udd demoVi offentliggør hermed følgende dokument som blev vedtaget på Revolutionære Socialisters kongres den 5-6. marts 2016. Vækker det din interesse? - så kontakt os! Der er brug for alle kræfter.

”Marxistisk teori giver fordelen af fremsyn over forbløffelse” (Leon Trotskij)

Formålet med et perspektiv er at analysere og forstå de processer, der foregår i samfundet frem for at bliver overvældet af begivenhedernes udvikling.

Et perspektiv kan aldrig blive en præcis forudsigelse af begivenhedernes gang. Den nuværende periode er på internationalt plan karakteriseret af revolutioner og kontrarevolutioner og pludselige skift i en kamp mellem levende kræfter, som det er umuligt på forhånd at forudsige udfaldet af, og som har både direkte og indirekte indflydelse på situationen i Danmark.  Derfor må perspektivet tilpasses i takt med den konkrete udvikling.

Uden et perspektiv, dvs. uden en analyse af begivenhederne som de udfolder sig, er det nemt at blive overvældet af strømmen af tilsyneladende meningsløse ulykker. Selv mange på venstrefløjen bukker under for pessimisme. Og der sker da også mange forfærdelige ting, men vores opgave er ikke at græde, men at forstå. Kapitalismen er et socioøkonomisk system, der befinder sig i en blindgyde og har udspillet sin historiske rolle. Systemet kan ikke længere bringe menneskeheden fremad. Alle modsætninger skærpes, mellem nationer og mellem klasser. Det skaber en skarp polarisering med fattigdom og elendighed på den ene side og obskøn rigdom på den anden. En polarisering mellem højre- og venstre. Det vi ser nu, er det kapitalistisk systems dødskramper og et nyt systems fødselsveer.

Men kapitalismen kollapser ikke af sig selv, det må omstyrtes af arbejderklassens bevidste intervention gennem en socialistisk revolution. Pessimisterne ser aldrig de fundamentale strømninger under og igennem al elendigheden: at kapitalismens krise presser arbejdere og unge i kamp for at forsvare deres liv og fremtid. Vi befinder os i en periode, hvor spørgsmålet om verdensrevolutionen bliver sat på dagsordenen. Det pålægger revolutionære et ekstra ansvar. For som Trotskij indleder Overgangsprogrammet i 1938 ” Den verdenspolitiske situation set under eet er først og fremmest kendetegnet ved en historisk krise i proletariatets ledelse”. Det samme gælder i dag: Vi kan kun forstå begivenhedernes kaotiske og modsætningsfyldte forløb i lyset af den fuldstændige mangel på en subjektiv faktor; det revolutionære parti. Dette er omdrejningspunktet for perspektivet, og målet med dokumentet er at udstikke retningslinjerne for bedst muligt at kunne intervenere i begivenhederne og bygge den revolutionære ledelse, der er nødvendig for at omstyrte systemet.

Verden

”Problemet med sekulær [permanent] stagnation – den industrielle verdens manglende evne til at vokse i tilfredsstillende grad, selv på trods af meget lempelig pengepolitik - forværres i kølvandet på problemerne i de fleste store vækstmarkeder, startende med Kina. […] de farer, som den globale økonomi står overfor, er mere alvorlige end på noget andet tidspunkt siden Lehman Brothers' konkurs i 2008.” (Financial Times oktober 2015)

Sådan betegner den keynesianistiske Harvard-økonom Lawrence Summers, tidligere amerikansk finansminister, den nuværende periode.

Der er gået mere end 7 år siden det økonomiske sammenbrud i 2008, og som IMT har forklaret i sine verdensperspektiver, som dette perspektiv må læses i sammenhæng med, er den nuværende krise ikke ”bare” en normal cyklisk krise. 2008 markerede overgangen til en kvalitativt ny periode. Vi er gået ind i en periode, som vi med Trotskijs betegnelse fra 30’erne kalder en organisk krise, hvor kapitalismen befinder sig i en blindgyde ude af stand til at udvikle industrien, teknologien, videnskaben og ude af stand til at udnytte selv de eksisterende ressourcer: mennesker og maskiner går til spilde. Og uanset hvad kapitalisterne forsøger, løser det ikke problemerne.

Den Internationale Valutafond (IMF) har gentagne gange nedjusteret deres vækstprognoser for verdensøkonomien, senest til 3,1% i 2015 og de forudser nu et direkte fald i verdens BNP målt i nominelle dollarværdier, det første fald siden 2009, som følge af den usædvanlige kraftige dollarstigning. Væksten i Kinas økonomi, der står for over 30% af verdens vækst og 16% af verdens produktion, er faldende, sammen med resten af verdens såkaldte ”vækstøkonomier”.

Væksten i USA er i bedste fald ustabil, i Japan har den været stagneret i et kvart århundrede, og i Europa er krisen ved for alvor at nå kernelande som Tyskland. Globaliseringen af økonomien har betydet en globalisering af kapitalismens krise. Før 2008 voksede verdenshandelen med 6 % årligt ifølge WTO. I de seneste 3 år er væksten faldet til 2,4%. De første 6 måneder af 2015 har set den laveste vækst siden 2009. For første gang i 30 år flyder privat kapital ikke længere ind i udviklingslandene men ud - ifølge Summers er 1000 mia. dollars røget ud af ”vækstøkonomierne” i år. Det vil sige, at netop de økonomier, der var udset til verdens nye vækstlokomotiv efter nedgangen i de udviklede økonomier, primært USA og EU, nu også fejler. Scenen er sat for en ny nedgang i verdensøkonomien. 

I en artikel med den sigende titel ”den uendelige historie” skriver the Economist:

”Det er tæt på ti år siden, at USA’s boligboble brast. Det er seks år siden Grækenlands konkurs udløste eurokrisen. Det, der forbinder disse episoder, var en hurtig opbygning af gæld, efterfulgt af et sammenbrud. Tredje episode i Krøniken om gælden udfolder sig nu. Denne gang er scenen ”vækstøkonomierne”. Investorerne har allerede dumpet aktiver i udviklingslandene, men afmatningens fulde pinsel ligger stadig forude.” (The Economist 14.11.15)

Summers beskrivelse; ”Permanent stagnation” er en rammende betegnelse. Årsagen er, at produktivkræfterne er vokset ud over nationalstaten og det private ejerskab til produktionsmidlerne. Kapitalismen har nået sin grænse. Det er ”for meget” kapacitet på kapitalistisk basis. Hvad de borgerlige økonomer kalder overkapacitet, hvad vi med marxistiske termer kalder overproduktion. Det vil sige, der er for mange fabrikker, maskiner, produktionsmidler i forhold til hvad kapitalisterne kan sælge med en profit.

De kapitalistiske virksomheder har milliarder og atter milliarder dollars på bankbogen, men de investerer ikke. Hvorfor? Fordi de ikke kan sælge varerne. De penge, som centralbankerne pumper ud i økonomien med kvantitative lettelser i et desperat forsøg på at sætte gang i økonomien, ryger direkte ud i finansielle spekulationer og genoppuster de spekulative bobler. Når politikerne skærer ned, og lønningerne sænkes, for at klare sig bedre i konkurrencen om det begrænsede marked, svækker det efterspørgslen yderligere, og sender økonomien længere ned i den onde spiral.

Den økonomiske situation har direkte effekten på klassekampen. Selv når centralbankerne med enorme omkostninger har opnået en svag vækst de seneste år, har det ikke engang virket formildende på klasseforskellene. Uligheden er fortsat med at vokse. En rapport fra den schweiziske bank Credit Suisse viser, at den rigeste 1 procent af jordens befolkning nu ejer halvdelen af verdens rigdom. På den anden side ejer den fattigste halvdel af jorden befolkning kun 1 procent af den globale rigdom. I verdens rigeste land, USA, er minimumslønnen i dag i reale termer 1 dollar lavere end for 47 år siden, da den toppede i 1968. For det store flertal af verdens befolkning har det ikke ændret noget at verdensøkonomien ikke har været officielt i recession de sidste år.

Europa

Europa er en nøgleregion, både i forhold til verdensøkonomien, men lige så meget i forhold til situationen i Danmark.

I EU er krisen massiv. Både økonomisk, politisk og institutionelt. Særligt Nord- og Sydeuropa trækker hver sin vej. Men EU er også splittet Øst-Vest over blandt andet sikkerhedspolitikken i forhold til Rusland, men også de store flygtningestrømme, hvor flere Østeuropæiske lande (og Danmark) nægter at deltage i en fordelingsordning.

Wolfgang Münchau, associate editor på the Financial Times beskriver, hvordan EU er ved at smuldre under presset fra et ”overvældende” antal kriser, bl.a. flygtninge, Ruslands invasion af Ukraine, Eurozonens gæld, Storbritanniens fremtid i EU, Grækenlands fremtid i eurozonen, Catalansk selvstændighed, Volkswagen for bare at nævne nogen. Ingen af disse kriser har EU været i stand til at løse.

Han peger på, at uenigheden om fordelingen af flygtninge og optrevlingen af Schengen har videre konsekvenser for EU, ”[…]vi ser hvordan politik og økonomi interagerer i Europa lige nu. Der er intet økonomisk bånd mellem Schengen og euroen. … Men Schengen og euroen er de mest ambitiøse og synlige projekter i EU. Optrævlingen af førstnævnte kunne skabe præcedens”. Dette er ordene fra Financial Times, der ikke just kan anklages for at være marxistiske propagandister.

Men stadig undervurderer de borgerlige strateger den eksistentielle krise i EU. Storbritannien kan meget vel være på vej ud af EU, som følge af den kommende afstemning, men vigtigst af alt: Selve det indre marked er truet. Når først det bliver ”tilladeligt” at indføre grænsekontrol mellem EU-landene, så er skridtet ikke langt til at skabe barrierer for arbejdskraft og siden varer, for at beskytte ”sin egne” virksomheder.

EU blev ellers netop dannet for at forsøge at overkomme europæiske nationalstater, som var blevet for snæver for udviklingen af produktivkræfterne. Efter Anden Verdenskrig stod Europa svækket, mens USA kom styrket ud af krigen. Fællesmarkedet blev dannet som et forsøg på at imødegå især USA, men også Japan som handelsblok. Ad omveje opnåede Tyskland med økonomiske midler, hvad de ikke formåede militært gennem to verdenskrige: at dominere Europa. Ikke pga. et særligt tysk karaktertræk, men pga. deres overvældende produktive kapacitet, ikke mindst efter genforeningen af Tyskland, og deres geografiske placering i hjertet af Europa.

Men EU har ikke ophævet de nationale modsætninger. Tværtimod har de seneste år vist, at forsøget på at forene økonomier, der trækker i forskellige retninger, skaber større spændinger. Økonomierne er bundet sammen som bjergbestigere: Falder én risikerer resten at blive trukket med ned. Det er derfor EU lederne indtil nu er blevet ved med at ”redde” Grækenland. De er bange for en dominoeffekt. Men intet fundamentalt er ændret i Grækenland. De har blot formået at udskyde bankerotten.

”Grækenlands fremtid i eurozonen er ligeså usikker nu som i sommers. Athen vil få et nyt lån, men det eneste, der har ændret sig fundamentalt, er, at historien ikke længere er på forsiden, fordi andre nødsituationer, ser mere vigtige ud.” skrev Münchau i Financial Times.

Det er ikke længe siden, at 25 års jubilæet for Berlinmurens fald blev fejret med pomp og pragt af Europas ledere, med løfter om fred, fordragelighed og åbne grænser. Nu bygges der igen mure, først og fremmest på EU's ydre grænser men også i stigende grad internt mellem EU-landene. Den flygtningestrøm, som EU's ledere selv har været med til at skabe ved deres imperialistiske indblanding i Afrika og Mellemøsten, sætter nu mere fart på den optrævling af EU, som allerede var i gang.

Da økonomien gik frem, var det relativt nemt at enes i EU, men nu da krisen kradser, øges spændingerne mellem nationerne, både økonomisk og geopolitisk. Politikerne står tilbage magtesløse ude af stand til at nå til enighed om at andet end at forsøge at udlicitere flygtningeproblemet til EU’s nabolande, som Spanien tidligere har gjort det i Afrika, og som EU nu forsøger med Tyrkiet. EU betaler Tyrkiet milliarder af euro for at holde flygtninge ude af EU, mens EU’s ledere lukker øjne og ører for det faktum, at de dermed støtter og legitimerer Erdogan, der brutalt undertrykker og fører krig mod sin egen befolkning, ikke mindst den kurdiske del, og som mere eller mindre direkte hjælper Islamisk Stat.

Samtidig har krisen afsløret det virkelige demokratiske sindelag hos EU’s ledere: De anser demokrati for at være den nemmeste styreform. Men kun så længe deres fundamentale interesser ikke trues. Både i Grækenland og Italien har de haft indsat teknokrater, når siddende regeringer ikke førte en i deres øjne passende økonomisk politik. Og da det græske folk stemte Nej til flere nedskæringer, blev de tromlet ned. Så meget for det borgerlige ”demokrati”.

Nationalisme

Krisen har sat den herskende klasse i penibel situation. De centrifugale kræfter imellem de europæiske økonomier betyder, at EU trues af opløsning. Borgerskabet er splittet. Én fløj af borgerskabet vil løse problemet med endnu højere grad af europæisk integration. Men en stadig større del af borgerskabet tror ikke længere på projektet. For os at se er EU, som vi kender det, fortid, og selve det indre marked er under pres og dets overlevelse ikke givet. Dublin-aftalen er allerede brudt sammen, og Schengen er på vej ud.

Tendenserne til opsplitning over nationale linjer ses også i væksten til de nationalistiske og højrepopulistiske partier, og den stadig større støtte som borgerlige anti-EU-partier får fra borgerskabet. EU-modstanderne i de britiske konservative, den nye national-konservative PiS regering i Polen og Liberal Alliance i Danmark er eksempler på disse.

I en situation med stigende nationalistiske tendenser i borgerskabet er det tusind gange vigtigere for arbejderklassen med en internationalistisk, klassebaseret politik. Vi kan ikke bakke op om hverken den nationalt eller europæisk orienterede fløj af den herskende klasse. En socialistisk politik kan kun være internationalistisk og uafhængig af alle borgerskabets grupperinger. Men i alle lande fejler venstrereformismen i den henseende.

Venstrefløjen i Syriza (der senere splittede ud) foreslog en exit fra euroen og tilbagevenden til en græsk valuta, dvs. til en form for græsk kapitalisme, som løsningen på den økonomiske krise. Den plan støttede bl.a. Enhedslisten. Det er klart, at Grækenland i EU og euroen har betydet katastrofale nedskæringer for de græske arbejdere. En løsning kan ikke findes indenfor EU. Men havde Grækenland forladt euroen, og vendt tilbage til drachmaen ville det have medført et øjeblikkeligt kollaps i den græske økonomi og dermed også katastrofale følger for de græske arbejdere. Eneste vej frem var socialistiske tiltag.

Herhjemme forsøgte Enhedslisten sig også med ren nationalistisk politik i forhold til EU-afstemningen i december 2015. Allerede i sommeren 2015 indgik partiet i en politisk alliance med Folkebevægelsen mod EU, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, hvoraf de to sidste er de mest reaktionære partier i Folketinget. Det skete for at kunne præsentere en samlet Nej-front. Deraf fulgte naturligt, at Enhedslistens eneste svar i kampagnen op til afstemningen var dansk selvbestemmelse, den danske grundlov, det danske folketing, den danske ”retsstat”, som i parentes bemærket samtidig gennemførte asylstramninger, der med juristers ord satte spørgsmålstegn ved selvsamme retsstat. Med andre ord var Enhedslistens argument for et Nej, at dansk kapitalisme på en eller anden måde var mere progressiv en EU’s kapitalisme.

Resultatet var det forudsigelige, at dels blev DF’s autoritet kraftigt styrket, netop på et tidspunkt hvor partiet for første gang var ved at få problemer fra den nedskæringspolitisk, som de indgik i med regeringen, og dels at en socialistisk og internationalistisk kritik af EU var helt fraværende i debatten.

Mistillid til den politiske og økonomiske elite

Kapitalismens krise udtrykker sig i en krise i reformismen. Reformisme er den utopiske ide, at man kan reformere kapitalismen skridt for skridt i en bedre retning for arbejderklassen. Efterkrigsopsvinget gav plads til reelle reformer, med udbygning af sundhedsvæsen, skoler, pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse osv. For arbejderklassen i de udviklede kapitalistiske lande blev der skabt semiciviliserede forhold. Efterkrigsopsvingets afslutning med ”oliekrisen” i starten af 1970’erne betød et stop for reformerne. Men allerede maj ’68 i Frankrig varslede en revolutionær periode. Det lykkedes imidlertid reformisterne at bruge deres autoritet til at sætte sig i spidsen for bevægelsen, afspore den og holde hånden under kapitalismen.

Lige siden er arbejderklassens leveforhold blevet undermineret, mens profitterne er blevet presset i vejret. Reformisterne har hjulpet i denne proces, og deres reformer er i dag blevet til kontrareformer. Men i deres forsvar for kapitalismen og de deraf følgende nedskæringer har de reformistiske ledere i toppen af arbejderbevægelsen samtidig undermineret deres egen autoritet og dermed fremtidige kontrol over arbejderklassen.

Udviklingen i Grækenland viser denne proces: Det socialdemokratiske parti i Grækenland, PASOK, fik for fem år siden 44 procent af stemmerne. Ved valget i januar 2015 fik de kun 4,8 procent. Partiet er tæt på politisk udslettelse, efter at have administreret trojkaens (IMF, ECB og Europa-kommissionen) nedskæringsprogrammer. For få år siden fik PASOK og borgerskabets traditionelle parti, Nyt Demokrati, tilsammen mere end 90 procent af stemmene. Ved valget den 25. januar 2015 fik de kun 32 procent tilsammen, mindre end Syriza fik alene. Syrizas valgsejr kom på baggrund af intens klassekamp i Grækenland over de sidste 8 år med mere end 30 generalstrejker og løfter om et opgør med EU’s memoranda som dikterede massive nedskæringer og privatiseringer.

Men lederne i EU, med Tyskland i spidsen, kunne ikke tillade Tsipras at opfylde sine løfter, da det ville udgøre et eksempel for arbejderne i hele Europa, startende med Spanien og Portugal, der også har været underlagt hårde spareprogrammer fra EU. På trods af at et overvældende flertal af grækerne stemte Nej til mere sparepolitik i en folkeafstemning og masserne var mobiliserede på gaderne, viste reformismen sin fallit i Tsipras kapitulation der resulterede i endnu hårdere nedskæringer end dem, som grækerne havde afvist i folkeafstemningen.

Tsipras’ kapitulation i Grækenland viser med al tydelighed, at reformismens krise også omfatter vestrereformismen. Venstrereformisterne tror, at det er muligt at regulere sig ud af krisen, men der er ingen mellemvej mellem at administrere kapitalismens krise og socialisme.

Det er ikke bare i Grækenland, at der er opbrud. Overalt ses samme proces med en historisk miskreditering af politikerne og hele ”etablissementet”. I Grækenland gav det sig udtryk i valget af Syriza. I Portugal vandt venstrefløjen flertallet ved valget i november 2015, men præsidenten, som normalt bare har en ceremoniel rolle, nægtede at skrive under på, at de kunne danne en regering. Først efter et længere tovtrækkeri, og konsultation med arbejdsgiverforeningerne, har han indvilliget, men truer med at slå ned, hvis ikke den nye regering opfylder sine forpligtelser overfor de internationale kreditorer.

I Spanien voksede partiet Podemos frem fra ingenting. I Irland, hvor den katolske kirke for få år tilbage havde enorm magt, stemte et flertal JA til at tillade homoseksuelle at gifte sig. I Skotland var det meget tæt på et flertal stemte JA til skots selvstændighed og dermed et opbrud af den 300 år gamle union af Storbritannien. Mens den gamle elite miskrediteres, er vi vidner til en proces, hvor arbejdere og unge begynder at lede efter alternativer. Der hvor der findes et alternativ til venstre, kan sådanne opleve eksplosiv vækst. Det er især ungdommen, der rammes af krisen, der fjerner fremtidsudsigterne for det store flertal. Det presser unge og arbejdere på gaden for i kampen for et værdigt liv. Det bliver en langstrakt proces, fordi lederne af arbejderklassen har gennemgået en historisk degenerering og højredrejning.

I nogle tilfælde når borgerskabet til samme konklusioner som marxisterne, bare fra det modsatte klassestandpunkt, og det europæiske borgerskab er tydeligvis bekymrede. Som Donald Tusk, formand for det europæiske råd udtrykte det i juli under forhandlingerne med Grækenland, var han mere bange for den politiske smitte end den økonomiske: "Den febrile retorik fra ledere langt ude fra venstrefløjen, kombineret med høj ungdomsarbejdsløshed i flere lande, kan være en eksplosiv kombination. For mig minder stemningen lidt om tiden efter 1968 i Europa. Jeg kan mærke, måske ikke en revolutionær stemning, men en udbredt utålmodighed. Når utålmodighed bliver oplevet ikke som en individuel, men som en social følelse, er det starten på revolutioner."

Det er den proces, vi må forberede os på i Danmark.

Fare fra højre?

Mange på venstrefløjen er meget bekymrede over faren for fascisme. Og der er ingen tvivl om, at vi ser en polarisering til højre og venstre, hvilket er en naturlig udvikling i en krise. Men klassernes styrkeforhold er afgørende imod en fascistisk massebevægelse. Småborgerskabet – fascismens sociale base - er ingen steder at finde i antal, der bare minder om mellemkrigsårene.

Men reaktion fx startende med parlamentarisk bonapartisme, semi-diktatur hvor parlamentet stadig eksisterer, men demokratiet begrænses, ikke er så langt ude i horisonten for europæiske lande som tidligere. I de lande, hvor krisen og klassekampen har nået det mest fremskredne niveau, men hvor venstrefløjen ikke tager magten og bryder med kapitalismen, vil borgerskabet på et tidspunkt sige: ”Nu må det være slut med strejker og uroden”, og afskaffe eller begrænse demokratiet og regere ved ren magt. Men selv dette vil ikke være afslutningen. For at kunne overleve må et regime kunne bevare en social base, og det kræver, at det kan levere jobs, boliger og tryghed for i hvert fald en stor del af befolkningen. Og det er umuligt at løse de sociale problemer i den krise, vi står i, inden for kapitalismens rammer. I den nuværende epoke vil bonapartistiske styre blot forberede større sociale eksplosioner og koncentrere bevægelsen imod magthaverne.

Men højrepopulister vinder frem i samme takt, som de reformistiske arbejderpartier bliver kompromitteret af deres borgerlige nedskæringspolitik. Ydermere er det tydeligt, at de steder hvor venstrefløjen formår at fremstå som et reelt alternativ, får de massiv opbakning, i det omfang de ikke sælger ud. Se Podemos’ meteor-agtige fremkomst i Spanien, Syriza i Grækenland før Tzipras’ kapitulation og Corbyn i England. Det viser, at oppakningen til højrefløjspartier er meget ustabil og let kan ryddes af banen ved en konsekvent socialistisk politik fra arbejderpartierne.

Derfor er den bedste og eneste måde at bekæmpe højrefløjen en kamp for at få et revolutionært socialistisk program i spidsen for arbejderklassen.

Eksemplet fra Storbritannien

I England vandt Jeremy Corbyn formandsvalget i Labour. At han overhovedet kom på stemmesedlen, var et tilfælde, men et tilfælde der med Hegels ord udtrykte en nødvendighed. Det er nemlig ikke bare i Sydeuropa, at forholdene er blevet forværret massivt, situationen i England viser fremtiden for også den nordeuropæiske arbejderklasse. Der er udbredt fattigdom, en halv million briter må ty til såkaldte food banks for mad, og over 8 procent af befolkningen siger, at de indenfor det sidste år har måttet undvære mad. Det anslås bl.a., at 752,000 ældre har været tvunget til at vælge mellem at betale for mad eller for varme det sidste år. Velfærden er blevet skåret massivt ned, i mange offentlige sektorer med 20-30 procent bare siden 2010. Og nedskæringerne hidtil er ikke engang halvdelen af, hvad der er planlagt. Indtil 1998 var uddannelse gratis i Storbritannien, men siden er brugerbetalingen (tuition fees) kun gået op på de videregående uddannelser til 60-90.000 kroner om året i dag. Hertil skal lægges studielån, som alt i alt betyder enorm gæld for millioner af unge briter.

Det er i det lys, at Corbyns fremkomst skal ses. I Storbritannien har der de senere år under overfladen været en massiv radikalisering, der med mellemrum kom til udtryk i bl.a. studenterbevægelser mod stigende tuition fees og strejker mod nedskæringer. Etablissementet er dybt miskrediteret. I 1950 fik de traditionelle partier Labour og de Konservative til sammen 97 procent af stemmerne. Ved valget i sommeren 2015 fik de kun lige over 60 procent.

Da Labour mod al forventning tabte valget til de Konservative i sommeren 2015, førte det til spontane demonstrationer over hele landet mod de hårde nedskæringer, som den nye konservative regering planlagde. Den største med op mod 500.000 deltagere. En af årsagerne til Labours nederlag var, at de blev nærmest udslettet i Skotland, hvor de gik fra 40 mandater til et enkelt. Scottish Nationalist Party vandt 56 ud af alle 59 skotske pladser i parlamentet, på en langt mere venstreorienteret politik end Labours. Labours nederlag i Storbritannien betød, at daværende formand Ed Miliband trak sig. Det åbnede portene for en uforudset eksplosiv formandsvalgkamp.

Indtil formandsvalget var venstrefløjen i Labour ekstremt svag, nærmest ikke-eksisterende. Med nød og næppe lykkedes det dem at finde en kandidat. Det blev Jeremy Corbyn – han manglede dog de nødvendige underskrifter fra parlamentsmedlemmer til at kunne deltage i formandsvalget. Flere af Labours MP’s, der ligger på partiets højrefløj, som politiske arvtagere til Tony Blair, skrev under med tanken om at udstille venstrefløjens svaghed. Det kom de til at fortryde.

Blairisterne troede, at masserne udenfor partiet lå til højre for Labours medlemmer. Derfor åbnede de partiet op for de bredere masser, så man kunne stemme i formandsvalget for et støttebeløb på bare 3£ (ca. 30kr). På den måde håbede de at oversvømme de venstreorienterede Labour-medlemmer. Men som vi ser med højrefløjen i arbejderbevægelsen over hele Europa, er deres forståelse for arbejdere og unge totalt fraværende. I formandsvalgkampen tiltrak Corbyns møder tusindvis af unge og arbejdere, der blev aktiveret i hans kampagne. Han blev et fokuspunkt for radikaliseringen blandt de brede lag i arbejderklassen og særligt blandt unge. I løbet af formandsvalget steg Labours medlemstal med 183.658 nye medlemmer, og partiet blev næsten fordoblet så partiet nu (december 2015) har 370.658 medlemmer, det højeste antal siden 1997.

Det er en vigtig lektion til revolutionære i Danmark: At vi kan opleve pludselige og skarpe skift i situationen, men også at arbejdernes masseorganisationer ikke kan afskrives, trods fuldstændig korrumpering og højredrejning i toppen. Det hele kan ændre sig på et splitsekund, når masserne bevæger sig. På den anden side er det også klart, at var Corbyn ikke kommet på stemmesedlen, var radikaliseringen blevet udtrykt et andet sted end Labour. Vakuummet skulle udfyldes.

Fra at der så forholdsvis roligt ud i Storbritannien, kom først selvstændighedsafstemningen i Skotland (der i realiteten var en afvisning af sparepolitikken fra London), der vækkede Skotland politisk til live i hidtil uhørt grad. Derefter valgsejren til de Konservative, der blev fulgt af spontane massedemonstrationer. Kort efter blev Corbyn valgt som formand med 60% af stemmerne. Ingen af disse udviklinger var til at forudsige. Det viser, at i den nuværende situation må vi forberede os på det uforudsigelige, så vi med en fleksibel taktik kan udnytte enhver mulighed, der opstår, til at forbinde os med de mest bevidste unge og bygge de revolutionære kræfter.

Dansk kapitalisme i en blindgyde

Danmark er en uadskillig del af den globale kapitalisme. Den danske situation kan ikke forstås som et isoleret fænomen. Danmark er en del af den internationale krise. Alene det faktum, at Danmarks eksport udgør over 50 procent af BNP, forklarer, hvorfor dansk kapitalisme ikke kan adskilles fra verdensøkonomien. Men generelle formuleringer er ikke nok til at forstå den politiske udvikling i Danmark. For at det skal lykkes, er det nødvendigt at undersøge den specifikke situation i dansk økonomi.

Ligesom verdensøkonomien befinder dansk kapitalisme sig i en blindgyde. Krisen i 2008 ramte dansk økonomi hårdt. Krisen var en overproduktionskrise, som Marx forklarede i det Kommunistiske Manifest:

”Hvad vi møder i kriserne, er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er, som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel. De produktivkræfter, der står til dets rådighed, tjener ikke mere til at fremme den borgerlige civilisation og de borgerlige ejendomsforhold; tværtimod, de er blevet for voldsomme til disse forhold, de hæmmes af dem; og så snart de overvinder denne hindring, bringer de hele det borgerlige samfund i uorden, så truer de de borgerlige ejendomsforholds eksistens. De borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer.”

Men allerede inden krisen i 2008, fra omkring årtusindeskiftet knækkede udviklingen i BNP per indbygger i Danmark, som ellers historisk set har været mere eller mindre jævnt stigende i efterkrigstiden. Hvis man ser bort fra den spekulative boble, der især blev opbygget omkring 2004 og nåede sit højdepunkt i 2007 for derefter ved krisen i 2008 at falde voldsomt tilbage, så har økonomien stort set ikke bevæget sig fremad i over et årti.

Som i resten af verden forsøgte kapitalisterne i Danmark at udskyde krisen, der startede omkring årtusindskiftet, ved hjælp af kredit, som med Marx’ ord er en udvidelse af markedet ud over sine grænser. Det førte til et enormt krak i 2008, da gælds- og boligboblen brast. Men intet er endnu løst. Borgerskabet står magtesløse og bruger de samme redskaber, der ledte op til krakket i 2008 til at forsøge endnu engang at oppuste bobler og udskyde problemerne. Politikernes har et ekstremt kort udsyn, og deres snævre fokus på blot at holde skinnet på næsen, er et tegn på et samfund i dyb krise.

De danske husholdninger er stadig de ubetinget mest forgældede i OECD med en gennemsnitlig bruttogæld på over 300% af den årlige disponible indkomst. Det er en gæld, der for langt størstedelens vedkommende er realkreditlån. Nationalbanken og de andre etablerede institutioner beroliger os med, at danskerne samtidig har en af de største nettoformuer. Og det er sandt. Der er bare ét problem: Den formue er primært danskerens bolig og pensionsopsparing. Begge dele aktiver, der ikke hurtigt kan omsættes til rede penge, uden massive tab. Ydermere er 70 procent af realkreditlånene med fleksibel rente, og hele 42 procent af boliglånene er afdragsfrie, hvilket gør de danske husholdninger, boligmarked og finanssektor enormt sårbare overfor renteudsving.

I 2014 steg de danske husholdningers gæld med 9,7 mia. kr., og selv om det er den mindste stigning siden 1995, betyder det stadig, at danskerne låner mere, end de betaler i afdrag. Det siger noget om den blindgyde, som økonomien befinder sig i, at på trods af at det aldrig har været billigere at låne penge, renterne ikke kan blive lavere (de er i nogle tilfælde negative) og gælden fortsætter med at stige, er privatforbruget ikke vokset siden krisen. Når renterne begynder at stige, vil det have alvorlige konsekvenser for privatforbruget.

Den indenlandske efterspørgsel er altså langt fra sund og bygger på et yderst skrøbeligt fundament af lånte penge, som kun kan holde i en vis periode. Indtil et eller andet chok kommer og vælter læsset. Den manglende indenlandske efterspørgsel driver de danske kapitalister ud på verdensmarkedet – hvad de taber indadtil, må de vinde udadtil. Her går det dog heller ikke dansk kapitalisme særlig godt. I årtier har den danske eksportsektor mistet markedsandele. Dansk industris markedsandel i OECD ligger i dag 16-17% under niveauet af 1995 og har været faldende siden 80'erne. Til trods for at dansk industri har tabt mindre end de andre nordiske lande, så har udviklingen været væsentligt hårdere ved dansk industri end hos den vigtigste handelspartner Tyskland, som kun er 9% under 1995-niveau. Siden krisens start har spændet mellem Tyskland og Danmarks markedsandele i OECD været stigende.

Dansk Industri har en vision om, at eksporten om 10 år skal udgøre 75 pct. af det danske BNP. En ambitiøs satsning, som kun kan finde sted med massive angreb på arbejderklassens løn- og arbejdsforhold. Tysklands eksportsucces skal bl.a. findes i de brutale hartz-reformer af arbejdsmarkedet, der har skabt en stor gruppe working-poor i Tyskland. Det er det forbillede, de danske politikere følger. Hvis indkomstskatten nedbringes, kan lønnen sænkes i samme forhold. Det betyder kraftige besparelser i den offentlige sektor. En opgave som Venstre-regeringen gladelig har taget på sine skuldre, støttet af de andre borgerlige partier og Socialdemokraterne. Alt det ”unødvendige” [læs: velfærd] skal skæres fra. Og jo mere de skærer i løn og velfærd, jo mere skærer de den indenlandske efterspørgsel, jo mere afhængige er de af eksport og derfor bedre ”konkurrenceevne”, en ond spiral i et ræs mod bunden.

Det er ønsket om skattelettelser og behovet for at fastholde finansmarkedernes tillid til dansk økonomi, der ligger bag nedskæringerne. For begynder de internationale finanskapitalister at sælge danske obligationer, så renterne stiger bare lidt, kan det sende dansk økonomi ud i en ny dyb krise.

Det er i den kontekst, at de sidste års angreb på pensioner, dagpenge og kontanthjælp skal ses. Både den nuværende og tidligere regering har fremført argumentet om, at flere skal i arbejde, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Men det virkelige formål er at presse lønningerne ned, eller det samme med andre ord: at øge arbejdsudbuddet. Dagpengereformen har ikke fået flere i arbejde, men har betydet, at pr. september 2015 var 60.000 faldet ud af dagpengesystemet. I ressourceforløbene er bare 31 kommet i job siden 2013, mens 35 er røget ud af statistikken, fordi de er afgået ved døden! Og regeringen regner da heller ikke med, at det ”moderne kontanthjælpsloft” vil betyde, at mere end sølle 600 flere kommer i arbejde. Målet er at presse ydelserne ned, så der skabes et lag af desperate arbejdsløse, der er parate til at acceptere dårligere løn og arbejdsvilkår og på den måde presse hele arbejderklassens levevilkår ned og profitterne op.

Et virkeligt opsving bliver båret af produktive investeringer. Men de danske kapitalister investerer ikke. Ikke fordi de ikke tjener penge – virksomhederne har historisk store opsparinger – men fordi de ikke ser et potentiale for profitable investeringer i produktion. Det skyldes det simple faktum, at markederne allerede er mættede. Hvis man som virksomhed allerede kan dække efterspørgslen og lidt til, så skal man være godt dum for at købe endnu flere maskiner, som så vil stå ubenyttede hen. I stedet har kapitalisterne på den ene side begivet sig ud i besparelser og effektiviseringer for at hente endnu mere merværdi ud af de samme eller færre arbejdere. På den anden side bruger de deres enorme formuer på aktietilbagekøbsprogrammer og spekulation, som ingen produktiv rolle spiller.

Det kommer til udtryk i, at det gennemsnitlige niveau for nettoinvesteringerne (”nye investeringer”, ud over erstatning af nedslidte maskiner osv.) fra 1. kvartal 2009 til i dag har ligget på kun 5,6 mia. kr. pr. kvartal. I samme tidsrum inden krisen var det gennemsnitlige kvartalsvise niveau 15,7 mia. Med andre ord er det gennemsnitlige niveau for nettoinvesteringerne faldet med 64%. Og optimismen er svær at spore hos industrien: ”Den dårlige vurdering af situationen i industrien lover ikke godt for den stigning i erhvervsinvesteringerne, vi gerne skulle begynde at se i 2016. I øjeblikket investerer vi kun lige nok i Danmark til at holde trit med nedslidningen, og det er vigtigt for opsvinget, at det snart begynder at ændre sig," siger Las Olsen, privatøkonom i Danske Bank (borsen.dk 27.11.15).

7 år er så at sige revet ud af kalenderen i forhold til det danske BNP, der kun er 0,25 procent større end i 4. kvartal 2007, hvor BNP ellers toppede. Og ser man på BNP pr. indbygger er det stadig langt efter førkrise-niveau. BNP pr. indbygger er i dag 6 procent under topniveauet før krisen og dermed sat tilbage til år 2004-2005.

Beskæftigelsen er stadig 107.700 lavere i august 2015 i forhold til marts 2008, hvor den samlede beskæftigelse var højest. De jobs, der er blevet skabt, er i stigende grad midlertidige ansættelser, og på dårligere vilkår end de jobs, der var at få inden krisen.

Kapitalisterne har presset arbejderklassen til at producere mere, hurtigere, altså presset mere merværdi ud af den enkelte arbejder. Det er en proces, der har stået på siden krisen i 1970’erne, og som kun er taget til efter krisen i 2008, hvor den voksende arbejdsløshed og stigende sociale usikkerhed gjorde arbejderklassen parate til at acceptere angreb, de tidligere ville have anset for uacceptable. Dette afspejler sig indkomstudviklingen, hvor uligheden er steget enormt.

Det er en paradoksal situation: på den ene side bliver der talt om fremgang og flere i job og ”flaskehalse” indenfor flere brancher, men virkeligheden føles ikke bedre for det store flertal. Tværtimod oplever alle sektorer angreb. De miserabelt positive tal, som økonomerne og politikere jubler over, bliver faktisk båret frem på ryggen af arbejderklassen, og går kun til samfundets top. De sidste otte år har arbejdsgiverne været i offensiven. Kommer der en vis økonomisk vækst og tager frygten for at miste jobbet af, kan det faktisk øge arbejderklassens selvtillid og lyst til at vinde noget af det tabte tilbage.

Stigende klasseforskel

For arbejderklassen og især ungdommen opleves virkeligheden meget fjernt fra politikerne og økonomernes virkelighed. Her mærkes ikke meget til opsving og fremgang. Og den nådesløse internationale konkurrence betyder, at politikerne ikke kan stoppe nedskæringspolitikken. Så selv om de hver dag afblæser krisen, fortsætter krisepolitikken ufortrødent. Vi står netop ikke i en normal cyklisk krise men med Helle Thornings ord den ”ny normal”.

Over hele verden er arbejderklassen ved at få nok af krisepolitikken. Da krisen ramte, talte politikerne om behovet for at bære byrden i fællesskab og stramme bæltet ind, så ”vi” kunne komme gennem krisen. Men virkeligheden begynder at gå op for arbejderne: at mens de har strammet bæltet, er direktører, aktionærer og de rigeste bare blevet rigere. Bankerne blev reddet med milliarder af skattekroner, mens der skæres ned på de offentlige udgifter.

Berlingske Business Magasin opgør sin liste over Danmarks 100 rigeste danskere i 2015:

For første gang har en dansk familie­formue rundet en personlig formue på 100 milliarder kroner – opgjort uden nærtstående fonde. Det er ejerne af Lego. I år er de 100 største formuer steget med 15 procent til i alt 498 milliarder kroner.

Siden krisen er uligheden ikke bare steget, ved at de riges indkomst er vokset hurtigst. Siden 2010 er de danske arbejderes indkomst, ifølge en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, faktisk faldet, mens de rigeste blot er fortsat med at blive rigere.

”Tallene viser, at store dele af befolkningen ikke får andel i den vækst og velstandsstigning, der finder sted. […] Ser man udelukkende på erhvervsindkomsten, som dækker indkomst fra løn og selvstændig virksomhed, er overklassen den eneste klasse, som har haft en stigning siden 2008. Overklassens erhvervsindkomst er steget realt med næsten 130.000 kr., svarende til godt otte pct. siden 2008. Erhvervsindkomsten for arbejderklassen er derimod faldet realt med over 6.000 kr. Også middelklassen og den højere middelklasse har oplevet betragtelige fald i erhvervsindkomsten siden 2008.” (ae-rådet 19. november 2015)

Ae-rådets inddeling af klasserne er ikke marxistisk, men bygger på uddannelsesniveau. I marxistisk forstand bestemmes en klasse ud fra det objektive forhold til produktionsmidlerne. Således er kapitalisterne dem, der ejer produktionsmidlerne og herigennem tilegner sig den merværdi, som arbejderne har skabt, som profit. Arbejderklassen ejer ikke produktionsmidlerne, men sælger deres arbejdskraft, dvs. evne til at arbejde, til kapitalisten. Men AE-rådets undersøgelse giver alligevel et meget godt billede af, at arbejderklassen betaler prisen.

Derudover er det interessant at se nærmere på, hvad de skriver om den gruppe, de kalder højere middelklasse. Den højere middelklasse har haft en real stigning i erhvervsindkomsten på 10 procent siden 1985, langt under overklassens indkomststigning på 50 procent. AE-rådet forklarer det med, at der har været godt en fordobling af personer i den højere middelklasse fra 1985-2013, der især kommer fra at flere personer får en lang videregående uddannelser med en relativ lav indkomst, sammenlignet med den øvrige del af den højere middelklasse.

Væksten i videregående uddannelser har betydet et fald i indtægten for gruppen som helhed efter krisen. Den højere middelklasses erhvervsindkomst er faldet med næsten 10.000 kr. mellem år 2008-2013, mens overklassen har oplevet en stigning på knap 130.000 kr. i samme periode. Det er altså ikke bare folkeskolelærere o.l., der har oplevet en proletarisering, men selv fag som gymnasielærere og universitetsundervisere, osv. oplever at en del af dem proletariseres i disse år, hvor også arbejdsvilkårene er kraftigt forringede. Det åbner op for en radikalisering også af disse lag og derfor en mulighed for, at de kan vindes til at stå på arbejderklassens side i de kommende kampe.

Stilstand?

Vi ser den samme proces udfolde sig i Danmark som i resten af Europa, med nedskæringspolitik år på år, angreb på løn- og arbejdsforhold og voksende ulighed. Dette vil fortsætte. Det økonomiske grundlag for velfærdsstaten er væk. Velfærdsstaten vil stå som en parentes i kapitalismens historie. Nu er vi på vej tilbage til kapitalismens rå normaltilstand.

Trods de utallige angreb og nedskæringer vi allerede har oplevet, har vi ikke set de samme kampe som i f.eks. Sydeuropa. Fra krisens start i 2008 og indtil bevægelserne i efteråret 2015 har der ikke været de store kampe i Danmark. Det får nogen til at drage den konklusion, at i Danmark sker der aldrig noget, at de danske arbejdere er for sløve eller har det for godt. Men det er milevidt fra sandheden.

Årene op til krisen var præget af massiv klassekamp herhjemme. Mellem 2005 og 2009 var Danmark det land med flest tabte arbejdsdage pr. 1000 indbygger i OECD og 00’erne var præget af massive demonstrationer og strejker. På trods af disse kampe fortsatte nedskæringspolitikken. Med krisen i 2008 intensiveredes nedskæringerne og frygten for at miste jobbet steg. Den faglige front var så at sige lukket. I stedet blev blikket rettet mod den politiske front, og i 2011 fik partierne til venstre for socialdemokraterne det største antal stemmer nogensinde og SF kom med i regering. Som bekendt blev den regering en kæmpe skuffelse for arbejdere og unge.

Derudover er der et langt større lag fedt at skære af i den danske velfærdsstat end i f.eks. Sydeuropa, der samtidig blev langt hårdere ramt af krisen. Danske arbejdere kunne se til Spanien og Grækenland og tænke: så slemt har vi det trods alt ikke, og samtidig håbe på at hvis bare de holdt ud, så ville krisen blæse over og det hele blive godt. Og man skal ikke undervurdere, at det er netop den utopi, som arbejderpartierne inklusiv Enhedslisten har promoveret. Den illusion er dog ved at smuldre nu, og arbejdere og unge er ved at vågne op til den nye normalitet.

Ny normal

Den menneskelige bevidsthed halter efter begivenhederne og er grundlæggende set konservativ; det er en basal overlevelsesmekanisme ikke at forandre alt konstant. Men på særlige tidspunkter i historien indhenter bevidstheden den objektive situation, og arbejderklassen bevæger sig. Også de danske arbejdere og unges tålmodighed har en grænse. Det er ved at gå op for arbejderklassen, at der ikke er nogen udsigt til at vende tilbage til ”de gode gamle dage”, hvor i morgen bliver bedre end i dag, men at det kun går én vej, og det er mod mindre og mindre velfærd og en total underminering af det sociale sikkerhedsnet.

Klassekamp kommer ikke, når der nås en absolut og foruddefineret grænse, hvor arbejderne har det tilstrækkeligt dårligt. Hvis det var tilfældet, ville de afrikanske lande og Bangladesh stå i revolutionære opstande konstant. Arbejderklassen bevæger sig på det på forhånd udefinerbare tidspunkt, hvor nok er nok – når dråben får bægeret til at flyde over. Hver dag øges presset på arbejderne både dem i arbejde og dem uden. At forsøge finde en arbejder der er glad og tilfreds med sit arbejde, sit liv og sine fremtidsudsigter er som at lede efter en nål i en høstak.

Der er allerede sket et brud i situationen. Bevægelserne efter valget i juni markerede første skridt i dette skift. Valget selv viste på sin egen fordrejede vis den samme proces i Danmark som i resten af Europa. På overfladen kunne det se ud som om, at valget var udtryk for en højredrejning, men i realiteten viste valget en udbredt mistillid til de gamle partier og gav et flertal til de partier, der gik til valg på at stoppe nedskæringerne. Fremgangen til DF var ikke overraskende efter 4 år med nedskæringer gennemført af en Socialdemokratisk regering støttet af SF og Enhedslisten. Den nye Venstre-regering indvarslede et nyt stadie i klassekampen i Danmark.  

Valget: ikke udtryk for højredrejning

Valget endte med en svag mindretalsregering kun bestående af Venstre, der fik under 20 procent af stemmerne og en statsminister, der er miskrediteret af den ene skandale efter den anden. Partiet tabte mere end en kvart million stemmer i forhold til valget i 2011 og blev kun valgets 3. største parti. Alligevel har regeringen været i offensiven siden valget og har i et hastigt tempo gennemført massive nedskæringer, angreb på flygtninge osv.

Regeringsdannelsen viste, hvor grundlæggende situationen er skiftet. Tidligere var det et partis højeste mål at komme i regering, mens den seneste regeringsdannelse nærmere var som et spil sorteper, hvor alle partier forsøgte at holde sig udenfor regeringsdeltagelse. SF’s erfaring, og erfaringen fra resten af Europa er, at det næsten ikke kan undgå at skade et parti at sidde i regering, især de partier der kommer i regering for første gang, som udtryk for en protest mod den hidtil førte politik.  

Valget var udtryk for et fravalg snarere end et tilvalg. I den borgerlige lejr er styrkeforholdet skiftet markant. Storkapitalens traditionelle parti, de Konservative, blev næsten udraderet, og Venstre blev reduceret med 7,2 procentpoint. Kun to partier gik frem i blå blok: DF og Liberal Alliance. Begge partier fremstillede sig demagogisk som den lille mands beskytter. DF's fremgang fra 12,1 procent til 21,1 procent skyldes ikke, at 21 procent af danskerne pludselig er blevet racister. Det skyldes dels, at tidligere Venstre vælgere stemte DF ved valget. Hele 8,8% forlod Venstre til fordel for DF, hvilket bl.a. betød, at den traditionelle Venstre-højborg Region Sønderjylland gik til DF. Det var tydeligt for alle at en kommende Venstre-regering ville gennemføre massive nedskæringer, mens DF fremstod som forsvarere af velfærden. Derudover kunne DF tiltrække tusindvis af traditionelle Socialdemokrater og SF’ere, som er blevet desillusionerede af Helle Thorning-regeringens voldsomme angreb på arbejderklassen, partiets traditionelle base. DF blev det største parti i blå blok, større end Venstre, men de voksede netop pga. deres kritik af den Socialdemokratiske regerings borgerlige politik, med bl.a. dagpengeforringelserne og nedskæringerne i det offentlige.

Det var især de offentligt ansatte, der skiftede side ved dette valg i forhold til valget i 2011 og dermed sikrede blå blok flertallet ved valget. Andelen af offentligt ansatte, der stemte på rød blok, faldt fra 65 procent i 2011 til 59 procent i 2015 (af nemheds skyld bruger vi her de borgerlige mediers inddeling i rød og blå blok, selvom vi ikke mener, de Radikale hører til i rød blok). Det er især SF og de Radikale, der har mistet stemmer blandt de offentligt ansatte. Stemmerne er især gået til DF, der i 2011 kun fik omkring 7 procent af stemmerne fra de offentligt ansatte, men i 2015 gik frem til næsten hver femte, dvs. lige under 20%. Dansk Folkeparti fik belejligt snoet sig udenom regeringsdannelse, fordi de udmærket er klar over, at jo mere de skal stå til ansvar for regeringens politik, jo hurtigere vil deres opbakning blive undermineret.

Det er lederne for arbejdsbevægelsen, især toppen i Socialdemokratiet, der har ansvaret for udfaldet af valget og DF’s fremgang. Lige før valget kom Socialdemokraterne med følgende analyse af situationen i Danmark: ”Det Danmark, du kender, er i fremgang. Vi har fået styr på økonomien. Derfor har vi råd til at udvikle vores velfærd.”  Men det var det stik modsatte, som arbejdere og unge i Danmark oplevede; Socialdemokraterne havde ikke forbedret velfærden, men tværtimod skåret ned på pensioner, dagpenge, efterløn, og netop velfærden. DF tager fat i problemerne, men gør flygtninge og indvandrere til syndebukkene. Socialdemokraterne hopper med på den og konkurrerer med DF om at kunne fremføre den hårdeste politik overfor flygtninge og indvandrere og er på den måde med til få DF til at fremstå moderate og presse dem endnu længere til højre.

Det er klart, at som tiden går, vil DF ikke bare kunne skyde skylden for de dårlige forhold på den gamle SR-regering, men vil selv begynde at blive stillet til ansvar. Den proces begyndte allerede hurtigt efter valget, hvor deres position som rebellerne uden for det politiske etablissement og forsvarerne for den lille mand, hurtigt undermineres. Det er svært at fremstå som rebeller, med Pia Kjærsgaard på posten som Folketingets ærværdige formand. Det er svart at fremstå som ”noget andet”, når Morten Messerschmidt ender i skandale om svindel med EU-midler. Men de afgørende slag mod partiet kommer i takt med, at de udstilles som ansvarlige for Venstre-regeringens nedskæringspolitik. Finansloven for 2016 skabte ekstrem vrede blandt DF’s vælgere, da det blev helt tydeligt, at der blev skåret på arbejdsløse, velfærden og ikke mindst pensionisterne for at give skattelettelser til de rigeste. Det er ikke mange DF vælgere, der får glæde af, at en Porsche bliver 400.000 kr. billigere, mens velfærden betaler. Presset blev så stort, at DF ydmyget, én dag inden afstemningen om finansloven, måtte insistere på at besparelsen på ældres boligstøtte blev fjernet. Det viser at træerne ikke vokser ind i himmelen for DF.

DF vil i voksende grad ses, ikke som den lille mands forsvarer, men som en integreret del af det politiske etablissement og præcis som de andre partier ansvarlig for nedskæringerne. Presset fra etablissementet for at DF skal deltage i regeringen vokser, ikke mindst efter NEJ’et til afskaffelsen af retsforholdet i EU og miseren omkring Finanslovsaftalen for 2016. DF vil uden tvivl forsøge at holde sig udenfor. Men om de er inde eller udenfor regeringen, afgør intet andet end hastigheden på undermineringen af deres opbakning.

Udover DF var det Liberal Alliance, der voksede i den borgerlige lejr. Partiet gik fra 5,1 procent til 7,5 procent. Årsagen er til at få øje på: Et parti der ses som værende imod det etablerede bureaukrati, som har samlet nogle af de mere radikale liberalistiske elementer fra de andre borgerlige partier, men også et parti, der op til valget drejede sit fokus væk fra skattelettelser til de absolut rigeste, og over på den ”lille mand”. Således fremførte de demagogisk, at de første 7.000 kroner (for folk i arbejde, ikke på overførselsindkomster) bør være skattefri, med henvisning til, at de laveste indkomster skal kunne finansiere sig selv, inden de finansierer staten. Med deres manøvre forsøgte LA altså at skaffe en bredere social base til at afmontere velfærdsrettigheder og offentlige arbejdspladser. At det blot var demagogi blev udstillet, da LA’s folketingsgruppe skålede i champagne efter indgåelsen af den dybt asociale finanslov for 2016.

I det hele taget vandt blå blok, på trods af sig selv, ved demagogisk at fremstille sig som ”sociale” og den lille mands beskytter, mens den ”røde” regering i hukommelsen står, som de der løb fra alle deres løfter og smadrede mere velfærd end Fogh og Løkke tilsammen. Det viser, at valgresultatet ikke afspejler en højredrejning i arbejderklassen, men tværtimod en proteststemme imod arbejderpartiernes arbejdsgiverpolitik.

Så mens Venstre-regeringen på den ene side er ekstremt svag, så betyder det ikke, at den er handlingslammet. Den er tværtimod gået i offensiven og kan fortsætte, fordi arbejderpartierne med Socialdemokratiet i spidsen reelt ikke er i opposition, men støtter regeringens politik. De har det fint med at bakke op og lade Venstre tage slagene. Venstreregeringen har lagt op til benhård nedskæringspolitik de næste mange år og som udsigterne for økonomien er, har vi kun set begyndelsen. Der er intet nedre niveau for, hvor langt de borgerlige vil gå. De brutale angreb på leveforholdene for flygtninge nu viser fremtiden for resten af os.

Intet alternativ fra arbejderpartierne

Ingen partier har været i stand til at fremsætte et alternativ, der har kunnet inspirere entusiasme blandt arbejdere og unge, hverken før eller efter valget. Socialdemokraterne førte en valgkamp på at konkurrere med DF og Venstre om at være henholdsvis mest fremmedfjendsk og nedskæringsvillig. Efter valget er de fortsat deres politiske konkurrence med højrefløjen om, hvem der kan være mest højreorienterede.

SF ligger stadig underdrejet efter deres regeringsdeltagelse. Men heller ikke Enhedslisten har fremsat reelle alternativer.

At mange ledte efter et alternativ viste sig helt bogstaveligt i opkomsten af Alternativet, der blev stiftet halvandet år før valget og opnåede 4,8 procent. Ikke fordi partiet havde et klart program eller kendte ledere – tværtimod! De gik frem, fordi de blev set som ”noget andet” end hele det etablerede politiske system. På flere konkrete spørgsmål fremførte de mere radikale krav end Enhedslisten såsom en 30-timers arbejdsuge. Det er klart, at klassemæssigt repræsenterer partiet primært det intellektuelle småborgerskab, som det Radikale Venstre tidligere sad på.

Enhedslisten gik frem fra 6,5 procent i 2011 til 7,8 procent, men partiet blev ramt af sine handlinger under SR-regeringen, og fremgangen står på ingen måde mål med potentialet. Partiet var kun i stand til at opsamle en brøkdel af den enorme utilfredshed, der hersker blandt arbejdere og unge. Set fra dette perspektiv kan resultatet kun ses som et nederlag. Bag fremgangen i antallet af stemmer gemmer sig også det forhold, at partiet i maj 2013 stod til næsten 14 procent, hvor Enhedslisten gik hårdt imod regeringen på dagpengespørgsmålet. Men siden har Enhedslisten været på en nedadgående tendens i meningsmålingerne, og deres opbakning er næsten halveret siden da. Men værre endnu var medlemstallet op til valgudskrivelsen faktisk faldet fra 10.000 til 8.700. Årsagen er simpel. Partiet blev, af de radikaliserede lag, kun set som værende i semi-opposition til den borgerlige nedskæringspolitik, som den socialdemokratiske ledelse gennemførte. Nok tordnede de i medierne mod SR-regeringen og truede med at trække sin støtte, men hver gang holdt partitoppen alligevel hånden under regeringen. De fremsatte intet troværdigt alternativ til nedskæringspolitikken. Det har haft en desillusionerende effekt på partiets menige medlemmer og støtter. Lige omkring valget genvandt Enhedslisten en del af nedgangen i medlemstallet: fra 8.717 medlemmer 15. maj, til toppen i oktober med 9.708 medlemmer, hvorefter det igen faldt i november til 9.538 medlemmer (tallene er fra Enhedslistens eget medlemsblad).

Enhedslistens top har fortsat samme strategi efter valget om at kritisere forringelserne, men fremføre ”realistiske alternativer” indenfor den økonomiske ramme. Derudover har de appelleret til DF om at overholde deres løfter om ikke at skære ned, i stedet for at udstille partiet som det borgerlige, demagogiske, racistiske værktøj for borgerskabet som partiet er.

Umiddelbart efter valget indgik Enhedslisten endda en alliance med Folkebevægelsen mod EU, Liberal Alliance og DF om et Nej til folkeafstemningen om retsforbeholdet, hvor de bandt sig selv på hænder og fødder til et Nej på et nationalt grundlag. Enhedslistens top påstår selv, at deres nej var et rødt nej, men i deres kampagne var deres alternativ til EU lige så nationalt som DF’s. De stod som forsvarer af dansk ”retssikkerhed og demokrati”, på det selvsamme tidspunkt hvor det danske Folketing på den mest udemokratiske vis hastebehandlede en asyllovgivning, der af flere jurister blev anklaget for at være i strid med en retsstat, og som i hvert fald kan siges at være inhuman.

Enhedslistens top har fuldstændig underlagt sig den ”offentlige mening” dvs. presset fra de politiske partier og de borgerlige medier. Det socialistiske alternativ er fuldstændig fraværende i deres agitation og propaganda. Men hvordan man nogensinde skal overbevise nogen som helst om nødvendigheden af socialisme, hvis man aldrig fremfører det, er uvist. Sagen er nok nærmere, som det også blev tydeligt ved vedtagelsen af partiets nye program i 2014, at toppen i Enhedslisten ikke ser socialisme som et realistisk alternativ.  I stedet fremfører de, hvad der i bund og grund er reformistisk politik om regulering af kapitalismen. De argumenterer for, at nedskæringerne er politisk motiverede, og at det er et spørgsmål om vilje, så kan vi vende tilbage til de ”gode gamle dage”. Altså fuldstændig mangel på forståelse af den krise som det kapitalistiske system befinder sig i. Deres politik adskiller sig ikke grundlæggende fra den, som Syriza og Tsipras’ førte, forskellen er, at Enhedslisten endnu ikke er blevet testet i praksis (udover som støtteparti, og den test faldt ikke positivt ud).  

Er unge på vej mod højre?

Ved skolevalget i januar 2015 i landets 8. og 9. klasser var der et klart flertal til de borgerlige på 57,9 procent mod 42,1 procent til rød blok. Venstre blev det største parti med 27,4 procent, Socialdemokraterne næststørst med 17,7 procent og Liberal Alliance tredjestørst med 11 procent, mens Enhedslisten blev det mindste parti (hvis man ikke tæller kristendemokraterne med) med bare 6 procent af stemmerne.

Også ved Folketingsvalget fik de borgerlige flertal blandt de unge (dog noget mindre). Det kunne lede en til at konkludere, at unge er blevet højredrejede og afskrive dem, men det ville være en forkert konklusion.

Hvordan kunne man forvente andet end, at mange unge stemmer på et borgerligt parti, når det eneste, de har oplevet, er en Socialdemokratisk ledet regering støttet af SF og Enhedslisten? Hvor man i 00’erne var venstreorienteret, hvis man var smart, er man i dag fra Liberal Alliances ungdom, der er den ungdomspolitiske organisation, der er mest fremme i skoene med selvtillid. At mange unge søger mod Liberal Alliance, er på fordrejet vis et udtryk for, at unge søger efter noget andet end status quo. Med den nye regering vil de lære gennem egen erfaring, at det ikke er et hak bedre. . Højrefløjsorganisationernes fremgang har også den effekt, at radikalisere det mindretal der ser sig selv som socialister, og åbner dem op for de marxistiske ideer. Allerede kort efter valget har der været store skift i meningsmålingerne blandt unge. Den nuværende periode er præget af skarpe skift i situationen med modsætningsfyldte udviklinger, ikke mindst i manglen på et reelt alternativ til venstre. Men for det overvældende flertal af unge kan kapitalismen ikke sikre nogen ønskværdig fremtid. Den sandhed vil forme unges kamp og bevidsthed i den kommende periode og forbereder et skarpt skift til venstre.

Mistillid til politikerne

Det mest markante ved valget var, at de fire gamle regeringspartier, samfundets støttepiller, er kollapset. I efterkrigstiden fik de til sammen 85-90 procent af stemmerne, en andel der støt er faldet, især siden 80'erne, således at de ved valget i 2011 fik bare 65 procent. Ved valget i 2015 blev de reduceret til 53,8 procent. Yderfløjene, og de partier der generelt ses som værende fri for direkte ansvar for den politik, der har været ført det sidste halvandet årti, gik i stedet frem.

Politikerleden er historisk høj og mistilliden til politikerne og hele det politiske system har aldrig været større. I 2007 havde 70 procent af danskerne meget stor eller stor tillid til politikerne. Ved valget af SR-regeringen i 2011 var det tal faldet til 60 procent. Efter næsten fire års erfaring med den socialdemokratisk ledede regerings nedskæringer og angreb på arbejderklassen, udført af de partier der skulle være arbejderklassens egne, er tallet, ifølge altinget.dk, nede på 28. Det har aldrig været målt lavere. Efter valget fortsatte de politiske skandaler, og allerede inden der var gået et halvt år, måtte den første minister Carl Holst gå af pga. embedsmisbrug. Tilliden fortsatte ikke overraskende med at falde også efter valget. De mange politiske skandaler er endnu et tegn på et borgerligt samfund i forfald.

Det var også det, der blev afspejlet i det store Nej i folkeafstemningen om afskaffelsen af retsforbeholdet. Ja-sidens skræmmekampagne formåede mest af alt at skræmme endnu flere til at stemme nej og øgede politikerleden. Da ja-siden indså det, gik de over til at gøre det til et spørgsmål om, hvorvidt vælgerne havde tillid til politikerne. Og flertallet på 53,1 procent til Nej-siden viste, at danskerne ikke har tillid, hverken til politikerne i Folketinget eller EU-systemet. Politikerne lever i deres egen verden og har slet ingen ide om, hvor lidt tiltro danskerne har til dem.

De danske arbejdere og unge er, gennem deres egne erfaringer, ved at miste deres illusioner til systemet og dets politiske repræsentanter. Journalister ligger næsten lige så langt nede på troværdighedslisten som politikere. Det er farligt for overklassen, at de institutioner, der er grundpiller i det borgerlige demokrati, mister troværdighed, og det gør situationen mere ustabil.

Split i borgerskabet

Den borgerlige lejr er i stigende grad splittet internt. Liberal Alliance anbefalede ligesom DF et nej til afstemningen om retsforbeholdet, en afspejling af at en del af borgerskabet har indtaget en mere nationalistisk indstilling, ligesom en del af det britiske borgerskab. De ser EU som en socialdemokratiseret, bureaukratisk mastodont, der har fået sine egne interesser og sit eget liv. De tror, at deres indflydelse kan vokse nationalt uden om alle reguleringerne. Helt ind i Venstre er der splittelser på f.eks. spørgsmålet om asylstramningerne. Splittelsen i den borgerlige lejr afspejler en øget splittelse i det danske borgerskab. En del af borgerskabet ser til bl.a England, hvor statsapparatet er blevet kraftigt minimeret gennem massive udliciteringer og sociale ydelser omdannet til velgørenhed. De eneste offentlige udgifter, der vokser, er politiet, hæren og efterretningstjenesten. Også herhjemme sænkes ydelserne til overlevelsesniveau og mere og mere sendes i udbudsrunder.

Det er markant, at Liberal Alliance, som stadig går frem og vinder mere og mere indpas hos dele af den herskende klasse på bekostning af de Konservative, også er den største modstander af fagbevægelsen og det store og tunge aftalesystem. De hyldede Vejlegården, Ryanair og Uber, alle de fremmeste union-busteres. De står i en form for reaktionær opposition til det institutionaliserede klassesamarbejde. De kan ikke se, hvorfor kapitalisterne skal bruge tid og kræfter på at forhandle med et tungt fagbureaukrati, som efterhånden er blevet som en omvendt pyramide.

I Danmark har arbejderklassens organisationer, partier og fagbevægelse, ellers traditionelt været stærke. Den såkaldt danske model bygger på et tre-partssystem med tæt sammenfletning af stat, arbejdsgivere og toppen i arbejderbevægelsen. Institutionaliseret klassesamarbejde hvor arbejdsgiverne gav små reformer til gengæld for ro på bagsmækken, høj produktivitet og fleksibilitet. Efterhånden blev toppen i arbejderbevægelsen en accepteret del af eliten og kunne ”sidde med” ved forhandlingsbordet. Det i en grad, så fagbossernes løn og livsbetingelserne i dag langt mere ligner elitens end de arbejdere, de skulle repræsentere.

Et Ph.d.-projekt om eliten i Danmark undersøgte hvem, der sidder i de forskellige bestyrelser i erhvervslivet i Danmark, og forbindelsen mellem bestyrelserne og medlemmerne. Det er klart, at det kun giver et kvantitativt billede og ikke siger noget om hvem, der nødvendigvis har den reelle magt, fordi undersøgelsen udelukkende ser på formelle poster. Men interessant nok kom de frem til, at det de kaldte magteliten i Danmark består af 423 personer, dvs. 0,01 procent. Heraf udgør erhvervslivet 40%, arbejdsgiverorganisationerne 10% og fagbevægelsen ikke mindre end 10%. I top tre over de mest magtfulde i Danmark var der to fagbosser: øverst Thorkild E. Jensen (Dansk Metal), på andenpladsen Lars Nørby Johansen (Falck, mm.) og som nummer tre Bente Sorgenfrey (FTF). Først på fjerde- og femtepladsen kommer finanskapitalen og industrien med Peter Schütze (Nordea) og Lars Goldschmidt (DI). Det betyder ikke, at en fagforeningsformand på nogen måde er lige så magtfuld som de andre fra erhvervslivet, men det viser, hvor de har deres gang og netværk. De er smeltet sammen med staten og kapitalen.

”Der er en forståelse af gensidig afhængighed, som gør, at man på tværs af fagforeninger og industri har et fælles politisk projekt. Så selvom der er plads til uenighed mellem fagforeningsbosser og erhvervslivet i DI, er der også en grundlæggende accept af et fælles projekt og nogle fælles spilleregler. Frem for alt er der en accept af, at de andre i eliten skal have ret til at være der. Det betyder, at ingen, der ligger for langt fra en konkurrencestatskonsensus, hvor Danmark er et land med en økonomisk model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler og hvor videnskab og forskning spiller en væsentlig rolle, kommer med,” sagde den ene af de ph.d.-studerende Christoph Ellersgaard til Information den 14. februar.

Et par eksempler illustrerer den direkte svingdør mellem toppen af arbejderbevægelsen og erhvervslivet. Tidligere direktør for Dansk Industri, Lars Goldschmidt, stillede op som folketingskandidat for Socialdemokraterne og omvendt skiftede socialdemokraten Karen Hækkerup ministerposten ud med posten som direktør for erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer. Den tidligere SF europaparlamentariker Emilie Turunen blev chef for public affairs i Nykredit, et job hun overtog fra Janne Bram Jensen, der havde fået job som særlig rådgiver for den daværende socialdemokratiske miljøminister Kirsten Brosbøl.

De stærke organisationer har været med til at holde arbejderklassen i ro, ikke mindst under den Socialdemokratiske regering. Men der er en grænse for, hvor længe lederne kan opretholde deres autoritet både overfor medlemmerne, men også overfor den herskende klasse. Fagbosserne er kun med ved bordet, så længe de er nyttige og repræsenterer en styrke overfor arbejdsgiverne. Jo længere de bevæger sig fra deres medlemmer, jo lavere organisationsprocenten bliver, jo svagere og færre strejker osv. de leder, jo mindre har kapitalisterne behov for at bruge tid, kræfter og penge på disse snyltere.

Uden tvivl ser en del af borgerskabet med længsel til Finland, hvor arbejdsgivernes landsorganisation, EK, har meddelt, at de trækker sig fra alle fremtidige lønaftaler, som de vil have erstattet af lokale aftaler på virksomhederne om løn- og arbejdsforhold. Altså et slut for nationale overenskomster. Det kom midt i, at den finske regering var ved at få arbejdsmarkedets parter til at acceptere en ”samfundspagt”, der via lønnedgang og længere arbejdstid skal forbedre den finske konkurrenceevne med fem procent. Den borgerlige finske regering planlægger desuden en lovgivning, der fra næste efterår skal gøre det muligt lokalt at indgå aftaler, som er ringere end de gældende overenskomster. Det er et total opgør med den såkaldt ”nordiske” eller ”danske” model.

Om der i Danmark er flertal for den vej i borgerskabet, vil vise sig i den kommende periode, hvor der også starter tre-partsforhandlinger herhjemme. Lars Løkke har bl.a. bebudet indslusningsløn, som dog indtil videre blev afvist af DI’, der muligvis også har sine egne interesser i at bevare ”den danske model”. Indtil nu har de store arbejdsgivere været temmelig tilfredse med den danske model. Men om fagtoppen snart har udspillet deres rolle som samarbejdspartner og stik-i-rend dreng for arbejdsgiverne, vil vise sig.

Et brud i situationen

Efter valget blev det tydeligt, at der er sket et brud i situationen. Tusinder af flygtninge kom til Europa og også til Danmark. Politikerne var handlingslammede og fraværende. I stedet tog tusindvis af danskere sagen i egen hånd, og gjorde hvad de kunne for at hjælpe flygtningene. De indsamlede tøj, tæpper, mad osv. og kørte mod grænserne for at hjælpe, hvor de kunne. Det var en spontan bevægelse, der mobiliserede tusindvis. I slut august var der en demonstration, organiseret af privatpersoner, med 40.000 deltagere og igen i september var der endnu en stor demonstration. Det var udover demonstrationerne under lærerkonflikten, der mest bestod af lærere, der nærmest var tvunget ud af lockouten, de største siden krisens udbrud. De mindede på mange måder om de store anti-krigsdemonstrationer i starten af Irakkrigen, der også mobiliserede tusindvis på et direkte politisk spørgsmål.  

Bevægelsen efterlod alle politiske partier i vildrede. I årtier har det politiske dogme været, at skulle man vinde valg, skulle man være mest hård på flygtningespørgsmålet. Pludselig skiftede folkestemningen, og selv DF måtte trække i land. Men krisen og den sociale og økonomiske baggrund for den racistiske og nationalistiske politik var ikke forsvundet, så da bevægelsen døde ned, gik regeringen igen i offensiven, og har sammen med DF og Socialdemokraterne vedtaget nye, voldsomme stramninger af asyllovgivningen.

Flygtningestrømmen skyldes den internationale kapitalistiske krise og den imperialistiske politik, som Vestens regeringer, inklusiv den danske, har ført. Det gælder både den økonomiske imperialisme og ikke mindst de militære interventioner, der har skabt en akut flygtningestrøm. Men at flygtningestrømmen er blevet til en flygtningekrise, skyldes krisen i kapitalismen. Der er allerede mere end 25 millioner arbejdsløse i EU. Kapitalismen er end ikke i stand til at udnytte de eksisterende ressourcer, materielle eller menneskelige. I en planøkonomi ville flygtninge betyde en ekstra ressource, så vi kunne fordele arbejdet eller producere mere rigdom. Vi må på det kraftigste understrege: Så længe venstrefløjen ikke kæder svaret på flygtningestrømmen sammen med kapitalismens krise og giver svar på spørgsmål som nedskæringer og arbejdsløshed, har højrefløjen plads til at fremstille flygtningene som en byrde og gøre dem til syndebukke.

En bevægelse kan ikke vare evigt og slet ikke den første bevægelse efter lang tids stilstand, en bevægelse på tværs af klasser, uden ledere eller organisationer bag. Et tilfældigt koordineringsmøde mellem aktivister blev til det første stormøde for bevægelsen og samlede 700 deltagere og de efterfølgende også flere hundrede unge. Men der var ingen politisk diskussion, det eneste møderne blev brugt til var praktisk organisering, hovedsageligt involverende dem, der allerede var en del af det aktivistiske miljø. Hundredevis af radikaliserede unge kunne være blevet organiseret politisk, men der var ingen til at samle potentialet op.

At bevægelsen er gået i sig selv betyder ikke, at situationen er uændret. For det første er stilstanden brudt. Det har især effekt på de mange unge, der ikke tidligere har deltaget i nogen bevægelser. Mange har følt, at de var de eneste i verden, der var utilfredse. Den isolation er nu begyndt at slå revner. Derudover lærte mange en vigtig lektion: at politikerne er en del af problemet ikke løsningen. Der er ingen anden vej end at tage sagen i egen hånd. Det er en konklusion, der potentielt set er farlig for kapitalisterne, og som i sin allerførste spæde kim har revolutionære implikationer. En revolution er netop, når arbejderklassen ikke bare overlader politik til ”eksperter” men begynder at blande sig aktivt i politik og tager magten over deres eget liv.

Unge i opbrud

Unge er blevet ramt særligt hårdt af krisen, og fremtidsudsigterne er dystre: får man et arbejde efter endte studier? en bolig? En læreplads? De unges forhold er blevet systematisk angrebet de sidste mange år.

Med den nyeste kontanthjælpsreform er kontanthjælpen i realiteten afskaffet for unge under 30 år, der er kommet ned på en særlig ydelse på niveau med SU’en, som enhver ved, man ikke kan leve af. Med dagpengereformen reduceres dimittendsatsen yderligere. De nyeste tal, der halter bagefter, viser, at dimittendledigheden er på højeste niveau i 20 år. Sidens krisens start er ledigheden for nyuddannede faglærte femdoblet, mens den er fordoblet for akademikere.

År for år er der skåret ned på uddannelserne, på universiteterne er der f.eks. blevet sparet 25 procent pr. studerende siden 2010.  Regeringen har oveni det lanceret de største nedskæringer nogensinde, på 8,7 mia. kr. over de næste fire år. Dertil kommer besparelser på over 1 mia. kr. på forskningen. På folkeskolerne har folkeskolereformen smadret forholdene for både elever og lærere. Der er skåret ind til benet, og kvaliteten af uddannelserne på alle niveauer er kraftigt forringet. I folkeskolen går 27% af folkeskoleeleverne i såkaldte megaklasser, dvs. klasser med mere end 24 elever, og på fem år er der blevet 12% færre lærere, samtidig med at elevtallet bare er faldet 4%.

Politikerne lever også på uddannelsesområdet i en parallel virkelighed: ”Der er ingen, der skal bilde mig ind, at de institutioner, der i dag er kornfede, ikke også kan stramme op,” sagde videnskabsministeren om milliardbesparelserne.

Men situationen for unge er ved at nå et kvalitativt nyt stadie. Tidligere var det opfattelsen, at nok blev uddannelserne ringere, men man kunne i hvert fald få en uddannelse. Fik man ikke et job efter eksamen var problemet markedet. Nu begynder politikerne direkte at lukke unges fremtidsudsigter ned. Politikere og studenterbevægelsen tog det tidligere som en selvfølge, at flest muligt skulle uddanne sig. Uddannelserne blev endda brugt som sikkerhedsventil for unge arbejdsløse. Det er slut nu. Esben Lunde Larsen, videnskabsministeren, har udtalt, at den nye regering mener, at der er for mange, der uddanner sig, og at deres ambition er, at færre får en uddannelse. Samtidig lancerer regeringen eliteuddannelser på universiteterne: elitens børn skal nok få en uddannelse, resten er der i regeringens optik ingen grund til at uddanne i det nuværende omfang, for dem er der ingen nedre grænse på hvor meget de kan skære.

Elev- og studenterbevægelsen har til demonstration efter demonstration råbt; ”uddannelse er Danmarks råstofkilde, lad det ikke gå til spilde”. Men det er nonsens under kapitalismen. For at dansk kapitalisme skal kunne konkurrere, er der brug for lave lønninger, ikke en overflod af ”overuddannede” arbejdere. Som beskrevet ovenfor er lønniveauerne for akademikere ”den højere middelklasse” allerede faldet drastisk over de sidste år. Og for kapitalisterne giver det ingen mening at bruge milliarder på at uddanne akademikere og andre til ledighed eller at besætte udvidede sekretærstillinger. Nedskæringer på uddannelse er led i de generelle besparelser, der har som formål at kunne sænke skatten og dermed lønomkostningerne for de danske virksomheder.

På universiteterne skal de studerende presses hurtigere igennem til de ”rigtige” uddannelser med fremdrift og dimensionering, og der diskuteres yderligere karakterkrav end de der er i forvejen.

På ungdomsuddannelserne skal indføres skrappe adgangskrav for at bremse optaget. På erhvervsskolerne indførte allerede SR-regeringen karakterkrav på 2 i dansk og matematik, hvilket betød at 11% procent færre startede på en erhvervsuddannelse 2015, svarende til mere end 3.600 unge. Næste skridt er gymnasierne, hvor politikerne også vil indføres karakterkrav for at udelukke tusinder. Ender adgangskravene på gymnasiet på 2 i dansk og matematik, vil det betyde, at 15,9% af de unge i 2014 ikke ville kunne komme i gymnasiet. Ender den på 4, er det 33,8 % af alle unge og næsten 13 procent af den seneste årgang af studenter (svarende til mere end 5.500), der udelukkes. Og kommer kravet op på 7, som DF har talt for, vil det være hele 64,7% af alle unge, som ikke vil få mulighed for at starte på gymnasiet.

Men presset starter allerede i folkeskolen, hvor folkeskolereformen betyder, at en dansk folkeskoleelev går 3.700 timer længere i skole i løbet af en folkeskoleuddannelse, end elever fra det nærmeste europæiske land på listen (Holland). Det svarer til 2,5 års længere skolegang, hvortil der skal lægges lektier. Både elever og lærere er presset til det yderste. Den store Skolebørnsundersøgelse fra 2014 konkluderer, at flere børn lider af søvnmangel, hovedsagligt på grund af stress. Blandt de 11-årig er det 1 ud af 10, for de 13-årig rammer det 3 ud af 10, og for de 15-årig 6 ud af 10.

Unge i dag er del af den første generation, der kan se frem til dårligere uddannelse og leveforhold end deres forældre. I dag er det ikke længere børnene, der skal forsøge forældrene, når de bliver gamle, men forældrene der må forsørge deres børn, hvis de skal have en chance for at tage en uddannelse, få en bolig osv. Det er om noget bevis for et system, der befinder sig i en blindgyde, et socio-økonomisk system der har udspillet sin historiske rolle.

De danske unge har holdt vejret og opført sig, som politikere og meningsdannere har prædiket. Alligevel vil virkeligheden indhente dem på et tidspunkt, og de vil lære på den hårde måde, at det alligevel ikke er nok. Politikerne forsøger at fremstille uddannelse, arbejde og fremtid som et individuelt problem. Men sandheden er, at det er et samfundsproblem: Det er kapitalismen, der ikke kan gøre brug af de enorme ressourcer og talenter, der findes i den danske ungdom. Det arabiske forår blev startet af unge veluddannede uden job og uden fremtidsudsigter. Deres kamp handlede om retten til et værdigt liv. Danmark har nok et større lag fedt at tære på, men manglen på fremtidsudsigter og øget usikkerhed er de samme. Tryk avler modtryk.

Allerede de sidste år har der været flere mindre bevægelser blandt studerende bl.a. gennem den lille bevægelse ”et andet universitet”, hvor flere universiteters områder blev besat af de studerende. Men kort efter den nye regering trådte til, indtrådte også der et kvalitativt skift i stemningen.

På baggrund af de massive besparelser indkaldte en lang række elev- og studenterorganisationer samt faglige ungdomsorganisationer under navnet Uddannelsesalliancen til demonstration 29. oktober. Det blev den største demonstration i mange år med 40.000 deltagere. Samme dag nedlagde eleverne på minimum 90 gymnasier undervisningen, og lærerne på flere gymnasier og på Københavns Tekniske Skole gik i strejke. For mange af dem der deltog d. 29. oktober var det første gang, de nedlagde undervisningen og demonstrerede.

Stemningen til demonstrationen var radikal med flere for-demonstrationer, der ankom råbende forskellige slagord. Men så snart de nåede den officielle demonstration, blev råbene overdøvet af høj popmusik, og da demonstrationen endte sluttede lederne for elev- og studenterbevægelsen, som de har gjort så mange gange før, med et løfte om ikke at acceptere flere nedskæringer, men uden en eneste plan for opfølgning på demonstrationen. De 40.000 elever og studerende blev sendt hjem, mens nedskæringerne blev gennemført i Folketinget.

Elev- og studenterorganisationerne er forstenet i de sidste års stilstand, og mange af dem er fyldt med borgerlige elementer og karrieremagere. For folkeskoleeleverne er degenereringen måske gået længst. Danske Skoleelever (DSE), som burde kæmpe for folkeskoleeleverne, støtter hundrede procent op om folkeskolereformen og fører helhjertet kampagne for den. I den periode, hvor skolereformen under den socialdemokratisk ledede regering blev vedtaget, steg statsstøtten til DSE fra det normale niveau på omkring 3-400.000 kroner om året til 6,2 mio. til ”informationsprojekter”. DSE står lige nu på den forkerte side af barrikaden. Det umiddelbare resultat er, at elever skubbes i en mere anarkistisk ultra-venstre retning, når deres organisation fuldstændig svigter, og endnu mere af at samtlige politiske ungdomsorganisationer er totalt fraværende.

I protest over folkeskolereformen og DSE tog en gruppe elever i København selv initiativ til protester gennem græsrodsinitiativet ”En stor mellemfinger til den nye skolereform”. Den første demonstration tiltrak flere tusind elever og efterfølgende har der været en række aktioner.

De bevægelser, vi hidtil har set blandt unge, er kun begyndelsen. Allerede nu har det haft en kæmpe effekt på bevidstheden for alle de unge, der troede, de stod alene med deres utilfredshed, men som med disse bevægelser har kunnet se, at det absolut ikke er tilfældet. Bevægelsen blandt folkeskoleelever er et forvarsel om den eksplosion, vi vil se blandt unge i den kommende periode, hvor også gymnasieeleverne vil træde frem. Det er her, revolutionære socialister har deres plads, det er gennem deltagelse i disse bevægelser, vi kan bygge organisationen.

Konklusion og opgaver

Unge er det mest følsomme barometer for de processer, der foregår under overfladen i samfundet. Den utilfredshed, der er begyndt at blive udtrykt blandt et lag af unge, simrer under overfladen i de bredere lag af unge og arbejderklassen. I 2014 steg antallet af tabte arbejdsdage i det private med 5.500 til 15.900, og flere konflikter ramte medierne. En af de mere prominente konflikter, Ryan air konflikten, endte i en sejr. Niveauet er dog stadig langt under perioden før krisen, hvor der i perioden 2000-2007 var 91.825 tabte arbejdsdage pr. år. Et tal for strejker siger dog intet i sig selv om bevidstheden blandt arbejderklassen. Hver eneste angreb lagres ubevidst. Frustrationerne øges under overfladen.

Det store flertal lærer gennem erfaring ikke gennem bøger. Håbet om, at krisen blot var af forbigående natur, og at det ville gå fremad igen, er ved at blive undermineret for det store flertal af arbejdere og unge. Krisen i kapitalismen skaber en krise i reformismen, hvis autoritet undermineres af den krisepolitik, reformisterne fører, når de er i regering, og deres mangel på opposition når de ikke er. SR-regeringen blev en lektion for mange i, at toppen i arbejderbevægelsen ikke har et eneste alternativ til kapitalismens krise. Især hos unge, der ikke har nogen særlig loyalitet overfor partier eller har oplevet nogen af dem give progressive reformer, er illusionerne til de reformistiske ledere tæt på fraværende.

Krisen i 2008 markerede et afgørende vendepunkt i verdenshistorien og indvarslede en organisk krise i kapitalismen og indgangen til en revolutionær epoke globalt. I Danmark kom der i 2015 et nyt brud i situationen, hvor stilstanden i klassekampen blev brudt. Arbejdere og unge føler i stigende grad, at noget er galt, og nu begynder de at nå et punkt, hvor nok også er nok. Samtidig kræver den økonomiske situation hele tiden nye angreb, og arbejderbevægelsens ledelses svaghed kan let forlede borgerskabet til at tro, at de har frie tøjler. Men den danske arbejderklasse er indebrændt, og hvis kapitalisterne provokerer den for åbenlyst, kan det udløse en kraftig modreaktion i form af massiv klassekamp. Hvornår arbejderklassen bevæger sig, er ikke til at forudse. Men når det sker, må vi stadig holde hovedet koldt og fokus på vores opgave: at bygge den revolutionære organisation.

Arbejderklassen i Danmark og globalt vil bevæge sig for at ændre verden. Ikke med en ide om hvad de vil have, men med en klar ide om hvad de ikke ønsker. Gennem historien har vi set flere revolutionære bølger – det sørger kapitalismen for. Men en revolutionære bølge er langt fra lig en revolutionær sejr. Faktisk har det modsatte været tilfældet i måske 99 procent af tilfældene. Forskellen på oktoberrevolutionens sejr i Rusland 1917 og nederlagene til andre revolutioner har været koncentreret om ledelsen for bevægelsen. I Rusland i 1917 fandtes Bolsjevikpartiet med Lenin i spidsen. Et parti der var opbygget på et stærkt teoretisk fundament, testet gennem arbejderklassens kampe, med en ledelse der havde mange års erfaring. Bolsjevikpartiet kunne kanalisere arbejderklassens energi til en reel magtovertagelse og begynde på en socialistisk omdannelse af samfundet.

Det stadie er vi ikke på endnu. Spørgsmålet er: hvis vi ved, at masserne vil bevæge sig for at forkaste kapitalismen, hvordan sikrer vi så, at der er en kraft, der kan lede denne bevægelse til sejr? Svaret må tage udgangspunkt i den nuværende situation og de revolutionære kræfters størrelse. Af historiske årsager er de marxistiske kræfter små, men de marxistiske ideer har den fordel at kunne forklare virkeligheden og vise en vej frem.

Det overvældende flertal af arbejdere og unge i Danmark har langt fra draget revolutionære konklusioner. Hvis vi forsøger at nå de brede masser, vil vi enten drukne, eller vi må tilpasse vores paroler og ideer til flertallet. Hvis man forsøger at nå flere, end ens størrelse tillader, må man tilpasse ideerne laveste fællesnævner og udvander dermed programmet. Den proces har sin egen indre logik med opportunistisk og reformistisk degenerering.

Men allerede nu er der et betydeligt lag, af især unge, der har indset, at kapitalismen har spillet fallit og som leder efter alternativer. Folkeskoleaktivisterne er et glimrende eksempel. De er åbne overfor revolutionære ideer og kan vindes til marxismen. Vores opgave er at bygge rygraden i fremtidens revolutionære masseparti inden begivenhederne for alvor tager fart. Den første kerne til det, skal findes primært blandt de yngre generationer. Som Trotskij skrev i Overgangsprogrammet:

”Selv blandt de arbejdere, som en gang kom frem i forreste række, er der selvfølgelig ikke så få, som er trætte og desillusionerede. De vil i det mindste i den nærmeste periode forblive tilskuere. Når et program eller en organisation er slidt op, er den generation, som bar dem på sine skuldre også slidt op. Bevægelsen får nyt liv gennem ungdommen, som ikke har noget ansvar for fortiden. Fjerde Internationale er særligt opmærksom på proletariatets unge generation. I hele sin politik stræber den efter at indgyde ungdommen tro på dens egen styrke og på fremtiden. Kun ungdommens friske begejstring og kampånd kan sikre de indledende sejre i kampen; kun disse sejre kan få de bedste elementer i den ældre generation til atter at betræde revolutionens vej. Sådan har det altid været, således vil det fortsat være.”

Vores opgave i Revolutionære Socialister er at nå de lag, der leder efter et alternativ, at vinde de bedste og uddanne dem i de marxistiske ideer. De er ikke at finde i den etablerede arbejderbevægelsen på nuværende tidspunkt. Selv ikke Enhedslisten formår i dag at tiltrække og aktivere de unge, der bevæger sig i revolutionær retning. Tværtimod bliver mange unge skræmt væk fra partiet. Det betyder ikke, at vi kan afskrive arbejderpartierne. Der findes ingen konstanter i den ligning, der hedder arbejderklassens bevidsthed og bevægelse. Modsætningen mellem toppen og arbejderklassen skærpes hele tiden. Arbejderpartierne kan skifte pludseligt, som vi har set det med Corbyn i England, og i så fald må vi være parate til at skifte taktik på 24 timer. Men hvordan det vil udspille sig, er ikke til at forudse nu, og ligger desuden ude i fremtiden.

Lige nu er faktum, at der er hundredvis om ikke tusindvis af unge, der kan vindes direkte til en revolutionær organisation. Vi må finde dem, hvor de er, gennem en fleksibel taktik, hvor vi er parate til at udnytte enhver mulighed. Gør vi vores arbejde korrekt, kan vi sagtens i den næste periode nå op på 100. Med 100 veluddannede kadrer, der er aktive på deres skoler, studier, arbejdsplads osv. kan vi begynde for alvor at intervenere i bevægelserne som en kræft og derfra vokse til de næste stadier.

Vinder vi ikke disse radikaliserede lag i dag, vil de enten blive desillusionerede og tabt for revolutionær kamp i en hel periode, eller de vil blive kastet i armene på anarkisterne, med samme slutresultat. Degenereringen i toppen af arbejder- og studenterbevægelsen frastøder naturligt mange unge, der tror, at alternativet til bureaukratiseringen er anarkisme, uden helt at vide hvad det betyder. Vi er enige med anarkisterne i endemålet: et stats- og klasseløst samfund. Forskellen er, at anarkisterne i bedste fald ikke har en plan for, hvordan vi kommer dertil, de har ikke en klar ide om, hvad en revolution er. Derfor har anarkisterne heller ikke en klar taktik og strategi, men laver en masse aktivisme, uden at det reelt fører nogen vegne udover at udmatte aktivisterne. I værste fald spiller de anarkistiske doktriner en direkte kontrarevolutionære rolle i de afgørende øjeblikke, som vi så det i den spanske borgerkrig i 30’erne.

Vi anser ikke bare en socialistisk revolution for at være nødvendig men også mulig, vi har fuld tillid til, at arbejderklassen vil bevæge sig. Men det pålægger de revolutionære det ansvar at lære af erfaringerne. Marxismen er netop opsamlingen af erfaringerne fra arbejderklassens kampe, både sejre men også nederlag.

De fleste af de unge, der skubbes over til anarkismen eller andre ultra-venstre ideer, kan vindes til de revolutionære ideer. Men kun hvis de præsenteres fuldstændig klart og uden omsvøb. Ethvert forsøg på at udvande ideerne for at nå bredt ud, vil betyde, at vi misser chancen for at rekruttere de bedste og mest radikale lag. Det sidste halvandet år efter vi skiftede navn til RS, har vi givet organisationen en langt skarpere revolutionær profil. De bedste unge leder dog ikke bare efter revolutionære slagord, men forklaringer: forklaringer på hvorfor kapitalismen er i krise, hvad der gik galt i Sovjet, hvordan bevidsthed udvikler sig osv. Det er spørgsmål, som kun marxismen kan give tilfredsstillende svar på.

Kapitalismen befinder sig i en blindgyde. På verdensplan befinder vi os i den mest turbulente periode med krige, revolutioner, men også med kontrarevolutioner. De samme processer spejles i Danmark, bare i lidt langsommere tempo. Det skal vi ikke fortvivle over, tværtimod giver det os bedre til at bygge de revolutionære kræfter. Det er fuldstændig afgørende at bygge den Internationale Marxistiske Tendens, hvis ikke denne revolutionære bølge skal ende i nederlag. Vi har nogen tid, men ikke alverdens.

"Vil vi lykkes med at bygge et parti, der er i stand til at lede den proletariske revolution, i tide? For at besvare det spørgsmål korrekt er det nødvendigt at stille det korrekt. Naturligvis kan denne eller hine opstand ende og vil helt sikkert ende i nederlag på grund af den revolutionære ledelses umodenhed. Men det er ikke et spørgsmål om en enkelt opstand. Det er et spørgsmål om en hel revolutionær epoke.”

"Den kapitalistiske verden har ingen vej ud, udover en langstrakt dødskamp. Det er nødvendigt at forberede os på lange år, om ikke årtier med krige, opstande, korte mellemspil af våbenhvile, nye krige og nye opstande. Et ungt revolutionært parti må basere sig på dette perspektiv. Historien vil levere masser af lejligheder til det og muligheder for at teste sig selv, at akkumulere erfaring, og til at modnes. Jo hurtigere ​​fortroppens rækker smelter sammen, jo kortere vil epoken med blodige krampetrækninger blive, jo mindre ødelæggelse vil vores planet opleve. Men det historiske problem vil ikke blive løst, før et revolutionært parti står i spidsen for proletariatet.”

”Spørgsmålet om tempo og tidsintervaller er af enorm betydning; men det ændrer hverken det generelle historiske perspektiv eller retningen for vores politik. Konklusionen er enkel: det er nødvendigt at fortsætte arbejdet med at uddanne og organisere den proletariske fortrop med tifold energi. Netop det er Fjerde Internationales opgave." (Trotskij, Manifest for Fjerde Internationale, egen oversættelse)

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister, den danske sektion af IMT]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.