Forside nr7Valget nærmer sig og lederne for venstrefløjen har valgt en vej der fører lige lukt i afgrunden. De ser ud til at tro, at vejen til flere stemmer er at snakke udenom, sige så lidt som muligt og være så moderat som muligt.

Intet kunne være længere fra sandheden, end at en moderat politik er vejen til at vinde valg. Man behøver bare se til Grækenland for at få bevis for, at folk ikke ønsker moderat mumlen, men klar tale og alternativer til systemet. Syriza i Grækenland vandt valget i januar på at love et brud med den politik, samtlige regeringer har ført i Europa og ikke mindst i Grækenland siden krisens udbrud i 2008, med nedskæringer og angreb på arbejdere og unge.

Ved valget 25. januar fik Syriza 37 procent af stemmerne, og da de i de første uger efter valget gjorde noget så sjældent som at stå fast på deres valgløfter, og annoncerede konkrete forslag om at rulle privatiseringen af Piræus havn tilbage, genansætte fyrede offentligt ansatte, genindføre kollektive overenskomstforhandlinger, hæve mindstelønnen osv. steg deres popularitet yderligere. I en meningsmåling på keeptalkinggreece.com fra 13. februar var partiet oppe på 45,4 procent og partiet øgede de første uger afstanden til det tidligere regeringsparti, det borgerlige Nyt Demokrati, med mere end 25 procentpoint. Pasok, det socialdemokratiske parti, der for fem år siden fik 44 procent af stemmerne, fik ved valget i januar bare 4,7 procent efter at have gennemført spareplanerne fra EU og er fortsat vejen mod udslettelse med bare 2,6 procent i samme meningsmåling.

Hele 81,3 procent vurderede den nye Syriza-ledede regerings første dage positivt og bare 13,6 procent for negativt. Flere gange demonstrerede titusindvis af grækere, ikke imod Syriza regeringen, men som opbakning til regeringen i forhandlingerne med EU. Hvornår har man sidst set en regering være så populær efter et valg? I hvert fald ikke i Danmark i mands minde. Det græske folk så det som deres egen regering. Syriza regeringen i Grækenland endte med at bukke under for presset fra EU, der holdt en pistol for den nye regerings pande: gør som vi siger eller gå bankerot! Og med det samme begyndte mistilliden til partiet at vokse. Havde de stået fast imod EU, havde de fået massiv opbakning fra arbejdere ikke bare i Grækenland, men i hele Europa.

Situationen i Grækenland med den nyvalgte Syriza regering viser to ting. For det første at de partier, der fremsætter et program for reelle forbedringer og et brud med den herskende nedskæringspolitik, vinder massiv opbakning. For det andet viser udviklingen i Grækenland, at man ikke bare letsindigt kan fremsætte løfter om reformer. Syriza endte med at kapitulere overfor EU, fordi de ikke havde en strategi for, hvordan de skulle implementere og finansiere deres reformer. Kapitalismens krise levner ingen mellemvej: enten følger man de benhårde diktater fra markedet og kapitalisterne, udtrykt af EU eller også må man gå hele vejen og basere sig på arbejderklassen og forfølge en socialistisk politik med ekspropriation af de vigtigste dele af økonomien og den finansielle sektor. Og det er netop derfor, at lederne af venstrefløjen holder sig fra at fremsætte den politik, der for alvor ville kunne skabe entusiasme og opbakning.

Der er intet hold i myten om, at det er en midtersøgende politik, der tiltrækker stemmer. Tværtimod! Folk vil have virkelige reformer, som i den gode gamle betydning af forbedringer, og de er parate til at bakke op om de partier, de tror på, kan og vil levere det. Og endnu vigtigere vil de have et opgør med et politisk system, hvor politikerne lover ét inden valget og gør noget andet efter. Et opgør med et system, hvor det er ligegyldigt, hvem man stemmer på, fordi alle partier alligevel fører den samme politik, når først de kommer i regering. Hvordan kan man tale om et demokrati, når alle politikere ved, hvad folk gerne vil have, men ingen er parate til at fremsætte og gennemføre den? Når alle følger samme ”nødvendige” politik, dvs. de af markedet dikterede nedskæringer?
Lederne af den danske venstrefløj har intet lært. Det er paradoksalt, at i en tid, hvor kapitalismen befinder sig i en historisk krise, påtager de sig rollen som kapitalismens forsvarere. Vælger de at holde fast i et pilråddent system, vil de ende med at gå ned med den synkende skude.

Leder fra det nye nummer af Revolution. Køb abonnement her

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.