Forside nr 57LEDER: Den socialdemokratiske regering har gennemført et brud i det politiske paradigme. Fra Foghs kontraktpolitik der delvist blev videreført af Løkke bliver vi nu præsenteret for “intentional politics” som politisk redaktør for Politiken Anders Bæksgaard skrev den 9. februar.

Konkrete løfter har vist sig alt for farlige for politikerne i den nuværende økonomiske situation. Problemet blev illustreret af Helle Thoning-regeringens ganske uskønne udsalg af sine mange mere eller mindre progressive valgløfter i Det sorte tårn under regeringsforhandlingerne i 2011. Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal blev personificeringer af det brudte løfte, og Socialdemokratiet og især SF led et knæk der næsten smadrede partierne.

[Tegn abbonement på Revolution! - klik her]

De socialdemokratiske strateger og folkene omkring Mette Frederiksen har derfor brugt årevis på at analysere katastrofen og udvikle en ny strategi der skal redde Socialdemokratiet. De har analyseret sig frem til følgende: 1) At vælgerne hader når politikerne løber fra deres løfter, og 2) at deres vælgere vil have mere end dag-til-dag småjusteringer. De vil have store løsninger og visioner. Så det er hvad Mette Frederiksen vil give dem: Socialdemokratiet har droppet de konkrete løfter og sælger nu store visioner: Tidligere tilbagetrækning til arbejderne, grøn omstilling af hele økonomien på en måde der også gavner dansk erhvervsliv, fremragende normeringer i børneinstitutionerne, bedre velfærd osv. Der er næsten ingen grænser.

I veltilrettelagte og patosfyldte taler skal Mette Frederiksen forklare partiets intentioner og sælge vælgerne disse store fortællinger. Ligesom det skete med klimalovens intention om 70% reduktion af udledningen af drivhusgasser inden 2030 og massiv grøn omstilling - hvilket blev ædt råt af SF og Enhedslisten der ikke kunne være i sig selv af begejstring.

Politikerne fra det gamle arbejderparti ved imidlertid udmærket, at de aldrig vil kunne levere på disse visioner. Men disse er netop ikke konkrete løfter, det er hensigtserklæringer. Ideen er, at vælgerne skal vide hvad Socialdemokraterne gerne ville indføre, hvis det var op til dem. Når virkeligheden en dag banker på døren og det så ikke kan lade sig gøre alligevel, så er ideen at gå på talerstolen og forklare, at det er de andres skyld. At der desværre ikke er flertal eller penge nok osv.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at regeringen fik næsten samtlige partier med i klimaloven. For når det så kommer til den egentlige udførsel, så vil de bruge de borgerlige partier som undskyldning for, hvorfor politikken desværre ikke kan blive så ambitiøs som de gerne ville, men at det nok skal komme… senere - I kender jo vores intentioner. Bare I bliver ved med at stemme på os de næste 10-20 år, skal det nok komme.

Strategien med intentional politics er meget udspekuleret. Den har bare én, men altødelæggende svaghed: at den er filosofisk idealistisk. Den er bygget på præcis den samme ide som florerer på mange af landets universiteter: At kommunikationen og hvordan vi taler om ting bestemmer virkeligheden. Så god er verden desværre ikke.

De socialdemokratiske strateger burde stille sig selv spørgsmålet: hvorfor er “løftebruddet” blevet den mare der har redet det politiske establishment i snart et årti? Og hvorfor ønsker vælgerne store visioner og løsninger frem for småjusteringer? Svaret er simpelt: Fordi begge dele er udtryk for, at det kapitalistiske system, rent materielt - helt uafhængigt af kommunikation og spinstretegier - ikke længere kan levere. Systemet er i generel nedgang. Indenfor systemets rammer er der ikke råd til at udvikle velfærd eller for den sags skyld lave reel grøn omstilling. Det gælder for regeringer over hele verden, uanset partifarve og kommunikationsstrategier. Og stadig bredere lag af befolkningen kan mærke denne udvikling eller mangel på samme. Instinktivt konkluderer de, at store problemer kræver store løsninger. Det er altså den materielle virkelighed som har skabt denne situation og bevidsthed blandt de brede lag i samfundet. Og det er den materielle virkelighed som vil ramme regeringen midt i fjæset den dag spændet mellem de forkromede, men illusoriske visioner og den materielle virkelighed bliver for stort. Og det kan ske tidligere end man umiddelbart skulle tro, med en ny økonomisk krise der efterhånden banker ganske kraftigt på døren.

Regeringen tror, at den vil kunne forklare sig ud af modsætningen mellem intentioner og ført politik, ved at give andre skylden og love at det bliver bedre i fremtiden - ved at sælge os visionen. Men for en nedslidt pædagog er tilbagetrækningsalderen et meget håndgribeligt problem der kræver en håndgribelig løsning. Og det samme gælder for de tusinder af unge der gik på gaden for at tvinge politikerne til at afværge katastrofale klimaforandringer. Trods de store anstrengelser fra dygtige spindoktorer og strateger i Socialdemokratiet, så er der endnu ingen der er blevet mætte af luftfrikadeller og skysovs. Hvor dumme tror regeringen egentlig vi er?

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.