slotspladsenDen seneste uge er flygtningespørgsmålet for alvor blevet sat på dagsordenen i Danmark. På den ene side står fremmedfjendske og forhadte politikere, på den anden side tusindvis af danskere, der har taget sagen i egen hånd for at hjælpe de flygtninge, der nåede Danmark med mad, vand, tøj og transport. Lørdag d. 12. september samledes 40.000 på Christiansborg Slotsplads for at byde flygtninge velkommen i den største politiske demonstration i mange år. Bevægelsen markerer et vigtigt brud i den politiske situation.

Holdningen blandt danskerne har ændret sig markant; fra at kun 36 procent ifølge Politiko for et år siden var enige eller overvejende enige i, at Danmark bør give opholdstilladelse til flere flygtninge, er det i dag et flertal på 56 procent. Og over 60 procent mener, at Danmark skal hjælpe flygtningene mere.

Politikerne har de sidste mange år bevæget sig længere og længere til højre. Men at den brede befolkning ikke er fulgt med, er nu med et slag blevet tydeligt. Den politiske visdom, at skulle man vinde et valg, handlede det om at være mest fremmedfjendsk, er med ét kollapset. De danske politikere har fuldstændig fejlvurderet stemningen og befinder sig også på dette spørgsmål på en helt anden planet end almindelige arbejdende mennesker. Flygtningespørgsmålet er endnu et skridt i en bredere proces, hvor gabet mellem politikerne og befolkningen vokser, mens tilliden til politikerne styrtdykker.

Krig og hetz

De danske regeringer har i årevis deltaget ekstremt entusiastisk i den imperialistiske politik, der har ansvaret for, at der i dag er det største antal mennesker på flugt siden Anden Verdenskrig. Gennem krige og økonomisk udplyndring er forholdene flere og flere steder, særligt i Mellemøsten, umulige at leve under. Skiftende danske regeringer har ikke mindst fulgt USA som en skødehund i det ene militære eventyr efter det andet. De har brugt milliarder af kroner på bomber og soldater, men kan ikke finde pengene til at hjælpe de mennesker, der fordrives af konsekvenserne af netop denne imperialistiske politik.

Politikerne fremhæver, at løsningen på flygtningeproblemet er at hjælpe i nærområderne, hvor omtrent 95% af de 60 millioner fordrevne på verdensplan befinder sig. Men samtidig skærer de ned på pengene til netop nærområderne. Mens nødhjælpen til Syrien og nabolandene ifølge Politiko blev fordoblet fra 2012 til 2013, blev den i 2014, ifølge Udenrigsministeriet, skåret ned fra 387 til 329 mio. kroner.

I år har Danmark indtil videre bevilget 206 millioner til nødhjælp, og medmindre regeringen omprioriterer, vil nødhjælpen til Syrien igen i år blive mindre. Den nye regering har bebudet at skære 2,6 mia. kr. på udviklingsbistanden, som bl.a. er med til at finansiere bistanden til nærområderne. FN fortæller at de får færre pege fra verdenssamfundet og at det betyder, at de har måttet skære i bl.a. madrationerne til flygtninge, hvilket på sin side betyder, at endnu flere er tvungne til at flygte videre i et forsøg på at kunne brødføde sig selv og familien.

Men står det til den nye regering, skal de ikke komme her. Regeringen har ikke spildt tiden i forhold til at opfylde Lars Løkkes valgløfte om en ”straksopbremsning” for flygtninge. En af de første ting de gjorde, da de havde indtaget ministertaburetterne, var at stramme forholdene for flygtninge, så de skal leve for, hvad der svarer til en SU. Fra 1. september skal en hel flygtningefamilie, der har fået opholdstilladelse i Danmark, leve for samlet 16.638 kr. om måneden før skat. Før var beløbet 28.832 kr. - en reduktion på 42 procent. Det skønnes, at omkring 4.300 børn og unge vil blive berørt af indgrebet og det afslører regeringens snak om integration som hul.

På den baggrund har regeringen indrykket annoncer for at skræmme flygtninge fra at komme. At tro at en annonce om, at flygtninge får lavere kontanthjælp, kan skræmme folk, der flygter fra bomber og sult, er så utrolig tåbeligt, at man mangler ord. Men ikke desto mindre har de danske politikere dog over en årrække formået at skabe et billede af Danmark som et fremmedfjendsk lille ubehageligt land, hvor det nærmest er umuligt at få sin familie til, så mange flygtninge forsøger at komme videre til Sverige. At politikerne så derefter spiller teenagefornærmede over, at flygtninge rejser videre, skal man vist være politiker for at kunne forstå.

Socialdemokraterne har efter valget fortsat, hvad der ligner en konkurrence med højrefløjen om, hvem der kan være hårdest i hetzen mod flygtninge og indvandrere. Da Løkke-regeringen annoncerede, at det skulle være endnu vanskeligere at blive dansk statsborger, var Socialdemokraterne lynhurtigt på banen; de ville gøre det endnu mere meget vanskeligere! De undtagelser for fx sprogkravene som bl.a. gælder for flygtning med posttraumatisk stress - undtagelser som socialdemokraterne selv var med til at lave da de sad i regering - skal ophæves, hvis det står til Socialdemokraterne. I konkurrencen med DF må de svageste mennesker i denne verden åbenbart ofres.

En massebevægelse

Mens politikerne konkurrerer om at være hårdest, tog almindelige danskere sagen i egen hånd. Billeder af druknede børn og brutal behandling af familier på flugt blev dråben, der fik bægeret til at flyde over. Tusindvis følte, at nu kunne de ikke længere sidde stille og blot se på. Nu måtte der gøres noget. De indsamlede mad, vand og tøj og satte sig ind i deres biler og kørte mod Rødby og Padborg for at hjælpe flygtningene på vej mod Sverige, på trods af politiets trusler om op mod 2 års fængsel. Og ikke mindst demonstrerede titusindvis lørdag i København og Århus og over resten af Europa.

[Læs også: Flygtninge er velkomne - lad overklassen betale]

slotspladsen3Det er et grafisk eksempel på den afgrundsdybe kløft, der bare vokser sig større og større, mellem den politiske elite på den ene side og almindelige danske arbejdere og unge på den anden. I mange år har politikerne bevæget sig længere og længere ind i deres egen lukkede prallelverden, mens danskerne forholdt sig relativt passive og så tiden an. Hvad vi ser nu, udgør et kæmpe brud i situationen. De sidste knapt 20 år har den gænge politiske visdom været; man skal dreje til højre for at vinde stemmer. Hele den visdom er kollapset som et korthus. Den spontane solidaritetsbevægelse med flygtningene efterlod hele det politiske etablissement i total rådvildhed. Politikerne var fraværende fra scenen, politiet fik ingen retningslinjer og i det vakuum trådte almindelige mennesker til og tog sagen i egen hånd, og organiserede hjælpen og transporten på ekstrem effektiv maner.

At folk begynder at organisere sig og tage sagen i egen hånd, må få alarmklokkerne til at ringe på Christiansborg. Det har vidtrækkende konsekvenser, hvis folk indser, at politiske elite ikke er en del af løsningen, men en del af problemet. Trotskij sagde, at en revolution er, når det store flertal begynder aktivt at deltage i politik. Vi er endnu meget langt fra en revolutionær situation i Danmark, men tusindvis er vækket fra apati og fra afmagt til handling. Og gennem handling vil flere og flere begynde at drage politiske konklusioner.

Et socialistisk svar

Flere og flere vil tage skridtet videre fra den første umiddelbare følelse af bare at måtte gøre noget på individuel basis, her og nu. Der er åbenlyst noget galt med hele systemet, og det er nødvendigt at give politiske svar, hvis problemerne skal løses. Nu og her er det naturligvis afgørende at hjælpe de mennesker, der er på flugt, som har brug for hjælp og at byde dem velkommen. Men vi må gå skridtet videre og rejse spørgsmål som: hvorfor vi ser det største antal flygtninge i verden, siden Anden Verdenskrig, og kunne det være anderledes? Det er ikke nok at symptombehandle, vi må hive problemet op med rode.

Mange på venstrefløjen har de seneste år stirret sig blinde på højrefløjens tilsyneladende fremmarch i Europa. Også herhjemme var den overvældende følelse efter valget pessimisme over DF’s fremgang. Men de pessimistiske elementer er blinde overfor de processer, der foregår under overfladen. Det er klart, at når kapitalismen er i krise, ser vi en polarisering både til højre og venstre. Som vi også har set det herhjemme, med hadefulde udtalelser mod flygtninge på den ene side, og dem der byder flygtningene velkommen på den anden. Men den generelle bevægelse blandt det store flertal er ikke til højre, men til venstre. I land efter land er de brede masser vågnet politisk til live i en langsom bølge der ujævnt har bevæget sig mod vores breddegrader.

Flertallet af arbejdere og unge søger svar på venstrefløjen. Det afgørende er, om der er nogen, der giver de svar. Herhjemme er venstrefløjen nærmest fraværende, når det gælder at give et politisk alternativ til højrefløjen. Enhedslisten opfordrer til at melde sig til solidaritetsgrupper og nødhjælpsorganisationer, og giver hverken politiske svar eller går ind i selve organiseringen af protesterne mod regeringens fremmedfjendske politik.

Det er da også paradoksalt, at Enhedslisten netop nu, har indgået en politisk alliance med Dansk Folkeparti (og Folkebevægelsen mod EU og Liberal Alliance) der skal begrænse partiernes uenigheder og give en fælles ”Nej-platform”, for at sikre et nej til afskaffelse af retsforbeholdet. At Enhedslisten indgår en politisk alliance med Dansk Folkeparti, er intet mindre end en skandale.

Dansk Folkeparti, der netop fører deres EU-modstand, og al anden politik i øvrigt, på et nationalistisk og fremmedfjendsk grundlag, må kritiseres sønder og sammen af venstrefløjen, ikke legitimeres i en politisk alliance. Dansk Folkepartis hule racistiske forklaringer har kun kunnet få en klangbund blandt visse lag, fordi venstrefløjen har fejlet fuldstændigt i at give en systemisk forklaring på årtiers gradvise nedskæringer og forringelser af arbejderklassens forhold. For slet ikke at tale om, en reel og modig løsning. Venstrefløjen har på de mest presserende spørgsmål allerhøjest kunnet svinge sig op til forsvar af status quo, altså den dagligdag som folk oplever som forringelser.

Især de sidste fire år under den socialdemokratiske regering er selv Enhedslistens top blevet set som en del af det politiske etablissement. Det eneste der kan modgå DF’s racistiske indflydelse er, at venstrefløjen opstiller et reelt alternativ til nedskæringspolitikken, dvs. et socialistisk alternativ.

Flygtningekrisen er kapitalismens krise

I forhold til antallet af flygtninge, der kommer til Europa i dag, er antallet stadig lavere end det antal, der kom, som følge af krigen i Jugoslavien. Forskellen i dag er det Europa, de kommer til. Et Europa hvor 25 millioner mennesker er arbejdsløse og som befinder sig i en dyb krise. Det er paradoksalt, at der kommer mennesker hertil, der for manges vedkommende er veluddannede, og som ønsker at arbejde, men de møder et kapitalistiske system i forfald, der end ikke i stand til at udnytte de eksisterende produktivkræfter, hverken fabrikkerne og maskinerne eller den menneskelige arbejdskraft. Det er kapitalismens krise, der gør flygtningestrømmen til en krise.

Racisme er overklassens del-og-hersk strategi for at splitte arbejderklassen på hudfarve, religion osv. Netop på grund af krisen forsøger de at spille fattige europæere ud mod fattige flygtninge. De eneste, der har gavn af det, er overklassen. Derfor bliver de paniske, når de ser solidariteten fra arbejderne i Europa mod flygtningene. Mange af de flygtninge, der kommer fra Mellemøsten nu, er begyndt at organisere sig for at protestere mod den behandling, de udsættes for, af de europæiske landes statsapparater. De marchrer samlet og bryder politilinjerne i Ungarn og Makedonien, bærende på deres børn, gennem massekamp. De sætter sig til modværge og insisterer på at være mennesker. Den styrke de udviser, lægger grunden for en forenet front mellem flygtninge og arbejderne i Europa.

Mange er flygtet fra reaktionen efter det arabiske forår. I starten af 2011 rejste de arabiske masser sig mod tyranni, diktatur, arbejdsløshed og ydmygelse og for demokrati, et værdigt liv og en fremtid. De gjorde med ét alle reaktionære ideer som ”clash of civilisations” til skamme. Det blev åbenlyst, at de arabiske masser stræbte efter det samme som arbejdere og unge i Vesten, omend deres kamp ikke lykkedes i denne omgang. Men de nuværende flygtninge er altså ikke bare stakkels mennesker, der har brug for hjælp. De er potentielle allierede i en kamp for en bedre verden.

En anden verden er mulig og nødvendig

Og der er masser af rigdom i verden i dag. Der er ressourcer nok i verden til, at ingen behøver at sulte og at alle kunne leve et ordentligt liv. Men så længe kapitalismen består, bliver der kun produceret efter profit, og kun de, der kan betale, kan få mad og medicin. De rige bliver rigere, mens flere og flere rundt om i verden tvinges på flugt, af de direkte og indirekte konsekvenser af de imperialistiske magters udplyndring og intervention. Hvis situationen ikke bare skal eskalere, må der sættes en stopper for dette pilrådne system. Og potentialet for en samfundsomvæltende kraft opbygges dag for dag.

Det er ikke tilfældigt, at solidaritetsbevægelsen med flygtningene i Danmark blev så massiv. I årevis har der ingen protester været, mens politikerne er løbet i lyntempo mod højre. Frustrationer over det rådne politiske system har været holdt under overfladen. Uformulerede, men stadigt stigende. Men den sidste uge er de på eksplosiv vis kommet op til overfladen og har åbnet op for en periode med klassekamp i Danmark - et brud i den politiske situation. Solidaritetsbevægelsen med flygtninge vil blot være første skridt. Den nye regerings angreb er først lige begyndt. Nu er Pandoras æske åbnet og passivitet og afmagt begynder at omdannes til handling.

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.