forside58“Lad aldrig en god krise gå til spilde,” sagde Winston Churchill efter sigende. Dette har toppen af dansk erhvervsliv taget til efterretning. Mens verden har været lukket ned, har landets mest magtfulde erhvervsfolk lagt store planer for at møde den nye verden, der åbner sig. En verden præget af krise, kraftig intervention fra nationalstaterne, handelskrig og protektionisme. En verden med ekstrem konkurrence. Deres mål er at overleve på bekostning af deres konkurrenter: spis eller bliv spist.

Som direktøren for Københavns Lufthavn, Thomas Woldbye, udtrykte det i Berlingske den 11. maj: “Danmark gik ind i krisen forrest i feltet. Vi havde en stærk økonomi, vi havde en stærk turisme, et meget populært København, og en lufthavn, som i al beskedenhed var en af de bedste i verden. Vores opgave er nu at sikre, at Danmark også kommer ud forrest i feltet på den anden side af krisen.”

Til det formål foreslår direktøren - hvis egen virksomhed kom ud af 2019 med et overskud på 1,4 mia., men som nu er på støtten - at der oprettes et råd af erhvervsledere, der kan vejlede regeringen og opsætte mål for, hvordan Danmark skal positionere sig i forhold til landene omkring os. De danske virksomheder skal gøres ‘mean and lean’, som Berlingskes økonomiredaktør udtrykte det.

De gigantiske hjælpepakker, hvis lige aldrig er set før i historien, har indtil nu haft en vis aura af at holde hånden under alle - både kapitalejere og arbejdere - selvom kapitalejerne naturligvis har modtaget broderparten af de mange hundrede milliarder. Det har givet den massive overførsel af værdi fra det store flertal til det lille mindretal af kapitalejere en vis legitimitet i den almindelige befolknings øjne. En forudsætning for deltagelse i lønkompensationsordningen var således, at virksomhederne ikke måtte fyre. Men dette krav er nu blevet en forhindring for de danske kapitalister. Ikke tilfredse med at kunne gennemføre lønnedgang efter aftalen med fagbevægelsen, kræver de nu ret til at “tilpasse” deres arbejdsstyrke samtidig med, at staten naturligvis forventes at fortsætte sin massive støtte, finansieret af arbejderklassens skattekroner.

Hvad vi ser er altså, at den herskende klasse vil lade arbejderklassen betale dobbelt for krisen: Gennem lønnedgang og fyringer og over skatten (eller nedskæring i velfærden) til statssubsidier til kapitalistklassen.

Hjælpepakkerne bliver, når de implementeres i en markedsøkonomi, således til et statsstøttet angreb på arbejderklassen - og alle partier i Folketinget bakker op ud fra devisen om, at der ikke er noget alternativ. Men det er ikke rigtigt. Der er et reelt og konkret alternativ: Når virksomhederne lukker eller gennemfører massefyringer, så kan staten ganske simpelt gå ind og ekspropriere virksomheden og køre den videre. Det er både billigere og mere effektivt til at bevare arbejdspladser, end kortsigtede hjælpepakker. Men en sådan politik går stik imod interesserne fra de rigeste her i landet. Deres ejendom er hellig, mens arbejderen blot er et overskydende produktionsmiddel, man kan skille sig af med, når produktionskapaciteten skal tilpasses.

Fagforeningernes lidt tunge apparater og de venstreorienterede parlamentarikere lever i fortiden, hvis de tror, at den gigantiske statsstøtte er prisen for at komme tilbage til verden, som den plejer at være. Men plejer er død. I stedet for et klassesamarbejde, som udnyttes kynisk af arbejdsgiverne, er der brug en arbejderpolitik - en politik for det store flertal - en politik for dem, som skaber værdierne, men må se andre nyde frugten i dette uretfærdige samfund. Arbejderbevægelsen bør omgående bryde borgfreden og føre en selvstændig klassepolitik: Afvis hjælpepakkernes gaveregn til erhvervstoppen, og nationaliser i stedet de lukningstruede virksomheder.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Bliv en del af RS' facebook gruppe! klik her

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.