ENHEDSLISTEN RENOVATIONI starten af september blussede diskussionen om Enhedslistens syn på revolution op i partiet. Enhedslistens top har længe både i teori og praksis afskrevet enhver ide om en revolutionær omvæltning. Det viser sig i den daglige praksis fra Enhedslistens folketingsgruppe, og senest da Jonathan Simmel blev presset til at trække sig som vikar i Folketinget. Men hvad er en revolution, hvorfor er den nødvendig og hvordan når vi dertil?

D. 9. september blev Jonathan Simmel, der skulle have været barselsvikar for Enhedslisten i Folketinget efter jul, interviewet til DR om hans syn på væbnet revolution: ”Selvfølgelig findes der situationer, som kan opstå, hvor det vil være acceptabelt. Men i dagens samfund vil det være en helt absurd tankegang at tro, at man skulle til at slås på den måde”.

Det fik partitoppen til at reagere prompte. Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper udtalte til DR, at hun ”ikke kan tage skarpt nok afstand fra det”:

”De udtalelser, han er kommet med, er jeg fuldstændig uenig i. De stemmer ikke overens med Enhedslistens politik. Og de kan skabe tvivl. […] Vi arbejder for at skabe positive samfundsforandringer ad demokratisk vej. Vi arbejder for at udvide demokratiet, og jeg mener ikke, at man kan sidde i Folketinget og repræsentere Enhedslisten, hvis man anfægter de grundlæggende demokratiske synspunkter.” Enhedslistens top lagde massivt pres på Simmel, der meget hurtigt trak sig fra posten.

Jonathan Simmels udtalelse er ganske rigtig kluntet. Og partitoppens reaktion, som mange i partiet har været sure over, var helt ude af proportioner. Men det virkelige problem er ikke en udtalelse eller en bureaukratisk manøvre, men at Enhedslisten generelt drejer mod midten og forsøger at føre en progressiv politik, og samtidig holde sig inden for kapitalismens stadigt mere snævre rammer – en umulighed.

Enhedslistens mangel på revolutionært perspektiv

I virkeligheden er Pernille Skipper og partitoppens reaktion mod Jonathan ikke overraskende. Da Enhedslistens for nogle år siden vedtog nyt program, blev revolution næsten skrevet ud. Det optræder kun to gange, og er temmelig uklart formuleret. Ordet ”revolution” har kun fået lov at blive stående et par steder som en besværgelse til traditionen – en besværgelse der betyder alverden for de gamle, mere venstreorienterede lag i partiet. I praksis fører Enhedslistens top absolut ikke revolutionær politik, og har aldrig gjort det. Så at Jonathan Simmel bliver presset ud af Folketinget ligger i naturlig forlængelse heraf.

Alle marxistiske teoretikere fra Marx og frem, har gjort det fuldstændig tydeligt, at den borgerlige stat ikke kan bruges til arbejderklassens formål, men må ”sønderbrydes” og erstattes af en anden form for stat, en arbejderstat. En påstand som er blevet bevist af samtlige revolutionære erfaringer gennem tiden. Men for toppen i Enhedslisten er Folketinget, dvs. parlamentet i den borgerlige stat, den højeste form for demokrati de kan forestille sig.

Så langt så godt. Men i debatten om Jonathan er det samtidig blevet helt tydeligt, at den såkaldte venstrefløj i Enhedslisten fuldstændig mangler et sammenhængende revolutionært alternativ. De farer i flint, når ”besværgelserne” i programmet angribes, skønt disse, bevist gennem partiets førte politik, reelt har været indholdsøse i årtier. De kritiserer sprogbrugen fra folketingsgruppen, mens den daglige ikke-revolutionære politik får lov at fortsætte. ”Besværgelserne” er som et afladsbrev. Så længe de står i programmet og kan bruges i talerne til årsmødet, så kan disse folk stadig se Enhedslisten som et revolutionært parti (det står jo i programmet!) og den hellige grav er velforvaret. Om de bliver ført ud i virkeligheden, er tilsyneladende for meget at bekymre sig om.

Revolution med vold

Det har altid været borgerskabets strategi at fremstille de revolutionære som blodtørstige voldsromantikere, for at skræmme unge og arbejdere væk fra revolutionære ideer. Hertil er kluntede formuleringer som Jonathans en lille hjælp på vejen. Og de borgerliges smædekampagne mod revolutionære ideer vil kun tage til, og næste år, på 100 året for den russiske revolution, må vi forvente, at det når hysteriske højder. Kapitalismen befinder sig i en blindgyde og flere og flere leder efter et alternativ, et alternativ som borgerskabet for alt i verden vil undgå bliver revolutionært. Derfor bør vi have en seriøs tilgang til deres spørgsmål om ”væbnet eller voldelig revolution”.

Borgerskabets forfærdelse over ”den bloddryppende revolution” er naturligvis ekstremt hykleri. De selv skyr ingen midler for at forsvare deres egne klasseinteresser, et faktum som befolkningen i Mellemøsten har fået at mærke på den mest brutale vis de sidste mange år. Men enhver snak om revolution får dem naturligvis op i det røde felt, fordi de truer deres klasses magt og privilegier. Borgerskabets voldsapparat er enormt og indeholder alt fra politistave og vandkanoner til giftasser og atomvåben. Ligeledes holder de sig ikke tilbage fra at udøve vold med andre midler, som den økonomiske blokade af Irak i 90’erne, der førte til, at over en halv million børn døde. Flere tusinde børn og voksne er døde bare i år i forsøget på at flygte over Middelhavet. For slet ikke at tale om at børn går sulte i seng selv i verdens rigeste lande, mens de rigeste bare bliver endnu rigere.

Som revolutionære ønsker vi at gøre en ende på den vold og lidelse, der findes under kapitalismen. Men spørgsmålet om magt og vold er for os ikke et moralsk spørgsmål, men et spørgsmål om klasseinteresser. HVIS kapitalismens rædsler kunne afskaffes ved at en gruppe determinerede revolutionære tog magten med våben, så ville vi absolut være for.

MEN der er en grund til, at marxister er imod alle former for individuel terrorisme, væbnede kupforsøg og des lige. Det er fordi, det er kontraproduktivt fra et revolutionært synspunkt. I værste fald frastøder sådanne eventyr, som altid ender miserabelt, masserne fra enhver ide om revolution og kaster dem i armene på reaktionens ”lov og orden”. I bedste fald sænker det arbejdernes bevidsthed om deres egen rolle, ved at give indtrykket af, at revolution, og det at ændre samfundet grundlæggende, er noget, der kan klares af en lille beslutsom gruppe revolutionære.

Marx sagde, at arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk. En revolution er, når masserne bevæger sig på massiv skala for at tage deres skæbne i egne hænder. Det vil sige, at det brede flertal deltager i at træffe de beslutninger, der vedører deres liv, på deres arbejdspladser, lokalsamfund osv. i modsætning til ”normale” tider, hvor politik er forbeholdt professionelle – levebrøds- politikere og såkaldte eksperter. Opgaven for de revolutionære er at øge arbejderklassens organisering og bevidsthed om deres egen rolle og styrke.

Opportunisme

Det nuværende samfund skriger på en revolution. Det, vi burde diskutere, er, hvordan vi får væltet kapitalismen og skabt en socialistisk verdensrevolution, ikke en strid om ord. Proportionssansen hos Enhedslistens top er helt skæv, når de tager kraftigt afstand fra Jonathan Simmel, mens de stemmer for militær intervention i Libyen og at sende våben til den irakiske regering. Enhedslistens top er befolket af opportunister, der ikke kan se ud over dette samfunds rammer og gør, hvad de kan, for at indpasse sig i den ”offentlige mening”. Revolutionen er for dem en abstraktion og den daglige politik bliver derfor ”det muliges kunst” inden for de stadig snævrere rammer, som kapitalismens krise sætter.

”Hvis man som dansk politiker i en dansk sammenhæng i dag begynder at teoretisere om, hvad der vil ske i Danmark i fremtiden, er der stor sandsynlighed for, at folk drager den konklusion, at det er noget, man anser som en sandsynlig og naturlig udvikling. Mener man ikke det, er der ikke grund til at bruge tid på at snakke om det”, så klart sagde tidligere folketingsmedlem, nu byrådsmedlem i Ålborg, Per Clausen, til Modkraft i forbindelse med Jonathan Simmel-sagen.

En ting er, at man ikke kan sige præcis hvordan en socialistisk revolution kommer til at se ud, da det afhænger af omstændighederne på daværende tidspunkt. Men hvis man ønsker en socialistisk revolution, bør man forberede og arbejde for en revolution.

Enhedslistens top er åbenlyst opportunister. Men den anden side af opportunismen findes på den ekstreme venstrefløj, hvor der findes folk, der romantiserer vold. Denne romantiseren har intet at gøre med marxisme. Hvis de virkelig drømmer om vold og blod i gaderne, kan de ikke betegnes som andet end psykopater. Hvis ikke, så udstiller deres radikale voldsromantik, at deres revolutionisme ikke er andet en ”leg”, at de ikke for alvor tror på og har gjort sig tanker om en revolution.

Det er nemt at sidde i studerekammeret og diskutere vold og bevæbning. Men dem, der insisterer på den ”væbnede” revolution, er i virkeligheden blot den anden side af opportunismen. De har læst et sted, at revolutionen må ske med magt, at den ikke kan være andet end væbnet. Men de har ikke gjort sig begreb om, hvordan en revolution kan og vil opstå i dagens Danmark. For dem er revolutionen en abstraktion, udskudt ud i en fjern fremtid. Og hvis deres akademiske overvejelser har nogen effekt overhovedet, er det at frastøde arbejderne og svække arbejderklassens organisering og bevidsthed og dermed skubbe den virkelige revolution endnu længere ud i fremtiden.

Fredelig

Det eneste, der kan gøre en ende på kapitalismens krise er, at arbejderklassen overtager de vigtigste dele af økonomien, dvs. ophæver den private ejendomsret til produktionsmidlerne, så produktionen kan planlægges demokratisk. Kapitalistklassen udgør i dag et forsvindende mindretal. Ifølge Oxfam ejer 62 mennesker det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Arbejderklassen og de lag, der har en interesse i en socialistisk revolution, udgør det overvældende flertal af befolkningen. Det er sandt for hele kloden i dag og ikke mindst i udviklede kapitalistiske lande som Danmark.

I stedet for at hænge fast i abstrakte formuleringer, mener vi, at marxister bør sige noget lignende på spørgsmålet om, hvorvidt vi går ind for væbnet revolution: ”nej, vi går ind for en fredelig revolution. Vi går ind for, at flertallet tager magten fra det lille mindretal, der i dag sidder på magten og privilegierne. Det er dem, der har magten i dag, der bruger våben og vold til at forsvare deres interesser – det har vi bl.a. set i Irak, Afghanistan og Libyen. Og vi ser det hver gang politiet sættes ind mod demonstranter og strejkende.” Og eventuelt kunne man uddybe: ”der har været eksempler i historien på, at det lille mindretal ikke var parat til at acceptere flertallets beslutning, som i Chile i 1973. Der mener vi, at Alleende burde have bevæbnet chilenerne, som de bad om, så de kunne have nedkæmpet Pinochets kup og undgået årtiers brutalt og morderisk diktatur.”

En socialistisk verdensrevolution er en bydende nødvendighed, før kapitalismen ødelægger miljøet og den menneskelige civilisation. Arbejderklassen presses ud i kamp uanset, om de revolutionære er til stede eller ej. Om revolutionen sejrer, og om den bliver fredelig og velorganiseret, afhænger af de revolutionære og det forberedende arbejde, vi gør i dag. Jo bedre organiseret og bevidst arbejderklassen er, jo større chance er der for, at det lille privilegerede mindretal, der ejer produktionsmidlerne og tjener fedt på kapitalismen, ved en revolution ikke kan se andet valg end at give efter for flertallets vilje. Jo mere overvældende arbejderklassens magt er, jo større er chancen for, at det vil afskrække den herskende klasse fra at ty til vold og gribe til våben. Det er op til os.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 24, november 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner. 

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information