En ny rapport om magteliten i Grønland har løftet noget af sløret for det danske kolonistyre. Rapporten giver et indblik i den snævre og indspiste elite i Grønland og viser at på trods af årtiers snak om selvstyre og større autonomi fra Danmark, så er danskere blandt de mest magtfulde og indflydelsesrige i Grønlands elite. 300 år efter koloniseringen af Grønland lever kolonistyret uforstyrret videre bag kulisserne.
Tidligere i år udkom rapporten ”Magteliten i Grønland”, der er forfattet af forskerne Morten Fischer Sivertsen og Anton Grau Larsen. Rapporten giver et bud på, hvem der udgør magteliten i landet, og ifølge rapporten styres Grønland af en snæver cirkel på 123 personer, der imellem sig fordeler 701 magtfulde poster i Grønland inden for politik, embedsværk, det offentlige og det private erhvervsliv.
Et centralt aspekt i rapporten fra i år er imidlertid fraværende, nemlig Danmarks aftryk på den grønlandske magtelite. Forfatterne bag rapporten berører dog forsigtigt dette aftryk:
På flere parametre ligner [elitegrupperne] hinanden; de er bosat i Nuuk, kvinderne er underrepræsenterede i væsentlig grad og mange har tilknytning til Danmark i form af uddannelsessted eller tidligere arbejdsplads. […] Slutteligt skal vi fremhæve, at en del af beslutningskraften naturligvis ligger i Danmark, da Grønland endnu ikke har overtaget alle sagsområder.
Med denne vage formulering underspiller forskerne kraftigt det faktum, at en stor del af den reelle magt til at træffe valg på Grønlands vegne, ikke ligger i Nuuk men tværtimod hos politikerne i København. Dette forhold alene gør, at man med rette kan indvende, at en stor del af den reelle Grønlandske magtelite ikke skal findes i Grønland men i kolonimagten Danmark.
Foto: Pixabay
Mange af de mest magtfulde grønlændere har desuden tusindvis af synlige og usynlige bånd, som binder dem til eliten i Danmark. Disse består oftest af personlige eller økonomiske forbindelser, for eksempel har en langt større andel af den grønlandske elite studeret i Danmark sammenlignet med den resterende Grønlandske befolkning.
Men hvor er danskerne? Rapporten er fuldstændig tavs om, hvor mange af de 123 personer i magteliten der er danskere. På trods af at det kan være svært at vurdere ud fra navn eller udseende om en person er dansker eller grønlænder, så afslører et par hurtige google-søgninger at den grønlandske magtelite er spækket med danskere. Ud af de 30 personer, som rapporten vurderer som de absolut mest magtfulde personer i Grønland, er én nordmand, 15 er danskere og kun 14 grønlændere! Et forhold som burde være relevant at nævne.
At forskerne bag rapporten ikke påpeger dette faktum kan ikke tolkes som andet end et bevidst valg, for at undgå kontroversielle konklusioner om dansk kolonialisme, der kan skade deres akademiske karrierer. Én ting er at politikerne i København på alle de vigtigste politiske områder på formynderisk vis bestemmer over Grønlands affærer, en anden ting er at mange magtfulde grønlændere har tætte forbindelser til Danmark og eliten her, men når man ser hvor mange danskere, der udgør Grønlands magtelite, så begynder ord som selvstyre og autonomi pludselig at klinge meget hult.
Imperialismens repræsentanter
Et gennemgående træk ved den grønlandske magtelite er, at selvstyrets embedsværk og det offentlige erhverv er spækket med danskere på de centrale poster. Dette er alt fra landets politimester, Bjørn Tegner Bay (der er ridder af 1. orden af dannebrog), til departementschefen for finans, Nikolai Sten Christensen. Selvom langt størstedelen af den grønlandske elite er bosiddende i Nuuk, er en lille håndfuld ikke ubetydelige personer bosiddende i København. Dette inkluderer bl.a. Mikael Thinghuus, administrerende direktør i Royal Greenland, der er en af Grønlands største arbejdsgivere, og den tidligere vicedirektør i Danmarks Nationalbank, Anders Møller Christensen, der arbejder som konsulent for selvstyret.
Men også de mest magtfulde positioner indenfor det private erhvervsliv vrimler med danskere: fra direktøren for arbejdsgiverorganisationen Grønlands Erhverv, Brian Buus Petersen, til bankdirektør i Grønlandsbanken, Martin Birkmose Kviesgaard, der i 2018 rådgav selvstyret og offentligt forsvarede det økonomisk forsvarlige i planerne om at bygge tre nye lufthavne i Grønland. Ud over at udgifterne til projektet er i gang med at ruinere selvstyrets økonomi så var Lars Løkke regeringens involvering i Lufthavnssagen i 2018 et klart eksempel på dansk imperialismes indblanding i Grønlands interne anliggender.
Dansk imperialisme har altså sin klamme hånd langt inde i selvstyrets statsapparat, både i embedsværket men også på ledelsesposter på landets største arbejdspladser, hvoraf mange er selvstyreejede. Derudover er det private erhvervsliv også spækket med danskere, der udbytter det Grønlandske folks arbejde og landets naturressourcer for værdier, der ender i lommerne hos danske kapitalister. Ingen danskere i den Grønlandske elite personificerer dog dansk kolonialisme i samme grad, som manden der har fået kaldenavnet Grønlands oliezar.
Grønlands oliezar
En af de mest magtfulde personer i Grønland er ifølge rapporten den tidligere departementschef Jørn Skov Nielsen, der sad i spidsen for Grønlands Råstofdirektorat, som bestemmer over Grønlands olie, gas, mineraler og andre råstoffer. Gennem sine forskellige poster i selvstyrets embedsapparat fra 2002 til 2020 har han i høj grad kunnet bestemme over landets naturressourcer og økonomiske fremtid. Jørn Skov Nielsen er ikke i sig selv interessant, men hans adfærd og handlinger personificerer kolonistyrets formynderiske arrogance og dansk imperialismes forlængede arm i det grønlandske samfund.
I 2013 i forbindelse med en sag i de danske medier beskrev det grønlandske nyhedsmedie Kalaallit Nunaata Radioa Jørn Skov Nielsen med ordene:
Berlingske Tidende har tidligere kaldt ham 'Grønlands oliezar' og 'skyggeråstofministeren', mens andre i Nuuk slet og ret kalder ham ' byens mest magtfulde mand'. Af samme årsag har ingen over for Magasinet EKSTRA lyst til at stå frem og kritisere ham med navn, fordi de frygter, at han vil ødelægge deres karriere og muligheder i øvrigt, skriver Ekstrabladet.[1]
At de danske embedsmænd i Grønland besidder enorm magt er ikke til at tage fejl af. En tidligere ansat i Grønlands Råstofdirektorat beskriv den magt, Jørn Skov Nielsen havde over landets politikere, med ordene: »Han styrer ministeren fuldkomment'. Han bestemmer reelt over området, der skal sikre vores fremtid. Han har fået politikerne til at forstå, at hvis de vil redde landet økonomisk, så er de nødt til at gå via ham.«[2]. Beretninger som disse tegner et billede af et embedsværk, der ikke altid er under politikernes kontrol men tværtimod sætter dagsordenen for politikerne, når det drejer sig om noget så vigtigt som landets naturressourcer. Naturressourcer der i Grønland betragtes som essentielle for at udvikle landets økonomi. Disse forhold inden for embedsværket i det grønlandske selvstyre vidner om svage ministre, der bliver styret af stærke departementschefer. Departementschefer der regerer som konger, over deres eget departement, og i tilfældet med Jørn Skov Nielsen, over hele Grønland.
Ligesom vi kender det fra dansk politik, hvor en karriere i det offentlige bruges som springbræt til en velbetalt post i det private erhvervsliv, så skiftede Jørn Skov Nielsen i juli posten som departementschef ud med en direktørstilling i mineselskabet Greenland Minerals (GML). Sidste år fik GML en række godkendelser til at påbegynde minedrift fra Erhvervsdepartementet. Det selvsamme departement hvorfra Jørn Skov Nielsen netop har forladt en stilling som departementschef. Jørn Skov Nielsen har ikke blot styret politikerne og bestemt over de grønlandske naturressourcer igennem sin magtfulde position i embedsværket, han har også givet tilladelse til at mineselskabet GML kan påbegynde minedrift i landet til gengæld for en toppost i selskabet. En toppost der kan blive særdeles lukrativ, da mineprojekt står til at blive Grønlands største. Imperialisme er udplyndring og udnyttelse af undertrykte nationers rigdom, arbejde og ressourcer. En beskrivelse der passende dækker forholdet mellem Danmark og Grønland.
Det danske kolonistyre over Grønland sluttede aldrig. Snart 300 år efter koloniseringen af Grønland lever det danske kolonistyre videre bag kulisserne i form af en elite, der er spækket med repræsentanter for dansk imperialisme og en grønlandsk elite, hvoraf mange er bundet til den danske kolonimagt igennem økonomiske privilegier og personlige bånd. Det er på tide at det grønlandske folk og den danske arbejderklasse gør en ende på grønlændernes århundredelange undertrykkelse ved sammen at vælte deres fælles undertrykkere: den danske herskende klasse. Kun ved at arbejderklassen tager magten i samfundet kan vi gøre en ende på imperialisme og kolonialisme én gang for alle og lægge fundamentet for et samfund, der kan levere lighed, retfærdighed og fremgang for alle, og hvor magteliter hører fortiden til.
[1] https://knr.gl/kl/node/94890