krudttoenden5To dræbte, fem sårede politifolk og en dræbt formodet gerningsmand. Det har været en blodig og dramatisk weekend i København. Stemningen har været trykket og usikker og byen nærmest under belejring af svært bevæbnet politi. Den forbrydelse, der blev begået, var bestialsk og uhyggelig i sin grusomhed og tilfældige karakter.

Derfor er det også så meget desto mere ulækkert, at politikere over hele det politiske spektrum forsøger at udnytte denne tragedie for at mele sin egen politiske kage og opdele befolkningen i ”dem og os”. Inden det overhovedet stod klart, hvad der var sket, og ikke mindst hvorfor, handlede hele den danske elite per automatik. Danmarks statsminister gik på skærmen og erklærede, at ytringsfriheden og ”vores værdier” var under angreb. At der var tale om et terrorangreb mod landet. Tale der ligger helt i forlængelse af den linje som Statsministeren også lagde efter angrebet på Charlie Hebdo, hvor hun sagde, at ”der er nogle mennesker, der lever af at hade os andre”.

Fakta er, at der er tale om en overordentlig brutal forbrydelse. Men det gør det ikke til et angreb på demokrati og ytringsfrihed eller ”de danske værdier”, hvad de så end er. Attentatmanden var en gemen kriminel, født og opvokset i Danmark og efter sigende lige lukket ud af fængslet efter afsoning af en dom for et brutalt knivoverfald. Al snak om at sådan en gangster er en hellig kriger, der angriber ytringsfriheden og nationen, er at gøre ham større og vigtigere, end han er. Hvad motivet bag hans handling har været, er ikke til at sige. Det er meget muligt, at han handlede ud fra, hvad han så som en religiøs begrundelse. Men han var ikke just en asketisk, jihadist fra koranskole, men en knivstikker fra et S-tog.       

Ikke desto mindre konkurrerede den samlede politikerstand om, hvem der kunne være mest statsmands-agtig, og udråbe behovet for national samling højest. Simon Emil Ammitzbøll var ikke den mest tilbageholdende: ”Ytringsfrihed under angreb. Kort herfra. LA: Højere straf for angreb og trusler. Udvisning af udlændinge der modarbejder demokrati.” Men kort efter beklagede han dog, at han brugte den tragiske anledning til at mele Liberal Alliances egen kage: ”Sorry #dkpol - enig: vi skal stå sammen imod angreb og for demokrati. gemmer politisk diskussion til senere. Tanker til ofte og pårørende!”

Men også venstrefløjen hoppede med på bølgen:

Enhedslistens Pernille Skippers udtalelse på twitter var symptomatisk: ”Skræmmende beretninger fra Østerbro. I dag af alle skal vi stå sammen om ytringsfrihed og demokrati.”

Selv Johanne Schmidt-Nielsen skrev bl.a. på facebook: ”Det stærkeste svar på sådanne vanvittige angreb er at vise, at vi ikke lader os kue. Vi skal fortsætte med at mene, skrive og tegne præcis det, vi vil.

Og vi skal stå sammen og vise, at terrorister og ekstremister ikke vil lykkes med at så splid og had i vores samfund.”

Men hvem er det, der sår splid og had? Vi taler om to bestialske og tilfældige mord, en gal mands værk. Men straks tegnes en udefinerbar fjende op, mørke kræfter der skyller over landet, som vil fjerne ytringsfriheden. En udefinerbar fjende som alle danskere må stå sammen imod. Men hvorfor? Forbryderen er fundet og endda slået ihjel, så han udgør næppe en trussel længere. Sagen er, at den største trussel mod vores dagligdag, demokratiske rettigheder osv. kommer fra Christiansborg og landets elite.

Alligevel kan vi være sikre på, at samtlige levebrødspolitikere de næste dage vil fremsætte alverdens forslag, som skal bremse indvandringen af muslimer, genindføre grænsekontrol osv. på trods af, at forbryderen var født i Danmark.  

Hvis man skal bruge den kriminelle handling som udgangspunkt for større refleksioner, bør det snarere gå på, hvordan en ung mand tilsyneladende er blevet mere og mere brutaliseret, mere og mere kriminel, på trods at have været inde og ude af systemet i årevis. Om noget kan der tales om en falliterklæring for rets- og socialvæsnet og et slag i hovedet på ideen om, at hårdere straffe kan løse problemet med kriminalitet.

Derfor nægter vi også at ”stå sammen” med folk som Simon Emil og Thulesen Dahl. De vil kynisk bruge denne tragedie til at kræve hårdere straffe, selvom det var tydeligt, at spørgsmål om straf ingen effekt havde på forbryderen. De vil kræve repression mod samtlige af vores kolleger, venner, naboer osv. med udenlandsk familiebaggrund, kollektiv afstraffelse af en hel befolkningsgruppe, alt sammen for en gal mands værk. Voldshandlingen var ikke udtryk for ”Clash of civilisations”, men en gemen, morderisk forbrydelse. Politikerne siger, at vi skal stå sammen imod had. Men det er dem, der spreder had og går jihadisternes ærinder ved at dele os over etniske/religiøse linjer. Helle Thornings udtalelse fra debatten omkring angrebet på Charlie Hebdo i Paris, om at man ”ikke skal begive sig ind i at forklare” hvorfor, viser hvad deres mål er: at skabe blind nationalisme og frygt.

Indtil vi kender mere til årsagerne, motiv osv. bag forbrydelsen i lørdags, vil vi begrænse os til følgende: Politikerne håber, at den nationale samlings slør vil gøre befolkningen blinde for den dybe krise den danske og internationale kapitalisme befinder sig i. Helle Thorning håber, at denne begivenhed vil booste hendes opbakning, samle folket omkring statslederen og give hende vind i sejlene optil det kommende folketingsvalg, bare hun slår hårdt nok på nationalismens tromme. Men den opbakning, hun muligvis kan vinde på dette, vil være flygtig. Virkeligheden melder sig hurtigt igen, med nedskæringer og angreb på arbejdere og unge. De vil hurtigt se igennem politikernes røgslør. Klassekampen vil skære igennem pressen og den politiske elites nationalistiske hysteri, som en varm kniv gennem smør.

Yderligere information