Denne artikel er første del af serien Dansk Imperialisme i Grønland. Gå til Del 2 | Del 3 | Del 4

”Det er korrekt, at fortiden har rummet en række fejltagelser, og ikke kun på dansk side. Men der har aldrig været noget ønske om at mishandle den grønlandske befolkning. Der findes kun få eksempler i verden på en kolonimagt, der har haft så lille interesse i at vinde noget og så stort ønske om at udvikle kolonien. Så langt jeg kan se tilbage, og i hvert fald helt fra Staunings og Hedtofts tid, har den danske målsætning været at løfte Grønland op til en levestandard som den danske. Langt det meste af det, Danmark har foretaget sig i Grønland, er foretaget ud fra måske lige lovligt paternalistiske holdninger, men altid i den bedste mening”. Mogens Lykketoft 2014.

I år (2016) er det 295 året for den danske kontrol over Grønland. Det mest interessante ved dette faktum er, hvor lidt der egentlig er fokus på det. Vel er Grønland et lille land, når det kommer til antallet af indbyggere, kun 56.000, men i kvadratkilometer er snakken en anden. Grønland udgør 98 % af Rigsfællesskabet i Nordatlanten. Yderligere giver den grønlandske forbindelse Danmark muligheden for at sidde i Arktisk råd og er en vigtig faktor, når det kommer til ejendomsretten til Nordpolen.

Ovenstående citat af Mogens Lykketoft er et udmærket billede på, hvordan Grønland bliver fremstillet i medierne og i uddannelsessystemet i Danmark. Her i moderkolonilandet er det helt legitimt for medier og magthavere at tale om at nægte den grønlandske befolkning selvstændighed på baggrund af, at Danmark har et medansvar for freden i Arktis. Argumentet går på, at grønlænderne er ude i stand til at varetage deres egen nation. Det fremstilles som om, at Danmark og Grønland har et mor-barn-forhold, og en mor efterlader ikke sit barn. Sidst men ikke mindst fremstilles det som om, at Danmark aldrig har tjent en krone på Grønland, selvom vi har været der i 300 år.

Søren Espersen, folketingsmedlem for DF, fremsatte i stedet idéen om, at Grønland burde betale for 300 års ”velgørenhed”, da han forholdt sig til mulig grønlandsk selvstændighed baseret på råstoffer i 2014. En dansk-grønlandsk universitetsrapport havde skudt ideen om selvstændighed ned: ”Rapporten viser, at det er bedst med rigsfællesskabet. Den må give anledning til, at Grønland nu lægger de fuldstændig fantasifulde drømme om selvstændighed på hylden. Grønland siger til os: Vi er gift, men lige så snart vi bliver rige, vil vi skilles. Det er grotesk”.

Den officielle historie fremstiller, den danske tilstedeværelse i Grønland som værende hovedsageligt et spørgsmål om velgørenhed. Den danske politiske elite er forholdsvis enige om, at Grønland historisk set har været en underskudsforretning og den danske tilstedeværelse skyldes mere humanistiske hensyn end egentlig kolonialisme, og dette syn på Grønland vinder en relativ stor genklang i den danske befolkning. Men denne opfattelse af dansk kolonialisme i Grønland bygger på direkte løgne.

Der er intet aspekt af det grønlandske samfund, som ikke er blevet påvirket af de danske magthavere: økonomi, politik og kultur. Udover den økonomiske gevinst, som den danske stat og kapitalisme har udplyndret Grønland for igennem generationer, kan det ikke underdrives, hvilken geopolitisk gave Grønland er for det danske borgerskab i dag. Danmark, det fuldstændigt ligegyldige miniput land i Nordeuropa, har igennem besiddelsen af Grønland fået et militærstrategisk og naturressourceøkonomisk kort på hånden af internationale dimensioner. Det danske borgerskab har fået lov til at gnide skuldre med de store, mens det grønlandske folk har betalt prisen.

Det grønlandske folk lever i fattigdom med enorme sociale problemer, mens de reelt er underlagt amerikanske militærinteresser med det danske borgerskab som slesk mellemmand. Det er resultatet af 295 års dansk kolonipolitik i Grønland. Der er stærke stemmer i Grønland i dag, der ønsker virkelig selvstændighed fra Danmark. Det kom til udtryk i perioden 2013-2014, hvor et grønlandsk råstofeventyr, samt en skyhøj oliepris skulle betale for selvstændigheden. Dette krav om løsrivelse blev allerede slået fast ved selvstyreafstemningen i 2008, hvor over 70 % af grønlænderne stemte for øget selvstyre indenfor rigsfællesskabet. Vi støtter 100 procent grønlændernes ret til selv at bestemme deres forhold til Danmark.

Men med olieprisernes bratte fald og verdensøkonomiens usikre tilstand er planerne udskudt til den uvisse fremtid. Grønland vil blive ved med i lang tid fremover at være afhængig af det danske bloktilskud, og dermed fortsætter den økonomiske, politiske og kulturelle dominans fra Danmark. Det danske borgerskab holder fast med begge hænder om Grønland, og de får opbakning fra amerikanerne, der ønsker, at det danske borgerskab, der har været en loyal partner i deres imperialistiske militæreventyr i Mellemøsten, beholder hænderne på tøjlerne.

De politiske ledere på Grønland er ikke en del af løsningen, men er blevet en del af problemet. Den politiske elite, der er i dag, kom frem i 1970’erne på en stærk anti-kolonial og næsten revolutionær platform med kæmpe opbakning blandt det grønlandske folk, men er nu blevet en indspist korrupt politikerelite på toppen af det grønlandske samfund. I ord støtter de stadig den anti-koloniale sag, men reelt er de bundet med tusinde økonomiske, kulturelle og politiske tråde til det danske borgerskab. Vejen til Grønlands totale selvstændighed fra Danmark (og andre magter) peger tilbage til de revolutionære idéer, som selvstændighedsbevægelsen udsprang fra.

Den obskure vej til imperiet

Vejen til Danmarks kontrol over verdens største ø, der udover en vigtig geopolitisk placering på den nordlige halvkugle er righoldig på naturressourcer inklusiv jern, kobber, guld, diamanter, uran og ikke mindst olie, er mildt sagt en smule obskur. Der har været mennesker i Grønland i 4.500 år, men i år 986 e.Kr. landede en lille flok norske vikinger i det sydligste Grønland, hvis efterkommere blev kaldt nordboere. Under ledelse af vikingen Erik den Røde (tilnavnet kom af en dårlig familietradition med at slå sine naboer ihjel) blev der grundlagt to bygder, der sidenhen blev base for et kortvarigt bosættelsesforsøg i Canada.

I 1261 underlage nordboerne i Grønland sig den norske konge for at sikre, at der ankom handleskibe til Grønland med varer, som de ikke selv kunne producere. I slutningen af 1300-tallet begyndte den norske adel og kongehus at uddø, hvilket betød, at Norge nemt kunne underlægges det danske kongehus, der havde stormagtsambitioner på daværende tidspunkt.

I 1389 blev Norge, og dermed også nordboerne i Grønland, underlagt den danske krone. Men klimaforandringer forringede levevilkårene for nordboerne, der begyndte at uddø, og kontakten med Norge blev mere og mere sporadisk. Kontakten med nordboerne ophørte cirka år 1400, og omkring år 1500 var den sidste nordboer død og de inuitter, der levede i bedste velgående, rykkede fra deres bopladser i nord mod syd.

Hvaler, kapitalisme og Gud

I løbet af 1500 og 1600-tallet begyndte Holland og England at drive en større og større hvalfangst i Nordatlanten. Begge disse lande havde smidt den feudale produktionsform på historiens mødding og var i en rivende kapitalistisk udvikling. Deres byer havde stærkt vokseværk, og gaderne i disse byer havde brug for gadebelysning. Til det formål var hvalspæk, hvorfra der kunne udvindes tran, ideelt.

Engelske og hollandske skibe befærdede i i stigende antal Nordatlanten og begyndte handle med inuitterne på Grønland. Det foruroligede det svage norske borgerskab, der frygtede en nedgang for de norske hvalfangere, der havde hjemme i Bergen (den vigtigste handelsby i Norge), som også drev hvalfangst i Nordatlanten til salg på det engelske og hollandske marked.

Nordmændene klarede sig ikke godt i konkurrencen mod hollænderne og englænderne, men de havde et es i ærmet: Danmark og Norge var et enevældigt dobbeltmonarki styret fra København. Med til kongeriget hørte også øerne Island og Færøerne og deres befolkninger og på baggrund af en mundtlig aftale fra 1261 også teknisk set Grønland.

Grønlænderne var gode hvalfangere og drev handel med hollænderne og englænderne, hvor de byttede hvalspæk for jernredskaber. Hollænderne og englænderne tjente store profitter på hvalspækken på det europæiske markedet. Herfra udtænkte de norske hvalfangere idéen om, at udnytte den grønlandske arbejdskraft, men i modsætning til hollænderne og englænderne skulle det ske ved en permanentet tilstedeværelse gennem oprettelsen af en koloni. Nordmændene ville fysisk undertvinge sig grønlænderne og gøre dem til en pengemaskine.

De norske hvalfangere manglede dog både startkapital og politisk opbakning til koloniplanerne. De havde brug for en alliancepartner. Den partner fandt de i starten af 1700tallet, da de slog kludene sammen med den dansk-norske statskirke. Frontmanden for koloniplanerne blev den norske præst Hans Egede. Hans Egede var tændt af en religiøs ild for at omvende grønlænderne til kristendommen, men der kom først skub i missionsplanerne, da han kunne koble religionens udbredelse sammen med en styrkelse af kongens magtposition i Nordatlanten, samt udsigten til at de norske hvalfangere kunne lade grønlænderne fange hvalerne.

Hans Egede appellerede til den dansk-norske kirkes overhoved, den danske enevældige konge Frederik d. 4. Kongen velsignede koloniplanerne ved at indsætte krigsskibe i grønlandske farvande for at holde hollandske og engelske hvalfangere ude af konkurrencen.

I 1721 landede Hans Egede og norske købmænd i Godthåb (det senere Nuuk, Grønlands hovedstad) og oprettede den første grønlandske koloni. For bedre at kunne udnytte Grønlands ressourcer blev der hurtigt oprettet kolonier langs hele Grønlands vestkyst. Formået var at udnytte grønlænderne som billig arbejdskraft i hvaljagten, så de norske købmænd kunne tjene profit. Købmændene havde investeret i kolonierne, men for at sikre sig den danske konges støtte, samt give kolonisering en eller anden form for legitimitet, fik den protestantiske kirke en ret central rolle i koloniernes begyndelse. Da overhovedet for statskirken var den enevældige konge, fungerede den enkelte præst ude i de grønlandske kolonier som kongens forlængede arm og var var helt frem til 1908 i administrationssammenhænge den højst rangerede person i kolonien.

Kirkens doktrin var underkastelses under Gud, Konge og alle øvrighedspersoner med hvid hudfarve både i Grønland og resten af Danmark-Norge. Kongefamilien havde en helt særlig plads i den dansk-norske statskirkes religion. Kongen var kirkens overhoved og havde derfor også den åndelige autoritet, hvilket blev banket ind i hovederne på Grønlænderne hver søndag. Dette har også betydet, at det danske kongehus og den danske statskirke stadig har en anden rolle i Grønland end i Danmark.

I Danmark står kirkerne tomme, mens kirkerne i Grønland ofte er fyldt. Dette afspejler selvfølgelig, at tilværelsen på Grønland er præget af fattigdom og hyppige dødsfald, men udspringer også af en flere hundredårig historie, hvor grønlænderne måtte dukke op i kirken, hvis de skulle holde sig gode venner med de danske kolonibestyrere. Et produkt af imperialismen er altså blevet en del af kulturen.

Kirken blev desuden styrket af at de stod for at uddele fødevarer i sulteperioder. Det grønlandske samfund balancerede på et eksistensminimum, og hvis jagten gik dårligt i sommerperioden, sultede grønlænderne om vinteren. Når det skete flokkedes grønlænderne om kolonicentrene i vinterperioden, hvilket styrkede både kirken og handelsfolkenes kontrol med den grønlandske befolkning. De danske koloniherrer var naturligvis ikke interesseret i, at arbejdskraften døde af sult. Kirken fik også til opgave at lære grønlænderne dansk og at læse og skrive, så de kunne blive en mere effektiv arbejdskraft.

Et enkelt lyspunkt i et ellers benhårdt kolonisystem var, at Hans Egede og hans familie på eget initiativ udviklede et fælles tale og skriftsprog for grønlænderne, med det formål at samle dem som folk.

Åndemanere, sæler og handelsmonopol

Det samfund Hans Egede og hans kapitalistiske samarbejdspartnere underlagde sig i 1721 var på vej ud af det stadie, man indenfor marxismen ville betegne som urkommunisme. Grønlænderne boede i storfamilier. Relationen mellem mænd og kvinder var i høj grad et arbejdsfællesskab, hvor alle var ansvarlige for børnene på bopladsen. Det var en fangerkultur, hvor det vigtigste fangstdyr var kystnære hvaler. Uanset hvem der fangede hvalen, blev overskuddet delt mellem alle bopladsens medlemmer, da det var den eneste måde at sikre sig samfundets forsatte eksistens.

Denne kamp for overlevelse betød, at det var udbredt at myrde uønskede børn, og at gamle og svagelige begik selvmord, når vintersulten ramte, for at resten af familien kunne overleve. Et andet aspekt, som var meget chokerende for de nye koloniherrer, var grønlændernes i deres øjne frie seksualmoral. Grønlænderne levede i storfamilier, som i andre tidlige samfund. Monogami var ikke det fremherskende og det var f.eks. en del af kulturen, at når fremmede kom til bopladsen, gik kvinderne i seng med dem for at få nyt blod ind i familien og dermed at forhindre indavl. Derfor var det naturligvis heller ikke klart, hvem der var fader til børnene.

Alt tyder på, at det grønlandske samfund var ved at nå et nyt udviklingstrin, på tidspunktet for koloniherrernes ankomst. For det første var der blevet oprettet fælles handelspladser for hele vestkysten, hvor de fleste grønlænder boede. Her mødtes de på trods af de enorme afstande regelmæssigt og handlede, indgik giftermål og afgjorte stridigheder. Det kan først opstå, når der kan produceres et overskud, udover det basale minimum for overlevelse. Det er progressivt, at der kan produceres et lille overskud, som kan frigive tid og energi fra den bare overlevelse. Men det ligger også grunden for, at der begynder at opstå ulighed. Kun en lille gruppe kan på dette stadie fritages fra arbejdet for overlevelsen til at tænke og filosofere. Resten må stadig arbejde for overlevelsen. På Grønland var der ved at blive skabt en ledende kaste i det grønlandske samfund. Noget som koloniherrerne udnyttede til det yderste, da de ankom.

Oprindeligt var de mest produktive indbyggere på den enkelte boplads blevet udnævnt til åndemanere. Den fanger, som havde evnerne og heldet til at nedlægge flest byttedyr til fællesskabet, måtte have naturens ånder på sin side og blev derfor oplært af den tidligere åndemaner til at varetage erhvervet. Men da den hvide mand underlagde sig Grønland, var åndemanerne ved at blive en uproduktiv præstekaste, der levede af overskuddet fra andres arbejde. De var stoppet med at tage med på fangst på havet og nøjedes med at blive i land og forudsige, hvor hvalerne ville dukke op. Åndemanernes familie blev de ledende på den enkelte boplads og levede af det bytte de andre medlemmer af bopladsen fremskaffede. Altså en primitiv klasseinddeling af samfundet.

Åndemanerfamilierne skulle blive en af de vigtigste grundpiller for det dansk-norske herredømme over Grønland. De første kolonier blev grundlagt på naturlige pladser for hvalfangst langs kysten, som grønlænderne allerede benyttede. For at få grønlænderne til at bosætte sig i kolonien blev de lokket med luksusvarer fra Danmark-Norge, såsom kaffe, sukker, alkohol og jernredskaber, som de kunne få i bytte for hvaler. Samtidig lukkede de hvide kolonister de oprindelig grønlandske handelspladser med vold. Al handel skulle ske igennem kolonierne og de hvide købmænd, der kontrollerede dem. Når grønlænderne var samlet i kolonien, gik præstener i gang med arbejdet med at omvende dem til kristendommen. Det hjalp gevaldigt på omvendelsen til kristendommen, at man modtog gratis gaver fra købmandsforretningen, når man som grønlænder blev døbt.

Præsten vendte sig naturligt nok mod troen på åndemanere, men det betød ikke, at åndemanerfamilierne blev udstødt fra kolonierne. Tværtimod. De skulle opgive at tale med ånderne, men de dansk-norske ledere af kolonierne kunne godt bruge disse ledende familier til at sikre, at grønlænderne blev i kolonierne og leverede hvaler til købmændene. Igennem bestikkelse og privilegier blev disse familier købt. Dette var samtidig med til at sætte yderligere skub i grønlændernes overgang til kristendommen, at deres gamle præster uden videre opgav deres ældgamle traditioner. Et bestikkelsesmiddel var kaffe og sukker, der efterhånden blev prestigeprodukter i Grønland, som den ledende kaste havde nemmere adgang til end resten af befolkningen. Grønlænderne begyndte faktisk at afstå al deres fangst i løbet af sommeren til de dansk-norske købmænd for at anskaffe kaffe og sukker. Det betød, at de ikke havde noget forråd, når vinteren kom, men var afhængig af købmændene og kirken for at få fødevarer om vinteren, hvilket igen blot styrkede koloniens kontrol over befolkningen.

De hvide i kolonierne var primært mænd, og der gik ikke længe før de begyndte at gifte sig med kvinder fra den ledende kaste, hvilket øgede deres distance til den grønlandske befolkning yderligere. Giftermålene havde også uforudsete fordele. Grønlændernes stigende kontakt med de hvide betød, at de blev sårbare overfor smitsomme sygdomme såsom kopper. Hans Egede og hans norske familie kom til at udrydde hele deres koloni i Godthåb i 1733 igennem sygdom, hvor de få grønlandske overlevende flygtede ud i tundraen. Disse sygdomsepidemier ramte de grønlændere, der var bosat i kolonierne med regelmæssige mellemrum, men de grønlændere, der havde europæisk blod i årerne, kunne langt bedre modstå sygdommene. Det betyder, at der gemmer sig en hvid europæer i de fleste grønlænderes stamtræ.

Samarbejdet mellem de norske købmænd, flåden, statskirken og de ledende lag på Grønland bar frugt. Kolonierne gav profit til deres investorer og i mere end en forstand. Når de grønlandske fangere nedlagde en hval og solgte dens spæk til tran-produktion, modtog de særlige grønlandske penge udstedt af købmændene i kolonierne. Disse papirpenge kunne kun bruges i købmændenes butikker, hvilket vil sige, at de fik maksimalt udbytte af den grønlandske arbejdskraft. Hvaltranen blev hentet et par gange om året med skib og sejlet til København, hvorfra det blev sendt videre til det hollandske og britiske marked. Alt i alt en meget profitabel handel.

Hvalfangsten gik godt. Faktisk for godt. Den intensive jagt fik hvalernes antal til at falde dramatisk i slutningen af 1700-tallet. Kolonibestyrerne begyndte at se sig om efter et alternativ, og her var sælerne en oplagt mulighed. Sælerne fandtes i tusindvis og deres spæk kunne også bruges som brændstofkilde, samtidig med at deres skind kunne blive en eftertragtet handelsvare. Men hvis sæljagten skulle blive optimal, krævede det, at den grønlandske befolkning blev spredt langs Grønlands vestkyst. Ved hvalfansgt gav det mening at have befolkningen samlet i store bygder, hvorfra de kunne sejle ud i store både, nedlægge hvaler og hive dem ind til bopladsen, hvor kvinder og børn kunne deltage i partering af dyret.

Det var lige omvendt med sæljagt. Sælerne levede spredt ud langs hele kysten på de mange tusinde småøer ved vestkysten. For at jage dem skulle den grønlandske befolkning også spredes ud i mange små bygder langs kysten. Ved hjælp af økonomisk pres, fysiske trusler, samt presset fra kirke og den ledende kaste skiftede grønlænderne deres oprindelige fangstdyr, hvalen, ud med sælen, så kolonierne vedblev at give profit. Sælfangst, som mange i dag betragter som indgrebet af grønlandsk kultur, er opstået på dansk diktat med profit for øje.

Den enevældige dansk-norske stat havde i starten været en tvivlsom sponsor af det nordatlantiske kolonieventyr, og de første mange år var kolonien et privatkapitalistisk foretagende. Der var store profitter at hente, men den grønlandske koloni var meget omkostningstung for enkeltindivider. Koppeepidemier blandt grønlænderne eller forliste skibe kunne betyde økonomiske tab, der var svære at bære for den enkelte købmand. Derfor kom der et stigende pres på kongemagten for at overtage kolonien, og da det blev tydeligt, at Grønland var en overskudsforretning, ville staten ikke gå glip af en fast indtægt.

I 1775, samtidig med overgangen fra hvaler til sæler, overtog den dansk-norske stat officielt den grønlandske koloni fra de norske købmænd. Der blev indført statsligt handelsmonopol på handel i Grønland, der varede helt indtil 1950. De norske købmænd i Grønland blev nu statsansatte, hvorfra de kunne få retten til handel i en længere periode på den enkelte bygd. For et mindre beløb kunne den enkelte købmand leje den enkelte koloni for en årrække. Staten skulle bare gå i nul, mens den resterende profit kunne stikkes i købmandens egen lomme. Købmanden fik samtidig hals- og håndsret over grønlænderne. Nogle af præsterne sørgede for, at de ikke gik for langt, med der var også eksempler på, at købmanden og den lokale præst herskede over bygderne som minikonger med fuld ret til at udbytte den grønlandske arbejdskraft til fulde. Yderligere blev det forbudt grønlænderne at have kontakt eller handel med andre europæere. Her var der især tænkt på de engelske og hollandske konkurrenter.

Da den danske stat skulle lave et overslag for kolonien i 1904, kom de frem til, at fra år 1775 til 1900 gav de grønlandske kolonier et overskud på 3,5 millioner kroner i nutidige penge. Det er en anselig profit i år 1900. Profitten har højst sandsynligt været meget højere end det officielle tal, da bestikkelse og handel med tran på det sorte marked har været udbredt blandt købmand og kolonibestyrere. Der findes ikke noget overblik over, hvad de enkelte købmænd i kolonierne hev hjem af profit, men det må have været en del, da der var rift om at blive udnævnt til kongelig købmand i kolonien.

Grønland og den grønlandske befolkning blev fra starten set af det danske koloniherredømme som et objekt for total udbytning med mål om så stor profit som muligt. Befolkningen kunne flyttes og omformes politisk og kulturelt efter magthavernes behov. Dette var et mønster, der skulle gentages flere gange helt op til i dag.  

Denne artikel er anden del af serien Dansk Imperialisme i Grønland. Gå til Del 2 | Del 3 | Del 4

Har du kommentarer, ris eller ros, så kontakt os på marxist@marxist.dk