metteogskipperAlt tyder på, at Enhedslisten vil holde hånden under en kommende socialdemokratisk regering. Alt tyder på, at den bliver værre end den seneste socialdemokratiske regering og konsekvensen bliver, at sådan en regering vil bane vejen for en langt værre borgerlig regering på sigt.

Da Socialdemokratiet i 2011, under Helle Thorning-Schmidts ledelse, dannede regering med SF og De Radikale var der enorme forhåbninger til dem fra arbejdere og unge. Men disse forhåbninger blev ikke opfyldt og selvom de tre partier skrev i deres regeringsgrundlag, at de ville fortsætte de borgerliges økonomiske politik blev den nye regering skabt med velsignelse fra den yderste venstrefløj i Folketinget, Enhedslisten.

Thorning-regeringen fortsatte de borgerliges angreb på velfærden, arbejdere og unge. En vigtig del af infrastrukturen, DONG, blev solgt til parasitkapitalisterne i Goldman Sachs. Folkeskolelærerne fik smadret deres arbejdsforhold med folkeskolereformen og lockouten i 2013. Arbejdsløse blev ramt af besparelser igennem kontanthjælpsreformen, og det blev ikke fundet nogen som helst holdbar løsning på dagpengeområdet. Samtidig fik de rige hævet grænsen for, hvornår de skal betale topskat, og selskabsskatten blev sat ned fra 25 til 22 %.

SF endte med at trække sig fra regeringen og blev i stedet en del af dens parlamentariske grundlag. Enhedslisten fortsatte alle fire år med at holde hånden under Thorning-regeringen, selvom det skabte stor uro i Enhedslistens bagland. Ifølge en meningsmåling var et flertal blandt partiets vælgere for at vælte regeringen, hvis Enhedslisten ikke fik afgørende aftryk på finansloven.

Det skabte en enorm demoralisering for arbejdere og unge, at ”deres” regering fortsatte angrebene på dem. Det var en smertefuld oplevelse for Enhedslisten, som var medansvarlig for den førte politik. Her på randen af et nyt folketingsvalg vælter det ud fra folketingsgruppens i Enhedslisten med meldinger om, at årene under Thorning i hvert fald ikke bliver gentaget. Men det er svært at få øje på, hvor meget der kommer til at blive ændret i forhold til sidst.

Holde Lars Løkke væk

Toppen af Enhedslisten har meldt ud, at man vil arbejde for ”en progressiv regering til venstre for Socialdemokraterne” med Pernille Skipper som statsministerkandidat. Det var tydeligt, at det var ren populisme, da det kom som en reaktion på Alternativets udmelding om, at dette parti ikke automatisk ville pege på Mette Frederiksen som statsminister, men at Uffe Elbæk var dets statsministerkandidat.

Sandsynligheden for, at perspektivet om en ”progressiv regering” bliver udfoldet, er så godt som ikke eksisterende. Det er næppe et perspektiv, som Enhedslistens top selv tror bliver til virkelighed ved det kommende valg.

Samtidig har en af de mest gentagne udmeldinger været, at Enhedslisten først og fremmest vil gøre alt for at holde Lars Løkke Rasmussen væk fra magten. Vi er enige i, at det er Lars Løkke og resten af de borgerlige, der er fjenden, og det er dem vores hovedangreb må rettes imod. Men hvad kommer det til at betyde i praksis, at Enhedslistens top opstiller det at holde Lars Løkke fra magten som det vigtigste mål?

Det vil i praksis betyde en gentagelse af 2011 i større eller mindre grad, som det ser ud nu. Hvis Enhedslisten vil holde Lars Løkke, fra magten må de nødvendigvis pege på Mette Frederiksen som statsminister som ”det mindste onde” i forhold til Lars Løkke. Selv hvis Enhedslisten ikke direkte peger på hende, vil de indirekte støtte ved at lade være med at være en del af et aktivt flertal mod hende. Hvis hovedformålet er at holde Lars Løkke væk fra magten, vil Enhedslisten heller ikke kunne stemme en socialdemokratisk regering ned, da det vil udløse nyvalg og åbne op for, at Lars Løkke kan blive statsminister igen.

I praksis vil taktikken med at holde Lars Løkke fra magten betyde, at de vil pege på Mette Frederiksen. Det er åbenlyst for alle og derfor er al deres snak om en ”progressiv regering” også kun det – snak. I stedet vil Enhedslistens folketingsgruppe med al sandsynlighed udstede endnu en blankocheck til Socialdemokratiet.

”Det mindste onde”

Hvad bliver konsekvenserne af denne logik om ”det mindste onde”?

Socialdemokratiet har allerede slået fast med syvtommersøm, at udlændingepolitikken bliver lavet med Dansk Folkeparti – måske bliver Dansk Folkeparti oven i købet parlamentarisk grundlag, måske regeringspartner. Socialdemokratiet er slået ind på samme racistiske sti som Dansk Folkeparti, og deres samarbejde er blevet intensiveret i den sidste periode. Den økonomiske politik bliver med stor sandsynlighed skruet sammen med flere af de borgerlige partier og vil betyde flere forringelser, som vi så under Thorning-regeringen.

Selv hvis finanslovene bliver lavet med partierne til venstre i Folketinget, vil det i det bedste tilfælde blive en forlængelse af status quo: automatisk stigning i pensionsalderen, krav om årligt 2-% effektiviseringer i det offentlige, underbemanding i de pædagogiske institutioner, et dagpenge-/kontanthjælpssystem, der nedbryder mennesker, en banksektor, der gør hvad den har lyst til, osv.

For det er ikke til at komme udenom, så længe man bevæger sig inden for de kapitalistiske rammer. Med krisen i 2008 blev konkurrencen på verdensmarkedet forstærket. For at de danske kapitalister kan overleve i den internationale konkurrence, må de nødvendigvis angribe arbejdere, unge, ældre, arbejdsløse, osv. Det er ikke noget, der slutter i morgen. Tværtimod peger flere og flere ting i retning af, at vi står på randen af en ny økonomisk krise. Efterkrigsopsvinget, som fulgte 2. Verdenskrig og betød opbygningen af velfærdsstaten, er definitivt forbi. Selv hvis Socialdemokratiet ville lave positive reformer, er det ikke muligt inden for rammerne af status quo, af kapitalismen.

En stemme på Enhedslisten bliver derfor i praksis en stemme på at understøtte en socialdemokratisk regering, der garanteret viderefører en fuldstændig racistisk udlændingepolitik og kommer til at føre en borgerlig økonomisk nedskæringspolitik. Resultatet er, at det er umuligt at kende ”det mindste onde” fra ”det største onde”. Socialdemokratiet kan fortsætte sin højredrejning, fordi de i partiet ved, at de har en parlamentarisk sikkerhed i partier som Enhedslisten.

Men ikke nok med det. Fire år med en socialdemokratisk ledet nedskæringsregering vil øge utilfredsheden med status quo og etablissementet og bane vejen for en ny borgerlig regering, der vil være meget værre end, hvad vi har set under Lars Løkke. Endnu en gang vil ”det mindste onde” rydde vejen for ”det største onde”. Vi så det samme i USA. 8 år under Barak Obama og Demokraterne med slogans som ”Yes, we can” og ”Change”, var i virkeligheden blot en fortsættelse af den politik, som Republikanerne førte. Det banede vejen for, at Donald Trump kunne blive valgt, netop fordi han slog på at gøre op med status quo.

Vi må sige tingene som de er: Enhedslistens taktik i forhold til Socialdemokraterne har fejlet og vil fejle igen. Der er ingen tvivl om, at Socialdemokraterne i regering vil føre en reaktionær politik. På nuværende tidspunkt er Enhedslisten i høj grad deres livline på grund af deres ”mindste onde”-taktik. Enhedslisten vil endnu en gang blive set som medansvarlig, hvis de understøtter en socialdemokratisk nedskæringsregering. Enhedslisten burde kappe den livsline; hvis Socialdemokraterne vil smadre arbejderklassen og føre borgerlige politik, burde et ægte socialistisk parti være i den skarpeste opposition.

Ikke Folketinget, men klassekamp

Rundt omkring i Europa ser vi, hvordan venstrefløjspartier, der bryder med status quo og etablissementet, og som baserer sig på massebevægelsen på gaden, får enorm entusiastisk støtte: Podemos i Spanien, Jean-Luc Mélenchon i Frankrig og Jeremy Corbyn i Storbritannien. På trods af, at disse partier ikke har et program til at fuldføre deres forslag, er det uden tvivl et skridt fremad.

I Danmark ser vi desværre det modsatte ske. Enhedslisten bliver mere og mere en del af det etablerede system og det parlamentarisk ”spil” og bliver sværere at skelne fra de andre partier. På nuværende tidspunkt er Folketinget Enhedslistens eneste fokus, hvilke er dybt problematisk. Enhedslistens ledelse har fuldstændig omfavnet idéen om borgerlig parlamentarisme. Men hvad er borgerlig parlamentarisme? Den betyder, at vi vælger politikere hvert 4. år, som kan løbe fra deres løfter, når de ønsker det, mens fundamentet for samfundet – økonomien – stadig ejes og styres af enkeltindivider, som kun har profit for øje. Endeligt giver toppen af Enhedslisten illusioner om, at Folketinget reelt kan gøre en positiv forskel for arbejdere og unge. De sidste mange år viser det modsatte og, at lige meget hvilken farve regeringen har, er det i sidste ende markedet, der dikterer den førte politik. Politikerne kan tale så meget, som de har lyst til; men det er i sidste instans direktørerne og kapitalejernes ord, som er lov.

Derudover har det ensidige fokus på parlamentet en enormt pacificerende effekt. Når man i Enhedslisten begynder at snakke om en ”progressiv regering”, tælle mandater og forsøger at få det parlamentariske puslespil til at gå op, så fortælles der reelt set til arbejdere og unge: ”Der er ikke behov for, at I handler, involverer jer i politik, tager jeres skæbne i egne hænder – vi, eksperterne, skal nok klare det for jer. Læn jer tilbage og vent på, at vi får 90 mandaters opbakning. Så skal vi nok klare tingene.”

De tror, at de igennem folketingsvalg kan vinde mere og mere magt over den borgerlige stat. Men det er lige omvendt. Den borgerlige stat gør sin indflydelse gældende igennem Enhedslistens folketingsgruppe på hele partiet og får partiet til at stikke arbejdere blår i øjnene om, at Folketinget er løsningen på deres problemer.

Denne tilgang er et bevis på, at toppen af Enhedslisten ingen som helst tillid har til arbejderklassen. Et socialistisk parti ville forklare, at under kapitalismen er parlamentets fornemmeste formål at forsvare og bevare systemet. Derfor ville et socialistisk parti bruge Folketinget som en platform til at udstille parlamentets magtesløshed og forklare, at kapitalismen som socio-økonomisk system ikke længere er i stand til at give os en fremtid. Men vigtigst af alt forklare, at arbejderklassen ikke kan stole på andet end sin egen styrke for at opnå bedre forhold. Når Enhedslistens folketingsgruppe erstatter arbejderklassens egen handling – i bedste NGO/hattedame-stil – med sig selv, vil det uundgåeligt sænke arbejderklassens bevidsthed om dens egen potentielle magt.

Forbedringer, der vindes igennem klassekamp, øger arbejderklassens bevidsthed om dens egen styrke. Selv nederlag, som finder sted i klassekampen, vil være uvurderlige erfaringer, når der indtræder en periode med revolutionære opbrud.

Som marxister er vi naturligvis for enhver forbedring under kapitalismen. Men alle forbedringer er begrænsede og midlertidige i det her system. Så længe den private ejendomsret til de samfundsmæssige produktionsmidler ikke bliver afskaffet, vil det være markedet, der dikterer den førte politik. Kun en revolution vil ændre det og for at bruge Marx’ og Engels’ egne ord: ”Arbejderklassens befrielse må være arbejderklassens eget værk.”

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.