wake up call

Bragt 1. september i Revolution Nr. 12.

Mens de ældre lag på den danske venstrefløj er begravet i pessimisme og modløshed over valgnederlaget til de borgerlige og DF's fremgang, er de blinde overfor det enorme venstreskred der finder sted i Europa. Det er måske ikke så underligt. For skredet finder for det meste sted skjult under samfundets tilsyneladende rolige overflade. Men stadig mere regelmæssigt bryder det frem i dagens lys. Store begivenheder står på dagsordenen.

SYRIZA og Podemos i Spanien har i et stykke tid været samtaleemne for venstrefløjen i Danmark. Hvad var det, de kunne, som de danske venstrefløjspartier var helt ude af stand til? Man har søgt alle mulige (og umulige) forklaringer: Podemos' afvisning af at være et venstreorienteret parti eller SYRIZAs fokus på vækstfremmende ekspansiv finanspolitik indenfor EU. Alt andet, end at disse partiers vækst var udtryk for en massiv radikalisering. At det raseri, som er opbygget i årevis blandt arbejdere og unge i Europa, og som retter sig mod den gamle politiske elite – arbejderbevægelsens inklusiv – pludselig fandt et parti eller person at krystallisere sig omkring, som blev set som værende noget andet end, og i modsætning til, etablissementet.

Nødvendighedens tilfældigheder

Nødvendigheden udtrykker sig gennem tilfældigheder, sagde den tyske filosof Hegel. SYRIZA og Podemos var sådanne tilfældigheder, som var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og blev et fokuspunkt for utilfredsheden.

Men indtil for nyligt kunne de gamle og trætte aktivister på den danske venstrefløj affærdige, at der var tale om et egentligt internationalt fænomen. SYRIZA og Podemos var ”Middelhavsfænomener”. Krisen har været hård i Syd. I Nordeuropa har vi det for godt, var forklaringen.

Klassekampen er kommet til Nordeuropa

Men hov! På den anden side af grænsen oplever Tyskland den største strejkebølge i årtier. For godt og vel et halvt år siden oplevede Belgien en af de største generalstrejker i sin historie. Klassekampen er med andre ord kommet til Nordeuropa. Alligevel sidder store dele af den gamle venstrefløj og tuder i urte-teen.

Stop klynkeriet og kig op. Ret blikket bare 800 km mod vest og et sandt politisk jordskælv åbenbarer sig for vores øjne: Først i Skotland, hvor Scottish Nationalist Party (SNP) ryddede al modstand af banen ved det britiske valg og gik fra 20 til 50 procent af stemmerne og scorede dermed 56 ud af 59 af pladserne fra Skotland, og efterlod kun én til Labour , én til de konservative og én til liberaldemokraterne. SNP er eksploderet i medlemstal til over hundredetusinde på et politisk program, som ligger langt til venstre for Labours valgprogram. Arbejdere og unge er vækket til live. Alle diskuterer politik i Skotland – og ja, også socialisme.

At SNP-stemmerne netop er venstreorienterede og ikke borgeligt nationalistiske bevises af udviklingen i resten af Storbritannien. Mens Labour i Skotland er blevet udraderet på grund af deres højreorienterede politik og samarbejde med de konservative, er medlemstallet for Labour i Storbritannien blevet tredoblet på få måneder til 300.000. Yderligere 200.000 har tilmeldt sig som støtter af partiet, især unge og fagforeningsmedlemmer. En udvikling der er 180 grader imod den begravelsesmarch som socialdemokratiet i resten af Europa er blevet reduceret til. Hvorfor? Fordi det tilfældigvis lykkedes den venstreorienterede og indtil for nyligt rimeligt ukendte Jeremy Corbyn at komme på stemmesedlen til formandsvalget i partiet. Hundredetusinder er strømmet til for at give New Labour og den fatale højrekurs én på lampen. Corbyn står nu til jordskredssejr over højrefløjens kandidater, som er i vild panik. Hvad den videre skæbne for Labour og Jeremey Corbyn bliver, er i skrivende stund uvis, men det er ikke til at komme udenom den skelsættende udvikling.

Forskellige udtryk – samme proces

I forskellige tempi og med forskellige udtryk kan vi altså se den samme grundlæggende proces gentage sig i land efter land. Det bør nu være tydeligt for alle, at krisen i 2008 var et markant brud, ikke bare i den økonomiske situation, men også i den politiske. Alle forsøg på at skabe økonomisk stabilitet gennem nedskæringer, lønnedgang, privatiseringer osv., skaber social og politisk ustabilitet. De konstante angreb, som arbejdere og unge i Europa oplever, sætter sine spor i deres bevidsthed, også selvom det ikke altid kommer til udtryk gennem masseprotester. Der har resulteret i et voldsomt, underliggende pres fra de brede masser, med de unge i front, en dyb nødvendighed, som leder efter en sprække at trænge igennem, en hegelsk tilfældighed som Corbyn eller Podemos at krystallisere sig omkring. Når det sker, sker det pludseligt og uforudsigeligt.

Det bringer os tilbage til Danmark. Tror vi virkelig, at Danmark er immun overfor den europæiske smitte? Har venstrefløjen ladet sig overbevise af højrefløjens argumenter om, at ”vi er noget særligt” i Danmark?

De danske arbejdere og unge har holdt vejret i fire år under en elendig nedskæringsregering, der har forgyldt overklassen. Nu står vi overfor en regering, der er endnu værre.

Flygtninge bliver økonomisk korsfæstede, ydmyget og trådt på. Dagpengene skal igen forringes, og der skal fyres flere i kommuner og regioner.

Samtidig høster politikerne eksorbitante lønninger, pensioner og privilegier.

Sandsynligvis vil tusinder af unge blive udelukket fra gymnasierne med den kommende gymnasiereform, hvor der skal indføres adgangskrav. På erhvervsskolerne har adgangskravet allerede udelukket tusinder. Mens universiteterne overordnet beskæres, skal der laves ressourcerige elitelinjer, så overklassen kan få, hvad der tilkommer dem.

Der skal træffes afgørelse om, hvilken type kampfly den danske stat skal købe. Men alle ved, at afgørelsen allerede er truffet. Det bliver den værste og dyreste løsning, leveret af vores oversøiske allierede: Skandaleflyet F35 – blot for at holde os gode venner med USA. Hvert enkelt fly kommer formentlig til at koster over en milliard kroner. For prisen af hvert eneste af de 30 planlagte F-35 kunne man, ifølge Enhedslisten, ansætte 2.170 ekstra lærere i folkeskolen i et år.

Samtidig skal der gives skattelettelser. Samfundets top fjerner sig længere og længere fra virkeligheden. Den nuværende situation er en opskrift på klassekamp.

Livløs oppositionsledelse

Nogen havde måske forventet, at socialdemokraterne ville udnytte deres oppositionsstatus til at gå imod de borgerliges angreb. Men indtil videre bakker de op! Husk på, at det var Helle Thorning der nedsatte dagpengekommissionen med det specifikke formål at finde et dagpengesystem, hvor pengene til at dække de tusinder, der hvert år falder ud, skal tages fra de andre dagpengemodtagere. Husk ligeledes på, at fagtoppen er med i dagpengekommissionen, og at socialdemokraterne har stemt for den nye regerings nedskæringer i kommuner og regioner.

Tilbage står Enhedslisten. Partitoppens strategi med at trække den socialdemokratiske regering til venstre var lige så livløs som en strandvasker. Selv ikke når Socialdemokraterne er i opposition kan det tilsyneladende lykkes. I desperation på at finde ”realistiske” her-og-nu løsninger på dagpengeproblemet, appellerer Ø i stedet til … Dansk Folkeparti!

Den parlamentariske virkelighed

Herfra skal lyde en opfordring: Se ud over ”den parlamentariske virkelighed”. Valgresultatet afspejler IKKE den virkelige stemning på arbejdspladserne, skolerne, universiteterne og på gaden. Hvordan skulle det kunne det, når alle partierne blev set som én stor, grå masse på midten? Folketingsvalget var et valg mellem pest eller kolera.

Hvis Enhedslisten, fagbevægelsen og studenterbevægelsen ville, kunne de sagtens mobilisere til massekamp - utilfredsheden og kampviljen ligger lige under overfladen. Det kræver bare, at man rent faktisk stoler på, at arbejdere og unge er parate til at kæmpe og vinde, og det kræver et modigt program, der går ud over status quo og ”den parlamentariske virkelighed”. Et program som kan forbinde sig med massernes endnu uformulerede ønske om radikal forandring, en fundamentalt ny kurs.

Den enorme vrede vil også få et udtryk i Danmark, uanset om de store organisationer går i front eller ej. Spørgsmålet er, om venstrefløjen er parat, når det sker.

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister og IMT]

[Tegn abonnement på Revolution for 250 kr. om året]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.