De danske F-16 kampfly har været et hovedomdrejningspunkt for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Nu vil regeringen opruste imod "faren fra Rusland".[OBS: I skrivende stund er der ikke indgået forsvarsforlig, så her behandler vi regeringens udspil ”Et stærkt værn om Danmark”.]
Allerede i 2014 lovede den daværende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt NATO, at Danmark ville hæve forsvarsbudgettet fra de nuværende 1,17 til 2 procent af BNP. Et løfte som Trump nu kræver, at regeringen lever op til. Med sit udspil til forsvarsforlig smækker den danske regering hælene sammen. Men hvad er konsekvenserne?
Det danske forsvar er et pragteksempel på moderne Orwell’sk New Speak. ”Forsvaret” har intet med forsvar at gøre, men er siden den Kolde Krigs afslutning blevet en lille og professionel ekspeditionsstyrke, som gnidningsfrit kan indgå i USA’s imperialistiske krige rundt om i verden. Netop dette har været omdrejningspunktet for den danske stats sikkerhedspolitik: at betale sig til beskyttelse fra verdens største supermagt, ved at deltage i dennes krigseventyr, uden at stille spørgsmål.
Men nu ændrer USA’s prioriteter sig. De vil have deres allierede til selv at bidrage med flere muskler. ”Forsikringspræmien” for amerikansk beskyttelse er med andre ord steget. Den danske regering klapper hælene sammen og vil bruge over 12 mia. mere på militæret frem til 2023, hvilket vil bringe budgettet op på 1,25 procent af BNP. Argumentet er ”russisk aggression”.
Er Rusland irrationel?
Et SM-6 missil affyres fra USS John Paul Jones under en test i 2014. Det er bl.a. missiler som disse, de danske fregatter skal udstyres med, hvis det står til regeringen. Foto: U.S. Navy For at overbevise befolkningen om nødvendigheden af oprustning, argumenterer regeringen, at Rusland med annekteringen af Krim pludselig er blevet militært aggressiv og kan finde på at overløbe en hvilket som helst nation i sin periferi. Derfor, siger regeringen, er det nødvendigt for den danske stat at rette fokus tilbage på territorialforsvar. Østersøen er pludselig et spændingsområde, ligesom under den Kolde Krig. Forsvarsbudgettet skal øges. Regeringen har foreslået en stigning på 20 procent over fem år. Fregatterne skal indgå i det amerikanske missilforsvar og der skal købes nye missiler til dem, så de kan nedskyde russiske Iskander-missiler. Hæren skal kunne stille med en fuldt kampklar og selvbærende brigade på 4.000 mand, med nyt artilleri, kampvogne og antiluftskyts til eventuel indsættelse i de baltiske lande.
Men hov? Inden vi lader os rive med af regeringens krigshysteri mod Rusland, så er det værd at tage et skridt tilbage. Hvorfor vil regeringen og de forsvarsivrige partier have, at Danmark skal indgå i det amerikanske missilforsvar? Af indlysende en årsag: Det er relativt billigt, da fregatterne allerede har missilbrøndene, men giver mere goodwill hos USA end almindelige kamptropper. Så måske ad den vej kan regeringen slippe for helt at opfylde 2-procents kravet. Det er simpel cost-benefit analyse a la finansministeriet. Der er bare ét problem: Ligesom denne gestus høster stor anerkendelse hos USA, medfører den lige så store sikkerheds- og geopolitiske konsekvenser for det danske folk.
For hvad er det rent faktisk regeringen argumenterer for? At indgå i det amerikanske missilforsvar, er at indgå i USA’s nukleare forsvarsstruktur, som primært er rettet mod Rusland. Et velfungerende amerikansk missilforsvar (det virker endnu ikke, men bliver hele tiden udviklet) vil sætte den internationale nukleare magtbalance ud af kraft. For balancen er baseret på konceptet om ”Mutual Assured Destruction” (MAD): at ingen af parterne vil have incitament til at starte en atomkrig, fordi det vil betyde udslettelse af begge parter. Men hvis den ene part pludselig kan nedskyde den anden parts interkontinentale missiler, så bliver det (i hvert fald teoretisk set) muligt for førstnævnte at vinde en atomkrig. Brug af atomvåben bliver altså en realpolitisk mulighed. Og lad os i den sammenhæng huske på, at den eneste nation, der har brugt atomvåben, er USA, netop dengang da der ikke var en nuklear trussel mod USA selv. Derfor er missilforsvaret et på alle måder problematisk projekt, til trods for at det i finansministeriets regneark præsenterer sig som en billig løsning.
Den danske regering er altså ved at trække den danske befolkning ind i det geopolitiske magtspil mellem to stormagter. Det betyder, at Danmark og danske styrker vil komme på mållisterne for russiske atomvåben, som den russiske ambassadør i Danmark åbent advarede om i Jyllandsposten helt tilbage i marts 2015 og byggede videre på den 28. november i år overfor nytkampfly.dk:
”Vi kan ikke se på Danmark separat uden for det her projekt. I sådan et projekt spiller Danmark ikke sit eget spil. Landet er medlem af et seriøst anti-russisk militært projekt. Det er sådan vi ser på det. Danmark er ikke en lille og uskyldig pige. Danmark spiller de voksnes spil,” pointerer ambassadør Mikhail Vanin.
Offensive kapaciteter
Og hvad mener regeringen med, at der skal opbygges en brigade på 4.000 mand der skal kunne indsættes i de baltiske lande? Hvis Rusland skulle få den ide - hvilket intet som helst tyder på - at invadere de baltiske lande, så vil det, ifølge beregninger fra den amerikanske tænketank the Rand Corporation tage dem blot 36 timer. Regeringens planer siger, at brigaden skal kunne mobiliseres på et halvt år. Hvad regeringen foreslår, er altså ikke, som under den kolde krig, defensivt at modstå en invasion i Køge bugt, men at forberede sig på at indsætte danske styrker i en offensiv operation mod verdens andenstørste atommagt for eventuelt at generobre de baltiske lande. Den danske oprustning er altså offensiv.
Alt dette forudsætter naturligvis præmissen om, at Rusland er irrationel og af mystiske årsager (ingen har endnu forklaret hvorfor) skulle have en ubændig trang til at starte en erobringskrig mod verdens stærkeste militære alliance. ”Men Rusland invaderede Krim”, argumenterer de forsvarsivrige med de Konservative i spidsen. Sagen er, at Ukraine var på vej til at blive indlemmet i NATO/EU og at Ruslands vitale flådebase i Sevastopol i så fald ville blive tabt. Det er ikke for at retfærdiggøre nogen af siderne, men Rusland handlede ikke irrationelt i forhold til Krim og vil heller ikke gøre det i forhold til de baltiske lande. Samme tanke gav den danske ambassadør i Rusland, Thomas Winkler, udtryk for i Berlingske Tidende i sensommeren:
”Der er ikke noget, der tilsiger, at man i Moskva skulle finde det gunstigt at forsøge sig med offensive militære operationer [i Baltikum, Østersøen, Arktis, Norden] . [...] russisk anvendelse af militære midler [bliver først] aktuel i situationer, hvor Kreml måtte føle Ruslands egen sikkerhed eller andre vitale interesser reelt truet i eller fra disse områder. Og der er vi slet ikke i dag.”
Men dermed ikke sagt, at Ruslands eget trusselsbillede ikke ændrer sig. Ikke mindst når NATO (herunder Danmark) opruster langs landets grænser – godt hjulpet på vej af den danske regerings argumentation og materielindkøb som officielt, ifølge forsvarsministeren selv, er rettet mod Rusland.
Det er rigtigt, at Rusland også opruster og moderniserer, efter dets militære styrker stort set kollapsede efter Sovjets sammenbrud. Men lad os lige få styrkeforholdet slået fast: Det russiske forsvarsbudget er på ca. 48 milliarder dollars. NATO’s samlede forsvarsbudget er på 915 milliarder, hvoraf USA alene står for 616 milliarder dollar. Mon det lige går?
Den danske regerings argumentation for oprustning er lige så hul som deres begrundelse for at gå ind i Irak sammen med George W. Bush. Men de uforudsete virkninger kan vise sig lige så store.
Overambitiøse planer
Paradoksalt nok er regeringens foreslåede 20% forøgelse af forsvarsbudgettet ikke nok. I hvert fald ikke hvis regeringens ambitioner skal føres ud i livet.
Regeringen og de ”ansvarlige” partier, eksklusiv Konservative, har besluttet at købe 27 F-35 kampfly. De er ekstremt dyre, ja faktisk det dyreste våbensystem der nogensinde er udviklet. For at få råd til disse har man måttet nøjes med færre fly. I dag råder flyvevåbnet over 44 F-16 flystel hvoraf 30 er operationelle. Det har kun lige præcis været nok til at deltage i krigseventyrene i Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien og så videre samtidig med afvisningsforsvar af dansk luftrum og ”air-policing” støtte til de baltiske lande, rettet mod Rusland. Men med kun 27 nye kampfly er det ganske simpelt ikke muligt at ”levere” luftangreb over hele verden i samme omfang som tidligere. Det efterlader det danske borgerskab med to valg: At bryde med den hidtidige udenrigspolitiske doktrin og lade være med at deltage i USA’s bombekampagner (en del af ”forsikringspræmien”) eller… købe flere fly for yderligere milliarder af velfærdskroner.
Det samme gælder ambitionen om en fuldt funktionsdygtig og selvstændigt indsat brigade på 4.000 mand, med nye kampvogne, mandskabsvogne, artilleri og luftværn. Omkostningerne til denne del af regeringens ambitioner alene vil årligt æde størstedelen af de 4,8 mia. som regeringen vil tilføre i 2023. Dertil skal lægges missiler og sensorer til fregatterne samt oprettelse af et ekstra vagthold på 500 mand til Livgarden, som skal indsættes i ellers civile bevogtningsopgaver (flere soldater i gadebilledet i Danmark).
Yderligere står der anti-ubådssensorer og våben til søværnets Seahawk helikoptere på ønskesedlen, samt selvfølgelig forstærkning af det hypede ”cyber-forsvar”.
Skal alt dette materialisere sig, så vil det i det lange løb uundgåeligt komme til at koste mere end regeringens 20% stigning. Og de mange milliarder, der skal finansiere regeringens oprustning, skal naturligvis ikke betales af landets rigeste, som får nye skattelettelser hvert år. Nej, milliarderne skal tages fra danske arbejdere, unge og gamle og fra de få rester af den såkaldte velfærd.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 35, december-januar 2017/18. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
