2000px Dnk party ø.svgDen 8. oktober vedtog Enhedslisten en ny parlamentarisk strategi. Spørgsmålet har været diskuteret lokalt og er endt med et kort dokument, som er enstemmigt vedtaget af hovedbestyrelsen, dog med 4 blanke stemmer. Ønsket har været efter erfaringerne fra SRSF- og senere SR-regeringen, at gøre op med en uskreven praksis om altid at være støtteparti til Socialdemokratiet. Det kan umiddelbart lyde som en skærpelse af partiets position.

Gennem de seneste år har Enhedslisten fået et stigende fokus på folketingsarbejdet, forstået på den måde at de er gået fra at være kritisk oppositionsparti med plads til ideologiske holdninger, til i højere grad at være et pragmatisk parti, der opererer indenfor den politiske sfære, som Christiansborg udgør og som søger indflydelsen. Hele diskussionen omkring principprogrammet for et par år siden, kan ses som en kamp mellem de to positioner, hvor den sidste vandt.

Baggrunden for diskussionen om strategi er erfaringerne fra Thorning-regeringen. Enhedslisten havde en drøm om, at de kunne blive et magtfuldt parlamentarisk grundlag og være tungen på vægtskålen. Forbilledet var Dansk Folkepartis rolle under Fogh, hvor de stort set kunne diktere politikken, når det gjaldt deres egen mærkesag – udlændingepolitikken. Problemet var dog, at Thorning-regeringen ikke havde nogen skrupler ved at lave politik med højrefløjen. På papiret var Enhedslisten med i maskinrummet og lagde stemmer til tre finanslove, men de indrømmelser, som partiet var i stand til at forhandle sig til, var proportionelt ude af trit med de angreb, som regeringen gennemførte.

Regeringen formåede ikke at komme med en løsning for de personer, der røg ud af dagpengesystemet som følge af den halvering af perioden, som den tidligere regering havde gennemført. SRSF-regeringen var hårdhændet. De borgerlige partier kunne næppe selv have tilladt sig at sælge Dong til Goldman Sachs eller at smadre lærernes overenskomst gennem en regerings-orkestreret lockout. Resultatet var, at både SF og Enhedslisten blev kørt ud på et sidespor, hvor Enhedslisten både agerede støtteparti og opposition på samme tid. Således afholdte Enhedslisten af flere omgange separate pressemøder, hvor de kritiserede de forslag, de netop lige havde lagt stemmer til.

I det vedtagne dokument kan man se spor af to forskellige retninger: På den ene side ønsket om en anden regering end den, vi oplevede under Thorning: Hvor det handler om at ”opbygge et politisk alternativ og skabe en ny politisk kurs. Vi arbejder for at sikre os størst mulig politisk indflydelse. Både her og nu i tiden efter Løkke-regeringen og i et længere perspektiv, hvor vi vil arbejde for at muliggøre dannelsen af en progressiv rød grøn regering.” Man forestiller sig en situation med en politisk bevægelse udenom de traditionelle partier, som man har set det i Spanien med Podemos eller Syriza i Grækenland.

På den anden side ligger der i de konkrete krav i dokumentet en fare for netop at retfærdiggøre positionen som støtteparti igen, for et socialdemokrati, som ikke er meget anderledes nu end under Thorning. Konkret betyder det fire ting:
1. At Enhedslisten kan pege på en anden forhandlingsleder og dermed statsministerkandidat end en socialdemokratisk, selvom det dog også påpeges i dokumentet, at det ville kræve ændrede styrkeforhold og således ikke er aktuelt.

2. At Enhedslisten ønsker at spille en aktiv rolle i regeringsdannelsen og vil kæmpe for at få indflydelse på, hvad der står i regeringsgrundlaget.

3. At Enhedslisten ”aldrig [vil] lade os presse eller true til at medvirke til forringelser af almindelige menneskers vilkår, forringelser for naturen og miljøet eller forringelser af frihedsrettighederne.”

4. At Enhedslisten, hvis regeringen går imod de løfter, der blev givet ved regeringsdannelsen eller på anden vis foretager ”alvorlige angreb på mennesker eller miljø”, kan trække støtten ligesom de kan stille mistillidsvotum til en minister.

Selvom det kan lyde radikalt er der, når først man har stillet spørgsmålet, hvorvidt Enhedslisten bør kunne trække sin støtte til en socialdemokratisk regering, kun ét svar. Det ville være en blankocheck og et taktisk selvmål at beslutte, at man aldrig ville kunne finde på at trække stikket. Der var trusler fra medlemmer og sågar fra partiet dengang om at trække støtten til Thorning-regeringen, men det altovervejende hensyn var dog, at man ikke ønskede at vælte en regering og så give plads til en borgerlig. Hvis man, som dokumentet foreslår, stiller en række betingelser, vil det gøre det mere klart, hvis det var regeringen, der brød sine løfter og ikke Enhedslisten, og således ikke blive set som om, at det var Enhedslisten der får regeringen til at vælte. Men i selve sådan en situation vil det grundlæggende være præcis samme dilemma som sidst. I juli meldte partiet ud, at de ikke havde ultimative krav på udlændingepolitikken og ”jeg ved da godt, at så længe der er så stort et flertal i Folketinget – og desværre også i befolkningen – så er der grænser for, hvad vi kan komme igennem med, siger Pelle Dragsted.” - Altså en de facto accept af Dansk Folkepartis fremmedfjendske linje.

I tiden siden finanskrisen og tiltagende de seneste år, har den politiske verden været præget af ustabilitet. Det er derfor svært at vide, hvordan den parlamentariske situation ser ud om få år. Når det er sagt, lader det til, at Enhedslisten er ved at gentage fejltrinnet fra sidste gang. Der findes nemlig ikke en snedig parlamentarisk løsning på dilemmaet omkring at være parlamentarisk støtteparti. Det er en catch 22. En ny S-regering vil være lige så elendig og krybende for borgerskabet som den sidste. Men Enhedslisten vil heller ikke have en borgerlig regering. Dette viser blot reformismens begrænsninger i en tid med kapitalistisk krise. At vælge mellem en ”venstreorienteret” regering der fører borgerlig nedskæringspolitik eller en borgerlig regering der fører samme politik. Det er et kunstigt valg, som man ikke skal acceptere, fordi præmissen er borgerlig parlamentarisme i et økonomisk system i krise, der KRÆVER nedskæringer. Er man seriøs omkring at ville gennemføre positive reformer til gavn for arbejderklassen i en situation med krise, så må man være konsekvent – hvilket vil sige revolutionær – og ikke acceptere præmisserne.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 34, november 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information