Tirsdag den 21. november 2017 var der kommunal- og regionsrådsvalg i Danmark. Om end konstitueringer giver anledning til lokalpolitiske intriger og drama borgmesterkandidaterne imellem, betragtes kommunalvalg mildest talt og med rette ikke som samfundsomvæltende. I år var dette heller ikke tilfældet. Generelt var der egentligt tale om et imponerende kedeligt valg.
Valgresultatet maler et billede af umiddelbar status quo. De traditionelle magtpartier har byttet borgmesterkæder, Berlingske erklærer panisk Danmark for ”farvet rødt” i lyset af Socialdemokratiets fremgang på Venstres bekostning og så videre. Alligevel er der to interessante aspekter at bemærke i billedets yderkanter.
Danmark afviser det yderste højre
For det første: Højrefløjen fik et elendigt valg. Dansk Folkeparti gik 1,3 % procentpoint tilbage på landsplan med et resultat på 8,8 % af stemmerne fra 10,1 % i 2013. Det er første gang partiet oplever tilbagegang til et kommunalvalg. I Guldborgsund Kommune på Falster og i den fynske kommune Assens satte DF næsen op efter at erobre sine første borgmesterkæder: en drøm som bristede. Som trøstepræmie fik DF sin første borgmesterpost med 22,5 % af stemmerne på Læsø, landets mindste kommune; i parentes bemærket var de overgået af Venstres 37,1 %, som efter forhandlingerne måtte nøjes med en viceborgmesterpost.
På den yderste højrefløj fik Nye Borgerlige 0,9 % af stemmerne på landsplan. Før kommunalvalget besad partiet 12 mandater fra partihoppere. De blev alle smidt på porten, undtagen en enkelt Mette Thiesen i Hillerød. Det skal ses i forhold til den massive mediedækning partiet og partiformanden Pernille Vermund har fået det seneste stykke tid. For at dække over nederlaget har Vermund udtalt, at hun er godt tilfreds, da partiet angiveligt slet ikke forventede nogen som helst mandater.
En række obskure lister så som Stram Kurs, Dansk Samling, Fremskridtspartiet og noget så eksotisk som Antimarxisterne i Esbjerg blev pure afvist af vælgerne med nul mandater, tilbagegang og tocifrede stemmetal langt de fleste steder.
Kommunal- og regionsrådsvalget var ellers betragtet som potentielt springbræt for det yderste højre til at indtage den politiske scene. Det skete ikke.
Der hersker en udbredt fortælling om højrefløjens uafbrudte fremmarch, at racistisk (i folkemunde ”indvandrerkritisk”) politik er et konstant vinderkort. Kommunalvalget afliver denne myte. DF fik et værre resultat end forventet, og listerne til højre for dem blev groft afvist, hvilket viser, at højredrejning og racisme ikke nødvendigvis er ligefrem proportional med popularitet.
Venstrefløjens stilstand
Det andet interessante ved kommunalvalget er den såkaldte venstrefløjs stagnation. Ligesom valget generelt, er der her tale om status quo. SF gik frem med 0,1 procentpoint. Enhedslisten fik 6,0 % af stemmerne, en tilbagegang fra 6,9 % i 2013. Alternativet fik 2,9 % af stemmerne.
Hvad angår Enhedslisten og Alternativet, er det mest spændende nok valget i København, hvor Alternativet kom ind med hele 10,5 %. For Enhedslisten er situationen stort set det samme som før med en tilbagegang på et procentpoint og den samme socialdemokratiske Frank Jensen på overborgmesterposten.
Det er interessant at se, at der, parallelt med den kommunalpolitiske afvisning af det yderste højre, slet intet sker på venstrefløjen. Måske er det dog ikke så overraskende, da venstrefløjen i det store hele fører valgkamp på tandløse og politisk upræcise programmer.
Med lidt godt vilje kan Enhedslistens kampagne under sloganet ”velfærdens helte” forstås som et forsøg på at tale den offentligt ansatte del af arbejderklassen op og klamre sig til den velfærdsstat, som konstant udhules. Alle partier, selv Liberal Alliance, går ind for velfærd, fordi begrebet er blevet så tomt og bøjeligt. Således var det en defensiv position, der, som tallene viser, ikke formåede at mobilisere.
Lignende konklusioner kan drages vedrørende Alternativet. Selvom de ikke opstiller et reelt alternativ til det nuværende økonomiske og politiske system, har de hidtil profileret sig som netop et alternativ, hvilket må forklare den medvind de fra start har fået. Deres program bygger også på politisk fattige fraser så som håb, innovation og venlig revolution.
Såfremt man betragter Ø, Å og SF som en blok, kan deres minimale samlede fremgang på 2,1 procentpoint tilskrives Alternativet med deres ellers korrekte observation: det himmelråbende behov for et alternativ til det eksisterende samfund.
Kommunal- og regionsrådsvalget i 2017 blev næppe samfundsomvæltende. Venstrefløjens position var defensiv, uambitiøs og begrænset af illusionen om at kunne skabe forandring ved at ændre partifarverne i de forsamlinger, som kun kan administrere nedskæringerne, der dikteres fra Christiansborg. Kommunalvalget forbliver politisk uinteressant, så længe venstrefløjen ikke klart og målrettet tør at bryde disse rammer og, nødvendigvis, den borgerlige stat og kapitalismen som sådan.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 35, december-januar 2017/18. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
