Dem:

pengeFoto: PixnoiCoronapandemien har virkelig fået regeringen til at tage spenderbukserne på. 19 milliarder blev det til minkavlerne, og over 25 milliarder var blevet udbetalt til virksomhederne i januar i år. Kravene for at modtage pengene var der ikke mange af. Fx var det ikke et krav for virksomhederne, at de åbnede bøgerne og brugte af eventuelle opsparinger for at kunne få hjælpepakkerne. Se bare på Anders Holch Povlsen, som blandt andet ejer Bestseller, der fik 81 millioner i hjælpepakker fra regeringen i starten af coronakrisen – og det på trods af at Anders Holch Povlsen havde aktiver for 26 milliarder stående i sit holdingselskab. Efter hård kritik og et “uventet overskud” for Bestseller i 2020 har Anders Holch Povlsen besluttet at betale de 81 millioner, Bestseller modtog i hjælpepakker, tilbage: En godhjertet beslutning af en mand i en vild medieshitstorm og med en personlig formue på over 80 milliarder kroner. Det var i hvert fald ikke regeringen, der krævede, at milliardæren åbnede bøgerne og tog lidt af opsparingen i stedet for at rage til sig af skatteydernes penge.

Os:

Alt imens virksomhederne, minkavlerne og politikerne skraber til sig af de nyfundne penge på kistebunden, har kontanthjælpsmodtagerne i årevis været tvunget til at hæve og leve af deres pensionsopsparinger for overhovedet at være berettiget til at modtage kontanthjælp. Kontanthjælpsmodtagere med pensionsopsparinger på over 50.000 kroner bliver nødt til at hæve deres pension, før de kan blive berettiget til kontanthjælp – og det på trods af det tårnhøje strafgebyr på 60 % der er ved at hæve pensionsopsparingen i utide. For at få udbetalt en snoldet kontanthjælp! Men hvis det ikke i sig selv er et ulækkert angreb nok på dem på bunden af samfundet, bliver det kun mere absurd af en ny regel fra 2019, som kræver, at kontanthjælpsmodtagerne skal spare en del af deres indtægt i en tvungen pensionsordning. Men hvordan hænger det sammen med kravet om, at de skal hæve deres pensioner? Skal de spare eller bruge? Hvad der er sikkert, er, at intet går systemets øjne forbi, når det kommer til kontanthjælpsmodtagernes penge, samtidig med at regeringen kaster millioner i hjælpepakker efter virksomheder, hvis ejere har personlige formuer på milliarder af kroner. 

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]