Politisk ordfører for Enhedslisten Pernille Skipper mener, at det er forkert at tale om en venstrefløj i krise. Ja, faktisk går det så godt som aldrig før, får man indtryk af. Som eksempel fremhæver Skipper SYRIZA’s valgsejr i Grækenland i 2015. Men hvor Skipper ser en kilde til inspiration, ser vi en gigantisk advarselslampe.
“Det er simpelthen en forkert præmis, når dele af den danske venstrefløj og pressen hævder, at de progressive bevægelser er i krise. Det passer ikke. Tværtimod. De europæiske socialdemokrater er i krise, men venstrefløjen i Europa er på vej mod en ny storhedstid,” skriver Skipper i en kronik i Information den 4. august og kommer blandt andet med følgende eksempel:
“I 2015 stormede det græske venstrefløjsparti Syriza ind i parlamentet med hver tredje stemme og satte sig på premierministerposten med en politik om skattestigninger for de rigeste og velfærdsstigninger for de mange.”
Det er sigende, at Skipper fremhæver SYRIZA som et positivt eksempel for Enhedslisten. Et stykke af vejen er vi dog faktisk enige, som vi skal se i det følgende. Men ikke ret langt.
Hvad skete der med SYRIZA?
SYRIZA er et parti, der på mange måder minder om Enhedslisten. I årevis havde det været en ubetydelig kraft på den græske venstrefløj. Men så kom den græske krise, affødt af den internationale recession i 2008. Det græske socialdemokrati PASOK gennemførte sammen med de konservative en hård nedskæringspolitik i kølvandet på kollapset i de græske statsfinanser. Det fik de græske arbejdere, unge og den lavere middelklasse til at vende ryggen til PASOK og rette blikket mod SYRIZA. Ved valget i 2012 gik partiet fra 5 til 17 %. Bare tre år senere opnåede det 36 % af stemmerne. Og med PASOK fuldstændig miskrediteret, blev SYRIZA skubbet til regeringsmagten på baggrund af et meget simpelt program: stop for nedskæringerne.
Udviklingen var fantastisk! For at styrke sit folkelige mandat til at sige stop for nedskæringerne lancerede SYRIZA-regeringen endog en folkeafstemning om Trojkaens spareprogram, og svaret blev et rungende oxi (nej) på over 60 %. Er dette ikke et eksempel til efterfølgelse, som Skipper slår til lyd for? Jo! I allerhøjeste grad. Så langt er vi enige.
SYRIZA’s vej til magten viste, at en konsekvent anti-nedskæringspolitik giver massiv opbakning, når de traditionelle reformistiske partier kollapser under deres “nødvendige” nedskæringspolitik. Men hvorfor er Revolutionære Socialister (RS) så alligevel en del af den venstrefløj, der, som Skipper skriver, “... bruger krudt på en påstået krise. På vidtrækkende, teoretiske visioner. Eller på at pege fingre af andre”?
Årsagen til at RS peger fingre af Skipper og Enhedslistens politik og bruger krudt på “vidtrækkende, teoretiske visioner”, kan sammenfattes i ét ord: SYRIZA.
SYRIZA’s forræderi
Den virkelige lektie fra SYRIZA hoppede Skipper behændigt over i sin kronik:
I 2015 efter folkeafstemningen blev SYRIZA nemlig stillet overfor det ultimative valg: enten at følge befolkningens demokratiske beslutning og sige nej til spareprogrammet eller vende 180 grader, skylle samtlige løfter ud i toilettet og gennemføre præcis den samme drakoniske, højreorienterede nedskæringspolitik, som de konservative og socialdemokraterne i årevis havde smadret de græske arbejdere, unge og pensionister med.
Den første mulighed, mener vi, havde været den korrekte og eneste ærlige ting at gøre. Men det havde været ensbetydende med at bryde kapitalismens rammer. Det havde betydet eksklusion fra euroen og havde krævet unilateral annullering af gælden til Troikaen (EU, ECB og IMF), indførsel af kapitalkontrol for at sikre mod kapitalflugt; det havde krævet nationalisering af virksomheder og finansielle institutioner, som ville forsøge at trække deres værdier ud af landet. Det havde med andre ord betydet en de facto nationalisering af størstedelen af græsk økonomi og et brud med kapitalismen. Med en uforfærdet og konsekvent socialistisk politik kunne dette have været begyndelsen til en fredelig socialistisk revolution, som ville have spredt sig til de andre sydeuropæiske lande, som var i lignende vanskeligheder, og derefter resten af Europa.
Men SYRIZA valgte i sandhedens time det modsatte. De solgte ud. De føjede kreditorerne og har siden da dydigt efterlevet sine herrers diktater og er fortsat med at smadre de græske arbejdere, unge og pensionister og privatisere de statslige aktiver i et omfang, hvis lige ikke er set i nyere vesteuropæisk historie. Deres politik har kun gavnet de tyske banker og den internationale finanskapital, mens leveforholdene for græske arbejdere, unge og gamle er kollapset siden krisens begyndelse. Så meget for “velfærdsstigninger for de mange”.
4 ud af 10 børn i Grækenland er dag i risiko for at blive ramt af fattigdom. 700.000 som før krisen blev karakteriseret som “middelklasse”, står nu overfor fattigdom. 1 ud af 5 grækere kan ikke betale sine regninger, mens 1.5 mio. grækere (ud af en faldende befolkning på knap 11 mio.) lever i ekstrem fattigdom, dvs. lider af mangel på basale fødevarer, telefontjeneste, tøj osv. Er dette Skippers eksempel til efterfølgelse?
Skrækeksempel
For os er SYRIZA også et eksempel par excellence. Men modsat Skipper mener vi, det er et eksempel på, at det er afgørende med “vidtrækkende, teoretiske visioner”; at have et marxistisk fundament for ens politik. Selvom det måske kan synes mærkværdigt og abstrakt at bruge tid på teori, så viste eksemplet SYRIZA, at manglen på et bevidst og konsekvent revolutionært fundament fik meget konkrete og håndgribelige reaktionære konsekvenser.
Hvis det bare var et spørgsmål om intentioner, findes der ingen forklaring på, hvordan SYRIZA endte som finanskapitalens stikirenddreng og med sit historiske forræderi sendte den græske arbejderklasse ud i en (midlertidig) kollektiv depression. Det er netop her, at hele den etablerede venstrefløj i Europa – inklusiv Enhedslisten – fejler. Den baserer sig ikke på en marxistisk teoretisk forståelse, men dag-til-dag-erfaringer, “realpolitik” og lineære fremskrivninger fra status quo, som tager kapitalismen som den sidste og endelige produktionsmåde for menneskeheden. Derfor er hverken Enhedslisten, SYRIZA eller Podemos, ja selv ikke La France Insoumise i stand til at anerkende, at det er den økonomiske struktur, kapitalismen selv, der er en uoverstigelig forhindring for at gennemføre progressive reformer i det nuværende system, før de, som SYRIZA, støder deres velmenende hoveder mod virkelighedens kapitalistiske mur. Det er kapitalismens krise, der i sidste ende dikterer politikken fra verdens regeringer uanset deres partifarve – og det vil også gælde for en Enhedslisten-regering, hvis denne ikke er klar til at bryde med kapitalismen og den private ejendomsret.
Den virkelige grund til optimisme
Til trods for at vi mener, at den etablerede venstrefløj er i krise, er vi i RS glødende optimister! Hvorfor? Ikke pga. ti procent til Enhedslisten, eller en valgsejr til SYRIZA i 2015. Vi er optimistiske, fordi tilliden til det kapitalistisk økonomiske system og det parlamentariske pseudodemokrati, som Skipper og hendes venner lever af, smuldrer. Vi er optimistiske, fordi arbejdere og unge i stadig større grad forkaster levebrødspolitikerne og deres tomme systembevarende politik. Som Skipper selv formulerer det i sin kronik:
“Det er ingen overraskelse, at det brede flertal vender sig væk fra de gamle magtpartier og en elite, der har kørt kloden i sænk. Spørgsmålet er, hvem der skal samle frustrationerne op. Det gamle system står ikke til at redde. Nogen skal bygge et nyt.”
Hvor Skipper mener at “venstrefløjen er godt i gang” med at bygge et nyt system, er vi af en anden opfattelse. Ærligt talt mener vi ikke, at Skipper kan se skoven for bare træer. Periodisk fremgang til det ene eller andet mere eller mindre venstre-reformistiske parti, der naivt tror, at kapitalismen kan tunes til at give progressive reformer, er ikke løsningen i sig selv. Men deres fremgang er positive symptomer på en dybere udvikling, hvad Trotskij kaldte revolutionens molekylære proces: en radikalisering med en stadig voksende følelse af at det bestående system er som fanget i kviksand, at det ikke længere kan levere, og at der skal noget radikalt til. Denne fornemmelse er endnu delvist ubevidst og uformuleret. Men det er det stof revolutioner er lavet af.
Så Skipper: Åbn din øjne! Den der ikke vil lære af SYRIZA’s historie, er dømt til at gentage den. Indse, at projektet om gradvist at skabe kapitalisme med et venligt ansigt er en naiv og forældet utopi (og helst inden Enhedslisten ender som det næste SYRIZA).
Den indsigt er årsagen til, at vi bygger en international revolutionær organisation og bruger den nødvendige tid på “vidtrækkende, teoretiske visioner”. Systemet er bundråddent og skal væltes. Der findes ingen genveje. Det er i al beskedenhed derfor, den Internationale Marxistiske Tendens, som RS er en del af, er sat i verden.
