flygtningeNytår: springende champagnepropper og fejring af det nye års komme med dets løfter og forhåbninger. Men der er ikke meget håb og optimisme at spore i de danske medier. At året startede med, at der for første gang i mere end 60 år blev indført ID-kontrol på den dansk-svenske grænse, er overmåde betegnende for situationen. I skrivende stund indlogeres flygtninge i teltlejre i snevejret, ikke fordi der mangler pladser på asylcentrene, men fordi politikerne synes, det er et rigtigt signal. Et signal til de mænd, kvinder og børn, der risikerer deres liv på flugt fra krige og problemer, som de danske politikere har medvirket til at skabe. Regeringen fortsætter ufortrødent og afviser enhver kritik af deres umenneskelige asylstramninger senest fra FN’s flygtningehøjkommissariat (UNHCR) om, at regeringens politik ”udsætter flygtninge i nød for livsfare”.

Svenskernes ID-kontrol bruges af den danske regering som undskyldning for at indføre grænsekontrol til Tyskland og sådan begynder dominobrikkerne at falde i det åbne og grænseløse Europa. Schengen og med det hele Projekt EU er ved at smuldre. Der er kommet en million flygtninge til EU, det er mindre end to flygtninge pr. tusind europæer. At det kan få et af verdens rigeste områder til at gå i knæ, afslører den dybe krise, som europæisk kapitalisme befinder sig i.

Dansk hykleri

Den svenske ID-kontrol er belejlig for regeringer i hele Europa: hvis det åh så humanistiske Sverige må, så må vi også. Den danske regering var dog allerede godt i gang med at gøre, hvad de kunne for at holde flygtninge langt væk fra Danmark, længe før Sverige lukkede grænsen. Så sent som i november gennemførte regeringen med lynende hast en række stramninger, der bl.a. fratager flygtninge deres retssikkerhed og gør det muligt at indkvartere dem i teltlejre. Og den næste del af asylpakken er i skrivende stund under behandling. Vedtages den næste del pålægges politiet at beslaglægge flygtninges værdigenstande og retten til familiesammenføring udskydes fra 1 til 3 år for krigsflygtninge (de flygtninge hvis familier har allermest brug for at flygte). Samtidig skærpes reglerne for at få permanent opholdstilladelse, ydelserne til flygtninge sættes ned, og retten til at leve uden for flygtningecentrene fjernes. At regeringen indfører grænsekontrol til Tyskland, er derfor ”bare” et lille led i deres samlede brutale angreb på flygtninge.

[Læs også: Flygtninge er velkomne - lad overklassen betale!]

Den hastighed hvormed angreb følger på angreb er halsbrækkende. At politikere i ramme alvor foreslår og højst sandsynligt vedtager at konfiskere flygtninges private ejendom og isolere dem i lejre ville for få år tilbage, ja bare et år, virke som noget fra en dystopisk roman, ikke aftenens udgave af Deadline. Angrebene på flygtninge nu er et forvarsel om fremtiden for hele den danske arbejderklasse.

Oppisket stemning

Lars Løkke og Inger Støjberg begrundede grænsekontrollen med, at vi ikke igen skulle se de kaotiske tilstande, der opstod i september med flygtninge på motorvejene. Oh ve, hvor forfærdeligt! De taler som om, det var starten på civilisationens sammenbrud, at nogle hundrede mennesker går på motorvejen. Politikerne selv gjorde ingenting for at hjælpe de tusindvis af mennesker, der havde brug for hjælp. Mennesker der er på flugt fra krige, hvor bomber har smadret langt mere end motorvejene, men boliger, skoler og hele byer for ikke at glemme hundredetusindvis af liv. Regeringen benytter den klassiske syndebuk for at aflede opmærksomheden fra deres ekstreme upopularitet og den enorme utilfredshed der findes med deres politik. De er i virkeligheden utrolig svage, men netop derfor kan de ikke stoppe, men må fortsætte længere og længere ud.

De borgerlige, med DF i spidsen, er naturligvis med til at piske stemningen op. Men Socialdemokraterne lader ikke de borgerlige noget tilbage. Forhandlinger om regeringens asylpakke faldt inden jul, fordi DF og socialdemokraterne krævede oprettelse af flygtningelandsbyer. I en kronik i Politiken fra 18. december skrev Henrik Sass Larsen, gruppeformand for socialdemokraterne:

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse antallet af ikke-vestlige flygtninge og indvandrere, der kommer her til landet. Derfor er vi gået langt – og meget længere – end vi havde drømt om at gå.

Det er vi, fordi vi ikke vil ofre velfærdssamfundet i humanismens navn. For velfærdssamfundet er […] Socialdemokratiets politiske projekt. Det er et samfund opbygget på principper om frihed, lighed og solidaritet. En masseindvandring – som set i f.eks. Sverige – vil økonomisk og socialt underminere velfærdssamfundets bygning.”

Henrik Sass Larsen er ikke den eneste Socialdemokrat, der bruger velfærden som rambuk mod flygtningene. I en kronik med titlen ”Nej, vi socialdemokrater er ikke Dansk Folkeparti light”, får forfatterne Peter Hummelgaard, medlem af Folketinget (S), Kasper Fogh Hansen, tidligere rådgiver, og Thomas Gyldal Petersen, borgmester i Herlev (S) netop bevist det modsatte af det, som titlen påstår. Præcis som DF lægger de ansvaret for nedskæringerne på flygtningestrømmen. Og ikke bare det, på mest ulækre vis gør de - præcis som DF – flygtningene, dvs. arbejdere fra andre dele af verden, til de danske arbejderes fjende og problem.

”Vi har ikke brugt et århundrede på at opbygge harmoniske samfund præget af høj lighed for at afskaffe dem igen gennem ukontrolleret indvandring. Det bliver ikke toppen af samfundet, der kommer til at betale prisen, her er man sikkert nogen steder bare glad ved udsigten til endnu billigere arbejdskraft. Konsekvensen af at tage imod flygtningene er meget hurtigt blevet besparelser i den kommunale velfærd. Det bliver de dårligst stillede, der betaler.”

De påstår, at de adskiller sig fra DF, fordi de ønsker at hjælpe flygtningene, men foreslår bl.a. ”at indrette modtagecentre til flygtningene ved Europas grænser. Måske endda enorme flygtningebyer, med hospitaler, skoler, universiteter, landbrug, virksomheder og så videre, som kan blive hjem for mange af dem, som har forladt deres hjemlande. Indtil de kan vende hjem igen.”

For toppen i Socialdemokratiet gælder princippet om frihed, lighed og solidaritet åbenlyst kun danske arbejdere - arbejderbevægelsens oprindelige internationale solidaritet er for længst kastet på møddingen. Den blev kastet på møddingen i takt med, at Socialdemokratiet blev det kapitalistiske systems fremmeste støttepille. De forsvarer et system, der befinder sig i en blindgyde. Kapitalismens krise betyder en krise i reformismen. Det eneste Socialdemokraterne kan opstille af forsvar for den velfærd, der er tilbage efter deres egen medvirken til at skære den drastisk ned, er at bygge høje mure og forpuppe sig. Den internationale konkurrence dødsdømmer den strategi, men de har intet andet. De danske arbejdere tilkæmpede sig velfærdsstaten, som var progressiv og betød et semiciviliseret liv i en periode. Alt det er slut nu. Og Socialdemokraterne vender velfærden på hovedet og bruger det til at forsvare reaktionær racistisk politik.

De oppisker en hadsk stemning rettet mod flygtninge og indvandrere for at fjerne fokus fra kapitalismens problemer og deres egne fejlslagne politik. Det får sin egen indre logik. Det næste skridt i den onde cirkel er deciderede angreb, som vi allerede har set i lande som Sverige, Tyskland og Frankrig, hvor asylcentre er blevet brændt ned, moskeer udsættes for hærværk o.l. Medierne er med til at oppiske hadet ikke mindst efter terrorangrebene i Paris både ved indgangen og udgangen til år 2015 og efter sexovergrebene i Køln nytårsnat, hvor medierne fokuserede mindst ligeså meget gerningsmændenes baggrund som de uhyrlige overgreb selv, og politikere Europa over var hurtige til at gribe bolden og kæde overgrebene sammen med flygtningestrømmen. Den hadske retorik fra samfundet elite ansporer de mest radikaliserede på højrefløjen også herhjemme til at gå fra ord til handling. Vi er nødt til at sige tingene, som de er: i dag ser vi samme retorik som den, der igennem historien har været optakten til pogromer.

Den anden side

Alt er dog ikke sort og pessimistisk her i starten af 2016. På den ene side er det historisk høje antal flygtninge i verden et udtryk for, at kapitalismen befinder sig i en historisk blindgyde. At året startede med, at de kinesiske myndigheder suspenderede aktiehandlen to gange i løbet af den første uge pga. store prisfald, er et andet symptom på den ekstreme turbulens, der eksisterer på verdensplan. Kapitalens strateger aner ikke deres levende råd. De har ikke en løsning på krisen, men snubler frem i blinde med et ekstremt kortsigtet perspektiv om at holde skindet på næsen her og nu. Vi ser i stigende grad en splittelse i borgerskabet om vejen frem, men ingen veje ender i en løsning på kapitalistisk basis.

På den anden side ser vi, at kapitalismens krise vækker massernes bevidsthed om, at noget er grundlæggende galt. Og erkendelsen af at politikerne ikke har nogen svar. De gamle etablerede politiske partier forkastes, en proces vi ser over hele Europa, men også herhjemme. Den generelle tillid til det politiske system er historisk lav. Den seneste måling fra Ugebrevet A4 fra 22. december viste, at befolkningens tillid til politikerne på Christiansborg ikke har været lavere i nyere tid. I undersøgelsen erklærer seks ud af ti danskere, at de har meget lille eller ret lille tillid til politikere i al almindelighed. Og den andel, der har svaret, at de har meget lille tillid til politikerne, er historisk højt, nemlig næsten hver fjerde vælger, hvilket er en stigning fra hver tiende vælger i 2011 og hver sjette for et år siden. Da politikerne i september forfærdedes over flygtninge på motorvejen, tog danskerne sagen i egen hånd og gjorde hvad de kunne for at hjælpe med mad, tøj og transport. Det er farligt for borgerskabet, når masserne når den konklusion, at det politiske etablissement ikke er en del af løsningen, men en del af problemet.

De massive demonstrationer i efteråret mod regeringens udlændingepolitik brød flere års stilstand, og pressede politikerne. Men da bevægelsen døde ned, fortsatte politikerne deres angreb på flygtninge med endnu større brutalitet. Det må ikke få os til at drage den konklusion, at bevægelserne var forgæves; vi er ikke tilbage til status quo. Stilstanden er brudt. Det har især effekt på de mange unge, der ikke tidligere har deltaget i nogen bevægelser. Mange har følt, at de var de eneste i verden, der var utilfredse. Den isolation er nu begyndt at slå revner. Næste konklusion er at det ikke er nok at gå på gaden, det er nødvendigt at organisere sig og have et politisk program.

Et system i krise skaber polarisering, både til højre og venstre. At højrefløjen nogle steder (som i Danmark) kan gå så meget frem, at deres fremmedfjendske politik vinder indpas langt ind i arbejderbevægelsen, skyldes det totale fravær af svar og alternativ fra venstrefløjen. I lande som Spanien, Grækenland og England, hvor der er fremkommet alternativer til venstre, har den populistiske højrefløj fået meget lille opbakning. Samtidig øger angrebene på flygtninge og indvandrere polariseringen i lande som Sverige og Danmark, hvor et voksende lag af især unge radikaliseres langt ud på venstrefløjen. Men som vi så i Grækenland, har også venstrereformismen, som Tsipras stod for, begrænsninger. Det er ikke nok med løfter om at stoppe nedskæringer og privatiseringer. Det eneste der kan stoppe kapitalismens krise og stoppe det barbari, som vi ser nu, er et opgør med kapitalismen og den revolutionære omdannelse af samfundet på socialistiske linjer.

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.