Nej til et kapitalistisk EuropaEU er i dyb krise og præget af stadig større interesseforskelle de forskellige nationalstater imellem. Euroen er ved at briste, med Grækenland som det svageste led i en gennemtæret kæde. Det er i den kontekst, at den danske befolkning skal til stemmeurnerne den 3. december for at stemme om opgivelse af det danske retsforbehold. Et spørgsmål der for marxister ikke kan angribes teknisk og isoleret, men kun som en del af spørgsmålet om EU og klassekampen generelt.

EU's rolle

EU er historisk opstået som et forsøg fra de europæiske kapitalisters side, til at tjene flere formål. Dels er det en indrømmelse af Marx' påstand om, at nationalstaten er blevet for snæver til at rumme de moderne produktionsmidler, maskiner, fabrikker, markeder og teknologi. Men det er også et forsøg på at skabe en samlet handelsblok for de isolerede og svage europæiske kapitalister imod konkurrence fra de enorme økonomier i Nordamerika og Asien. Og sidst, men ikke mindst, var skabelsen af fællesmarkedet, EF og siden EU, et forsøg fra især fransk side, på at tæmme det enorme tyske produktionsapparat, ved at binde det sammen med resten af Europas. Men Tyskland, i hjertet af Europa, er Europas største industrielle magt og er, efter genforeningen, ubetvivleligt blevet Europas virkelige magthaver. Den tyske herskende klasse lykkedes af økonomisk vej, hvad de fejlede i militært: At samle Europa under tysk finanskapitals dominans.

[TEGN ABONNEMENT PÅ REVOLUTION]

Marxisternes position

EU har altså fra starten været de europæiske kapitalisters projekt. Det er en kapitalistisk klub, som bruges af borgerskabet til at presse arbejderklassen i de forskellige lande. Arbejdskraftens fri bevægelighed er en rambuk til at smadre de organiserede arbejderes løn- og arbejdsforhold i Vesteuropa. Konvergenskravene, som sætter stramme grænser for underskud og statsgæld, og den fælles mønt (som den danske krone er bundet stramt til), som umuliggør devalueringer for de lande der er hårdest ramt af krisen, er anledning til at indføre et permanent lønpres og brutalt spareregime. Derfor er marxister imod EU.

Men vi må aldrig stoppe vores argumentation her. EU er et symptom, ikke ondets rod. Selv hvis Danmark trækker sig helt ud af EU, vil det INTET gøre for den danske arbejderklasse, så længe økonomien fortsat er kapitalistisk og dermed fungerer efter samme love og på det samme internationale marked. Rent faktisk vil det have store negative konsekvenser for den danske økonomi at trække sig ud og isolere sig fra det indre marked. Der findes ingen national løsning på EU-spørgsmålet.

To reaktionære lejre

Faktum er, at den danske herskende klasse er delt på spørgsmålet om EU. Langt størstedelen er tilhængere, mens en minoritet, særligt af de mindre erhvervsdrivende, føler sig pressede af den internationale konkurrence. Ingen af de to sider indeholder blot et gram progressivt materiale, men begge fløje forsøger at vinde arbejderklassens opbakning af demagogisk vej:

Socialdemokraterne og Venstre siger, at frihandel og integration i EU vil gavne økonomien og dermed skabe arbejdspladser. Nej-siden siger, at EU er udemokratisk, og at vi vil få det meget bedre bag lukkede grænser.

For arbejderklassen er det virkelige alternativ til EU imidlertid ikke et isoleret Danmark, som de demagogiske nationalister i Dansk Folkeparti forsøger at bilde os ind. En moderne økonomi er international. Nationalisme er en forræderisk blindgyde. Arbejderklassen kan altså hverken støtte liberalisterne på Ja-siden eller nationalisterne på Nej-siden. Begge er de reaktionære. Arbejderklassen må føre en selvstændig linje. Der findes ingen løsninger, hverken indenfor eller udenfor EU, så længe det er på kapitalistisk basis.

Kun hvis arbejderklassen over hele Europa tager magten og demokratisk planlægger økonomien, er det muligt at forene Europas enorme produktivkræfter på frivillig basis, uden arbejdsløshed, besparelser og diktater. Det virkelige alternativ til EU er en revolution over hele Europa og dannelsen af Europas Forenede Socialistiske Stater.

Hvad skal man stemme?

I sig selv er spørgsmålet om retsforbeholdet, teknisk set, tæt på ligegyldigt. Det er en latterlig rest af et kompromis fra den fejlslagne Maastricht-afstemning i 1992.

Men faktum er, at et Nej ved afstemningen den 3. december vil være et slag i hovedet på etablissementet og den politiske elite. Det vil højne arbejderklassens selvtillid, og dermed være et skridt frem i klassekampen. På den anden side vil et Ja være et Ja til status quo og til elitens projekt. Derfor anbefaler vi et Nej til afstemningen. Men ligesom med EU-spørgsmålet generelt kan man ikke stoppe her. Et Nej i sig selv er ingen løsning. Uden et socialistisk perspektiv og sønderlemmende kritik af nationalisterne i DF, vil det spille dem alle kort på hænde og et Nej-resultat vil kunne udlægges som en sejr for DF.

En uhellig alliance

Derfor er det ikke bare uheldigt men kontraproduktivt, at Enhedslisten har indgået en politisk alliance, der ud over Folkebevægelsen mod EU, består af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Det lader til at være et naivt forsøg på at skabe et ”realistisk alternativ” til Ja-sidens demagogiske tilvalgsordning. Men man har underskrevet en pagt med djævlen.

En sådan alliance begrænser nemlig spørgsmålet til ja/nej, til et teknisk og juridisk spørgsmål, som ligger sikkert indenfor det nuværende systems rammer, mens den umuliggør at fremsætte et bredere socialistisk alternativ.

Ydermere legitimerer Enhedslistens Nej-alliance Liberal Alliance og Dansk Folkeparti og risikerer at styrke de nationalistiske illusioner blandt arbejderklassen. Den styrker dermed objektivt set Dansk Folkeparti og de mest reaktionære lag i det danske småborgerskab. Dansk Folkeparti vil uden tvivl føre kampagne på ”dansk suverænitet over de danske grænser, så vi kan holde flygtningene ude”. Disse gentlemen står Enhedslistens top nu sammen med, mens desperate flygtninge fortvivlet banker på fort Europa, og deres børn drukner i Middelhavet eller bliver tæsket, gasset og skudt med gummikugler ved de mange grænser i EU. Hvordan skal Enhedslisten fremføre en internationalistisk, for slet ikke at tale om en socialistisk, politik i en sådan alliance?

Socialister må derfor tage selvstændig stilling og ikke lade sig narre ind i hverken den liberalistiske eller nationalistiske lejr. De danske kapitalister er ikke et hak bedre end de europæiske. Problemet er ikke EU i sige selv, men det kapitalistiske system der skabte det.

Bragt i Revolution Nr. 13 (oktober). 

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.