HTSstop naziIslamism”Nazi-islam-isme”, kan man læse på kæmpe plakater landet over, i de Konservatives desperate forsøg på ikke at ryge under spærregrænsen. På andre plakater med en smilende Helle Thorning kan man læse, at ”flygtninge skal blive aktive medborgere i Danmark” – det skorter ikke på politiske kampagner, der alle fremfører en hårdere udlændinge og flygtningepolitik.

I den politiske debat lever nationalismen og racismen i bedste velgående, mens politikerne konkurrerer om at lægge sig længst til højre. Man kan ikke andet, end at frastødes af deres umenneskelige politik om at sende flygtninge til lejre i Afrika og Fort Europa, der betyder, at flygtninge drukner ud for Italiens kyst. Men afsky og indignation er ikke nok – vil man bekæmpe højrepopulismen og racismen, må man bekæmpe årsagen ikke bare symptomet.

Reformismens svigt

Baggrunden for fremgangen til højrepopulisterne skal findes i et kapitalistisk samfund, der befinder sig i en blindgyde. I Europa har Socialdemokraterne ført an i nedskæringspolitikken og i det vakuum, der er opstået, er højrepopulistiske partier vokset frem flere steder. De fremstiller sig som forsvarere af den ”lille mand” og elitens modstandere, inklusiv den politiske del af etablissementet. Ligesom de fremstiller sig som forsvarere af den nationale velfærd mod angrebene fra EU. De fremsætter, hvad der ligner, en simpel årsag på problemerne: flygtninge og indvandrere.

Det er reformisterne i toppen af arbejderbevægelsen, der bærer ansvaret for fremgangen til højrepopulismen. Det er en myte, at Dansk Folkeparti, der blev stiftet i 1995, voksede, fordi danskerne pludselig var blevet indvandrefjendske. En undersøgelse refereret på videnskab.dk viser, at vælgerflugten fra Socialdemokraterne i slut 90’erne primært skyldtes den socialdemokratiske Nyrup-regerings socialpolitik, og ikke indvandrerpolitikken. Nyrup regeringen havde gennemført massive angreb på bl.a. dagpenge og efterløn og havde i 1998 de privatansattes strejke ved at gribe ind i storkonflikten.

[Læs også: Storkonflikten 1998]

Samtidig gentog de i det uendelige, at ”det gik så godt som aldrig før”, stik imod hvad danske arbejdere og unge følte. For at aflede opmærksomheden fra deres angreb trak de, præcis som Helle Thorning i dag, indvandrerkortet. Fx udtalte Karen Jespersen, der dengang var Socialdemokratisk social- og udlændingeminister, at det skulle ”undersøges”, om man kunne sende kriminelle asylansøgere ud på ”en øde ø”.

Socialdemokraternes angreb på velfærden skabte plads til DF. Socialdemokraterne har naturligvis ingen interesse i at komme med en virkelig forklaring på, hvorfor de gennemfører nedskæringer, da det ville kræve at de indrømmede, at kapitalismen befinder sig i en blindgyde. Også for dem er indvandrerne en belejlig syndebuk.

Arbejderbevægelsens skjulte racisme

Ikke bare hos Socialdemokraterne, men også i resten af toppen i arbejderbevægelsen er nationalchauvinismen krøbet ind. Her er det især østarbejderne, der står for skud. SF’s kritik af Socialdemokraternes kampagne med kravet om, at indvandrere og flygtninge skal arbejde, gik på, at der var tale om nyttejobs. I stedet foreslog SF, at nogle af de job, som østeuropæere i dag har, gives til flygtningene (altså fra en udsat gruppe til en anden). Men også toppen i Enhedslisten har fulgt trop. Da sagen om ”velfærdsturisme” blussede op i efteråret 2014, dannede Enhedslisten en aparte alliance med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, for at få et såkaldt socialt forbehold i EU, dvs. stramme optjeningskrav, for at kunne få velfærdsydelser som udenlandsk arbejder i Danmark. Og efter terrorangrebet på Krudttønden var Enhedslisten med i det kor, der krævede bedre grænsekontrol.

[Læs også: Enhedslisten og velfærdsturisme: Internationalismen der blev væk]

På samme måde har toppen i fagbevægelsen forsøgt at lægge skylden for problemer med undergravning af løn og overenskomster på østarbejderne, frem for arbejdergiverne. Toppen af fagbevægelsen afviser at organisere østarbejderne og taler i stedet om forsvar af den ”danske model”, mens medlemmerne strømmer ud.

Reformisterne i toppen af arbejderbevægelsen spiller nationalisme-kortet: det er som om, de tror, man kan bygge en høj imaginær mur omkring Danmark og på den måde sikre de danske løn- og arbejdsforhold. Men de tager gruelig fejl. Kapitalismen og konkurrencen er global. Dansk økonomi er fuldstændig afhængig af eksport og danske varer konkurrerer på verdensmarkedet. Et vigtigt led i konkurrencen er arbejdsomkostninger, dvs. løn- og arbejdsforhold. Den konkurrence kan ikke fjernes, uanset hvor meget man lukker grænserne. Men ved at fastholde ”den danske model” som eneste løsning, bliver problemet dem, der kommer udefra, og undergraver den. Dermed er de med til at legitimere Dansk Folkepartis diagnose af problemerne og derigennem styrke deres opbakning.

Et revolutionært svar

Da Marx og Engels skrev i det Kommunistiske Manifest, at arbejderklassen ikke har noget fædreland, var det ikke af moralske grunde, men af nødvendighed. Kapitalisterne forsøger at skabe splittelse i arbejderklassen og spille arbejderne ud mod hinanden. Men arbejderklassens eneste styrke er dens enhed. Arbejderklassen på tværs af nationalitet, religion, køn osv. har langt mere tilfælles med hinanden end med deres ”nationale” borgerskab.

Borgerskabets racisme er en forudsætning for at opretholde deres magt og privilegier. Modsat er arbejderklassens fordomme og racisme en objektiv forhindring i kampen for et bedre liv. Vi ser gang på gang, hvordan disse skel overvindes, når arbejderne tvinges i kamp. I den egyptiske revolution, der væltede Morsi, beskyttede kristne og muslimer hinanden, når de skulle bede, i Tyrkiet stod kurdere og tyrkere side om side mod Erdogan osv.

Skal man fjerne nationalisme og racisme, må man fjerne det, der er årsagen hertil: den sociale krise. Kapitalismens manglende evne til at absorbere de mennesker, der kommer til de udviklede kapitalistiske lande, viser systemets fallit. I kapitalismens opgangsperioder spillede indvandring en positiv rolle ved at udvide arbejdsstyrken, som i Danmark i 60’erne eller i endnu højere grad USA, der blev bygget af indvandrere. I dag kan kapitalismen ikke udnytte de ressourcer, som indvandrere udgør, de kan ikke engang udnytte den eksisterende produktionskapacitet; fabrikker står tomme og i EU alene er der 25 mio. arbejdsløse.

Når mange på venstrefløjen derfor som alternativ til den umenneskelige fremmedfjendske racisme i medier og fra politikere hopper over i den modsatte grøft og svarer på fremmehetzen med krav om at åbne grænserne, virker det ikke som et realistisk alternativ for de mange, der frygter at miste deres arbejde, pension, dagpenge osv. Det er ikke nok at kritisere racismen og byde flygtninge og indvandrere velkommen. Det må følges af et socialistisk alternativ. I en socialistisk planøkonomi er indvandring ikke en byrde, men tværtimod en styrke, der øger arbejdsstyrken og betyder, at der kan produceres mere, arbejdstiden sænkes eller begge dele.

Racismen er et symptom på den voksende sociale krise, og manglen på et alternativ til venstre. Der er ikke brug for moralisering og medlidenhed, men organisering af arbejderklassen på tværs af nationalitet, sprog, køn osv. i en fælles kamp for en socialistisk verdensrevolution, der kan feje alle nationale grænser og skel til side.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 9 - maj 2015. Få det trykte blad ind gennem brevsprækken 10 gange om året. Tegn abonnement!

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.