tulleDansk Folkeparti fik et rekordresultat ved sidste valg og taler nu om at blive regeringspartner efter næste folketingsvalg. Det vil uden tvivl blive en kulsort og reaktionær regering. Men hvordan kan det være, at det er kommet så vidt, og hvordan kæmper vi imod det?

Dansk Folkeparti (DF) har lige siden. at Anders Fogh Rasmussen fik magten i 2001, forsøgt at udnytte dets position maksimalt ved blot at agere støtteparti uden at tage medansvar for den førte regerings enorme nedskæringspolitik. Hver gang den siddende borgerlige regering har ville slagte velfærden eller sænke skatten for de store firmaer, så har DF ladet som om det kun gjorde det, fordi det var den eneste måde partiet kunne få sin racistiske udlændinge- og indvandrerpolitik igennem på. Samme position har det vedholdt efter sidste valg.

Hvorfor DF?

Der var mange, især på venstrefløjen, som græd snot efter sidste valg og truede med at flytte ud af landet på grund DF's valgsejr. Direkte og indirekte blev skylden lagt over på arbejderklassens tilbageståenhed og manglende politisk niveau. Hvorfor i alverden stemmer så mange på et så reaktionært og racistisk parti?

Vi kan hurtigt blive enige om, at det på ingen måde er progressivt, at DF får så stor indflydelse; men det hjælper os ikke videre. Spørgsmålet er, hvad årsagen til DF's fremgang er.

Arbejderklassen søger som helhed svar på de problemer de møder i hverdagen blandt de forskellige partier. Arbejderbevægelsen, især Socialdemokraterne, har ikke engang formået at anerkende disse problemer, men har tværtimod været med til at forværre dem igennem den politik, som de førte, da de var i regering (støttet af SF og Enhedslisten!). Med Socialdemokraternes højredrejning har det været svært, hvis ikke umuligt, at se, hvad den store forskel var fra Venstres politik.

Både Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten bliver set som en del af samme politiske establishment, der ikke kan relatere sig til arbejdere og unges problemer. SF har nærmest kopieret Socialdemokraternes højredrejning, og selvom Enhedslisten ikke er gået lige så langt til højre, så virker Enhedslisten langtfra som et reelt alternativ.

DF tager derimod fat i nogle af de problemer, som arbejdere har, selvom de fordrejer dem på den mest reaktionære vis. Det gælder, når de så udpeger årsagerne til problemerne: Indvandrere! Flygtninge! Udlændinge! Muslimer! Det er selvfølgelig en fuldstændig forkert årsagsforklaring, som er beregnet til at aflede fra den egentlig årsag til arbejderes og unges problemer. For de bunder i et socio-økonomisk system, kapitalismen, som ikke længere er i stand til at tage menneskeheden frem, men i stedet konstant presser vores leveforhold længere og længere ned.

DF's opbakning er dermed født ud af to ting: den enorme frustration, der findes i samfundet, og venstrefløjens manglende formåen i at kanalisere denne frustration i en progressiv retning. Hovedansvaret må altså lægges på venstrefløjens skuldre.

I Danmark ligesom mange andre steder i verden ser vi en mere og mere polariseret politisk situation, både til højre og til venstre. Fordi venstrefløjen står så svagt, som den gør, så bliver denne polarisering i højere grad udtrykt på højrefløjen, blandt andet hos DF. Samme tendens ses mange andre steder i Europa med samme skred i retning mod ”højrepopulisme”.

DF i regering?

I juni under folkemødet annoncerede Kristian Thulesen-Dahl, at DF var klar til at indgå i en ny regering efter et kommende valg, hvis to betingelser var opfyldt: 1) DF fik nogenlunde sammen opbakning som ved sidste valg (ca. 21%), og 2) der stadig var et borgerligt flertal. Under den socialdemokratiske regering blev nedskæringspolitikken undskyldt med argumentet: men tænk, hvad alternativet ville være: en kulsort regering med DF i.

Hvis DF kom i regering, ville det betyde, at det i meget højere grad end nu og tidligere ville stå som skydeskive for ødelæggelsen af løn- og arbejdsforhold, for kollapset af velfærdsstaten, for den krigerisk udenrigspolitik osv. Der ville være et stort potentiale for oppositionen til at udstille partiets hykleriske og asociale politik.

Selv om DF fik et rekordvalg for lidt over et år siden, så har det siden valget i snit ligget en smule under den opbakning i meningsmålingerne. Fordi det har nogenlunde samme størrelse som Venstre, og fordi Venstre er det eneste parti i regeringen, så bliver det i højere grad set som det parti, der er medansvarlig for den førte politik.

DF består af intet andet end grådige højrepopulister. Hvis de var kloge, holdt de sig ude af enhver regering, da det unægtelig vil føre til, at partiet mister legitimitet hos dem, der ser dem som et alternativ. Men de higer efter at blive mere ”stuerene” og en del af det politiske establishment, som blandt andet kan ses ved Pia Kjærgaards iver efter at blive formand for Folketinget. Det bliver sværere og sværere for dem at fremstå som ”noget andet”, altså som et alternativ for ”den lille mand”.

Der var mange hos Enhedslisten, som forsvarede deres støtte til den socialdemokratiske regering med, at det var ”det mindste onde” i forhold til en ny Lars Løkke-regering. Men Lars Løkke-regeringen kom alligevel, og Enhedslistens støtte til den tidligere Helle Thorning har blot sat den i en svagere position, der har banet vejen for yderligere støtte til DF. Så hele taktikken om ”det mindste onde” har i virkeligheden banet vejen for ”det større onde”, altså en regering med DF i, som ikke er usandsynligt i den nære fremtid.

Det er på et intet plan en god ting, hvis DF kommer i regering; men det er heller ikke fascismens sejr, som nogen på venstrefløjen har en tendens til at fremstille det som. DF er ikke fascister som Hitler, Mussolini eller Franco i 1920- og 1930'erne. En regering med DF vil uden tvivl føre en endnu mere reaktionær politik, end hvad vi hidtil har oplevet; men samtidig vil det udstille DF i langt højere grad, end det bliver nu.

Situationen i Danmark

Den politiske situation i Danmark er paradoksal. På den ene side har vi en Lars Løkke-regering, som på besynderlig vis virker urørlig og fortsætter med at ødelægge velfærden og angribe indvandrere og flygtninge.

Seneste skud på stammen har været indførelse af kontanthjælpsloft, 225-timersreglen og integrationsydelse, som blandt andet vil næsten fordoble antallet af fattige børn fra 8.000 til 15.000. Integrationsydelse betyder blandt andet, at enlige uden børn vil få 5.945 kr. i stedet for 10.849 kr. på kontanthjælp. Angreb som disse vil fortsætte efter sommerferien med pensions- og skattereform samt ny finanslov. Finansminister Claus Hjort Frederiksen har udmeldt, at regeringen overvejer at fremskynde stigningen i pensionsalderen fra 65 år til 68 år, så det sker i 2025 i stedet for 2030. Med finansministerens udmelding om, at ”intet er fredet”, er der uden tvivl lagt op til hårde nedskæringer i efteråret.

Men på den anden side er regeringen utrolig svag. Dens flertal er konstant ved at smuldre, både i meningsmålingerne, men også af de andre borgerlige partier, der truer med at vælte de. Det er en regering, der hele tiden må optrappe sin racistiske politik for at aflede arbejdernes opmærksomhed fra resten af dens førte politik.

I Danmark foregår samme proces som i resten af Europa, hvor det politiske system og de traditionelle politiske partier smuldrer og mister legitimitet. Det er et problem for borgerskabet, når DF eksempelvis overhaler Venstre i størrelse, da det er sikrere for det at herske gennem dets gamle og velkendte partier.

Et skift i situationen

Mens regeringen tromler derudaf med nedskæringer og angreb, opbygges frustrationerne og utilfredsheden blandt arbejdere og unge. Indtil nu har det primært været under overfladen. Men situationen er ved at vende i Danmark, som vi så med bevægelsen mod uddannelsesnedskæringer og ”refugees welcome”-bevægelsen. Den stigende polarisering er et tegn på den krise, som kapitalismen befinder sig i.

Det var den socialdemokratiske regerings sidste regeringsperiode, der banede vejen for den nuværende situation og DF’s fremgang. Argumentet fra Enhedslisten for at holde hånden under regeringen var bl.a. at undgå en regering med DF. Vi ser ny det modsatte scenarie på vej til at blive til virkelighed. Den eneste måde at bekæmpe de borgerlige og især DF på er at opstille et socialistisk alternativ til kapitalismens krise og nedskæringspolitikken.

Vi opfordrer alle, der vil være med i den kamp og samtidig kæmpe for et internationalt socialistisk alternativ, til at melde sig ind i Revolutionære Socialister, den danske sektion af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT). 

Bragt i Revolution nr. 21, juli-august 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 100 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

 

Yderligere information