støjbergI det seneste års tid har der været flere diskussioner blandt borgerlige i diverse medier om en øget fraktionering internt i partiet Venstre. I partiet har man set en tiltagende splittelse mellem en mere liberal fløj og en mere nationalkonservativ fløj. Men hvad er årsagen til denne udvikling, og kunne det ende med, at den nationalkonservative fløj udvikler sig til en højrepopulistisk kraft?

I nogle af de borgerlige partier i Danmark har man oplevet, hvordan krystalliseringen af en mere liberal fløj og en mere nationalkonservativ fløj har martret disse partier. Det er i særdeleshed sandt for det største og mest betydningsfulde danske borgerlige parti Venstre, som kalder sig selv for Danmarks liberale parti. Distancen mellem de to fløje i Venstre har taget til over de sidste mange år. Den liberale fløj er blødere i udlændinge- og retspolitikken, og er mere EU-positiv og globalistisk. Nogle af dem er sågar føderalister i forhold til EU som for eksempel Ellen Trane Nørby, der er folketingsmedlem for Venstre. Den liberal fløj repræsenterer den typiske big business-politik, som man kan opleve i etablissementets største borgerlige parti. Den mere nationalkonservative fløj har en strammere udlændinge- og retspolitik, og har EU-skeptiske tendenser. Formanden af partiet Jacob Ellemann tilhører den liberale fløj, mens næstformanden Inger Støjberg tilhører den nationalkonservative fløj. Der havde været et håb i Venstre om at man ved denne deling af magten, hvor den liberale fløj fik formandsposten og den nationalkonservative fløj fik næstformandsposten, kunne dulme den store splittelse internt i partiet, men det har ikke været tilfældet.

Den liberale fløj står meget stærkt i folketingsgruppen, hvilket også viser sig ved, at gruppeledelsen i Venstre, bortset fra næstformandsposten, kun består af liberale. Det vil sige, at alle de poster der kan fordeles af folketingsgruppen, besiddes af den liberale fløj. De har formået at holde Inger Støjberg og de nationalkonservative væk fra politisk ordfører- og gruppeformandsposterne. På den anden side står den nationalkonservative fløj stærkt blandt Venstres medlemmer på gulvet og længere nede i hierarkiet specielt ude på landet.

Man har de seneste par år set prominente medlemmer af Venstre blive medlemmer af andre borgerlige partier af en række sammenflettede grunde. Dette skyldes, at afstanden internt i partiet er blevet for stor for dem, og/eller fordi afstanden mellem deres politiske position og den officielle linje er blevet for stor, og/eller fordi de kunne se sig selv bedre i andre partier. Jens Rohde og Michael Gatten som begge tilhørte den liberale fløj, skiftede i henholdsvis 2015 og 2016 begge til det Radikale Venstre, mens Markus Knuth fra den nationalkonservative fløj skiftede til de Konservative i 2019. Indtil videre er splittelsen i Venstre blevet håndteret ved, at de utilfredse har meldt sig ind i andre borgerlige partier, men spørgsmålet er, om man i fremtiden kunne komme til at opleve noget mere dramatisk. Via den dialektiske lov om at en stor nok kvantitativ ophobning vil manifestere sig i en kvalitativ forandring, kunne det også resultere i et split i partiet eller noget lignende, fordi det ikke længere bliver muligt at balancere uenighederne internt i Venstre. Som det ser ud nu, er afstanden for eksempel mellem Jan E. Jørgensen fra den liberale fløj og Inger Støjberg på udlændingepolitikken blevet kilometerlang. Det virker umiddelbart allerede mærkeligt, at de kan være medlem af det samme parti.

Før i tiden, og måske stadig i dag til en vis grad, var Venstre et høvdingeparti, hvilket betød, at Venstres formand nedlagde linjen, og så fulgte alle denne, ellers ville de møde hårde repressalier. Men på det seneste har man set Inger Støjberg og Mads Fuglede fra den nationalkonservative fløj komme med udmeldelser, der ikke er clearet med ledelsen. De har endda gået direkte imod Jacob Ellemanns linje. Det var for eksempel tilfældet efter mordet på den Iranske general Soleimani, hvor Venstres formand udtrykte bekymringer for stabiliteten i Mellemøsten og de langsigtede konsekvenser af dette mord, mens Inger Støjberg og Mads Fuglede omfavnede mordet. På samme tid ser man også medlemmer af den liberale fløj, hovedsageligt den såkaldte magfulde L-bande med Sophie Løhde, Karsten Lauritzen og Troels Lund Poulsen, gå ud med meldinger, der går til kanten, og nogle gange krydser partilinjen. Denne manglende partidisciplin har været til stor frustration for nogle af folketingsgruppens medlemmer. Derfor prøvede Jacob Ellemann umodent at bruge den tidligere næstformand Christian Jensen som prügelknabe, da vedkommende gik ud med en stor reformidé uden at cleare det med ledelsen. Men de seneste udviklinger viser, at brugen af Christian Jensen på ingen måde har løst problemet.

Splittelsen har altså også betydninger for partidisciplinen. Dette giver også mening, da disciplin i en eller anden grad altid har sit udgangspunkt i enighed og overbevisning. Når uenigheden bliver for stor, så vil disciplinen før eller siden svækkes.

Hvor tæt er den nationalkonservative fløj på højrepopulisme?

Inspireret af lande såsom England og USA hvor man har set højrepopulister som Boris Johnson og Donald Trump få magten, kunne det være interessant at se, om denne nationalkonservative fløj kunne være et potentielt forvarsel til en højrepopulistisk tendens.
For det er nærliggende at tænke, at, hvis den nationalkonservative fløj tiltagende udkrystalliseres, det så på den ene eller anden måde kunne ende ud med en højrepopulistisk tendens. Dette kan ske på mange måder. De kunne kuppe partiet Venstre, eller gå ud af Venstre for at starte et nyt parti.

Før det beskrives, hvordan den nationalkonservative fløj allerede har visse konturer af højrepopulisme i sig, forklares det først, hvad der i denne artikel menes med højrepopulisme.

Højrepopulisme er et begreb, der bliver brugt lidt løst og på forskellige måder. I denne sammenhæng menes en politisk tendens eller en politiker, der benytter sig af antietablissementsretorik for at opnå støtte i befolkningen, navnligt blandt lag i arbejderklassen og middelklassen og småborgerlige elementer, der har oplevet store forringelser og savn. På samme tid udtrykker tendensen dog det herskende etablissements interesser på en foldet og forvrænget facon.

Tendensen repræsenterer altså stadigvæk kapitalismens interesserer, men det bliver gjort på en forviklet måde, som det for eksempel ses hos de to højrepopulister Trump og Boris Johnson.

Den nationalkonservative fløj i Venstre indeholder nogle spirer af højrepopulisme, endskønt udviklingen stadigvæk er på et lavt niveau. Søren Gade, som tilhører den nationalkonservative fløj, er blevet beskrevet som en politiker, der forstår at tale direkte til folks følelser. Inger Støjberg er blevet beskrevet som én, hendes støtter elsker, og viser stor loyalitet til, mens hendes politiske modstandere hader hende. Læg mærke til det følelsesmæssige og tilknytningsorienterede aspekt frem for politik baseret på fornuft og forstand. Dog vigtigt er det, at man ikke på nuværende tidspunkt ser antietablissementsretorik komme fra denne fløj. Ydermere er det værd at lægge mærke til hvor mange af Venstres folketingspolitikere fra denne fløj, der anses for at være kontroversielle og usympatiske af den ledende liberale fløj. Dertil kommer, at den liberale fløj har frosset dem ude, eller forsøgt at fryse dem ude, da de anses for at skabe for mange problemer og irritationer. Det var for eksempel tilfældet med Søren Gade, som til trods for et imponerende stemmetal i 2015 på hele 28.916 personlige stemmer og en masse erfaring i politik og tid i folketinget, ikke fik nogen ministerpost i perioden 2015-2019, hvor Lars Løkke var statsminister. Denne tendens til at skabe problemer, irritation og få det etablerede til at rulle øjne er selvfølgelig på et langt lavere niveau, end det ses hos Trump og Johnson, men alligevel et spædt sygdomstegn.

Den nationalkonservative fløj er endnu langt fra en højrepopulistisk tendens i Venstre, men nogle konturer ses. Bemærk dog at dette ikke betyder, at hvis højrepopulisme udvikles i Danmark, at det netop skal komme fra partiet Venstres nationalkonservative fløj, men at muligheden foreligger.

Årsagerne til polariseringen

Årsagen til den nuværende situation i Venstre skal primært findes i dansk kapitalismes begyndende krise fra 1990’erne og frem, men også i samspil med Venstres interne udvikling, og socialdemokratiets degenerering som sekundære årsager.

Den socialdemokratiske statsminister fra 1993 til 2001 Poul Nyrup Rasmussen gennemførte, på vegne af dansk kapitalismes interesser, store forringelser af velfærden. Highlightsene var to store arbejdsmarkedsreformer, som samlet set reducerede dagpengeperioden til 4 år, og stillede skarpere krav til de arbejdsløse. Derudover lavede han også et løftebrud i forhold til efterlønnen. Årsagen til alt dette var, at han og socialdemokraterne ikke ville bryde med kapitalismen, og derfor var nødt til at administrere dens krise. Disse voldsomme angreb gjorde, at nogle af socialdemokratiets arbejdervælgere med rette følte sig svigtet, samtidig med at højrefløjens forklaring om at det er indvandrernes skyld, både anerkendte deres følelse af frustration og fald i levestandard samtidig med, at den gav en forklaring og “løsning” på problemet. Dette stod i modsætning til de venstreorienterede partier, der ikke gav disse lag en følelse af, at deres problemer blev anerkendte samtidig med, at et løsningsforslag ikke blev fremsat. Læg i denne forbindelse mærke til, at Dansk Folkeparti kom ind i parlamentet i 1998 med hele 13 mandater. Dette viser, at der allerede på dette tidspunkt var et vakuum på venstrefløjen på grund af faldet i de sociale rettigheder og forræderiet fra socialdemokratiet. Dette vakuum kunne DF på pseudoagtig vis begynde at udfylde igennem deres semi-antietablissement retorik og udpegen af indvandrere som årsagen til faldet i levestandard. Politikken under Nyrup underminerede også troen på, at en socialdemokratisk ledet regering var den bedste til at sikre de sociale rettigheder blandt brede lag af arbejderklassen.

I 1998 tabte den daværende Venstre-formand Uffe Ellemann Jensen valget med ét mandat på baggrund af en liberal udlændingepolitik, en liberalisering af lejeloven og en sandfærdig beskrivelse af deres big business økonomiske politik. En økonomisk politik som danske arbejdere vidste ville lede til angreb på deres forhold og bedre forhold for eliten. Efter de tabte valget med en så tæt margin, var der en atmosfære i partiet af, at de fornødne foranstaltninger måtte tages i brug for at undgå, at dette skulle ske igen, dog samtidig med at de bevarede deres politiske profil. Dette synes også at have været konklusionerne blandt Venstres medlemmer på gulvet. Den nye partileder Anders Fogh Rasmussen sammen med Claus Hjort som strateg besluttede med støtte fra Venstres medlemmer at ændre deres officielle politik drastisk med henblik på at vinde de mere tilbagestående dele af arbejderklassen, som ledte efter et politisk alternativ i kølvandet på Socialdemokratiets forræderi, over til Venstre. Selv så de det som at vinde “højresocialdemokraten” over til Venstres politik. De gennemførte en nationalkonservativ drejning af udlændingepolitikken og på andre områder, som blandt borgerlige politiske kommentatorer kaldes værdipolitik, og de maskerede deres borgerlige økonomiske politik bag kontraktpolitik og skattestoppet for at nævne hovedpunkterne.

Figuren nedenfor viser, at Venstre i kølvandet på Nyrups forræderi virkelig formåede at overbevise vælgerne i 2001 om, at en borgerlig regering ville være bedre til at sikre et velfungerende sundhedsvæsen. Altså den såkaldte kernevelfærd.Skærmbillede 2020 06 18 kl. 12.05.29

 Dette var dog ikke deres egentlige politiske position, for deres våde drøm ville have været at skære i de sociale rettigheder direkte, føre big business-politik og have bevaret den liberale profil på “værdipolitikken”. Skiftet i en nationalkonservative retning og i den økonomiske politik var baseret på taktiske betragtninger. Man må huske på, at den tidligere yuppie Anders Fogh Rasmussen engang blev beskrevet som Liberal Alliance i Venstre før Liberal Alliance eksisterede. Fogh havde også udgivet bogen Fra socialstat til minimalstat i 1993. Men denne taktiske manøvre kom med sin pris. Det tætte samarbejde med Dansk Folkeparti over mange år kombineret med dansk kapitalismes krise har gjort, at disse holdninger er gået fra at være noget taktisk til noget principielt for en betydelig del af Venstres bagland.

Det ovennævnte er kun en af de allerførste eksempler på, hvordan dansk kapitalismes problemer over årene har skabt politisk polarisering internt i et parti. Især efter den såkaldte finanskrise i 2008 har man kunne se, hvordan årevis med konstante nedskæringer har undermineret den sociale og politiske stabilitet overalt i verden. Den økonomiske krise har forplantet sig i det borgerlige samfunds institutioner, støttepiller og den herskende klasses partier. Dette er sket gennem konkrete processer og begivenheder, som man kan analysere hver for sig, hvorfor de skete. Men fælles for dem alle er, at kapitalismen er den bagvedliggende primære årsag, der har givet den grundlæggende retning og nødvendighed til disse udviklingsforløb, hvor kvalitative spring typisk er sket gennem tilfældigheder. Generelt kan man sige, at årevis med nedskæringspolitik og angreb har medført en frustration under overfladen, der dog gradvist er kommet til udtryk som en stigende mistillid til systemet. Det betyder, at det politiske center med sin status quo politik, hvilket er nedskæringspolitik, i tiltagende grad bliver undermineret. I Danmark er denne udvikling stadigvæk på et tidligere stadie end i andre lande, men den samme overordnede udvikling er i gang. Når polarisering stiger, eroderes støtten til det politiske center.

Venstres menige medlemmer har spillet, og vil spille, en rolle i polariseringsprocessen, for blandt Venstres bagland er der også sket en udvikling, der har skubbet partiet i en nationalkonservativ retning. De typiske Venstre-medlemmer er småborgere eller privilegerede lag af arbejderklassen såsom funktionærer, der alle mærker systemets nedgang presse på. De står enten i en situation, hvor de er tæt på at blive proletariseret, eller hvor deres livsforhold i takt med dansk kapitalismes nedadgående tendens også er faldet. Derudover er det også bekymrende for dem, at de ikke kan vide sig sikker på, at deres børn kan klare sig og eller få et ordentligt liv, som de selv på et tidspunkt havde. Specielt ude på landet kunne man forestille sig, at et lag er gået hen og blevet racister og “nationalkonservative”. For omvendt arbejderklassen står småborgeren ikke i en situation, hvor enhed frem for splittelse gør dem stærkere. De står i en mere individualiseret situation præget af intern konkurrence, og er klemt af markedet og de store monopoler. Da Venstre ovenikøbet tog en nationalkonservativ drejning, kunne man forestille sig, at et lag af deres medlemmer - småborgere - fik mulighed for at få deres frustration udtrykt gennem racisme.

Den tidligere engelske premierminister David Cameron omtalte for nogle år siden medlemmerne af hans eget konservative parti som »swirled eyes loonies«. I England er den politiske polarisering og systemets miskreditering mere fremskredent end i Danmark. Ligesom Venstres medlemmer er mange medlemmer af Tory-partiet småborgere. De værste af disse medlemmer var de racistiske tosser bosiddende ude på landet, som Cameron primært refererer til. Det var disse, der tilhørte “little Britain”-fløjen, og ville have England ud af EU, og det var dem, der ønskede Boris Johnson som formand.

Kan polariseringen undgås/løses internt?

På grund af sin historie er Venstre nødt til at balancere mellem sine vælgere i byerne, som typisk er mere liberale, og sine vælgere ude på landet, som typisk er mere nationalkonservative. De er derfor nødt til at give indrømmelser til både by og land, for ellers kan de ikke have forhåbning om at vinde regeringsmagten og fastholde den. Dette har bidraget, og vil bidrage, til at krystallisere den liberale fløj og den nationalkonservative fløj.

Den liberale fløj i folketingsgruppen som er styrende, kan ikke tage et definitivt skridt imod den nationalkonservative fløj. Dette skyldes, at den nationalkonservative fløj har en solid opbakning ude i baglandet. For eksempel vandt Inger Støjberg komfortabel næstformandsvalget over Ellen Trane Nørby fra den liberale fløj med 73,7 procent. Dertil kommer, at man sidste sommer så, hvordan en opstand blandt Venstres almindelige medlemmer medførte, at Venstres daværende formand Lars Løkke Rasmussen mistede magten. De almindelige medlemmer har altså vægt, og er en betydelig faktor.

Polariseringen kan altså ikke bare løses ved, at den liberale fløj sender alle sine folketingsmedlemmer frem, og laver et totalangreb mod den nationalkonservative fløj, for at ændrer partiets politik tilbage til det liberale udgangspunkt. De ville som nævnt tabe stemmer, men de ville også risikere en endnu stærkere opstand fra baglandet end den mod Lars Løkke Rasmussen, som nu, tilført en egentlig politisk uenighed i modsætning til sidste sommers magtkamp, godt kunne gå hen og få en transformerende og opspaltende effekt på partiet. Venstres ledelse kan altså ikke løse problemet med intern polarisering, samtidig med at ledelsen heller ikke kan forholde sig passiv. Det er en gordisk knude, og hvordan kunne det være anderledes, når problematikken er et produkt af kapitalismens krise.

Venstres parlamentariske situation spiller også ind i polariseringen. Det skyldes, at Venstre har svært ved at beslutte sig for hvilke andre partier, som det ønsker at bygge et regeringsprojekt op omkring. Hvis de ser i retning af Dansk Folkeparti, så har man at gøre med et parti i dyb krise, og et samarbejde som vil puste til splittelsen internt i Venstre, da de skal give indrømmelser på udlændinge- og retspolitikken. På den anden side vil et samarbejde med det Radikale Venstre give uro fra den nationalkonservative fløj og mindske muligheden for at bruge racisme som værktøj til at splitte arbejderklassen og fjerne fokus fra nedskæringer og forringelser, som skal gennemføres. Jacob Ellemann har endnu ikke valgt mellem Dansk Folkeparti og det Radikale Venstre, hvilket har resulteret i en meget svag opposition. Dette vakuum af lederskab og den manglende retning kan give den nationalkonservative fløj spillerum til at gøre sig mere gældende.

Socialdemokratiets højredrejning på udlændinge- og retspolitikken centreret omkring at udvikle politik, der fremstiller samfundet som usikkert, har også skubbet Venstre til højre på disse spørgsmål. Venstre har mødt stor kritik, og vil møde modstand, hvis de ikke er mere højreorienterede end socialdemokraterne på disse to områder.

Perspektiv

Kapitalistklassen er en meget lille minoritet af befolkningen, hvilket betyder, at det kapitalistiske system har brug for en større social base. Hvis den kun kan finde støtte i sig selv og statsapparatet i form af politi, militær, retssystemet og andet, så ville kapitalistklassen være i overhængende risiko for at tabe sin status som herskende klasse, sit ejerskab over produktionsmidlerne og sine privilegier. Kapitalismen finder sin bredere sociale basis i det traditionelle småborgerskab og samfundets privilegerede mellemlag. Disse kan vindes over til at støtte systemet og den herskende klasse på forskellige måder afhængig af situationen. Når systemet er i fremgang, som for eksempel i efterkrigsopsvinget, kan de privilegerede mellemlag se det kapitalistiske system i et positivt lys, fordi der er gode muligheder for dem: de har mulighed for at kravle op ad den sociale rangstige. Da det begyndte at gå ned ad bakke ved efterkrigsopsvingets afslutning, så man, hvordan de blev købt af med løfter om at skulle betale mindre til den offentlige sektor, først under Schlüter og siden under Fogh-regeringerne samt gennem de massive lempelser af kreditten, der også var i denne periode. Men systemets krise har vokset sig så stor, at de voldsomme angreb på velfærden, og den generelle “proletarisering” af tidligere privilegerede positioner i samfundet også rammer mellemlagene og deres børn, som de har forhåbninger om, kan få et ligeså godt liv, som de selv har haft. Det betyder, at den sociale base for kapitalismen bliver ramt på sin materielle situation, hvilket afspejler sig i dennes bevidsthed. Det kapitalistiske systems massebase begynder at vakle. Man kan derfor også se højrepopulismen som et forsøg fra en fløj af borgerskabet - oftest den mest reaktionære - på at prøve at vinde småborgerskabet og mellemlagene tilbage, som forudsætningen for, at de kan fastholde magten. Men dette forsøg kommer ikke smertefrit og uden omkostninger, fordi højrepopulister udstiller systemet. Systemet bliver afsløret, legitimiteten falder, og der kan blive truffet beslutninger af disse højrepopulister, som fremmer deres individuelle position, men som accelerer systemets kollaps. Derfor vil den liberale fløj af den herskende klasse undgå at bruge dette værktøj til at vinde deres sociale base tilbage.

Den nationalkonservative fløj er ikke højrepopulister, men den kan også i kraft af dens racisme, retspolitik og dens stærkt højreorienterede kurs på disse spørgsmål appellere til småborgerlige lag, der er hårdt presset. Det kunne derfor være interessant at se, om den mest reaktionære fløj i det danske borgerskab i fremtiden kunne finde på at støtte den nationalkonservative fløj, og at dette kunne resultere i en yderligere krystallisering af fløjene i Venstre.

Den økonomiske krise udløst af coronakrisen forventes at blive omkring så dyb som den store depression. Dette vil lede til store forringelser af levestandarden, hvilket markant vil øge den politiske polarisering, erodere systemets stabilitet og lægge et langt større pres på arbejderklassen og småborgere. Dette skaber endnu mere grobund for en højrepopulistisk tendens i Danmark.

Dette skyldes også, at dette fald i levestandarden vil lede til et opsving i klassekampen, og her kan det være interessant for visse sektioner af den herskende klasse at støtte en mere nationalkonservativ fløj i Venstre. Racisme kan bruges til at splitte arbejderklassen og fjerne fokus fra det sociale spørgsmål, og en reaktionær drejning på retspolitikken kan styrke den herskende klasse i at fastholde magten.

Det er ikke til at sige, hvordan eller hvornår en potentiel højrepopulistisk tendens måtte opstå, da det vil have et stort element af tilfældighed over sig. Men muligheden er, at den nationalkonservative fløj kan udvikle sig til en sådan højrepopulistisk tendens. Det skyldes, at den kommende epoke kunne give grobund for en yderligere krystallisering af fløjene, for eksempel på grund af potentiel støtte til den nationalkonservative fløj fra visse lag af det danske borgerskab og en yderligere degenerering af Venstres bagland, specielt dem ude på landet. Samtidig vil der i kølvandet på krisen være visse lag i arbejderklassen, der føler sig overordentlig utilfredse og svigtede, og som i fraværet af et radikalt venstreorienteret alternativ kan vindes over til en borgerlig antietablissementsretorik. Det vil ske i en situation, hvor de prominente medlemmer af den nationalkonservative fløj føler sig udelukket af det gode selskab i partiets top, og ikke kan eller har langt sværere ved at udvikle deres karriere af denne grund. Hvis alt dette indfinder sig, så mangler der blot et prominent medlem fra den nationalkonservative fløj i Venstre, der tør stille sig på en højrepopulistisk platform. I så fald kunne det resultere i, at Danmarks engang liberale parti bliver kuppet og omformet til et højrepopulistisk parti, eller at det udskiller en højrepopulistisk tendens af sig. Som vi har set det i USA og Storbritannien med henholdsvis Trump og Johnsons fremkomst, har sådanne forrykkelser blandt borgerskabets politiske repræsentanter stor betydning for, hvordan klassekampen udtrykker sig.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Bliv en del af RS' facebook gruppe! klik her

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.