Forside nr34Tegn abonnement på 'Revolution'. Få det 10 gange om året fra 99 kr.LEDER: I disse dage hænger der politikere i hver en lygtepæl. Ikke bogstavelig talt naturligvis. Med plakater kæmpes der om stemmerne til kommunal- og regionsvalget den 21. november.

Nok har partierne forskellige programmer, men samtlige politikere kan enes om i hvert fald et budskab: Det er vigtigt at stemme. Et budskab så vigtigt at Pernille Skipper fra Enhedslisten, Uffe Elbæk fra Alternativet, Pia Olsen Dyhr fra SF, Morten Østergaard fra de Radikale og Mette Frederiksen i fælles gruppearbejde havde forfattet en kronik til Folketingets åbningsdag.

De fem partiledere er bekymrede, må man forstå, for ifølge dem er ”vores demokrati udfordret”. Deres mission er klar: flere skal stemme den 21. november.

Og de har ret, demokratiet er udfordret. Tilliden til politikerne er historisk lav.

Men hvem kan man takke for det? Fire af de fem partier bag kronikken har en stor del af skylden. Det eneste parti, der er undtaget, er Alternativet, og det er kun fordi, partiet endnu ikke eksisterede, sidst de 4 andre partier havde flertallet under Thorning-regeringen. Det var en regering, der kom til magten på et historisk højt antal venstreorienterede stemmer. For første gang kom SF med i en regering, Enhedslisten var parlamentarisk grundlag. Og hvad skete der? Forhåbningerne til den nye regering blev slemt skuffede. Nedskæringerne fortsatte på børnehaver, sygehuse og skoler, regeringen gik i krig mod lærerne og vilkårene for syge og arbejdsløse blev yderligere forringet. Det kan ikke undre, at tilliden til politikerne og det politiske system smuldrer.

I København måtte Anna Mee Allerslev, den radikale borgmester for beskæftigelse og integration gå af efter flere skandaler. Hun var bare den uheldige. Det er tydeligt for enhver, at politikere og topembedsmændene lever i en verden med goder og gyldne håndtryk, der intet har at gøre med virkeligheden hos det store flertal. Anna Mee Allerslev slap dog for at blive konfronteret med den virkelige skandale, da al fokus blev på hendes gratis brug af Rådhuset. Den virkelige skandale er behandlingen af syge og arbejdsløse i København, hvor retten til førtidspension i realiteten nærmest er blevet afskaffet under hendes forvaltning. Syge og arbejdsløse hetzes som aldrig før.

Når de fem partiledere siger, at din stemme nytter, er det rigtigt ud fra deres virkelighed, hvor din stemme kan sikre dem og deres partifæller fortsat job og poster. Det stemmer bare ikke overens med den følelse, som er udbredt blandt arbejdere og unge.

Konsekvenserne er alvorlige ifølge de fem partiledere: ”Manglende engagement og indflydelse fører hurtigt til en afmægtighed, som svækker sammenhængskraften og følelsen af forpligtigelse over for fællesskabet.”

Revolutionære Socialister begræder ikke at tilliden til politikerne smuldrer og at sammenhængskraften undermineres. Hvad er det for en sammenhængskraft og fællesskab, de taler om? Fællesskabet mellem millionæren, der får billigere luksusbiler og hende, der ikke kan få tilkendt førtidspension? Fællesskabet mellem de bankfolk, der får tilkendt bonusser og dem på gulvet, der i stigende grad ansættes på usikre ansættelsesvilkår? Mellem kommunaldirektøren og den studerende, der ikke kan finde et sted at bo? Der er intet fællesskab. Vi er ikke alle sammen i samme båd.

De sidste årtier har kapitalisterne ført en ensidig klassekamp. Godt hjulpet af skiftende regeringer. Sammenhængskraften er en af den slags ord, der skal dække over det faktum, det skal sløre klassemodsætningerne i stedet for at tydeliggøre dem.

De fem partiledere har fire forslag til at styrke demokratiet: at udvide skolevalget til de gymnasiale uddannelser, at afsætte en sum penge til brugerdrevne budgetter til fx en fodboldklub, oprettelse af et center for demokratiudvikling og borgerinddragelse og sidst men ikke mindst mobile valgsteder.

De 5 partiledere må leve på en anden planet. Sagen er, at arbejdere og unge intet bestemmer med deres kryds. Politikerne lover guld og grønne skove, men gennemfører alle den samme nedskæringspolitik, når de kommer til. Vi kan ikke sætte et kryds, der sikrer en udvikling af velfærden, arbejde til alle på ordentlige vilkår, lavere pensionsalder og og at miljøet reddes.

Deres rent ud sagt ynkelige forslag til at redde demokratiet er forsøg på at lappe på problemerne, i stedet for at tage fat om problemets rod: at demokratiet er undermineret fordi det ikke giver arbejdere og unge det de gerne vil have. Ægte sammenhængskraft, ægte solidaritet kan ikke skabes i et klassesamfund. Fællesskab mellem klasserne svarer til at forsøge at bygge fællesskab mellem hesten og dens rytter, slaven og slaveejeren. Ægte solidaritet og sammenhængskraft kan kun skabes i et samfund hvor alle får hvad de har behov for, hvor klasser og ulighed er afskaffet – et socialistisk samfund.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 34, november 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information