Forside nr19 WEBKrig, racisme, flygtningestrømme, hungersnød og nedskæringer - man skal bare tænde for fjernsynet, så er det lige til at blive deprimeret af. Politikerne diskuterer, hvilket bombefly de skal bruge 30 milliarder kroner på, mens de jamrer sig over omkostningerne ved de flygtninge, som de selv samme bombefly er med til at skabe.

Elendigheden er et tegn på dødskramper i et sygt system. Kapitalismen har for længst udspillet sin progressive rolle og befinder sig i en blindgyde. Borgerskabet er blevet parasitter på systemet. De rige gemmer formuerne i skattely, mens flygtninge og indvandrere gøres til syndebukke. De 62 rigeste mennesker i verden ejer nu det samme som den fattigste halvdel. I stedet for at investere i produktion ophober de rigdomme i ekstrem grad. I Danmark er det gennemsnitlige niveau for nettoinvesteringerne (dvs. ”nye investeringer”) faldet med 64% i forhold til før krisen i 2008. Hvorfor investere i produktion, når der allerede eksisterer overproduktion (med de borgerliges ord overkapacitet), og varerne derfor ikke kan sælges?

Alle betingelser for et socialistisk samfund, uden ulighed og undertrykkelse, er til stede. Men så længe vi har et system baseret på den private ejendomsret til produktionsmidlerne, hvor der produceres efter profit, kan dette potentiale ikke virkeliggøres. Under kapitalismen betyder robotter flere arbejdsløse i stedet for en nedsættelse af arbejdstiden. Flygtninge og immigranter bliver endnu et tal i den i forvejen store arbejdsløshedskø i EU i stedet for at være ekstra arbejdskraft, der kunne være med til at øge rigdommen for alle. Modsætningerne i kapitalismen hober sig op og er ved at nå et bristepunkt.

Der er ingen grund til pessimisme – tværtimod! Mens det gamle system smuldrer, kæmper et nyt for at blive født. Kapitalismens krise underminerer al anden stabilitet og presser arbejdere og unge verden over ud i kamp. I alle lande undermineres det politiske centrum, og de gamle partiers autoritet kollapser. I Danmark fik de 4 gamle regeringspartier kun lige over 50% af stemmerne til sammen ved valget. 6 ud af 10 danskere har lille eller meget lille tillid til politikerne. Systemets stabilitet undermineres, og borgerskabet kan ikke længere regere, som det plejer.

Overalt ser vi et skift i bevidstheden blandt arbejdere og unge. Under overfladen er der de sidste år sket en radikalisering, som i land efter land giver sig udtryk i massebevægelser og skarpe skift i den politiske situation. I Frankrig har vi set massive bevægelser. I Spanien blev Podemos det tredje største parti ved sidste valg. Corbyn i England er udtryk for samme proces. I USA er der også sket et kæmpe skift i bevidstheden: Bernie Sanders' taler om socialisme og en ”politisk revolution” imod ”milliardærklassen” forbinder sig med hundredtusindvis. Over halvdelen, 56,5%, af de 18-35-årige amerikanere anser sig selv som arbejderklasse - den højeste andel, siden man startede med at måle for 30 år siden.

Herhjemme ser alt ud til endnu at stå stille. De borgerlige tudede os ørerne fulde om globaliseringens uundgåelighed. Og heri har de ret – globaliseringen er uundgåelig. Den internationale konkurrence med pres på løn og arbejdsforhold er et vilkår under kapitalismen. Men det er en proces, der går begge veje: Danmark er en del af den globale økonomiske krise, og de samme processer, som vi ser i resten af verden med radikalisering, massebevægelser og politiske skift vil også få et udtryk i Danmark.

Forrest for alle, der vil kæmpe for en anden verden, er opgaven med at skabe en revolutionær kraft, der kan spille en afgørende rolle på internationalt plan. Derfor er vi stolte af, at vi 1. maj præsenterer det første nummer af Revolutionære Socialisters nye engelsksprogede avis Revolt – den første danske marxistiske avis på engelsk, som et vigtigt skridt i at forene arbejdere og unge på tværs af nationale skel. Og vi opfordrer alle, der vil være med til at kæmpe for en socialistisk verdensrevolution, til at gå med hos os i den Internationale Marxistiske Tendens.

Bragt i Revolution Nr. 19. maj 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 100kr. 

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.