danskebankOp imod halvanden billion “beskidte” kroner - 1.500 milliarder, et beløb, der svarer til ca. 60 % af det danske bruttonationalprodukt - menes at have været igennem den danske finansmastodonts kyndige købmandshænder. Sagen er bare én i en lang række, der viser, at den borgerlige retsstat er en illusion. Finanskapitalisterne i toppen af det danske samfund er hævet over loven, og statsapparatet er deres tjener. Et opgør med dette kræver radikale midler.

Danmark har langt om længe fået en ny verdensrekord. Verdensrekorden i hvidvask. Mens regering, Folketing og medier bruger al deres tid på at forfølge indvandrere, griner toppen af det danske samfund hele vejen ned til banken. Bogstaveligt talt. Denne elite har ingen skrupler. I næsten et årti hjalp Danske Bank kriminelle og korrupte rigmænd med at hvidvaske deres profitter, mens den naturligvis tog sig behørigt betalt for tjenesterne.

Omdrejningspunktet var non-residents kundeporteføljen i Danske Banks filial i Estland. Altså de kunder, der ikke var bosiddende i Estland, men primært i Rusland og tidligere sovjetrepublikker. En lille del af de op imod 1.500 milliarder kroner, som strømmede igennem banken og som ifølge Danske Bank selv har været mistænkelige, er penge fra den såkaldte Magnitskij-sag.

I 2007 blev en amerikansk hedge fund, der opererede i Moskva, overtaget af den russiske mafia, hjulpet af russisk politi. De nye “ejere” krævede og fik tilbagebetalt selskabets skattebetalinger til den russiske stat på 230 mio. dollars. Sagen blev afsløret i 2008 af den russiske advokat, Sergei Magnitskij. Men det var ham, som blev anholdt og tæsket ihjel i fængslet. Pengene fra denne sag er ifølge det journalistiske anti-korruptionssamarbejde OCCRP.org en del af dem, som Danske Bank har hjulpet med at vaske rene.

Danske Banks estiske filial har også stået for formidling af 19 milliarder kroner i korruptionspenge til bl.a. europæiske politikere fra en fond etableret af den herskende elite i Azerbaijan. I den mere eksotiske afdeling dukkede bankens navn også op på papirerne fra en ulovlig nordkoreansk våbenhandel, som Jyllandsposten kunne afsløre den 25. juni i år. Ovennævnte sager udgør blot en ganske lille brøkdel af de sorte penge banken har håndteret.

Med fuldt overlæg

Sagen omkring Danske Bank startede ved købet af den finske Sampo bank i 2007, der havde en filial i Estland. Allerede ved købet i juni 2007 skrev den russiske centralbank til Danske Bank og informerede om, at kunder i Sampo Bank "permanent deltager i transaktioner af tvivlsom oprindelse for millioner af rubler hver måned", en oplysning, der også tilgik det danske Finanstilsyn. Danske Bank lavede en intern undersøgelse, som konkluderede over for Finanstilsynet, at der ikke var noget at komme efter. Det stillede Finanstilsynet sig tilfreds med.

Gennem årene steg transaktionerne i den lille estiske filial til uhørte proportioner, som var over syv gange det estiske BNP i årene fra 2007 til 2015. Det var åbenlyst, at der var noget galt. Men Danske Bank tjente styrtende på disse tjenester: 1,5 mia. kroner.

Selv Danske Banks korrespondentbanker, som hjælper Danske Bank med at skaffe adgang til amerikanske dollars, meldte fra, fordi alle kunne se, at de blev blandet ind i forretninger, som var så åbenlyst kriminelle, at det var et spørgsmål om tid, før det blev opdaget. J.P. Morgan opsagde samarbejdet i 2013 og blev erstattet af Bank of America. Men selv Deutsche Bank, som var korrespondentbank under hele forløbet, og har været lige så notorisk som Danske Bank i forhold til hvidvask, afviste flere gange at håndtere de mest betændte transaktioner.

Det er altså overordentligt svært at tro på, at ledelsen i Danske Bank ikke var fuldt vidende om, hvad der foregik. Og hvis de ikke havde set advarselslamper nok, oplyste den interne whistle-blower, Howard Wilkinson, gennem fire whistleblower-rapporter allerede i 2013 og 2014 om alvorlige uregelmæssigheder. Men hvorfor stoppe en god forretning?

Korrupte institutioner

Hele tiden har myndighederne været informeret, og i årevis blev det pure afvist, at der skulle være problemer. Den 16. september 2013 modtog bl.a. Rigsadvokaten, bagmandspolitiet og den daværende socialdemokratiske justitsminister, Morten Bødskov, endda dokumentation for Magnitskij forbindelsen til både Danske Bank og Nordea i Danmark. Men sagen blev afvist. Statsapparatet og Danske Bank hang sammen som ærtehalm. Og da Brian Mikkelsen fra det Konservative Folkeparti, blev minister for bankerne (erhvervsminister) i december 2016 tog han skridtet videre:

“Jeg kommer med nyt politisk budskab om at omfavne bankerne. Nu skal mobningen af bankerne stoppe (...) Bankerne er afgørende for samfundet, så nu er det dagsordenen for mig at gøre livet lettere for bankerne med deregulering,” sagde Brian Mikkelsen til TV2 business.

Forholdet var så tæt, at Danske Bank var så venlig at lade det Konservative Folkeparti afholde sin erhvervskonference i bankens lokaler i foråret 2018. Af PR-hensyn måtte den dog i sidste øjeblik rykkes til en anden lokation. I mellemtiden var Finanstilsynet nemlig den 3. maj blevet tvunget til at komme med, hvad der dengang blev kaldt en “hård kritik” efter et års afsløringer fra Berlingske. Den var dog ikke hårdere, end at tilsynet ganske overraskende IKKE fandt det nødvendigt at pålægge banken sanktioner. Måske var den manglende sanktionering ikke så underlig, når man tager i betragtning, at Finanstilsynets formand måtte erklære sig inhabil og siden gå af, fordi han få år forinden selv havde været økonomidirektør for… Danske bank.

Men det var ifølge den daværende konservative erhvervsminister ikke noget problem: “Finanstilsynet har her leveret en grundig tilsynsindsats, og jeg mener, at vi kan have tillid til tilsynet og dets troværdighed,” svarede han på et spørgsmål i samråd den 3. maj. Brian Mikkelsen var fedtet ind i skandalen fra top til tå. Muligvis var det derfor, at han den 21. juni blev erstattet med Rasmus Jarlov, som i ord lagde en hårdere linje: Nu skulle der ryddes op. Der var en ny sherif i byen, måtte man forstå. Men den hårde linje rakte ikke langt:

 “[Danske Bank skandalen] fremstår som et stort ledelsessvigt. Men Finanstilsynet har vurderet, at der ikke kan rejses en sag mod ledelsen. (...) Det er beklageligt, men det er deres afgørelse. Og det tilkommer ikke mig at diktere Finanstilsynet, hvilke sager der skal rejses,” lød det fra ministeren, ifølge Ritzau på dr.dk den 25. juni.

I september udkom Danske Banks egen undersøgelse, der viste, at omfanget af hvidvaskningen kunne være op imod 1.500 milliarder kroner. Men undersøgelsen konkluderede også, at bankens ledelse i Danmark var helt fri for ansvar. Det var næppe en overraskende konklusion, da det var dem selv, der havde betalt for undersøgelsen. Bankens direktør, Thomas Borgen, der i perioden, hvor hvidvaskningen foregik, havde været chef for Danske Banks Foreign Banking og dermed for filialen i Estland, måtte dog fratræde. Medierne skulle have en luns. Men han gik selv - og selvfølgelig først efter at have modtaget sin fratrædelsesgodtgørelse på over 13 millioner.

Hvordan reagerede den nye “skrappe” erhvervsminister Rasmus Jarlov og hans Finanstilsyn så på rapporten fra september, der afslørede verdenshistoriens største hvidvaskningsskandale? “Vi kommer ikke til at gennemgå alt materialet. Vi har en risikobaseret tilgang, hvor ressourceforbrug på tværs af vores opgaver skal stå mål med forventning til resultat,” sagde Finanstilsynets direktør Jesper Berg til BT den 25. september. Den lader vi lige stå lidt. Så kan der vist ikke længere være tvivl om, hvor Finanstilsynet og statens loyalitet ligger.

Intet at komme efter

Finanstilsynet og myndighederne generelt har heller ikke ligefrem presset på for at få adgang til den viden, som whistlebloweren, Howard Wilkinson, sidder inde med. Det betyder, at en stor del af den viden offentligheden har fået kendskab til stammer fra bankens undersøgelse af sig selv.

Ifølge Howard Wilkinson, der blev interviewet i Berlingske den 27. september, er der fem alvorlige fejl i Danske Banks rapport, som han meget gerne vil informere de danske myndigheder om, men som han ikke kan afsløre, før han er blevet løst fra sin kontraktlige tavshedspligt over for Danske Bank. En af de helt centrale personer er altså fortsat ikke i dialog med de danske myndigheder.

»Situationen er egentlig ganske enkel,« forklarede Wilkinson til Berlingske. »Da det danske tilsyn kontaktede mig i juni, sendte jeg et udkast til en erklæring, udfærdiget af min advokat, som banken skulle underskrive. Tilsynet svarede, at dette ikke var acceptabelt for banken. Tilsvarende var bankens udkast til en erklæring, som tilsynet sendte retur, ikke acceptabelt for mig og min advokat. Længere er den sådan set ikke.«

Igen er myndighedernes hensyn først og fremmest banken og dens ledelse.

Der tegner sig altså et ganske andet billede af Danmark, end det gennemregulerede velfærdssamfund, som alle politikere ynder at hylde.

Skandalen med Danske Bank rammer oven i nyheden om, at én eller flere embedsmænd igennem i hvert fald 16 år har overført mindst 111 millioner fra landets fattigste til sig selv (blandt andet til konti i Dansk Bank). Samtidig har DR og andre europæiske medier afsløret den såkaldte cum-ex sag, hvor SKAT har langet mere end 12 danske skattemilliarder over disken til internationale finanskapitalister. De har i samarbejde med nogle af verdens største banker, advokater og revisionsselskaber lænset europæiske statskasser for over 410 mia. kroner. Nu er Nordea også blevet anmeldt for hvidvask af 2,6 milliarder gennem 365 forskellige konti i danske, norske, svenske og finske filialer. I alle sagerne står bankerne i centrum. Deres rolle understreges også af Jack Irvine, talsmand for Sanjay Shah, én af hovedmændene i cum-ex skandalen:

“Bankerne har udført de her handler i årevis, så jeg mistænker deres andel til at være meget større, men det ville få Skat til at se endnu dummere ud, end de allerede gør,” skrev Jack Irvine, ifølge DR, den 18. oktober.

De direkte konsekvenser

Danske Bank bliver nu undersøgt af tre amerikanske myndigheder, de britiske myndigheder og det europæiske finanstilsyn. Og endelig, men kun efter massivt pres er også bagmandspolitiet gået ind i sagen. Men det er kendetegnende, at investorerne på ingen måde er bange for de danske myndigheder. Det er de amerikanske sanktioner, som investorerne er bange for. Analytikere gætter på, at Danske Bank vil få bøder for mellem 12 og 50 milliarder kroner. Men disse ligger formentlig langt ude i fremtiden, og ingen ved, hvor store bøderne ender med at blive. Goldman Sachs vurderer, at Dansk Bank vil kunne klare bøder på op til ca. 50 milliarder før dens kernekapital kommer i fare.

Men den mest alvorlige direkte trussel mod banken kommer fra det amerikanske finansministerium. Danske Bank har ved sine transaktioner været med til at omgå de amerikanske sanktioner mod Rusland, og det amerikanske finansministerium kan ifølge Financial Times den 17. oktober vælge at erklære Danske Bank som “a financial institution of primary money laundering concern”. En sådan, omend meget usandsynlig, kendelse vil betyde, at Danske Bank vil blive udelukket fra det amerikanske pengemarked, hvilket vil bringe banken i knæ.

Too big to fail

I 2008 ville Danske Bank være krakket efter at have deltaget i det spekulative orgie op til krisen. Men Nationalbanken kastede alt, hvad den havde i hænderne, og Danske Bank fik statsgarantier, statslån og en de facto direkte nødlinje til den danske valutareserve. Siden er banken udpeget som værende “systemisk vigtig”. Det er ikke uden grund. Banken har aktiver til en værdi på over 165 procent af det danske bruttonationalprodukt. Hvis Danske Bank falder, så falder dansk økonomi.

I stedet for at ‘systemisk vigtig’ betyder massiv kontrol fra statens side, har sagen vist, at det er direkte omvendt: Danske Bank og de andre storbanker er for ‘vigtige’ til at være underlagt de dødeliges love. Det er bankerne, der kontrollerer statsinstitutionerne og ikke omvendt. Eller rettere: Finanskapitalen og staten er fuldstændig sammensmeltet. Men det er ikke bare et spørgsmål om korruption. Det drejer sig også om nationens interesser - altså den herskende klasses interesser.

Spørgsmål om tillid

Danmark har igennem mange år haft ry for at være et “safe haven”. De internationale investorer har haft tillid til dansk økonomi, men først og fremmest til de danske institutioner. Sammen med de store centralbankers ekspansive monetære politik, hvor hundreder af milliarder af dollars og euro er blevet pumpet ud i finansmarkederne, har det betydet helt uhørt lave renter i Danmark. Og det har været afgørende for at holde hånden under dansk økonomi, da de danske husholdninger er nogle af de mest forgældede i verden.

Men de mange skandaler tærer på tilliden. Dette er årsagen til, at myndigheder og politikere gør alt, hvad de kan, for at lægge låg på Danske Bank-sagen og for alt i verden at undgå at drage tvivl om myndigheders og institutioners integritet. For hvis de statslige institutioner direkte eller indirekte har tilladt hvidvask af 1.500 milliarder og tyveri af milliarder fra statskassen, hvad ellers har de set igennem fingre med eller ikke opdaget? Hvor solid er den oppustede finansielle sektor i Danmark egentlig?

Her står politikerne i et dilemma: På den ene side skal de vise, at de slår hårdt ned og “får ryddet op”; men på den anden side vil de helst ikke afsløre flere problemer end offentligheden allerede kender til for ikke at skræmme investorerne. Som erhvervsminister Rasmus Jarlov sagde til Ritzau den 20. september: “Vi håndterer det og vi slår hårdt ned på hvidvask og vi håber at der bliver lagt mærke til dette i udlandet.”

Indtil videre har Danske Bank fået en ordentlig omgang på aktiemarkedet. 100 milliarder har banken mistet i aktieværdi, hvilket er næsten en halvering siden starten af året. Kreditvurderingsbureauet Moody’s har den 12. oktober nedgraderet bankens kreditværdighed, med “negative outlook”.

Fortsætter nedturen, kan det vise sig at få katastrofale konsekvenser. Det gælder ikke kun for Danske Bank, men også for hele Danmarks økonomi og hundredetusinder af familier, som i dag sidder med gæld til op over begge ører.

Hvis det værste scenarie skulle udspille sig, og Danske Bank bliver bragt i knæ, så kan vi være forvissede om, at en samlet kapitalistklasse pludselig vil være for statslig indgriben og måske endda nationalisering - altså nationalisering af tabet - for at genopbygge banken med skattepenge, betalt af arbejderklassen, for at forberede privatisering når skuden er vendt.

Et opgør med finanskapitalen og dens statsapparat

Efter afsløringerne har taget fart, er politikerne snublet over hinanden for at vise, hvor “harmdirrende vrede” og “chokerede” de er. Men der er intet nyt under solen. “Det frie marked” er ikke frit. De store aktører drejer og manipulerer det, og de overlader regningen til arbejderklassen og de laveste lag i samfundet.

Problemet er ikke brodne kar eller ualmindelig grådighed i Danske Bank, men kapitalismen selv. Det er over 100 år siden, at bankerne gik fra at være formidlere af kapital for den virkelige produktion til de virkelige herrer over hele den kapitalistiske økonomi.

Denne sag viser meget klart, at ikke bare bør den finansielle sektor eksproprieres og virke for samfundets bedste i stedet for kriminelle spekulanters profithensyn, men også, at det borgerlige statsapparat på ingen måde er i stand til at forvalte samfundets interesser. Det er intet andet end udførende organ for finanskapitalen. Det er hele toppen af samfundet på tværs af den offentlige og private sektor, som skal eksproprieres, politisk og økonomisk.

Indtil arbejderklassen kaster disse parasitter på porten og selv tager magten i dens hænder, er én ting sikkert: Det bliver arbejderklassen, unge og gamle som kommer til at betale for finanskapitalens spekulative og kriminelle orgier.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.