rich pigEn nyligt udgivet ph.d.-afhandling har gennem en undersøgelse af tusindvis af bestyrelsesposter kortlagt toppen af den danske magtelite. Med al saglig- og videnskabelighed præsenterer den et billede af en lille indspist elite, hvor kun forsvarere af kapitalismen har adgang.

I græsk mytologi var bjerget Olympen det sted, hvor guderne yndede at holde til. Her kunne Zeus, Poseidon, Athene og alle de andre guder og gudinder i al pragt regere over os dødelige, og med skæbnesvanger hårdhed bestemme, hvordan vi skulle leve vores liv.

Myten om Olympen er symptomatisk for det billede der tegnes i ph.d.en om Danmarks lille magtelite. På trods af velfærdsstaten er elitens magt ingenlunde blevet mindre. Tværtimod trives eliten i bedste velgående. Den danske magtelite viser sig at være lige så indspist og korrumperet, som de fleste af os på venstrefløjen altid har anklaget den for at være.

To sociologer fra Københavns Universitet, Christoph Ellersgaard og Anton Larsen, giver nu danskerne et smugkig ind ad nøglehullet, så vi kan se, hvem der sidder med langs mahognibordene i landets førende bestyrelser. Det gør de i ph.d. afhandlingen ”Magteliten – Hvordan 423 danskere styret landet”.

Sjældent er der set en mere rammende titel. Første led ”Magteliten”: Her slås det fast, at man ikke kan snakke sig fra, at der er en magtelite i Danmark. Næste led fortæller os, at denne magtelite består af en ekstremt lille gruppe personer, som sidder på langt størstedelen af landets førende bestyrelser og fonde. At denne lille gruppes magt ikke kan negligeres, slås af de to forskere fast med akademiske syvtommer søm.

I et interview med Politiken den 11. juni sidste år forklarer Christoph Ellersgaard, at der ligger et demokratisk problem i, at en så lille homogen gruppe har så meget magt og indflydelse. Han pointerer også, at elitens netværk og pengetanke betyder, at der er rift om dem i Danmarks såkaldte kulturelle institutioner.

”Det skaber et netværk mellem fondene. Og vi kan se, at magtstrukturer krystalliserer sig i de her netværk”, siger Christoph Ellersgaard til Politiken, og understreger også risikoen for, at det skaber en elitær kulturelite, og hvordan det isolerer eliten fra det øvrige samfund. ”Det kan skyldes, at man i de her fora helst vil have folk ind, man kender i forvejen, og som man stoler på. Og vi kan konstatere, at det er en lukket klub fortrinsvis for midaldrende mænd: Der er 3,5 gange så mange mænd som kvinder i fondsbestyrelserne”.

Elitens magt rækker altså ud over erhvervslivet og langt ind i samfundets andre sfærer – Hvilket er et historisk kendetegn for eliter, men det forhindrer ikke eliten og dens lakajer i erhvervslivet, embedsværket, fagbevægelsen og blandt politikere i at tude danskerne ørene fulde med ”Nej, der findes ikke nogen herskende elite i Danmark”. Lad denne grundige videnskabelige undersøgelse være det endelige bevis, som modbeviser dette.

Én elite, én ideologi

Ph.d.-projektet er nået frem til sine resultater, ved metodisk at undersøge hvem der sidder i de forskellige bestyrelser i Danmark, og den forbindelse bestyrelserne og medlemmerne har til hinanden. Det blev til et mastodont projekt, hvor det tog de to forskere i sociologi 3 år at undersøge 56.537 poster, fordelt mellem 37.000 personer, på kryds og tværs. Resultatet af forskningen er, at den absolutte magtelite i Danmark består af 423 personer, hvoraf erhvervslivet udgør 40%, arbejdsgiverorganisationerne 10% og fagbevægelsen 10%.

Realiteten er altså, at ud af en stemmeberettiget befolkning på 4.079.910 (2011 tal) så er der de facto kun 423 personer, som træffer størstedelen af de vigtige beslutninger uden for det politiske liv. Eller hvad der svarer til 0,01 % af befolkningen. Ikke just det, man forbinder med et demokrati!

[Læs også: Demokrati, Grundlov og andre borgerlige løgne]

Et af de interessante resultater af undersøgelsen er, at arbejdsgivere og fagbosser, de to angiveligt traditionelle hovedmodstandere, er langt mere kammeratlige, end de giver indtryk af.

”Der er en forståelse af gensidig afhængighed, som gør, at man på tværs af fagforeninger og industri har et fælles politisk projekt. Så selvom der er plads til uenighed mellem fagforeningsbosser og erhvervslivet i DI, er der også en grundlæggende accept af et fælles projekt og nogle fælles spilleregler. Frem for alt er der en accept af, at de andre i eliten skal have ret til at være der. Det betyder, at ingen, der ligger for langt fra en konkurrencestatskonsensus, hvor Danmark er et land med en økonomisk model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler og hvor videnskab og forskning spiller en væsentlig rolle, kommer med,” siger Christoph Ellersgaard til Information den 14. februar.

I et andet interview med NetAvisen uddyber Christoph Ellersgaard, at erhvervslivet og fagbosserne er relativt enige om ideen om ”Danmark som konkurrencestat”, hvor begge parter ønsker, at det politiske fokus bør være centreret omkring styrkelsen af den danske stat i den internationale konkurrence. Sociologen påpeger også, at sociale hensyn ikke er prioriteret blandt eliten, og kun bør overvejes, ”hvis de gør os mere produktive, og ikke fordi de er nødvendige”.

Der findes flere eksempler på dette kammerateri på tværs af eliten. F.eks. da formanden for Dansk Metal, Claus Jensen, holdte tale på Venstres landsmøde i 2013, hvor han fokuserede mere på det man havde tilfælles, end det man var uenige om. Eller DI’s tidligere direktør Lars Goldschmidt, som stiller op som folketingskandidat for Socialdemokraterne og omvendt socialdemokraten Karen Hækkerup der skiftede ministerposten ud med posten som direktør for erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer.

Markedet er herskernes hersker

At fagbosserne er blevet en del af forsvaret for det kapitalistiske samfund i samarbejde med arbejdsgivere og stat er ikke nogen nyhed. Men det bevises endnu engang af ph.d.-projektet, der netop punkterer forestillingen om fagbevægelsen som en organisation, der går forrest i kampen for arbejdernes interesser i konfrontation med arbejdsgiverne. Christoph Ellesgaard forklarer til Information:

Det, der fortæller mest om den skandinaviske velfærdsmodel, er, at vi har fået udjævnet nogle af forskellene mellem arbejderklassen og den øvre middelklasse, men at den absolutte elite aldrig nogensinde har fået regningen. Dens interesser har man hele tiden beskyttet”.

Afhandlingen sætter dermed for alvor en fed streg under, at der findes en kløft, mellem toppen af fagbevægelsen og de mennesker, de hævder at repræsentere. Toppen i arbejderbevægelsen har bevæget sig væk fra deres eget klassegrundlag og er blevet løftet op som en del af eliten.

Elitens dagsorden er og har altid været opretholdelsen af status quo. Fagbossernes magt legitimeres ved deres kontrol over arbejderklassen, og det er deres entrébillet til kapitalisternes eksklusive magt-klub. Det er også den kontrol, som, foruden magt, giver dem deres yderst lukrative privilegier og årslønninger på den gode side af én mio. kr. om året. Der er heller ingen lav rangering fagbosserne får i sociologernes undersøgelse. Således er den tidligere formand for Dansk Metal Thorkild E. Jensen ifølge undersøgelsen Danmarks mest magtfulde person.

Klassesamfundet eksisterer i bedste velgående

Ph.d.-projektet er en hæderlig og nødvendig skildring, som fuldstændig klart viser, at klassesamfundet stadig lever i bedste velgående. Det er stadig sådan, at der i toppen af vores samfund sidder en lille elite med omfattende privilegier. Det er ikke blevet udvandet af velfærdsstaten, som ellers Socialdemokraterne og dele af fagbevægelsen ivrigt påstår.

[Læs også: Det parlamentariske cirkus - om at brænde stemmesedler]

Men ligesom Olympens guder blev kastet til side, vil også nutidens elite blive det. Det system de forsvarer og lever godt af, kapitalismen, er gået ind i en historisk dyb krise. Borgerskabet kan ikke finde en vej ud. De kommende generationer kan se frem til dårligere levevilkår end deres forældre, mens det lille mindretal blot bliver rigere. Uligheden vokser, men med det også den sociale uro. Den lille elite står i spidsen for et system, der har udspillet sin historiske rolle, og de vil blive smidt på porten sammen med det system, de forsvarer.  

FAKTA: De mest magtfulde personer i analyseperioden var ifølge ph.d-afhandlingen: 

1. Thorkild E. Jensen (Dansk Metal)
2. Lars Nørby Johansen (Falck, mm.)
3. Bente Sorgenfrey (FTF)
4. Peter Schütze (Nordea)
5. Lars Goldschmidt (DI)
6. Sten Scheibye (Coloplast)
7. Thomas Peider Hofman-Bang (NKT)
8. Jørgen Mads Clausen (Danfoss)
9. Peter Højland (Rambøll, Siemens, mm.)
10. Niels Bjørn Christiansen (Danfoss)
12. Kim Simonsen (HK)
13. Harald Børsting (LO)

Denne artikel har været bragt i Revolution nr. 8, april 2015. Tegn abonnement og støt sagen!

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.