Borgerløn eller basisydelse. I takt med at den organiske krise i det nuværende system udvikler sig, leder stadig flere efter alternativer. Partiet Alternativet har bragt den gamle ide tilbage fra graven. Ideen er at reformere sig ud af kapitalismens indbyggede modsætninger og dermed afskaffe fattigdom og fremme trivsel, kreativitet osv. Alt sammen meget godt. Det har bare ikke meget med den kapitalistiske virkelighed at gøre.
Når man ser på det nuværende rod af bureaukrati, umyndiggørelse og spild i det offentlige system af forskellige sociale overførsler, så er det let at blive fristet af ideen om et fast beløb til alle: Problem solved. Intet bureaukrati. Ingen huller i det sociale sikkerhedsnet. Ingen stress over om man har til dagen og vejen, hvis man bliver fyret, osv. osv.
Hvis borgerløn eller basisydelse virkelig vil have så positive effekter og fjerne bureaukratiet helt enkelt, hvorfor er det så ikke blevet indført for længst? For det er ikke en ny ide, men var fremme allerede i 60'erne.
De positive konsekvenser på livskvaliteten ved at løsne disse lænker på arbejderklassen vil være enorme. Arbejdere, der lever i økonomisk tryghed, kan udnytte deres personlige potentialer bedre. De kan give deres afkom en bedre opvækst og uddannelse. De har overskud og mod til at være mere kreative og opfinde nye ting, der gavner hele samfundet. Alt dette har marxister altid brugt som argument for en socialistisk omdannelse af samfundet: Menneskeheden har et enormt uudnyttet potentiale, som skriger på at blive sat fri.
Men hvorfor går marxister så ikke ind for kravet om borgerløn eller basisydelse? Problemet er, at det er et krav, der sætter sig mellem to stole. Det har socialistiske implikationer, men selve præmissen er, at det skal indføres uden at afskaffe kapitalismen, men tværtimod for at forbedre dens virke. En umulighed.
Kapitalismens grundlag
Grundlaget for kravet er ideen om at reformere det kapitalistiske samfund, men uden at røre den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Den er kilden til uligheden og de kapitalistiske klasseskel.
Kapitalismen er et klassesamfund, baseret på en lille kapitalistklasses udbytning af det store flertal i arbejderklassen. Kapitalejerne sætter produktion i gang for at tilegne sig profit og holder kun produktionen i gang, så længe den er profitskabende. Profitten bliver realiseret ved, at varerne blive solgt på det frie marked, verdensmarkedet i sidste instans. Det er et verdensmarked, der er under pres, hvor konkurrencen bliver stadig hårdere.
En forretningsmand, en kapitalist, er grundlæggende set ikke interesseret i de produkter han producerer eller deres eventuelle positive effekter på samfundet. Disse biting kan måske give lidt glasur på hans tilværelse og samvittighed; men grundlæggende set investerer han for at få et afkast. Penge strømmer fra områder med lav forrentning til områder med en høj forrentning. Hvis en kapitalist skal vælge mellem at investere i virksomheder med et afkast på 20 procent eller 5, så skal der ikke en højere universitetsuddannelse til at gætte, hvor hans penge lander.
På samme måde gælder, at hvis en kapitalist har investeret i en forretning med forventning om et 20 procents afkast, og hvis det så falder til 5, så trækker han sine penge ud. De flyttes et andet sted hen, måske til et andet land (vi lever i en globaliseret verden) med et højere afkast.
Kapitalisterne har en objektiv interesse i at trykke arbejderklassens lønninger for at kunne underbyde de andre kapitalister på verdensmarkedet og for at kunne hæve deres profitrate. Arbejdsløshed og truslen herom er et værktøj hertil. Jo større frygt for arbejdsløshed, der er i arbejderklassen, jo længere ned kan lønningerne presses, jo højere kan arbejdstempoet skrues i vejret, og jo højere bliver profitten.
Hvorfor denne kedsommelige og selvindlysende gennemgang? Fordi det viser, hvad der vil ske, hvis man rent faktisk fik indført en basisydelse, som man kunne leve af, under kapitalismen.
Hvad vil der ske?
Det ville primært have to effekter med afgørende (og for så vidt progressive) konsekvenser:
1) Det ville være en massiv overførsel fra kapitalistklassen til arbejderklassen. Dette er selvfølgelig under forudsætning af, at ét af målene er at øge den økonomiske lighed, og at basisydelsen derfor finansieres af de rigeste på den ene eller anden måde. Hvis finansieringen kom gennem fx moms og afgifter, så ville man være lige langt, da det i udpræget grad er arbejderklassen selv, der betaler disse. Resultatet af førstnævnte overførsel er, at profitraten vil falde.
2) Men vigtigere: En universel basisydelse ville fjerne truslen om arbejdsløshed. Konsekvensen vil være, at arbejdere vil sige deres job op, hvis de finder forholdene for dårlige, lønnen for lav osv. Hvorfor er det et problem set fra et kapitalistisk synspunkt? Fordi der er en årsag til, at det er et mareridt at være på arbejdsløshedsunderstøttelse. Det skal skræmme arbejderne til at tage et hvilke som helst job med elendige løn- og arbejdsforhold, fordi det i det mindste er bedre end at være på understøttelse. Hvis man fjerner den frygt, kan kapitalisternes tyranni på arbejdspladserne ikke fastholdes. Resultatet af en borgerløn vil også her være, at profitraten vil falde kraftigt.
At indføre en borgerløn eller basisydelse, som man kan leve af, vil være et enormt slag imod kapitalistklassen og kraftigt forrykke styrkeforholdet til arbejderklassens fordel i den daglige klassekamp om, hvor stor en del af den producerede værdi, der skal tilkomme hhv. arbejdere og kapitalejere. Konsekvensen er åbenlys: Kapitalflugt i massiv skala. Kapitalisterne vil trække sig ud af landet.
Socialisme af bagvejen
Derfor er det fuldstændig illusorisk at tro, at man kan overbevise kapitalisterne om, at det er en god ide. Også selvom det virker umiddelbart logisk. Introduktion af en borgerløn eller basisydelse vil betyde omgående klassekrig. Kapitalflugten vil kun kunne bremses med kapitalkontrol og ekspropriation af kapitalisternes produktionsmidler. De facto vil det opløse den private ejendomsret til produktionsmidlerne og dermed markedsøkonomien og dermed også være første skridt i en socialistisk økonomi.
I den situation vil kravet om basisydelse eller borgerløn være at trække udviklingen baglæns. Økonomien vil være i samfundets hænder og kunne underlægges demokratisk kontrol og planlægning. Så i stedet for at acceptere, at nogen skal være arbejdsløse med understøttelse, vil det være et spørgsmål om med et pennestrøg at sænke arbejdstiden og sætte alle i arbejde. Arbejdsløshed kan afskaffes og med den også alt bureaukratiet omkring arbejdsløshedsunderstøttelsen og de sociale ydelser.
Sig tingene som de er!
Derfor er marxisternes holdning: Sig tingene, som de er! Der findes ikke en gylden reform, som kan gøre kapitalismen human. At foregive, at en administrativ reform kan klare problemerne, er at stikke blår i øjnene på arbejderklassen og de lag, som i denne tid leder efter alternativer til det nuværende elendige system. Virkeligheden er, at et værdigt liv for alle, kun kan nås ved at fratage kapitalisterne retten til at udbytte det store flertal og i stedet lægge produktionen og rigdommen i kollektivets hænder under arbejdernes demokratiske kontrol.
