Regeringens boligudspil præsenteres som en gave til lejerne i almene boliger. Mens regeringen overhælder erhvervslivet med hjælpepakker, spiser Mette Frederiksen arbejderklassen af med symbolske indrømmelser.
Et løft af velfærden, der kan mærkes, det var det centrale budskab i Socialdemokratiets valgprogram i foråret sidste år. Siden hen har det været svært at se, hvor alle regeringens valgløfter er blevet af. Men den 1. maj, på arbejdernes internationale kampdag, løftede regeringen sløret for, hvad boligminister Kaare Dybvad selv præsenterede som ”den største investering i den almene boligsektor nogensinde i Danmark”. 30 milliarder kroner skulle ifølge regeringens boligudspil finansiere renoveringer af almene boliger landet over. Det lød næsten for godt til at være sandt. Og det viste det sig også hurtigt at være.
Siden krisen har regeringen åbnet statskassen på vid gab for landets virksomheder, der er blevet forsynet med gratis hjælpepakker. Hjælpepakker, der er finansieret af arbejderklassens skattekroner. Samtidig bærer arbejderklassen byrden af krisen. Næsten 50.000 arbejdere har officielt mistet deres arbejde, men det er især arbejdere med 0-timers kontrakter og andre prekære arbejdsforhold, som er blevet hårdt ramt, og som ikke indgår i statistikken. Krisen rammer hele arbejderklassen: 200.000 arbejdspladser afhænger af lønkompensationsordningen, men der er ingen vished om, hvorvidt der er et job at vende tilbage til, når ordningen ophæves. Derudover er der mange arbejdere, som er blevet fyret, men som har lang opsigelse, og som derfor ikke på nuværende tidspunkt figurerer i arbejdsløshedsstatistikkerne.
På trods af at arbejderklassen, allerede nu, begynder at bære byrden for den nye økonomiske krise, så nyder regeringen fortsat relativ bred opbakning blandt arbejderklassen. Vi har endnu ikke ramt bunden af krisen, og socialdemokraterne har endnu kun skullet dele penge ud, ikke kradse dem ind. Regeringen er selv meget bevidst om, at vælgerne ikke vil se mildt på en gentagelse af Thornings reformpolitik, hvis hovedformål var at sikre toppen af dansk erhvervslivs interesser, mens regningen for krisen placeredes på arbejderklassens skuldre. Det var derfor heller ikke tilfældigt, at boligudspillet blev annonceret den 1. maj, på arbejdernes internationale kampdag, da udspillet netop skulle styrke fortællingen om, at Socialdemokratiet, under Mette Frederiksen, er en tilbagevenden til socialdemokratiet classic.
En gratis omgang til regeringen
Transport - og boligministeriet skriver selv i deres udmelding om boligudspillet, at ”[o]mkring 1 mio. danskere bor i en almen bolig og lejerne kan nu se frem til, at der bliver sat gang i de tiltrængte renoveringer. Regeringen vil afsætte 30 mia. kr. fra Landsbyggefonden til grønne renoveringer i den almene boligsektor i perioden 2020-2026.”
De 30 milliarder skal altså efter planen gå til at forbedre isoleringen af bygninger, udskifte vinduer eller oliefyr – renoveringer, der ganske rigtigt er tiltrængte. Men hvem kommer til at betale for det?
Det lyder umiddelbart generøst, når der står, at regeringen vil afsætte 30 milliarder, da det giver indtrykket af, at det er regeringen, der punger ud, ligesom med de hundredvis af milliarder, der er tilgået erhvervslivet de sidste måneder. Men de famøse 30 milliarder vil komme fra beboernes egne lommer, da pengene hentes fra Landsbyggefonden. Landsbyggefonden er nemlig den fond, som lejerne i almene boliger indbetaler deres huslejer til, og fondens primære formål er netop at renovere og vedligeholde beboernes boliger. Der har over årene ophobet sig en lang venteliste over tiltrængte renovationer på almene boliger. Over 72.000 boliger står i kø for at blive renoveret for over 18 milliarder. Renoveringerne har ikke måttet gennemføres pga. et politisk bestemt loft om at begrænse det offentlige forbrug.
Ventelistens renovationer ser nu, langt om længe, ud til at blive gennemført, men man kan godt frygte, at regeringens fokus på grønne renoveringer, en politisk vindersag, vil overskygge behovet for at få gennemført de mere mondæne renoveringer, som bekæmpelse af skimmelsvamp og andre skader, forårsaget af årevis manglende vedligeholdelse. Det er glimrende, at landsbyggefondens egne midler nu kan få lov til at gå til det formål, de altid har været tiltænkt: renoveringer af de almene boliger. Men uanset hvordan regeringen præsenterer udspillet, så ændrer det ikke på, at regeringen ikke bruger én eneste krone på projektet.
Boligudspillet må derfor afsløres for, hvad det er: en afledningsmanøvre, der skal mane arbejderklassen til ro ved at give minimale indrømmelser i form af bedre boliger betalt af arbejderklassen selv. Alt sammen med det formål, at et samlet Christiansborg, med mindst mulig offentlig modstand, kan fortsætte med at kaste gratis skattekroner efter erhvervstoppen.
Ghettopakken og nedrivningsminister Kaare Dybvad
Men det nye boligudspil er ikke det første, som regeringen bruger penge fra Landsbyggefonden på, for at fremme deres egne politiske interesser.
I 2019 iværksatte Mette Frederiksen og hendes regering den berygtede Ghettopakke, der, gennem nedrivninger og udsalg af tusindvis af relativt billige almene boliger, er et frontalangreb på den nederste del af arbejderklassen med klare racistiske elementer rettet mod immigranter og såkaldt ikke-etniske danskere, som er ‘overrepræsenterede’ i denne gruppe.
Midlerne til at finansiere nedrivning af de 3.745 almene boliger skal nemlig findes i den selvsamme landsbyggefond.
Ghettopakken indeholder åbenlyst racistiske angreb og formynderisk chikane af især indvandrere, men det mest alvorlige tiltag er nedrivningen af de billige boliger, hvilket gør at tusindvis af familier kommer til at miste deres hjem og må finde et nyt og langt dyrere alternativ. Det har siden hen affødt, at boligministeren, Kaare Dybvad, er blevet omdøbt til nedrivningsminister af beboerne, der har organiseret sig i foreningen Almen Modstand.
Selvom det ikke er lige så udtalt som med ghettopakken, så indeholder det nye boligudspil også diskriminerende indhold imod især immigranter og fattige. Ingen af de 30 milliarder vil gå til boliger i udsatte områder, det er i hvert fald det indtryk, man får, når man læser den kommentar Kaare Dybvad skrev på twitter, der svarede på, hvordan fordelingen af de 30 milliarder ville finde sted.
Nej, ingen af de 30 bruges i udsatte områder
— Kaare Dybvad (@KaareDybvad) May 1, 2020
Alle lejere i almene boliger betaler til Landsbyggefonden (inklusiv udsatte områder), alle lejere bør derfor også få glæde af deres egen opsparing, ikke mindst i de mest uattraktive områder, der i særdeleshed har behov for renovering og istandsættelse.
På politikernes teknokratsprog betyder et udsat område, et område, der risikerer at komme på ghettolisten. Det er dermed ifølge statens egen definition områder, hvor enten ”andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke vestlige lande overstiger 50 procent” eller områder, der kæmper med høj arbejdsløshed. Først blev indvandrere og de nederste lag af arbejderklassen altså jaget som vildt, og deres hjem revet ned, og nu bliver de så ekskluderet fra de 30 milliarder fra Landsbyggefonden, som de selv har indbetalt til, og som skulle vedligeholde deres hjem. På bedste DF-manér lader regeringen ikke en chance forbipassere for at diskriminere imod indvandrere og de nederste lag af arbejderklassen.
På trods af corona epidemi og den økonomiske krise, så fortsætter ghettopakkens nedrivninger ufortrødent. Det er fuldstændig vanvittigt og imod al rationel logik, at i en situation, hvor titusindvis af arbejdere risikerer at miste deres job, så insisterer Socialdemokratiet på at rive billige boliger - folks hjem - ned. I takt med, at den økonomiske krise forværres, vil flere arbejdere og unge opleve at få svært ved at betale basale udgifter, såsom husleje, når den ene eller flere voksne i husstanden bliver arbejdsløse.
Siden sidste krise i 2008 har vi set massiv spekulation på boligmarkedet, der har skubbet boligpriser op med galoperende hast. Et boligmarked kørt efter profitmotivet har i stigende omfang gjort det nær umuligt for unge og arbejdere i byerne af få adgang til noget af det mest basale i ens tilværelse: et tag over hovedet. Man kan forvente, at den nye krise vil styrke den asociale udvikling af boligmarkedet.
Boligpolitikken bør derfor ikke bare være et instrument i regeringens krisepolitik for at hjælpe landets byggematadorer igennem krisen, som det sker med det nye boligudspil. Det er på høje tid at igangsætte en ambitiøs plan for at udvide den almennyttige sektor med opførelsen af kvalitetsboliger til huslejer, en ufaglært arbejder faktisk kan betale. En sådan boligplan, i arbejderklassens interesse, vil imidlertid ikke kunne realiseres så længe profitmotivet driver og afgør samfundets udvikling. De private byggefirmaer og byggematadorer bygger kun for at tjene profit, ikke for at dække vores mest basale behov. Arbejderklassens beskedne kamp, for ordentlige billige boliger, er derfor uløseligt forbundet med kampen for et samfund, hvor økonomien ejes af arbejderklassen og tilrettelægges efter dens interesse. Kun derpå kan det være flertallets behov, som afgør, hvad der bygges og produceres.
