En historisk miserabel valgkamp er forbi. En valgkamp hvor alle partier har dækket politiske flanker af og været umulige at skelne politisk fra hinanden. På trods af Socialdemokratiets sejr er dette valg – set fra et socialistisk synspunkt – først og fremmest historien om venstrefløjens politiske deroute.
’Den almindelige stemmeret’, skrev Engels, ’er en målestok for arbejderklassens modenhed. Mere kan og vil den aldrig blive i den nuværende stat’.
Hvis vi skal anlægge denne synsvinkel, må vi konkludere, at valgkampen og resultatet afspejlede vælgernes mistillid til de traditionelle regeringspartier (S, V, K og R). Siden sidste valg er disse gået tilbage med 14,3 % til kun 50,2% af stemmerne - ikke meget over hvad Socialdemokratiet alene kunne mønstre i sine velmagtsdage i efterkrigstiden.
Politikerleden udtrykte sig også i, at meningsmålingerne i ugerne op til valget svingede meget voldsomt. Det vidner om rodløshed og mistillid i vælgermassen: Mange vidste nok, hvad de var imod, men havde svært ved entusiastisk at bakke op om nogen af partierne. En sådan situation får et kaotisk og lettere tilfældigt udtryk. Det gør sig særligt gældende i et nulsumsspil som det nuværende parlamentariske setup, hvor alle partier holder sig langt væk fra al “kontroversiel” politik for ikke at gøre sig sårbare.
Under indtryk af de forskellige skandaleafsløringer og smædekampagner, der løbende blev lanceret af snart det ene og snart det andet partis presseafdeling, reagerede mange vælgere med fravalg. Fravalg af et skandaliseret parti, til fordel for et andet parti, hvis bedste egenskab var ikke at være det skandaleramte parti.
Nederlag til Enhedslistens højredrejning
Når man ser på den objektive situation, hvor kapitalismens krise bliver udstillet på alle niveauer, fra inflation til klimaforandringer, skulle man tro, at Enhedslisten, som det mest venstreorienterede parti, havde alle muligheder for at storme frem.
Alligevel fik partiet en gedigen lussing og og mistede 63.000 vælgere, svarende til en tilbagegang på over 25% i forhold til valget i 2019. Det er et resultat, som kan og må føre til refleksion.
Det er nødvendigt at slå fast, at vælgermæssig tilbagegang til et socialistisk parti ikke nødvendigvis er bevis for en forkert politik. Nogle gange er tilbagegang en nødvendig pris. For eksempel ville Enhedslisten ikke være blevet populær, hvis de i foråret havde taget et principielt internationalistisk klassestandpunkt overfor krigen i Ukraine og havde stemt imod krigsbevillingerne og våbenstøtten. Det havde sandsynligvis ført til midlertidig tilbagegang i meningsmålingerne på grund af det generelle krigshysteri. Men det er nødvendigt at sige tingene som de er, også selvom holdningen er upopulær i den givne situation. Det kan være en nødvendig investering.
Men i tilfældet med valget den 1. november skyldes tilbagegangen ikke, at partiet har taget et principielt og kontroversielt standpunkt imod den offentlige mening. Tværtimod.
Partiets ledelse, med Pelle Dragsted som ideologisk bannerfører, har gradvist ledt partiet væk fra partiprogrammets socialistiske principper og over i en jagt på indflydelse, koblet med tilpasning til den offentlige mening i et forsøg på “ikke at skræmme vælgere væk”.
Således har partiet lige fra Mette Frederiksens regerings fødsel udråbt forståelsespapiret og store dele af regeringens elendige politik som sejre. Den tandløse hensigtserklæring af en klimalov blev udråbt som en historisk sejr, og åbenlyse angreb, som udflytningsreformen på universiteterne, der førte til store nedskæringer, blev hyldet som progressiv politik, helt indtil de studerendes protestbevægelse blev umuligt at ignorere.
Intentionen har sikkert været god: At man ville fremvise sejre, og dermed “at det hele nytter”. Problemet er bare, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Forsøg på at sminke virkeligheden bliver hurtigt (og korrekt) opfattet som manipulation og måske endda decideret løgn.
Hundredtusinder af offentligt ansatte, sygeplejersker, pædagoger, sosu’er, lærere osv. har været frustrerede over den socialdemokratiske regerings politik. En politik som har betydet reallønstilbagegang ved regeringsindgreb mod sygeplejerskernes strejke, og at sundhedssektoren generelt, og hospitalsvæsenet i særdeleshed, kollapser. En politik der har betydet nedskæringer i uddannelsessektoren, katastrofalt faldende optag til velfærdsfag og erhvervsskoler og en decideret slagtning af den kommunale velfærd, som pågår mens denne artikel skrives.
Men alligevel har Enhedslisten forsøgt at overbevise de grupper, som de tåkrummende har døbt “velfærdens helte” om, at velfærden blev udbygget. Det imens den faktiske oplevede virkelighed var stik modsat. Det samme gjaldt de unge, der blev lovet klimahandling, men Enhedslisten leverede kun fejringer af de mindste fremskridt, mens regeringen fortsatte deres klimanølen. Enhedslisten kom under Mette Frederiksen til at fremstå som et ukritisk heppekor for socialdemokraterne og medansvarlige for regeringens reaktionære politik. Partiet miskrediterede sig selv.
Ingen entusiasme
Så hvor skulle alle de utilfredse unge og arbejdere gå hen ved dette valg? Til venstre for Socialdemokratiet var kun partier (SF og Ø), hvis højeste mål og mest vidtrækkende perspektiv var at styrke Mette Frederiksens “røde” regering imod truslen fra de borgerlige. Hvis man som vælger ønskede at rette et slag mod magthaverne og status quo ved dette valg, var der ingen muligheder. I valgets nulsumsspil blev udfaldet derfor uundgåeligt rodet og modsætningsfyldt.
Det parti der gik længst i retning af at fremføre sig som opposition til status quo, var Liberal Alliance. Det er derfor heller ikke underligt, at netop dette parti blev størst blandt de unge, som er trætte af de gamle partiers uærlige og middelmådige forsvar for det bestående. At Liberal Alliance gennem sin opportunistiske regeringsdeltagelse med Lars Løkke, allerede én gang har bevist, at de er præcis lige så grådige levebrødspolitikere som de andre partier ‘på tinge’ er noget andet. Det understreger blot pointen om, at opbakningen til LA blandt unge først og fremmest er en konsekvens af venstrefløjens politiske deroute og forsvar for status quo.
Enhedslistens vej mod højre og realpolitikkens pragmatisme har også kunnet mærkes internt i partiet. Demoralisering er krøbet ind blandt et lag af medlemsbasen, og der er rapporter fra partiafdelinger om, at det var sværere end tidligere at mobilisere medlemmerne til aktivt kampagnearbejde på gaden, hvilket er forståeligt.
Tilbagegangen til Enhedslisten ved dette valg bør være en kraftig advarsel. Hvis den såkaldte “moderniseringen” af partiet, der blot er en højredrejning, videreføres, er der intet til hinder for, at partiet igen kan havne under spærregrænsen. Rollen som loyal allieret for Socialdemokratiet er allerede optaget af SF, så hvorfor skulle folk ikke stemme på dem eller direkte på den “ægte vare”, frem for et tredje parti, der blot bliver en halvhjertet variation over samme tema. Partiets eksistensberettigelse forvitrer.
Omvendt har partiet stadig alle muligheder for at træde i karakter og rent faktisk stille sig i spidsen for arbejderklassen og ungdommens kampe - men det vil kræve et politisk brud med Mette Frederiksen og socialdemokratismen. Et opgør med den hidtidige linje i partiet.
Et skridt til højre
I regeringsforhandlingernes tåger tegner sig nu en mørkere parlamentarisk fremtid. Allerede ved valgudskrivelsen proklamerede statsminister Frederiksen, at Socialdemokratiet gik til valg på at skabe en regering over midten. Et markant skift væk fra “velfærdsopbygning” som (udelukkende) retorisk dannede bagtæppe for Mette Frederiksens første regeringsperiode. En regering over midten vil også være en stor langefinger til Enhedslistens strategi om at agere venstrekorrektiv til Socialdemokratiet.
Socialdemokraternes parlamentariske og retoriske skift varsler nye angreb. Eller som det kaldes i dag; reformer. Der var en tid, hvor socialdemokratiets reformer betød forbedringer for arbejdere og unge. Men det er efterhånden så længe siden, at ingen siden Anker Jørgensen kan huske det. Når socialdemokraterne i dag siger, at reformer er nødvendige, så betyder det, at knivene slibes.
I skrivende stund er der ingen, der ved, hvordan regeringsforhandlingerne vil falde ud. Om det bliver en S-R regering, S-R-SF, S-R-M eller noget helt fjerde er umuligt at forudsige. Men alle udfald tegner til en højredrejning.
En koalitionsregering vil stille Enhedslisten overfor en ny test, der om muligt vil blive endnu mere afgørende. Vil de agere parlamentarisk grundlag for en S-regering med borgerlige partier (Radikale venstre inklusiv), hvis deres mandater bliver afgørende? SF’s støtte tages af de fleste allerede for givet. Så spotlyset vil rette sig mod Enhedslisten.
Under Nyrup, Helle Thorning og Mette Frederiksens regeringer var logikken fra Enhedslisten den samme: Man måtte støtte det mindste onde. Hellere en højre-socialdemokratisk/borgerlig regering, end at de ægte blå kom til. Hvis den samme logik videreføres af Enhedslisten i den nuværende økonomiske situation, kan det yderligere forværre partiets krise, og vil have en desillusionerende effekt på partiets medlemmer og periferi.
Krisepolitik
De mange kriser i samfundet og økonomien er voldsomme. Men de kan bekæmpes med en konsekvent arbejderpolitik. En klassebaseret politik gående på: At velfærden reddes ved massiv investering i løn og arbejdsforhold for velfærdsarbejderne. At grøn omstilling sikres gennem ekspropriation af forsyningsvirksomheder og infrastruktur i stedet for afgiftsstigninger på de pressede forbrugere. At lukning af arbejdspladser besvares med ekspropriation og videreførsel under arbejdernes kontrol. At levestandarden forsvares gennem prisregulering af løn og overførselsindkomster, og at regningen lægges hos finanskapitalen og det lille mindretal af kapitalejer, som i årtier har tjent hundredvis af milliarder og nydt godt af skattelettelser, hjælpepakker og spekulation.
En konsekvent klassebaseret krisepolitik vil kræve beslutsomhed og vilje til at tage kampen op mod de virkelige magthavere i dette samfund. Noget som de etablerede danske venstrefløjspartier ikke har udvist meget af i den seneste periode.
Alternativet til en uafhængig klassepolitik er at administrere kapitalismens krise. I den nuværende situation med inflation, krig, klimakrise og truende recession er det lig med hårde nedskæringer og angreb på arbejderklassens rettigheder.
Den herskende klasse kræver netop en sådan nedskæringspolitik af den næste regering. Men en sådan reaktionær politik vil uundgåeligt blive mødt af modstand fra arbejderklassen, som vi ser det i Storbritannien og stadig flere andre lande.
Kriseregering
Forårets overenskomstforhandlinger på det private område (OK23) nærmer sig, hvor millioner af arbejdere vil kræve at blive kompenseret for deres kraftige fald i købekraft som har været konsekvensen af den galoperende inflation. Det kan meget vel blive den første styrkeprøve for en ny regering og samtidig et nyt kapitel af klassekampen i Danmark.
I kulissen venter yderligere en overraskelse til den næste regering: de unge. I et årti er de blevet skåret på, pacet frem, presset og nedgjort af den politiske elite. Viljen til at slå tilbage imod systemet er tydelig, særligt blandt unge på ungdomsuddannelserne, hvor en politisk radikalisering har udviklet sig under den rolige overflade. Der mangler bare en gnist for at antænde den anseelige mængde brandfarligt materiale, der er akkumuleret over årene.
Valget den 1. november understregede, hvad vi allerede vidste: Det er ikke arbejderne og de unge, der er årsag til, at vi kommer til at se en højredrejning i regeringsmagten. Der er store frustrationer og en enorm indespærret energi blandt arbejdere og unge. Et kæmpe potentiale som kan mobiliseres til aktiv kamp. Men ingen partier, og slet ikke venstrefløjens, har indtil nu været i stand til at reflektere og udtrykke dette.
Indtil nu har den danske venstrefløj og arbejderbevægelse været vaklende, politisk vag, systembevarende og kompromissøgende. Der er brug for et brud. Et brud hvor klassesamarbejdet lægges på hylden, og kampen mod det kapitalistiske system sættes i spidsen.
