larsogmette valgDer er udskrevet valg. Lars Løkke Rasmussen og de borgerlige partier står til en enorm vælgerlussing. Alt tyder på et regeringsskifte til en ny socialdemokratisk regering, men intet på, at det vil ændre meget på den førte politik. En ny regering vil derfor øge den politiske disintegration og politikerleden.

Den nuværende Lars Løkke Rasmussen-regering har gjort som de mange tidligere regeringer og fortsat angrebene på velfærden og demokratiske rettigheder. Men regeringen har samtidig været ekstremt svag og har ikke kunne gennemføre nogle af de store reformer, som den danske kapitalistklasse har krævet; om det var storstilet skattereform eller nedslagtning af de offentlige ansatte ved OK18, har regeringen vist sig uduelig. Den borgerlige regering har i stedet sløret sin uduelighed og de årlige velfærdsnedskæringer ved at tage den racistiske politik til nye højder sammen med Dansk Folkeparti, som samtidig har banet vejen for fascisterne i Stram Kurs.

I de sidste måneder har regeringen ikke været reelt fungerende, men er gået mere og mere i opløsning. Regeringsapparatet var efterhånden reduceret til et værktøj i Venstres valgkamp, mens De Konservative og Liberal Alliance kørte med deres egne soloudspil.

Det vil med al sandsynlighed ikke redde de små regeringspartier til valget. De Konservative er stadig reduceret til ligegyldighed i dansk politik. Liberal Alliance har fuldstændigt mistet auraen af at skulle være anderledes, rebelske eller principfaste og er nu ikke til at skelne fra de andre magtliderlige, skandaleramte, borgerlige partier. Deraf halvering i deres vælgeropbakning.

Venstre står til en tilbagegang i meningsmålingerne, som vil give dem det dårligste valg i tre årtier. Partiet har med Lars Løkke i spidsen haft en unik sans for at fedte sig ind i et virvar af skandaler. Korruption, ministerielle lovbrud eller valgkampstilskud, der ikke tåler dagens lys – Venstre har ingen nedre grænse.

Dansk Folkeparti halveres

Det var Dansk Folkeparti, der reddede de borgerliges sidste valg med sit historisk gode resultat. Men det er fortid nu. De har haft små 20 år til at bevise deres påstande om, at en ”stram” (dvs. racistisk) udlændinge-/indvandre-/flygtningepolitik vil gøre livet bedre for danske arbejdere. Det har ikke været tilfældet. Deres racistiske politik bliver i højere og højere grad afsløret, for hvad det er: Et røgslør som skal distrahere arbejderklassen fra Christiansborgs angreb på velfærd og demokratiske rettigheder og arbejdsgivernes offensiv ude på arbejdspladserne.

Tidligere blev Dansk Folkeparti af mange betragtet som et parti, der stod i opposition til etablissementet. Men især i de sidste par år er det blevet tydeligt, at de er nøjagtigt ligesom de gamle magtpartier og er blevet fuldstændig assimileret i det politiske system. Pia Kjærsgaard er Folketingets formand, og hendes mand er formand for Statsrevisorerne. Samtidig bliver de ligeledes fedtet ind i samme slags skandaler som de andre partier, om det er i Europa-Parlamentet eller herhjemme, hvor det er fuldstændigt åbenlyst, at de er korrupte og ikke tænker på andet end at rage til sig.

At partiet tidligere har virket til at kunne gå på vandet, har fået mange på venstrefløjen til at sidde og græde snot. Men vi har igen og igen forklaret, at på trods af at partiet får mange stemmer, er deres sociale base utroligt ustabil. Resultatet ser vi nu, hvor de står til næsten en halvering i vælgeropbakning. Den eneste årsag til, at de ikke står til at miste flere stemmer er, at Socialdemokratiet legitimerer dem ved at kopiere dem politisk og lave aftaler med dem.

Socialdemokratiet til magten

Siden nytår har meningsmålingerne vist, at Socialdemokratiet sandsynligvis kommer til at sidde med regeringsmagten efter det kommende valg. Det bliver på ingen måde en dans på roser. Først og fremmest er den politiske scene højst fragmenteret, og der er ingen samlet blok imellem oppositionspartierne. Der kan ske det samme som i Sverige, hvor regeringsforhandlinger bliver trukket ud i månedsvis.

Socialdemokratiet står til små 30 % af stemmerne, og de lader som om, at de i modsætning til deres søsterpartier på det europæiske kontinent har fundet nøglen til sejr: Stram, racistisk, udlændingepolitik kombineret med en ”arbejderistisk” politik overfor de danske arbejdere. Men det momentum, som Socialdemokratiet har i meningsmålingerne, vil forsvinde, når først partiet kommer til magten. Mange vil udelukkende stemme på dem i afsmag for de borgerlige partier. Der er uden tvivl en følelse af, at for at give den nuværende regering det størst mulige los i røven på vej ud, så giver det bedst mening at stemme på deres største konkurrent, Socialdemokratiet.

Men erindringen om den sidste socialdemokratiske Thorning-regering står stadigt frisk i hukommelsen. Thorning-regeringen kørte bl.a. folkeskolelærerne midt over, solgte DONG og ødelagde kontanthjælpen. Hverken forventningerne eller tilliden er derfor høje til en ny socialdemokratisk regering, som ser ud til at blive mere højreorienteret end nogensinde.

Et eksempel på Socialdemokratiets arbejderistiske tilgang er deres pensionsudspil, hvor de siger, at de vil give arbejdere med fysisk hårdt nedslidende arbejde ret til tidligere pension. I udspillet er der kun sat 3 milliarder af, hvilket vil sige, at de højst vil kunne hjælpe nogle få tusinder og for at dække over det, forsøger de at spille forskellige grupper af arbejdere ud mod hinanden: Arbejdere med fysisk hårdt arbejde mod arbejdere uden fysisk hårdt arbejde. Det er samtidig noget af det mest hykleriske, at Socialdemokratiet vil give en lillebitte gruppe arbejdere ret til tidligere pension, mens de selv har været med til at vedtage, at pensionsalderen automatisk skal stige for alle. Dette eksempel viser med al tydelighed, at de ikke er anderledes, selvom de prøver at fremstå sådan.

I en af partiets nye kampagner, hvor de skriver deres egne slogans ovenpå efterligninger af de andre partiers plakater, får man et mere realistisk billede af, hvordan en socialdemokratisk regering gerne vil regere. De vil gerne være en ”national regering” for hele landet, alle partier, alle klasser og hele folket. Det vil i praksis betyde en regering for kapitalistklassen, og der vil være en meget klar arbejdsdeling på Christiansborg. De store, vigtige reformer vil Socialdemokratiet lave med de borgerlige, som kommer til at betyde nedskæringer på det store flertal og skattelettelser for toppen af samfundet. Hvis de kan få venstrefløjen med på disse, vil de kun blive lykkelige, da det vil give regeringen legitimitet fra venstrefløjen i Folketingssalen. Hvis ikke, så kan regeringen lave mindre symbolske og kosmetiske forbedringer med SF og Enhedslisten ved siden af de store reformer og bruge venstrefløjen som nyttige idioter.

Økonomisk grundlag for en ny regering

I bedste fald vil Socialdemokratiet i regering ”bare” fortsætte den nuværende nedskæringspolitik. Den kommende regerings økonomiske grundlag kommer ikke til at være favorabelt. Dansk kapitalisme døjer stadig med lave vækstprocenter i BNP på omkring 1 %. Konkurrencen på verdensmarkedet er nådesløs, og hvis bare denne sølle vækst skal opretholdes, må den nye regering fortsætte, hvor den borgerlige regering slap: Ødelæggelse af velfærden og afmonteringen af fagforeningernes kontrol på arbejdspladserne for at presse løn- og arbejdsforhold. Socialdemokratiet vil ligesom de borgerlige forsøge at skyde skylden for alverdens problemer på ”de fremmede” og oppiske racismen. Men som nævnt er denne strategi allerede ved at blive gennemskuet. I værste fald vil Socialdemokratiet være ved magten, når en ny økonomisk krise slår igennem, og nedskæringerne vil blive desto hårdere.

Deres nøgle til magten er derfor en illusion, og det vil gå dem som deres søsterpartier. Vi har set, hvordan andre socialdemokratier i Europa har skuffet enormt og er blevet straffet for at tage regeringsansvar for massive nedskæringer. I 2017 gik det hollandske socialdemokrati fra 24,8 % til 5,7 % af stemmerne. Det samme var tilfældet for det franske socialistparti samme år. I præsidentvalget gik de fra 26,6 % til 6,4 % af stemmerne, og i parlamentsvalget blev de reduceret til 7,5 % fra deres tidligere opbakning på 29,4 %.

Vi skal derfor ikke blive overraskede, hvis denne regeringsdeltagelse bliver starten på et kollaps i Socialdemokratiet; det er den naturlige konsekvens af, at et arbejderparti administrerer en kriseramt kapitalisme og fører borgerlige politik. Hvis det bliver tilfældet, vil det ikke kun efterlade et enormt vakuum på den politiske scene, men også inde i fagbevægelsen, hvor Socialdemokratiet har siddet tungt på apparatet.

Tilliden er væk

Der er ingen entusiasme omkring dette valg, og det er ikke bare regeringen, der er upopulær, men hele det politiske system. Kun 2 % af danskere har høj tillid til de politiske partier. Myten om det enestående stærke og stolte danske demokrati er i forfald. Magisterbladet skrev for nyligt om en undersøgelse, der viser, at 75 % af befolkningen mener, at politikerne går mere op i at blive genvalgt end at få deres politik igennem.

Problemet er ikke én politiker, ét parti eller én regering i sig selv: Det er systemisk. Fundamentet under det borgerlige demokrati, dansk kapitalisme, slår sprækker og har især gjort det siden krisen i 2008. I Revolutionære Socialister har vi siden krisen slået fast, at ethvert forsøg på at genskabe den økonomiske ligevægt vil ødelægge den sociale og politiske ligevægt. Det er en proces vi har set udfolde sig over hele kloden.

Fordi det økonomiske system ikke længere kan levere forbedringer for det store flertal, men tværtimod ødelægger flertallets leveforhold, kan politikerne og statsapparatet heller ikke regere på samme vis, som de har gjort tidligere. Deres løgne og korrupte adfærd kunne tidligere tolereres, når den generelle levestandard gik fremad. Men i den nuværende periode hvor ingen af de politiske partier kan levere, klæber de sig til magten med fingerneglene og ignorerer deres egne regler og love.

Valget bliver endnu et skridt på denne vej. Tilliden til politikerne, embedsmændene og demokratiet vil blot blive lavere, og den politiske disintegration vil fortsætte. Det åbner muligheder op for venstrefløjen til at kritisere, hvordan det politiske system fungerer og er indrettet.

Enhedslisten

Men toppen af Enhedslisten har ikke tillid til, at arbejderklassens aktive involvering kan ændre samfundet, og er ikke selv i stand til at se udover de smalle parlamentariske rammer. Derfor taler al sandsynlighed for, at toppen af partiet endnu en gang vil understøtte Socialdemokratiets regering.

Pernille Skipper fra Enhedslisten har sagt, at det er et ultimativt krav, at Det Radikale Venstre ikke må diktere den økonomiske politik. Men med dette krav skaber de illusioner om, at Mette Frederiksen og resten af ledelsen i Socialdemokratiet skulle være mere progressive end De Radikale på den økonomiske politik. Det var ikke tilfældet med den tidligere socialdemokratiske regering, og det er ikke et sammentræf, at den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon efterfølgende fik en toppost i konsulentfirmaet McKinsey og nu er chefredaktør for Dagbladet Børsen.

På trods af at Socialdemokratiet aldrig har været mere højreorienteret, og tilliden til det politiske system er historisk lav, har Enhedslisten ikke formået at øge sin opbakning. De sidste 5 år har partiet stået til de samme 8-10 % af stemmerne. Årsagen er, at toppen af Enhedslisten har fulgt den samme vej som Socialdemokratiet: Mod højre. Al deres politik bliver tilrettelagt indenfor de meget snævre kapitalistiske rammer, samtidigt med at de bliver en mere integreret del af det politiske system, som hænger flere og flere arbejdere og unge langt ud af halsen.

Der er et enormt vakuum, som Enhedslisten ikke formår at udnytte og et radikaliseret lag af unge, som partiet ikke formår at forbinde sig med. Hvis de efter et valg støtter en socialdemokratisk ledet regering, som fortsætter nedskæringspolitikken, vil Enhedslisten fortsætte med at fremmedgøre sig fra det voksende lag, som er trætte af Christiansborg. De vil i højere og højere grad blive set som en del af systemet, mens det, der er brug for, er et radikalt, klassebaseret og venstreorienteret alternativ.

På stemmesedlen er Enhedslisten det mindst ringe valg. Men vi nærer ingen illusioner om at et kryds på Enhedslisten ændrer noget afgørende. Alle partier i Folketinget bevæger sig indenfor samme logik og samme rammer. Uanset om vi får en regering ledet af Lars Løkke eller Mette Frederiksen vil nedskæringerne og den racistiske politik fortsætte. Så vigtigere end hvad du stemmer er, at du organiserer dig for at kæmpe for et helt andet system. Vi inviterer derfor alle, der er trætte af levebrødspolitikernes Christiansborgpladder, til at blive medlem af Revolutionære Socialister.

Valget vil intet løse. Gå med i kampen for en anden verden - for socialisme!

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.