revolution nr 63“Grundlovsbrud” og ministre der fyres. Den politiske stabilitet slår revner. Det seneste år har ellers været præget af en mærkelig illusion om dansk exceptionalisme: at dansk kapitalisme var for god til at blive grebet af den internationale krise og det politiske kaos; at den danske socialdemokratiske regering var bedre; at de var repræsentanter for fornuften i en verden præget af kaos og hvor fænomener som Trump, Brexit og corona har hærget. For en stund nød de i høj grad befolkningens tillid.

Dette var usædvanligt. Lad os ikke glemme, at tilliden til politikere, medier og myndigheder i årevis forinden var for nedadgående. Årsagen til den generelt faldende tillid er den simple, at det kapitalistiske system dikterer nedskæringer og forringelser, mens befolkningen retfærdigvis forventer det modsatte – at vi over tid med ny teknologi osv. får bedre forhold og ikke værre. Så for at blive valgt må politikerne forsikre os om, at med netop dem ved roret vil tingene blive anderledes – at netop de kan gennemføre forbedringer eller i det mindste gøre en ende på nedskæringerne. Men hver gang, om det er socialdemokrater eller venstrefolk, der går i regering, gør de regning uden vært. Hver gang løber de, mere eller mindre elegant, fra deres løfter.

Dette monotone skuespil så for en tid ud til at være stoppet, da Mette Frederiksen kom til. I en flerårig kampagne op til valget havde hun sat alt ind på at overbevise os om, at “denne gang ville det blive anderledes”. Her var en politiker og et reformeret parti, som nu ville gøre, hvad de lovede, måtte vi forstå. Mette Frederiksens parti var “Socialdemokratiet Classic”.

Og til at starte med så hun ud til at levere. Hun lovede for flere år siden at kopiere Dansk Folkepartis racistiske politik – og hun leverede. Hun lovede at beskytte Danmark mod udefrakommende trusler – og hun leverede en effektiv lockdown i foråret, hvor hun – tilsyneladende – satte befolkningens ve og vel over hensyn til erhvervslivet. Måske var hun og Socialdemokratiet virkelig anderledes denne gang? Måske ville hun også levere på klimapolitikken og endda de afgørende sociale spørgsmål? – Ikke mindst i forhold til pension?

Svarene har vi fået i den seneste tid: Socialdemokratiets højt besungne klimaambitioner viste sig at være varm luft. I stedet for handling giver regeringen os den såkaldte “hockeystav-model”, der bekvemt viser, at det ikke kan betale sig at lave grøn omstilling før engang i en uvis fremtid. MeToo har vist, at Socialdemokratiet er lige så råddent som de andre magtpartier på Christiansborg. Minkskandalen viste, udover problemerne i centraladministrationen, at regeringen ikke sætter befolkningens sundhed øverst, men de facto er skyld i smitteeksplosionen i landets minkbesætninger. I sommers ligefrem beordrede regeringen sundhedsmyndighederne til at fabrikere en sundhedsfaglig begrundelse for at stoppe praksis med at aflive smittede minkbesætninger, hvilket ledte til eksponentiel smittespredning og hurtige mutationer til fare for folkesundheden – ikke bare i Danmark, men internationalt. Den politiske konsekvens blev den såkaldte “ulovlige” feberredning med nedlukning af minkindustrien, der kostede en minister jobbet. Mette Frederiksens blanke facade krakelerede.

Nu vil regeringen så slagte deres primære valgløfte om tidligere tilbagetrækning ved endnu en gang at hæve pensionsalderen. Regeringen og Mette Frederiksen havde ellers inden valget spredt illusionen om, at de ville sørge for, at arbejdere med nedslidende job (dvs. næsten alle arbejdere) skulle have ret til at gå tidligere på pension. De skulle have en værdig tilbagetrækning, sagde de. Vi advarede fra start om, at det i den nuværende epoke aldrig ville være muligt uden at bryde med kapitalismens snævre rammer. Nu leverer regeringen selv beviset: Med den elendige Arne-reform som et plaster på såret vil de – ligesom de har gjort hver gang siden 2006 – stemme for højere pensionsalder og dermed for, at endnu flere gamle og nedslidte arbejdere må slæbes direkte fra arbejdspladsen ud i kronisk sygdom eller død. En værdig pensionisttilværelse vil i endnu højere grad end i dag kun være de velstillede forundt.

Kapitalismens krise begynder nu også at få et politisk udtryk i Danmark som en krise i regeringen. Men at regeringen er i mink-krise på grund af formalia og kaos i administrationen er én ting: Af langt større politisk vigtighed er de sociale spørgsmål. Og her smuldrer Mette Frederiksens fortælling om “Socialdemokratiet Classic”. Under den flotte indpakning viser de gennem deres handlinger, at det alligevel ikke var anderledes denne gang. Som administratorer af et råddent system kunne det ikke være anderledes. Alle illusioner til, at regeringen vil klare problemerne for arbejdere og unge, må skubbes til side. Skal vi stoppe forringelser, for slet ikke at tale om at tilkæmpe os forbedringer, må vi gøre det selv. Arbejderklassen kan kun stole på sin egen styrke.

[BLIV ORGANISERET KOMMUNIST I RS]

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.