at skære i kommunerne og regionernes budgetter. Budgetter som i forvejen er ekstremt belastede af årtiers grønthøsterbesparelser, og fordi de ikke har været reguleret i forhold til den eksplosive inflation. Regeringens undskyldning er den sædvanlige, om at det ikke vil gå ud over velfærden, fordi pengene skal tages fra “administration”. Men administrationen har været beskåret utallige gange.

”Fjerner man så mange penge i kommunernes økonomi, uden at der fjernes opgaver, så skal vi ud på de store velfærdsområder for at finde pengene. Altså på skoler, dagtilbud og ældreplejen,” siger Martin Damm (V), der er formand i KL til Altinget.dk

Således fodres hunden med sin egen hale. Yderligere besparelser vil hjælpe fedt på et arbejdsmiljø, som i forvejen er presset helt i bund! 

Til gengæld for sin gavmildhed (med kommunernes og regionernes penge) vil regeringen ifølge regeringsgrundlaget kræve visse modydelser fra velfærdsarbejderne:

• “Øget fleksibilitet” og færre muligheder for at gå på deltid - hvordan færre rettigheder til de ansatte skal hjælpe på fastholdelse af personalet, må guderne vide?
• Opblødning af faggrænser, således at lavtbetalte kan tage højere betalte faggruppers arbejde.
• Nedsabling af den kollektivt bestemte løn til fordel for individuelle lønforhandlinger, så sammenholdet i de pågældende faggrupper kan smadres og fremtidige strejker og mobiliseringer modarbejdes.

Man skulle næsten tro, at hele formålet med regeringens velfærdspolitik ikke var at forbedre velfærden, men at lave den offentlige velfærd så umenneskelig dårlig, at befolkningen (hvis de har råd) tvinges til at tegne private forsikringer, bruge private skoler, børnehaver, plejehjem osv., således det kun er den nederste del af arbejderklassen, som må benytte sig af den elendige offentlige velfærd. Om det er intentionen eller ej, så er det i hvert fald effekten af politikken.

Større klasseskel i uddannelsessystemet

Også i uddannelsessystemet skal der ske store ændringer. Der er, mener regeringen tilsyneladende, ingen grund til, at arbejdere uddanner sig mere end højest nødvendigt. Alt for mange unge går på gymnasiet og derefter på universitet ifølge regeringen. For få vælger at tage en af de erhvervsuddannelser, som skiftende regeringer har udsultet i årtier, og hvor der er permanent mangel på lærepladser. 

Hvad er regeringens løsning? Regeringen vil kannibalisere på midlerne til de unge på gymnasierne og føre dem over på erhvervsskolerne for at lappe på hullerne her, som politikerne selv har skabt. Optagelseskravene til gymnasierne skal strammes, så færre kan komme ind her. 

Hvad det vil betyde i forhold til den sociale sammensætning af elevmassen på gymnasierne er ret let at forudsige. Strammere adgangskrav favoriserer altid elitens børn. Ikke fordi de er klogere, men fordi systemet er indrettet af eliten, og for eliten.

 Regeringen vil kannibalisere på midlerne til de unge på gymnasierne og føre dem over på erhvervsskolerne for at lappe på hullerne her, som politikerne selv har skabt

Ligeledes vil regeringen stramme optaget yderligere på udvalgte videregående uddannelser. De senere år er det især gået ud over de humanistiske fag, og mon ikke det bliver tilfældet igen. Gud forbyde at unge uddanner sig til det, de har lyst til, og ikke det som erhvervslivets profithungrende kapitalejere kræver. 

Ligeledes skal adgangen til den klassiske toårige kandidatuddannelse begrænses, og i stedet skabes nye “erhvervskandidatuddannelser”. Også her er det let at gætte hvilke sociale klasser, som kommer igennem nåleøjet til den “rigtige” kandidat og hvilke, der må lade sig nøje med erhvervskandidaten. Og det er let at gætte hvilken af de to typer kandidater, der får den laveste løn, når de kommer i arbejde på den anden side.

Favoriseringen af unge fra mere velstillede familier forstærkes af, at regeringen også vil beskære SU’en med et år, således at der kun er SU til normeret tid. Dermed kan det at dumpe eksaminer, eller gå ned med stress som det desværre sker for mange – og oftere for arbejderbørn end børn af velstillede forældre – betyde ekstra studiegæld for op til 100.000 for at kunne færdiggøre sin uddannelse. 

Disse forværrede og mere usikre forhold vil uden tvivl afholde flere børn af arbejderfamilier, som økonomisk må stå på egne ben, fra at søge ind på universitetet. Men det er jo også hele formålet: Når regeringen vil have flere til at tage en erhvervsuddannelse, er det jo ikke fordi den forventer, at overklassens Herlufsholm-drenge strømmer til for at gå i lære. Nej, det betyder selvfølgelig, at flere arbejderbørn skal presses til at blive i deres sociale klasse og blive velfærdsarbejdere eller gå i lære i industri og byggeri i stedet for at forsøge sig med en lang videregående uddannelse. 

“Restgruppen” i militæret?

Samtidig med at der er akut mangel på lærepladser og voldsomt præstationspres i uddannelsessystemet, et pres regeringen selv vil hæve med sine bebudede reformer, ønsker regeringen at tage hånd om den såkaldte “restgruppe” af 45.000 unge. Det er unge, som hverken er i uddannelse eller arbejde, og som typisk er fra de laveste lag i samfundet. 

En af de veje, regeringen vil undersøge, er muligheden for, at Forsvaret kan give disse unge et “fremtidsperspektiv,” som de kalder det. Det vil jo passe glimrende, da Forsvaret også akut mangler personel, efter i årtier at have udsendt de samme få soldater på adskillige internationale krigseventyr. Udsendelser der har skabt en tsunami af PTSD blandt stampersonellet, som sammen med de dårlige arbejdsforhold og beskedne lønninger har fået forsvaret til at bløde mandskab. 

Gaver til de rigeste

Mens arbejderklassen og unge sættes under pres, er der andre lag, der skal have gaver. Som biblen siger: “Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal faa Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.” 

Regeringen vil nedsætte bo- og gaveafgiften i forbindelse med generationsskifte i familievirksomheder fra 15 til 10 %, et tiltag der er en direkte gave til de allerrigeste familier som Kirk Kristiansen (LEGO) og Holch Povlsen (Bestseller).

Ligeledes annulleres en forhøjelse af lagerbeskatningen til anslåede 1. mia. 

Topskat betales med de gamle regler af indkomster over 618.000 (svarende til månedsløn på 51.500 kroner). Regeringen vil nu halvere topskattesatsen for årsindkomster op til 750.000. Denne manøvre forsøger regeringen at dække under to argumenter. Argumentet for på den måde at lave en ny “mellemskat” er, at “almindelige” arbejdere (med en månedsløn på mellem 51.500 og 62.000!) ikke skal betale topskat. 

Det andet argument er, at de rigtig rige skam stadig kommer til at bære den største byrde, fordi regeringen vil indføre, hvad Mette Frederiksen som en anden Lars Løkke kaldte en “top-topskat” ved at hæve topskattesatsen med 5% for indkomster over 2,5 mio. (månedslønninger nord for 208.000 kroner), således at de 10.000 allerrigeste i landet (0,2 procent af befolkningen) kommer til at betale en marginalskat (skat af sidst tjente krone) på 60,5%

Problemet er bare, at når man kommer op i de størrelsesordner som de rigeste 10.000 danskere modtager, så er der tusind veje at slippe udenom “top-topskatten”. Man kan blive betalt med aktier, som højest beskattes med 42%. Og er der tale om en virksomhedsejer, er det bare at udbetale pengene som “udbytte” i stedet for “løn”. Udbytteskatten bliver nemlig ikke rørt og er fortsat kun på 55%.

På den måde fortsætter den nye regering en lang række lettelser af beskatningen af de rigeste. Marginalskatten, skatten på den sidst tjente krone, var i midten af 1980’erne, endda under den konservative Schlüter, på 73%.

Oprustning for en feriedag eller velfærdspenge?

Mens alle velfærdsområder står overfor store besparelser, så er der én del af det offentlige, som står til at få tilført mange milliarder. De væbnede styrker.

Der var engang, hvor den herskende klasse i Danmark kunne score en såkaldt fredsdividende: Sovjetunionen var brudt sammen. Ingen fjender truede. Danske interesser og sikkerhed blev garanteret af verdens største supermagt, USA. Alt hvad den danske stat skulle gøre, var at sende nogle tusinde danske soldater med i de amerikanske angrebskrige, besættelser og interventioner. Det krævede ikke meget materiel eller mandskab. Nogle hundreder døde og sårede arbejderklassebørn og mange flere med krigstraumer var alt, hvad det kostede. De danske soldaters ofre og blod sparede den danske stat for milliarder.

Men i 2014 begyndte piben at få en anden lyd. Helle Thorning og de andre europæiske NATO-allierede blev presset af Obama til at underskrive en NATO-aftale om at ruste op. Aftalen forpligtede landene til at bruge 2 procent af deres BNP på militæret målt fra 2024, med vægt på nye materielanskaffelser. Anskaffelser som ofte ville favorisere de store amerikanske våbenproducenter. 

Entusiasmen for rent faktisk at implementere aftalen var dog til at overse blandt de fleste vesteuropæiske NATO-lande.

Men med Trumps trusler om at trække USA’s sikkerhedsgaranti kom der så småt gang i oprustningen i slutningen af 10’erne. Efter Ruslands angreb på Ukraine er konsensus blandt de herskende klasser på det europæiske kontinent imidlertid ændret markant. De budgetterede forsvarsudgifter er eksploderet, og mange lande planlægger at bruge mere end 2 procent af BNP. 

Herhjemme startede de “ansvarlige” partier (hvoraf de fleste indgår i den nye regering) med at udnytte krigshyteriet efter krigsudbruddet til at få stemt EU-forsvarsforbeholdet væk og give 3.5 mia mere frem mod 2024, så forsvarsbudgettet kommer op på knapt 32 milliarder i 2024. Nu hvor valget er overstået, er tiden kommet til at lægge flere penge i lommen på krigsindustrien og opruste det rustne og affolkede danske militær. De nye penge kan, i kraft af at regeringen sænker skatterne generelt og til erhvervslivet og de rigeste i særdeleshed, kun hentes på velfærden.

Med stedfortræderkrigen mod Rusland ligger Danmark pludselig i flere geopolitiske hot-spots: Med kolonierne i Nordatlanten står det danske kongerige uden nogen nævneværdige militære kapaciteter overfor en arktisk fjende, der længe har oprustet her. 

Men også Østersøen er nu et fokusområde. Samtidig forventer NATO, at Danmark kan forsvare sit territorium. I dag med et forsvarsbudget på 1,4 procent er forsvaret – ifølge dets egne officerer – populært sagt kun i stand til at forsvare Antvorskov kaserne ved Slagelse. 

De nye penge kan, i kraft af at regeringen sænker skatterne generelt og til erhvervslivet og de rigeste i særdeleshed, kun hentes på velfærden

I Regeringsgrundlaget erklæres det, at NATO-målet om at bruge 2 procent af BNP fremrykkes fra 2033 til 2030. Det er stadig 6 år senere end lovet i aftalen. Det vil betyde 4,5 mia yderligere over de to år 2023-24 og formentlig bringe forsvarsudgifterne langt over 50 milliarder i 2030. De ekstra penge til militæret skal ifølge regeringen findes ved at afskaffe Store Bededag. Men hvordan en afskaffet helligdag skulle skaffe så mange penge, står ifølge mange økonomer lidt hen i det uvisse.

Faktisk er forslaget om afskaffelse af Store Bededag så ulogisk og åbenlyst upopulært, at man meget let kan få den tanke, at forslaget kun er en del af regeringsgrundlaget som madding. For at aflede befolkningen og særligt fagforeningernes opmærksomhed fra den generelle omvæltning af den offentlige velfærd. Regeringen kan så bakke tilbage fra afskaffelsen under pres mod naturligvis at forlange øget arbejdsudbud eller besparelser på en anden måde, sanktioneret af fagbevægelsen.

Så kan de faglige ledere vise, at de skam ikke finder sig i hvad som helst! Og regeringen kan i ro fortsætte deres virkelige dagsorden med omvæltning af velfærdsstaten.

En sådan omvendt “bait-and-switch” manøvre ville være meget lig de manøvrer, som Mette Frederiksens spin-apparat tidligere har benyttet sig af. Men spørgsmålet om oprustning vil ikke være løst ved det.

Det danske forsvar er ikke lavet til at forsvare Danmark. Det er bygget som en næsten ren professionel ekspeditionsstyrke med ekstremt dyrt materiel, møntet på at kunne indgå direkte i de amerikanske styrker. En oprustning af disse til rent faktisk at kunne forsvare dansk territorium, for ikke at tale om de Nordatlantiske besiddelser, i blot få dage vil blive ekstrem dyr. Og med Forsvarets elendige organisation og halv-korrupte ledelse er der ikke tvivl om, at langt over 2 procent af BNP vil være nødvendigt. Så det vil ikke være underligt, hvis prisen stiger i løbet af regeringsperioden under pres fra USA.

Oprustning i intern sikkerhed

Det er ikke kun eksternt, at den nye regering vil styrke staten. Også det interne regime skal strammes.

Regeringen vil arbejde for at stramme reguleringen for, hvad der kan accepteres på sociale medier for at modvirke “polarisering,” og stille tech-giganterne til ansvar for at police deres platforme imod sådan polariserende indhold og “ekkokamre”. Ligeledes ønsker den i højere grad at stille enkeltpersoner til ansvar for, hvad der bliver skrevet online. Når en regering bruger den slags tale, så er det værd at holde øje med. Særligt med den sidste Mette Frederiksen-regering in mente.

Det virker som en evighed siden, men vi skal ikke mere end halvandet år tilbage for at se Mette Frederiksens tilgang til afvejningen mellem borgernes demokratiske rettigheder og statens ønske om fuldstændig kontrol og sikring af den herskende klasses interesser. I den afvejning var og er det det sidste hensyn, der vinder. Som den tidligere justistminister sigende udtrykte sig: “Mere overvågning er mere frihed.” 

Mette Frederiksens sidste regime var ganske hårdt set i en dansk kontekst. Der blev indført dobbeltstraf. En leder af en demonstration mod Mette Frederiksen blev idømt to års ubetinget fængsel som værende en trussel mod statens sikkerhed, alene for de ting hun råbte i en megafon. Folk, der bar en dukke af statsministeren til en demonstration, blev sigtet efter paragraf 113 for højforræderi. En kvinde, der delte et screenshot af et billede af dukken bragt i en nyhedsudsendelse, blev sigtet og og fik stormet og ransaget sit hjem uden dommerkendelse. 

Sidst men ikke mindst gennemførte Frederiksens sidste administration en voldsomt dramatisk magtovertagelse af udenrigsefterretningstjensten, som havde skabt problemer ved ikke at danse helt efter regeringens pibe. 

Den magtfulde chef, én af de mest magtfulde i landet, blev i hemmelighed overvåget af den interne efterretningstjenste, anholdt for landsforræderi og i hemmelighed holdt fængslet og en ny ledelse installeret. I processen blev Claus Hjort, et ledende medlem af det største oppositionsparti, også sigtet for landsforræderi, ligesom landets chefredaktører blev truet med samme behandling, hvis ikke de stoppede med at bringe afsløringer vedrørende efterretningstjenesternes arbejde.

Den magtfulde chef, én af de mest magtfulde i landet, blev i hemmelighed overvåget af den interne efterretningstjenste, anholdt for landsforræderi og i hemmelighed holdt fængslet og en ny ledelse installeret

Med det generalieblad bør det være anledning til et løftet øjenbryn eller to, at den nye regering ønsker at igangsætte forarbejde til etablering af et egentligt Ministerium for National Sikkerhed. Dette sikkerhedsministerium skal ifølge regeringsgrundlaget overtage ansvaret for “politiet, den overordnede anklagemyndighed og rigets sikkerhed, herunder PET”. 

Der er tale om en kraftig oprustning af statens interne sikkerhed. Særligt når man tager i betragtning, at Statsministerens højre hånd, Barbara Bertelsen, er tidligere departementschef for justitsministeriet og har vist sig overordentligt fokuseret på at levere resultater, helt ned til at den enkelte politimand præcis efterfølger hendes ordrer.

Men det er nok ikke forkert set af den nye regering, at den politik, den forventer at føre, vil afføde social uro, i en situation der i forvejen er plaget af det største reallønsfald siden Anden Verdenskrig og social forarmelse af det nederste lag i samfundet. Fra det perspektiv giver det mening, at de forbereder sig på øget klassekamp og social uro.

Socialdemokratiets hamskifte er naturlig konklusion 

Det kan måske virke som et ekstremt brat og voldsomt politisk skift, som Mette Frederiksens Socialdemokrati har udført med skabelsen af den nye regering og genoplivning af “nødvendighedens politik”. Det er i hvert fald det indtryk, man får fra Enhedslistens folketingsgruppe, som højlydt er forarget over, at Mette Frederiksen vender sin “røde” politik fra sidste periode og det gamle flertal ryggen.

Men man kan kun være chokeret, hvis man de sidste år har parkeret al kritisk sans, taget skyklapper på og ladet sig forblænde af Mette Frederiksens arbejder- og velfærdsretorik. For de, der har fokuseret på den egentlige politik, som den sidste socialdemokratiske regering førte, er der ikke noget overraskende i udviklingen. Måske bortset fra at det tog så lang tid for Frederiksen at smide masken.

Mette Frederiksens projekt har hele tiden været at administrere kapitalismen. En kapitalisme der er i nedgang og ikke længere kan give den samme levestandard og velfærd som før. 

At læne sig retorisk til venstre og kynisk udnytte Enhedslisten og SF som venstredække for en systembevarende politik var blot et værktøj, en taktik. Nu er den metode udtømt. Hverken SF og slet ikke Enhedslisten kan forventes at være pålidelige og stabile nok til at kunne stå distancen i et opgør med velfærdsstaten. Der er trods alt en grænse for, hvad deres vælger- og medlemsbase vil gå med til.

Med Mette Frederiksens politiske skifte til samfundsreformator af Schlüter’ske dimensioner kommer Frederiksens første valgperiode til at stå i et noget anderledes lys, end det Enhedslistens folketingsgruppe dengang bebudede. 

Vi advarede fra start mod Enhedslistens alliance med Socialdemokratiet og skrev kort efter lanceringen af det dengang nye forståelsespapir:

“Denne gang er Enhedslisten med ombord og har, sammen med SF og Mette Frederiksen, bundet sig til masten af den reformistiske skude, der nu skal stævne ud i mildest talt ukendt farvand. Og det er sket under hurraråb. Den nye regering og dens forståelsespapir udråbes til en epokegørende sejr.

Det er sandt, at dokumentet indeholder små sejre. Men vores påstand er, at den næste periode vil vise, at intet grundlæggende ændres. Nedskæringer, stigning i pensionsalder, fattigdomsydelser og racistisk udlændingepolitik vil fortsætte, mens klimaomstillingen stadig vil gå alt for langsomt. Enhedslisten har nu taget ansvaret for en regering, der kun kan skuffe. Det betyder, at der på nuværende tidspunkt ikke er en opposition til venstre for Socialdemokratiet i Folketinget. Hvem skal arbejdere og unge se til, når Frederiksen og hendes regerings reelle politik bliver afsløret, og kun højrefløjen står i opposition?”

Trods højlydte klager og forargelse på sociale medier over at være blevet kasseret og spyttet ud som et brugt tyggegummi, har Enhedslistens top i høj grad sig selv at takke: Uden den første periode, hvor Enhedslisten og SF “rød-stemplede” regeringen og dermed tog medansvar, ville det nuværende skift til en ren borgerlig politik ikke have været mulig for Mette Frederiksen.

Havde Mette Frederiksen gennemført den politik, der lægges for dagen i det nye regeringsgrundlag allerede i sin første periode, var Enhedslisten og SF blevet tvunget i opposition. Og de ville have kunnet absorbere og lukrere på den vrede blandt arbejdere og unge, som uvægerligt ville rejse sig som konsekvens af de foreslåede reformer. Det ene eller begge af de mere venstreorienterede partier ville have kunnet vokse Socialdemokratiet over hovedet, som det er sket i mange andre lande med La France insoumise i Frankrig, SYRIZA i Grækenland, SNP i Skotland og Podemos i Spanien.

SF og Enhedslistens trussel mod Socialdemokratiets dominans er nu kraftigt svækket som konsekvens af, at de to partier helt har været indfedtet i den sidste socialdemokratiske regering. De fremstår som medansvarlige for, hvor vi står i dag.

Et program for klassekamp fra oven

Efter at have gennemgået regeringsgrundlaget kan der ikke herske nogen tvivl. Mette Frederiksen tror, at hun i samarbejde med de borgerlige partier kan redde systemet fra sig selv ved at gennemføre hårde reformer på ryggen af arbejderklassen og ungdommen. 

Muligvis har hun krammet solidt om centraladministrationen og et fast greb om de to borgerlige alliancepartneres reproduktive organer. Det er ikke hende, der halvhjertet er blevet skubbet ind i et samarbejde og en politik. Hun og toppen af hendes parti- og regeringsapparat er gået all-in i projektet.

En stor faktor i ligningen, om hun lykkes med at afvikle velfærdsstaten, bliver fagforeningerne. Umiddelbart reagerede de faglige ledere som befalet og lovpriste øjeblikkeligt det nye grundlag. Som 3Fs socialdemokratiske formand Henning Overgaard skrev på 3Fs facebookside: “Et ambitiøst grundlag for en ny regering” efterfulgt af “stærk-arm-emoji'er”. 

Men det tog ikke mere end 24 timer, før Henning Overgaard og hans apparat måtte have gang i skadekontrollen for at besvare de hundreder af kommentarer til opslaget – overraskende mange af dem fra ansatte i 3F – som i meget skarpe vendinger kritiserede den ukritiske tilgang. 

Det er naturligvis blot anekdotiske beviser. Men de illustrerer, at fagbevægelsens opbakning til den nye regering og dens reaktionære politik ikke rækker ret langt ned i hierarkiet. Og at lederne tværtimod kan komme til at stå ansigt til ansigt med den frygt, der har rumsteret i deres baghoveder siden sygeplejerskestrejken sidste år: Et fuldstændigt kontroltab overfor oprørske medlemmer, som sygeplejerskeformanden Grete Christensen oplevede, men nu blot i stor og samfundsomfattende skala. 

Det er svært at spå, og særligt om fremtiden. Toppen af arbejderbevægelsen har gennem tiden vist sig ekstraordinært dygtig til at holde sig på toppen og lede eventuelle bevægelser af sikre kanaler. Men ligesom vores reallønsfald skal måles med tiden under Anden Verdenskrig, har disse højtbetalte herrers autoritet heller ikke været lavere siden Anden Verdenskrig.

En anden faktor er ungdommen. Studenterorganisationerne er historisk svage. Men blandt unge er frustrationerne om muligt endnu større end blandt arbejdere. Og de står solidt placeret i regeringens sigtekorn.

Hvis den nye regering virkelig kører på, over de linjer regeringsgrundlaget stikker ud, så kan det meget vel blive dråben, der får bægret til at flyde over og klassekampen til at eksplodere. Spændingerne op til overenskomstforhandlingerne til foråret er pludseligt blevet kraftigt forøgede og kan ende i store strejkebevægelser. Og SU- og uddannelsesangrebene trænger sig også på og kan meget vel fremprovokere en eksplosiv reaktion fra landets unge, som i så lang tid har været prygelknabe for Socialdemokratiet.

Hvis ikke klassekampen eksploderer i den nærmeste fremtid, så kaster regeringsgrundlaget i hvert fald anseelige mængde brænde på den ild af frustrationer og vrede, som ulmer under overfladen og kun er vokset i styrke de sidste år.

Så her til sidst en besked til Mette Frederiksen: Held og lykke som den nye Socialdemokratiske Schlüter. Du har siddet sikkert i sadlen den sidste periode. Men du leger med ilden og kræfter, der er større end noget, du har mødt indtil nu. Som i resten af verden tvinger dette syge system en hel ny generation til at finde sine ben i klassekampen. Din regerings reaktionære politik vil få den til at lære hurtigt. SMV-regeringsperioden kan blive lang eller kort, men kedelig bliver den i hvert fald ikke. Vi fra Revolutionære Socialister vil være at finde i forreste linje sammen med de arbejdere og unge, som de nu erklærer krig imod.

Forsvar den offentlige velfærd!

Stop Store Bededags-tyveriet af vores fritid!

Vi vil ikke arbejde til vi dør! Sænk pensionsalderen til 65 år!

Nej til privatiseringer og udbudshelvede!

Giv ordentlig løn til velfærdsarbejderne!

Forsvar SU’en!

For fri uddannelse til alle!

Nej til sulteydelser! Hæv understøttelsen og lad den følge prisstigningerne!

Nej til tvangsarbejde!

Stop de riges topskatterøveri af velfærden!

Nej til oprustning og krigshysteri!

Ned med SMV-regeringen og dens arbejdsgiverpolitik!