Med OK18 er det blevet tydeligt, at det store flertal af politikerne på Christiansborg står sammen, skulder ved skulder, i deres forsøg på at smadre arbejderklassen. Særligt skammeligt udmærker Socialdemokratiets top sig i denne disciplin. Arbejderne i den offentlige sektor kan kun stole på deres egen styrke.
I aftes lagde Socialdemokratiet en video op på deres Facebook-side. I videoen forklarer Mogens Jensen, næstformand i partiet, at Socialdemokraterne er store modstandere af, at andre end ”arbejdsmarkedets parter” blander sig i overenskomstforhandlingerne
Det skulle komme fra toppen af Socialdemokratiet! De selv samme levebrødspolitikere som netop har stemt for lockout af hundredtusindvis offentligt ansatte. De selv samme karrieremagere som indledte den her kampagne, da politikere fra Socialdemokratiet, SF og De Radikale offentligt henrettede folkeskolelærerne i 2013 ved først at lockoute dem og efterfølgende med et regeringsindgreb der 1:1 implementerede arbejdsgivernes politik.
Hykleriet er så åbenlyst, at Mogens Jensen selv blev nødt til at adressere det i videoen. Lige efter han havde formanet om, at politikere og alle andre, uanset hvad, skulle blande sig uden om, så indskyder han at politikerne naturligvis må træde til hvis forhandlingerne ender i ”...uløselig konflikt der sætter samfundet ud af funktion”. Politikerne skal altså blande sig fuldstændig uden om... indtil de ikke længere skal.
Det ville være komisk, hvis det ikke var fordi, det handlede om hundredtusindvis af menneskers løn- og arbejdsforhold. Den såkaldte ”danske model” har aldrig været andet end et skuespil. Arbejdsmarkedets parter må gerne forhandle så længe de kommer frem til et resultat som politikerne er tilfredse med, det vil sige, et resultat der kommer kapitalistklassen og resten af toppen i det danske samfund til gode.
Mogens Jensen forsøger på den mest ynkelige vis at bevare illusionen om ”den danske model”. I virkeligheden er budskabet i højere grad en forsikring til den borgerlige regering: Når (ikke hvis) I griber ind i konflikten kan i regne med Socialdemokratiets fulde støtte.
Hvor langt er Socialdemokratiet blevet fjernet fra deres rødder? Engang var de selve definitionen på alt som arbejderklassen havde tilkæmpet sig af rettigheder og velfærdsgoder. Nu er de blevet reduceret til en loyal opposition til Lars Løkke. Det er efterhånden umuligt at påvise, hvor den borgerlige regering og Dansk Folkeparti slutter og Socialdemokraterne begynder. De er kogt ind til den samme uddifferentierede rådne grød inde på Christiansborg, som ingen relation har til normale arbejderes liv.
Det er symptomatisk, at fagforeningerne har bedt Mette Frederiksen holde sig fra sin hjemby i Aalborg til 1. maj. Det vidner om, at partiet er i gang med at kappe trådene til dets traditionelle bagland. Det er ingen overraskelse set i lyset af, hvor åbenlyst toppen af partiet efterhånden udfører arbejdsgivernes diktater.
Der en reel mulighed for, at Socialdemokratiet hurtigt kan miste store dele af sin vælgeropbakning på grund af deres åbenlyse arbejdsgiverpolitik. I 2013 blev Socialdemokraterne fuldstændig udslettet blandt folkeskolelærerne som vælgergruppe. Det samme kan ske igen nu – bare på meget større skala, fordi konflikten er meget mere omfattende.
Befolkningens flertal mod Borgens
Socialdemokraterne står last og brast med regeringen i OK18, og skriver også under på de samme løgne, f.eks. at forhandlingerne ”ikke er politiske”. Men det er komplet latterligt at foregive at overenskomstforhandlingerne ikke er politiske, som det er tilfældet i Mogens Jensens tåkrummende Facebook-video. I arbejdsgiverenden af forhandlingsbordet, er det politikere, der sidder i stolene. Politikere, der griber ind i konflikter når de føler for det.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at det er en politisk kamp. Det er en kamp mellem flertallet på Christiansborg mod flertallet af befolkningen, som støtter de offentligt ansatte. Ifølge en undersøgelse fra Gallup støtter 63 % af befolkningen de offentligt ansatte, mens kun 9 % støtter arbejdsgiverne.
Det var kun repræsentanter fra SF og Enhedslisten, som stemte imod lockout hos Kommunernes Landsforening (Alternativet var ikke repræsenteret). Vi kan forvente, at alle partier – med undtagelse af Enhedslisten, SF og Alternativet – vil støtte og stemme for et regeringsindgreb, og derfor ikke forvente noget som helst positivt fra Christiansborg.
Et regeringsindgreb vil med al sandsynlighed betyde implementering af arbejdsgivernes krav ved lov. Hvis OK18 skal vindes, bliver det igennem kamp. Det burde ikke være noget nyt. Den danske arbejderklasse har aldrig fået noget foræret. De semi-civiliserede forhold danske arbejdere fik efter 2. Verdenskrig blev vundet igennem kamp – igennem klassekamp.
En beslutsom kamp
Det er ikke nok med symbolske handlinger. Der er ingen tid at spilde og fagforeningerne må mobilisere deres medlemmer til demonstrationer, stormøder, lokalmøder på arbejdspladserne osv. Tillidsmandsmødet den 22. marts, hvor man forventer at der kommer 10.000 deltagere, er et godt udgangspunkt for en yderligere mobilisering af medlemmerne, allerede inden konflikten træder i kraft.
Men det er også klart, at hvis fagforeningerne vil bevare deres eksistensgrundlag, kan de på ingen måde ”følge spillereglerne”. Reglerne er lavet til fordel for arbejdsgiverne og hvis man vil følge dem, er der intet andet at gøre end at give op. Regeringsindgreb er nemlig den trumf, som slår alt andet ”inden for reglerne”.
Derfor må fagforeningerne forberede sig på en såkaldt ulovlig konflikt. Det vil sige, at de må gøre sig klar til at fortsætte strejkerne, hvis der kommer regeringsindgreb. Hvis fagforeningerne ligger sig ned på maven og godtager et regeringsindgreb uden reel modstand, vil det blive dødsstødet til fagbevægelsen som vi kender den i dag. Hvad er deres berettigelse, hvis de alligevel ikke kan forhandle overenskomst for deres medlemmer, og denne blot dikteres af politikerne?
Den udvidede regering – blå blok og Socialdemokraterne – vil højst sandsynligt kun lade en så omfattende konflikt, som en næsten total lockout vil være, køre i ganske få dage og vi skal derfor forvente et hurtigt lovindgreb. Fagforeningernes svar bør være at fortsætte strejkerne og forsøge at få dem udvidet til det private. Konflikten handler ikke kun om de konkrete krav, men om arbejderklassens ret til kollektivt at organisere sig og kollektivt at forhandle overenskomst.
Arbejderbevægelsen blev skabt i kamp – i kamp mod ”reglerne” og det daværende statsapparat. OK18 er et signal om at vende tilbage disse kamprødder.
En dristig og beslutsom tilgang fra fagforeningernes side ville kunne vælte den vakkelvorne borgerlige regering, tage Mette Frederiksen og hendes højrefløjsbande med sig i faldet og ændre den politiske situation i Danmark radikalt. Men det er nu, at de faglige ledere skal starte en eskalerende mobilisering og være klar til at fortsætte kampen til sin logiske konklusion.
