Black Lives Matter demonstrationen den 7. juni i Danmark har eftertrykkeligt sat problemet med racisme i Danmark på dagsorden. Og det er på tide. Racisme er gift. En gift, der er skabt for at svække arbejderklassens modstandskraft og, som kan knuses med klassekamp.
Massebevægelsen i USA imod racisme, systematisk politivold og undertrykkelse af sorte amerikanere har rystet det kapitalistiske system og inspireret millioner, særligt unge, langt ud over det nordamerikanske kontinents grænser. Selv i Danmark samlede Black Lives Matter 15.000 i en stor demonstration mod racisme den 7. juni, på trods af coronaepidemien.
Racismen har historisk haft en noget anderledes udvikling i Danmark end i USA. Men raceideologi blev ligesom i USA’s tidlige år også brugt i Danmark til at retfærdiggøre opretholdelsen af kolonier og slaveri. Selv den dag i dag bruger danske politikere fra højrefløjen, og endda også fra venstrefløjen, argumenter, der går ud fra en raceideologisk præmis om andre folkeslags mindreværd. Det sker, når de påstår, at det grønlandske folk ikke selv er i stand til at tage vare på sit land, miljø og ressourcer, og at det derfor er nødvendigt at bevare dansk overherredømme over “de nordatlantiske besiddelser”. Men det er kun et hjørne af racismen i Danmark.
Den tidlige danske kapitalismes slaveri foregik i koloniernes sukkerplantager og ikke indenlands, hvilket har været medvirkende til, at antallet af sorte i Danmark er relativt lille. Men kapitalismen har brug for splittelsen, så andre befolkningsgrupper må udskilles. Det betyder, at den racisme, der i dag fylder i medierne og bredt i det danske samfund, især er den racisme, som retter sig mod muslimere og folk med baggrund i Mellemøsten, Nordafrika og subkontinentet. Folk, der er kommet til landet som flygtninge eller “fremmedarbejdere”. Det betyder ikke, at sorte ikke oplever racisme i Danmark. Tværtimod er afrikanere generelt trykket helt i bund i det sociale hierarki i Danmark og ofre for hård racisme. Den fylder bare ikke så meget i medierne.
Racismen mod muslimere og "ikke-vestlige indvandrere" går mere på kulturelle linjer, selvom den bruger biologiske markører som hår og hudfarve. Det er en racisme, som er blevet brugt til at retfærdiggøre alt fra imperialistiske krige mod blandt andet Irak, Afghanistan og Libyen (ideen om, at befolkningerne her skulle have “hjælp” til at bygge civiliserede lande), til nedskæringer i velfærden (den kunstige modsætning mellem velfærd og indvandring). I årtier har denne racisme, der kommer fra samfundets top, statsapparatet og massemedierne, forpestet det danske samfund.
Vi vil vove den påstand, at Danmark måske er et af de mest systemisk racistiske samfund i verden. Politikere og stat udøver en “civiliseret”, og så meget desto mere effektiv, racisme. En racisme, der også implicit giver grønt lys til den brutale og afstumpede racisme, som udøves på gader og stræder, af lumpenproletarer og samfundets udskud.
Systemisk racisme
I 20 år har der været en konstant strøm af stadig mere eksplicit racistisk politik fra Christiansborg. Vi vil her blot opridse et udpluk:
I Danmark får flygtninge konfiskeret deres værdigenstande, som fx smykker, af politiet, hvis de kommer til landet for at søge asyl. Det skal finansiere en del af deres ophold i de interneringslejre, som med forsæt er lavet og køres så umenneskeligt som muligt, for at skræmme nye asylansøgere væk.
I Danmark har politikerne vedtaget, at den bevæbnede statsmagt skal kontrollere befolkningens påklædning, gennem den såkaldte burka-lov. Men da Danmark er et "civiliseret" land, er den i lovteksten ikke formuleret som et angreb på en bestemt befolkningsgruppe, men som et “maskeringsforbud”, mens al argumentationen for loven var et angreb på muslimske kvinder, og loven i medier og folkemunde fra start blev døbt “burka-loven”.
I Danmark er din etniske baggrund bestemmende for, om du kan få en billig almennyttig bolig. Et centralt definerende element i den såkaldte “ghettolov”, der afgør, om et boligområde defineres som en ghetto, går nemlig på, om mere end 50 procent af beboerne er “indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande”. Bliver et område defineret som en “ghetto” skal en del af de almennyttige boliger i området rives ned eller sælges fra. For at undgå at havne på den frygtede ghettoliste, har boligselskaberne ret til at tildele boliger ud fra lovens kriterier, og altså udelukke “indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke vestlige-lande”.
I Danmark tvangsinstitutionaliseres børn af “indvandrere eller efterkommere af indvandrere fra ikke-vestlige lande”, hvis de bor i et såkaldt “ghettoområde”. Børn fra 1 år, som ikke frivilligt sendes i vuggestue eller børnehave, bliver således pålagt deltagelse i et såkaldt lærings-“tilbud” 25 timer om ugen, hvor de skal lære det danske sprog og deltage i et læringsforløb om danske værdier.
Listen fortsætter.
Den respektable racisme
Mange af de racistiske love rammer relativt få personer i forhold til, hvor meget de fylder i debatten. Fx rammer burka-loven kun de få hundrede kvinder i hele landet, som går fuldt tildækkede. Men alligevel bruger politikerne uforholdsmæssig meget tid på sådan en lovgivning og såkaldt “værdipolitik”.
Politikernes signaler siver ned igennem samfundet. Den racistiske, men “civiliserede” politik giver implicit grønt lys til den mere håndgribelige racisme som, når den muslimske kvinde bliver spyttet i ansigtet og får revet sit tørklæde af. Når der bestilles “hvide” taxachauffører, eller når jobansøgninger ryger direkte i kasseret-bunken på grund af mellemøstlige navne, så sker det med implicit tilskyndelse fra de danske politikere og statsapparatet. For alle sammen gentager de igen og igen: “'De fremmede' er en byrde. De er uønskede i samfundet.” Og det budskab forstærkes og radikaliseres i utallige former i massemedierne af redaktørerne, klummeskribenterne, kommentatorerne og andre såkaldte meningsdannere. Den racistiske overfaldsmand er altså på en måde mere ærlig end disse civiliserede hadprædikanter. For han tager den naturlige konsekvens og omsætter deres ord til materiel, omend forfærdelig, virkelighed. De andre gemmer sig bag en mur af ord og respektabilitet langt væk fra den beskidte virkelighed, de er med til at skabe.
De racistiske psykopater og fascister som udøver racistisk vold og chikane er på den måde ikke bare brådne kar i det politiske legeme. De er det naturlige resultat af årtiers racistisk politik fra ellers respektable politikere. Det er disse herrer og damer, som har båret brænde til racismens bål og gjort fremmedhadet respektabel. Det er massemedierne, der har holdt mikrofonen for personer som Rasmus Paludan tusindvis af gange og dækket hans “demonstrationer” på 3 mand og en hund (hvilke andre demonstrationer af samme størrelse får mediedækning?) under hyklerisk henvisning til ytringsfrihed. De har skabt forudsætningerne for de mest alvorlige hadforbrydelser. Det politiske etablissement har ofrenes blod på sine hænder. Det er dem, der er de virkelige ansvarlige.
Hvorfor gør de det?
Politik, designet til at angribe bestemte befolkningsgrupper, er efterhånden blevet rutine. Det er så almindeligt, at politikere, som Pia Kjærsgaard og resten af højrefløjen, i medierne kan slippe afsted med at påstå, at der slet ikke findes racisme i Danmark. Ifølge dem er racistiske handlinger ikke udtryk for racisme, men simpelthen sund fornuft. Således forklarede Pia Kjærsgaard, at det var sund fornuft at nægte arbejdere ansættelse på grund af herkomst ved afslutningsdebatten den 22. juni:
“Hvis der nu er en, der hedder Aisha, så kunne man forestille sig, at arbejdsgiveren for eksempel tænkte: Aisha, går hun med tørklæde? Skal hun bede tre-fire gange om dagen? Hvad sker der, hvis hun i løbet af ansættelsesforholdet bliver mere radikaliseret? Det er måske de tanker, der nogen gange er. Er det racisme? Nej, det mener jeg overhovedet ikke, det er.” (Pia Kjærsgaard fra Folketingets talerstol den 22. juni 2020)
For alle de traditionelle magtpartier er racismen blevet en integreret del af deres politik og såkaldte værdigrundlag. Men isoleret set giver denne politik ikke økonomisk mening for den herskende klasse, hvis interesser de repræsenterer. Den stadige strøm af love, forbud og kafkaske regelsæt, der skal gøre livet ulideligt for alle med ikke-vestlige rødder, æder milliarder af statskassen og giver voldsomt bureaukrati på alle niveauer af statsapparatet. Det stemmer da ikke overens med kapitalistklassens interesser, der helst vil have så lille og effektiv stat som muligt? Ligeledes skulle man tro, at den herskende klasse ville tilskynde indvandring for at hæve arbejdsudbuddet for at kunne sænke lønningerne og øge profitterne?
Så det må være andre hensyn, som får den herskende klasse til at sprede racismens gift med så stor intensitet, som det sker i dag. Vi får en del af svaret, når vi ser på den konstante stigning af ulighed i samfundet:
Jo større klassemodsætningerne er, jo større er den herskende klasses behov for at splitte arbejderklassen. Under efterkrigsopsvinget kunne en stor del af befolkningen, inklusiv den lavere middelklasse og den mere privilegerede del af arbejderklassen, “købes” til relativ klassefred og passiv opbakning til systemet med krummer fra de riges bord. Men den tid er forlængst forbi. Den sociale kontrakt er brudt.
Det kapitalistiske systems generelle krise siden efterkrigsopsvingets afslutning betyder, at velfærden skal afvikles og løn- og arbejdsforhold presses tilbage for at sikre profitten i konkurrencen på et stadig mere presset verdensmarked. Resultatet er, at systemets sociale base smuldrer. Politikerleden og mistilliden til systemet stiger i takt med nedskæringer og “effektiviseringer”. Den eneste måde den herskende klasse kan bevare systemets stabilitet er ved at splitte deres modstander: Ved at befolkningen deles op i “dem” og “os”. Fattige “danskere” og “indvandrere” spilles ud mod hinanden, imens eliten sidder sikkert på toppen. Målet med den racistiske politik er at svække arbejderklassen efter del-og-hersk taktikken og aflede opmærksomheden fra det faktum, at et lille bitte mindretal udbytter det store flertal og til stadighed undergraver alle historisk tilkæmpede rettigheder for arbejderklassen.
Mette Frederiksen gav indirekte indvandrere skylden for afviklingen af velfærden, da hun i 2018 slog fast, at indvandring var den største trussel mod Danmark: »For nu at sige det meget direkte: Hvis man vil have et tillidsbaseret skandinavisk velfærdssamfund, så bliver man nødt til at styre, hvor mange der kommer her til.« og videre: »Vi kan ikke blive ved med at betale regningen for de mange, der står uden for arbejdsmarkedet. Og vi skal også være enige om de værdier, der gælder i vores samfund.« (information 5. februar 2018)
Racisme blandt arbejdere
Racismen flyder fra toppen af samfundet. Men det er også sandt, at efter årtiers konstant mediekampagne er dens gift også lykkedes med at trænge ind i en del af arbejderklassen.
Transmissionsmekanismen fra den herskende klasse til arbejderklassen går i høj grad igennem arbejderbevægelsens ledelse. Toppen af fagforeningerne, hvis liv og verdenssyn er fuldstændigt sammensmeltet med den herskende klasses, har også økonomisk interesse i status quo. De behøver ikke overtalelse til at hjælpe magthaverne med at holde arbejderklassen på sin plads. Når selv lederne af arbejderbevægelsen godkender den slet skjulte racisme fra Christiansborg, så er det ikke underligt, at ærlige, men frustrerede, arbejdere bliver påvirket.
Hvordan kommer vi denne racisme blandt ellers ærlige, men frustrerede, arbejdere til livs? Hvordan kan det være, at en del af arbejderklassen har ladet sig splitte over etniske linjer, hvilket objektivt set svækker arbejderklassens styrke over for kapitalistklassen? Svaret finder vi, hvis vi stiller det rigtige spørgsmål: Hvad er det materielle grundlag for denne racisme?
Splidens frø kan kun gro i frugtbar jord. Den racistiske gift kan kun slå rod i samfund, hvor der er mangel. Der er en klar sammenhæng mellem mere pressede sociale forhold og fremkomst af racisme. Det er således ikke tilfældigt, at racisme og fremmedhad er mere udbredt i det gamle Østtyskland, som siden genforeningen har oplevet lukning af hele industrier, høj arbejdsløshed og social deroute, end i Vesttyskland. Der findes endda et ordsprog for det: Når krybben er tom bides hestene.
Betyder det, at racisme er uundgåeligt nu, da verdensøkonomien er gået ind i en dyb krise? Svaret er nej. Racismen i arbejderklassen stikker ikke dybt. Det bevises hver gang arbejderklassen presses i faglig kamp; så træder den objektive klasseinteresse frem i al tydelighed, mens alle mulige andre interne skillelinjer i klassen udviskes. Klassen rykker sammen. Den “hverdagsracisme”, der i dag eksisterer blandt et lag af arbejdere i Danmark, er en konsekvens af en venstrefløj og en arbejderbevægelse, som helt og aldeles har været ude af stand til at anerkende det åbenlyse over for de frustrerede arbejdere: At deres forhold bliver værre. Skolerne, plejehjemmene, børneinstitutionerne osv. bliver dårligere. Der er blevet langt færre af “de gode” og sikre stillinger i industrien, og i stedet er usikre og dårligere betalte job i serviceerhvervene trådt ind. Efterlønnen er forringet, dagpengeperioden slagtet, og kontanthjælpen banket i gulvet. Det er i dag næsten umuligt at overleve på en folkepension. Det er virkelige forringelser, som arbejderklassen mærker. Når venstrefløjen og fagbevægelsen så undlader at præsentere en udvej, et socialistisk alternativ, men tværtimod slår ud med armene og siger, ‘støt os, vi har skabt dette prægtige samfund’, så er det ikke videre tiltalende. Ud fra det kan arbejderne kun konkludere, at de pågældende parter øjensynligt er en del af problemet. Venstrefløjen er i dag blevet den største forsvarer af status quo. Et status quo, som er uacceptabelt for arbejderklassen.
Det er i sådan en situation, at DF for to årtier siden kunne komme ind på scenen og sige: ‘Ja, I har ret. Jeres forhold bliver værre. Landet er gået af lave. Og det er de fremmedes skyld!’ Forklaringen havde intet med virkeligheden at gøre, men det var trods alt en forklaring, der, for den mere tilbagestående del af arbejderklassen og lumpenproletariatet, ligner en udvej og løsning på de sociale problemer: “Smid ‘de fremmede’ ud”. DF's politik virkede i sådan en grad, at de har sejret sig selv ihjel: i dag har så godt som alle partier til højre for Enhedslisten overtaget deres politik.
Knus racismen med klassekamp
Racisme skal naturligvis ikke have nogen plads, hvor end den udtrykker sig hos enkeltpersoner. Men da racisme er betinget af systemet, så følger også, at den i sidste ende kun kan bekæmpes som sådan. Racisme er ikke et moralsk spørgsmål og forsvinder ikke ved at forsøge at uddanne befolkningen én efter én i ikke at være racister, som visse venstreorienterede akademikere argumenterer for. Hvis vi lægger al vores fokus på at uddanne individer, bevæger vi os i bedste faldt over i sisyfosarbejde, da det er store klasseinteresser, vi er oppe imod. I værste fald flytter vi ansvaret for racismen over på individer, over på arbejderklassen, i stedet for at koncentrere al vor styrke mod de virkelige bagmænd, de der lukrerer på racismen: Den herskende klasse.
Racismen bliver næret af klasseinteresser, og det er derfor gennem klassekamp, den kan besejres. Arbejderklassen er den eneste kraft i samfundet, der effektivt kan kæmpe, ikke bare imod undertrykkelse og racismens udtryk, men også vælte det system, som skaber grundlaget for racismen. Når arbejderklassen bevæger sig samlet, er der intet, der kan stoppe den. Ikke et hjul drejer, og ikke en lampe lyser uden arbejderklassens implicitte tilladelse. Spørgsmålet er derfor: Hvordan får vi den mægtige arbejderklasse ind i kampen mod racisme?
Arbejderklassens masseorganisationer gør i dag intet for at bekæmpe racismen. Men lad os alligevel prøve et tankeeksperiment: Lad os forestille os, at arbejderbevægelsen i morgen vendte 180 grader og startede en anti-racistisk kampagne. Ville de i så fald effektivt kunne mobilisere den brede arbejderklasse til anti-racistisk kamp, når den samtidig i almindelighed fører en politik, der er baseret på ideen om, at hvad der er godt for arbejdsgiverne, også er godt for arbejderne? Det er i høj grad tvivlsomt. For uden et generelt skift til en klassepolitik på alle spørgsmål, en politik der rent faktisk forsvarer arbejderklassens interesser også, når disse kolliderer med kapitalisternes, vil mange “hvide” arbejdere med en vis logik kunne sige: “Det er meget godt, at I vil kæmpe for flygtninge og indvandreres rettigheder, men hvor er I for os?”. Det er den barriere en klassebaseret og revolutionær anti-racistisk politik kan bryde.
Racismens effekt i arbejderklassen minder om en klassisk situation i en gyserfilm: to sultne hjemløse møder et par rige overklassedrenge og tigger om mad, men får at vide, at den, der slår den anden ihjel, får et måltid. Imens de to ryger i struben på hinanden, står de rige og griner. Hvordan får vi de to til at opføre sig respektfuldt overfor hinanden? Ved at velopdragne og politisk korrekte akademikere, som der findes så mange af på den danske venstrefløj, skælder dem ud og beder dem opføre sig ordentligt? Eller ved at påpege, at deres virkelige fjende ikke er hinanden, men de rige, der står og griner? Og at hvis vi slår os sammen kan vi med lethed overmande de rige, tage deres penge og alle få rigeligt at spise?
Svaret giver sig selv. Reformismens krise og racismens fremkomst er to sider af samme sag. Derfor må vi drage de nødvendige konklusioner:
I stedet for opdeling over hudfarver og etnicitet må vi sætte klassesolidaritet. I stedet for politisk korrekt moraliseren må vi give virkelige forklaringer på arbejderklassens virkelige problemer. I stedet for at se sorte arbejdere, mellemøstlige arbejdere og andre undertrykte grupper som ofre, må den danske venstrefløj og arbejderbevægelse se dem som kampfæller, ligesom alle andre arbejdere. I stedet for klassesamarbejdspolitik må vi vinde fagbevægelsen tilbage til en kamplinje. Vi må sætte kampen for hele arbejderklassens rettigheder i førersædet, særligt kampen for de grupper, som lider under racistisk diskrimination i dag, under parolen: “et slag mod én er et slag mod alle!” Gennem forenet klassekamp, på tværs af alle de kunstige skel den herskende klasse forsøger at sætte op imellem os, kan dette barbariske samfund omstyrtes, og selve grundlaget for racismen, den sociale mangel, rives op med rode.
