Klik her for at tegne abonnement på bladet Revolution
Nu rammer konsekvenserne af den økonomiske politik, som er blevet ført i årtier for at redde kapitalismen fra sig selv, og som blev accelereret under pandemien: alarmerende inflation.
Så hvordan vil Mette Frederiksen håndtere inflationen? Ved at hive efterspørgsel ud af økonomien, altså igennem angreb på arbejdere, unge og gamle. Tiltag som også går under betegnelsen “reformer”. Det bliver både tilfældet med “Danmark kan mere I” og den endnu ukendte og svære toer. I sin nytårstale lagde statsministeren ligeledes op til andre reformer, inklusiv en CO2-afgift, som vi kan forvente bliver lagt over på arbejderklassens skuldre i form af prisstigninger, samt en kommunalreform, som meget vel kan sætte skub i den allerede voksende ulighed, som vi beskriver andetsteds i avisen.
Men det bliver svært for Mette Frederiksen at gå reformamok. Tidligere kunne statsministeren ellers tidligere gå på vandet på grund af den relativt succesfulde håndtering af coronapandemien. Den tid er for længst forbi, og regeringen går fra den ene krise til den næste.
Skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er af danmarkshistorisk hvis ikke af verdenshistorisk karakter: At en vestlig regering sender hele ledelsen af sin hemmelige efterretningstjeneste hjem og i al hemmelighed fængsler den øverste chef, som sigtes for landsforræderi, er aldrig sket før. At Mette Frederiksens angreb på det inderste af det statsapparat, som har til opgave at beskytte den samlede kapitalistklasses langsigtede interesser, har gevaldigt svækket tilliden mellem regeringstoppen og tunge spillere i den herskende klasse.
Det er en skandale, der er løbet ud af kontrol, som ses på regeringens panikslagne forsøg på brandslukning. De nye chefer for efterretningstjenesterne blev sendt i byen for at true chefredaktører og journalister med op til 12 års fængsel, hvis de bliver ved med at skrive om de læk, der fosser ud fra spiontjenesterne.
Med det grundlag for fængslingen af FE-chef Lars Findsen som vi kender til, var det eneste logiske videre skridt at sigte tidligere topminister og nestor i Venstre, Claus Hjort Frederiksen, for som en anden landsforræder at have bekræftet den hemmelige kabelaftale med NSA i medierne. Dette historiske angreb på en siddende politiker i oppositionen har ikke ligefrem forbedret forholdet mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier, som vi i skrivende stund ser med nedbruddet i reformforhandlingerne.
Nu er Transportminister Benny Engelbrecht blevet væltet efter at have løjet og hemmeligholdt oplysninger for Folketinget om Lynetteholmens CO2-aftryk. Det kom på ryggen af, at Benny Engelbrecht havde instrueret et medie om, at han kun gav interviews, hvis mediet på forhånd accepterede og var enig i hans politiske præmis. Endnu en gang virker det til, at regeringen kun er interesseret i en fri presse, så længer den ikke generer Socialdemokratiet.
Transportministerens fald blev anledning til et desperat forsøg på et administrativt quickfix i form af en mindre ministerrokade, som skulle løse de dybe problemer, som regeringen står i.
Den nu tidligere forsvarsminister Trine Bramsen havde endnu en gang formået at være hovedperson i en ynkelig og pinlig affære. Nu var det militærjuntaen i Mali, som sendte danske soldater hjem blot en uger efter, at Trine Bramsen har sendt dem ned for at støtte fransk imperialismes interesser.
Mette Frederiksens regering har aldrig stået svagere og har ingen at læne sig op ad. Hendes regering virker til at have fremmedgjort de fleste andre partier. Kapitalistklassen har mistet meget af deres tillid. Både med FE-skandalen, men også fordi hendes reformprojekt er for langsomt og uambitiøst i forhold til kapitalejernes ønsker om at slå arbejderklassen tilbage.
Den såkaldte regionaliseringsreform, som betyder nedskæringer på uddannelserne, har fået de studerende til at begynde at lufte deres vrede og organisere sig. Dette har tvunget Enhedslistens folketingspolitikere til at indrømme, at de ikke havde forstået, hvad de havde skrevet under på.
De studerende gør ret i at begynde at organisere sig. De bør gøre sig klar til flere kampe fremover, og det samme gælder arbejderbevægelsen. Vi går en hård tid i møde. Når økonomien vender, som det ser ud til nu, bliver det ikke nemmere at slå angrebene tilbage, tværtimod.
Ikke kun bliver angrebene fra regeringen hårdere. Kapitalistklassen vil lade arbejdere og unge betale for konsekvenserne af de sidste årtiers aktiefest, som de har scoret kassen på. Der må en genoprustning til ude på gulvet på landets uddannelsessteder og arbejdspladser, for at vi ikke skal blive kørt over i en ny økonomisk virkelighed. Hvis kapitalisterne vil have kamp, så giv dem kamp – benhård klassekamp.