640px-Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt. Nordiska radets session i Kopenhamn 201arkivfoto: Wikimedia CommonsHelle Thorning-Schmidt åbnede i går Folketinget efter afslutningen af parlamentarikernes sommerferie. Statsministeren blæste til valgkamp, bl.a. ved at forsøge at overhale de borgerlige i asylstramninger. Samtidig har regeringen fremlagt et lovkatalog med forslag, som kan blive katalysatorer for nye bevægelser.

Ifølge statsministeren skal flygtninge, vi gentager: FLYGTNINGE, ikke længere kunne blive sammenført med deres familie det første år. Samtidig med, at regeringen fremhæver Islamisk Stats barbariske fremfærd mod civilbefolkningen, vil man altså fratage mennesker, der er flygtet fra blandt andet Islamisk Stat, at se sin familie i et helt år. Det er intet mindre end psykisk tortur. Alt sammen ud fra en kynisk og fejlagtig ide om, at bare flygtningene bliver behandlet svinsk nok, vil rygterne løbe blandt flygtningene, og de vil derfor holde sig væk.

Måske er det en konsekvens af deres eget nationale storhedsvanvid, men de borgerlige politikere (og også Helle og Co.) tror, at det største ønske for alle verdens flygtninge er at komme til Danmark. Men sagen er, at de færreste flygtninge overhovedet ved, at Danmark eksisterer. De vil bare væk fra det helvede og den livsfare de er i. Så derfor har regeringens strammere flygtningepolitik ikke andre konsekvenser, end at gøre flygtningenes tilværelse endnu ringere end den er i forvejen.

Endnu mere kynisk bliver det, når man ved, at den eneste årsag til, at Helle Thorning-Schmidt foreslår at stramme asylpolitikken, er at hun (fejlagtigt) forestiller sig, at det vil øge hendes chancer for at beholde sin statsministerbil og sin gage på knapt halvanden million som statsminister.

Hvornår lærer Socialdemokraterne, at taktikken med at overtage DF’s politik, kun styrker DF? At de ikke kan slås på deres egen banehalvdel. Nu har socialdemokraterne forsøgt det samme i over ti år. Resultatet taler for sig selv.

Hvad er der i vente?

Ud over stramningerne overfor flygtende, fremlagde regeringen, som grundlovens § 38 kræver det, et katalog over de lovforslag, som de planlægger at fremlægge i den næste periode.

Vi vil her fremhæve de mere interessante, ud fra et klassekampsperspektiv:

Danish Crown-modellen lovliggøres

Regeringen vil i løbet af oktober fremsætte forslag, der skal lovliggøre medarbejderinvesteringsselskaber. Konkret er der snak om, at arbejderne i et ”nødlidende” selskab kan få tilbageholdt eller tvangsinvesteret 7,5 pct af deres løn i selskabet eller dets underleverandører. Det er midler der som udgangspunkt foreslås bundet i selskabet i 3 år, også selvom arbejderen bliver opsagt. Investeringen ind i selskabet vil være skattefri, indtil investeringen tilbagebetales til arbejderne igen, plus/minus eventuelt afkast. Risikoen er altså arbejdernes.

I selskaber, der er dækket af overenskomst, vil arbejderne dog blive bedt om at godkende ordningen. Men endnu er det uklart, dels hvad et ”nødlidende” selskab er, og hvem der skal vurdere dette, og dels hvad der vil ske i selskaber, der ikke har overenskomst – om arbejdsgiveren her bare kan beslutte ordningen egenrådigt og implementere den ved individuelle aftaler med arbejderne.

Ligegyldigt hvad, er det et skandaløst forslag. Ikke bare bliver arbejderne udbyttet som sædvanligt, men arbejdsgiverne skal nu også have råderet over en stor del af arbejdernes retmæssige løn (op til 90.000 kroner over tre år). Og arbejderne tager risikoen. Slageteriarbejderne har flere gange kæmpet imod dette tiltag i en konstant defensiv kamp imod ledelsen af Danish Crown, om end de lukningstruede arbejdere på Bornholms slagteri til sidst accepterede. Men det er på tide, at fagbevægelsen sætter en stopper for dette, inden det breder sig.

Fagforeningsfradrag hæves

Som vi tidligere har skrevet, vil regeringen forsøge sig med et hold kæft-bolsje til fagforeningerne, for at få dem til at acceptere, at de lader 60.000 falde ud af dagpengesystemet i slutningen af 2015. Ved at hæve fagforeningsfradraget fra 3.000 til 6.000 kr. gør regeringen det en lille smule lettere for fagforeningerne at konkurrere med de gule på prisen, hvilket er positivt. Hvorfor regeringen ikke har gennemført dette for længst, siger en del om den nuværende regering.

Men hvad der virkelig kan få fagforeningerne tilbage på sporet medlemsmæssigt er, at de kommer ud fra deres kontorer og begynder at mobilisere arbejderklassen til forsvar for velfærd, løn og arbejdsforhold.

Strejketallene indikerer nu, at arbejderne selv, udenom fagtoppen, er ved at tage de allerførste små skridt tilbage ind på klassekampens scene. Med andre ord bliver det arbejderne og klassekampen, ikke fagtoppen eller regeringen, der kommer til at vende medlemsudviklingen.

Gymnasiereform

Et af de helt store emner, set ud fra et klassekampsperspektiv, er spørgsmålet om gymnasierne. Til februar forventer regeringen at fremlægge forslag til visse ændringer på gymnasierne. Først og fremmest bliver spørgsmålet om adgangskrav afgørende. Regeringen indfører adgangskrav på erhvervsskolerne, der siger, at man mindst skal have et snit på 2 i dansk og matematik. På den måde vil det være mærkeligt, hvis de ikke vil gøre det samme på gymnasierne. Men endnu har de ikke meldt ud, hvor de synes snittet skal ligge.

Men de borgerlige holder pt. stædigt fast i minimum 4 som adgangskrav. Med sådanne regler ville 5.500 af de, som blev studenter i år (12 procent), aldrig være kommet ind ifølge AE-rådet. Enkelte af de borgerlige partier stiller krav om 7 i snit i de to fag. Det ville have udelukket over 50 pct. af dette års studenter.

Problemet er, at socialdemokraterne har tradition for at insistere på ”brede forlig” (klassesamarbejde), særligt når det gælder de store områder som fx forsvar, sundhed og uddannelse. Det vil sige, at hvis de borgerlige insisterer, vil de danse efter deres pibe.

Danske unge er hårdt pressede i forvejen. Tusinder går ned med stress og depression. Karakterkrav i ungdomsuddannelserne betyder, at karakterræset begynder allerede i folkeskolen. Men regeringen skal passe på. Tryk avler modtryk. Bliver der sat et adgangskrav, der udelukker mange, kan det meget vel blive anledning til en ny bølge af studenterprotester, som hurtigt kan forbinde sig med arbejderklassen.

I forlængelse af dette er det interessant at se på en anden del af regeringens forslag omkring gymnasierne. Her har regeringen bl.a. bebudet kortere læseferie på 1. og 2. år og mere undervisning. Det åbner for to vigtige aspekter: dels at læseferien i dag er en periode hvor de studerende har en chance for at læse op på de områder, hvor de er bagud. Reducerer man denne, vil det øget presset på eleverne yderligere.

Men derudover betyder forslaget også, at der skal arbejdes mere fra lærernes side. Lærerne bruger nemlig i øjeblikket denne tid på at tage deres elever til eksamen og på forberedelse. Og da regeringen allerede har ladet forstå, at bevillingerne til gymnasierne skal skæres med 2 pct., som det efterhånden er blevet en tradition, så skal pengene til dette findes internt: Lærerne står til at betale, og eleverne står med udsigt til endnu mere pressede undervisere. Altså er enhed mellem lærere og elever oplagt.

Offentlige overenskomster

Gymnasiereformen ramler sammen med de offentlige overenskomster, der udløber til marts. Allerede sidste gang (2013) blev folkeskolelærerne smadret igennem en uhørt brutal lockout. Det var en advarsel til resten af den offentlige sektors fagforeninger om at klappe hælene sammen, eller få statens kærlighed at føle.

Nu skal prøven stå. Regeringen har et hul i budgettet på 12 mia., som den håber at kunne dække ved at give en skatterabat, mod at der betales skat af pensionsmidler nu, i stedet for når de bliver udbetalt. Med andre ord lukker de hullet på bekostning af fremtidige indtægter. Det siger noget om den uholdbare økonomiske situation og kan selvfølgelig ikke fortsætte sådan i al evighed. Derfor er regeringen meget opsat på at ”effektivisere” den offentlige sektor.

Allerede nu har der været meget snak om at afskaffe de offentligt ansattes frokostpauser. Et tiltag der vil kunne frigøre 45.000 fuldtidsstillinger, ifølge Dansk Arbejdsgiverforening (DA). I realiteten er sagen, at offentligt ansatte står til rådighed i deres pause, hvilket i dag betyder, at mange slet ikke holder pause. Men alt andet lige, vil en forlængelse af arbejdsugen på 2½ time være et hårdt slag mod de offentlige arbejdere, som i forvejen er hårdt pressede.

Forbered hård kamp

Det store offentlige fagforbund FOA har i de forgangne år udvidet deres strejkekasser, belært af erfaringerne fra lærerne. Det er tiltag, der må udbygges. Regeringen har bekendt kulør som arbejdsgivernes forlængede arm. Hele fagbevægelsen bør forberede sig til kamp. Også LO-forbundene. En smadring af de offentligt ansatte vil nemlig være en enorm tilskyndelse til de private arbejdsgivere om at følge trop. Det må bremses.

Med en forenet strejkebevægelse blandt studerende, offentligt og privatansatte arbejdere, med en resolut og konsekvent ledelse, vil regeringen kunne bringes i knæ og de få tilbageværende rettigheder forsvares.

69 pct af de danske arbejdere er organiserede. Hvis fagtoppen ville, kunne den sætte landet i stå med et knips med fingrene. Men skal denne potentielle magt blive reel, kræver det, at den til tider lidt for magelige fagtop sættes under massivt pres af medlemmerne.

Mens Helle Thornings-Schmidts åbningstale på den ene side bød på ligegyldige floskler, spin og hykleri i overflod, så viser lovkataloget på den anden side, at angrebene på arbejdere og unge bare fortsætter og fortsætter. Den næste periode kan meget vel markere et skift i klassekampen. Alle unge og arbejdere der vil forandre verden, må organisere sig og opruste politisk til fornyet klassekamp.

Synes du om denne artikel så tegn abonnement på Revolution og støt sagen.

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.