5763169584 37a6e80568 zHele det etablerede politiske system er røget op i det røde felt over, at en gruppe på facebook har proklameret, at de vil fløjte af Helle Thorning, når hun skal tale på Første maj i Fælledparken.

Det etablerede system, samtlige kommentatorer, hattedamer og trykkefriheds-korsfarere er kammet over i totalt hysteri og sammenligner aktionen med fascisterne i 30’erne. Jyllandsposten skriver således på lederplads:

”Det er så sørgeligt, at det næsten gør ondt. Det er rene SA-metoder fra 1930’ernes Tyskland, vi her ser rullet ud. Den stærke tager sig retten til at fordele og altså også lukke af for det frie ord. Vold, chikane og intimidering har afløst debat og udveksling af synspunkter – og dét i 2014, hvor man ellers troede, at flere var rykket sammen om at forsvare både ytringsfriheden og den gensidige ret til at være politisk uenige. […]

Tankegangen er rendyrket fascistisk, ligesom SA-metoderne er det. Allerede ved sidste års 1. maj-fester gik protesterne mod Helle Thorning-Schmidt langt over stregen. Under et arrangement i Aarhus blev en mand anholdt for at oversprøjte statsministeren med en vandpistol, men særligt foruroligende var det, at ganske mange protesterende folkeskolelærere udgjorde rygraden i den sabotageaktion, der gjorde det umuligt for statsministeren at aflevere sin tale meningsfyldt. Skolelærere troede man ellers skulle opdrage vore yngste til gode demokrater og til at vise respekt for anderledes tænkende, men hér fik man sandelig et andet og betydeligt mere ubehageligt indblik i, hvordan i hvert fald nogle skolelærere har det med normale, demokratiske omgangsformer.

Det var pøbelagtigt og grænseoverskridende udemokratisk – og nu skal det altså gentages i Fælledparken.”

Det er ikke andet end man kunne forvente. Ligesom Anders Fogh i sin tid anklagede samtlige 100.000, der demonstrerede på Christiansborg slotsplads mod nedskæringer for at være ”socialistiske ballademagere”, betegner JP dem som udemokratisk pøbel og fascister.

Samme takter hører man fra de borgerlige politikere, der forfærdes over de såkaldt udemokratiske metoder. Selv DR er hoppet med på bølgen og en journalist fløjter en aktivist ud af et interview. Hvorfor alle de såkaldte demokrater, der fordømmer fløjteaktionen mod statsministeren, ikke siger et eneste pip imod dette indslag, kan ikke forklares med andet, end at de ser Helle Thorning som en af deres, mens det blot er morsomt, at en ung venstrefløjsaktivist forsøges ydmyget af den statslige TV-kanal. De magtfulde må man ikke overdøve, de utilfredse unge, de skal bare lære lektien, ser ud til at være ideen.

Også hysteri i arbejderbevægelsens top

En ting er, hvad borgerlige medier og politikere mener om aktionen. For dem er alle, der protesterer mod nedskæringer, pøbelagtige ballademagere. Desværre er reaktionen fra toppen i arbejderbevægelsen svær at skelne fra de borgerliges reaktion. Ja, faktisk ligger den i direkte forlængelse.

Tidligere formand for SF, Holger K Nielsen, var vist den første til at sammenligne aktionen med fascisterne. På facebook skrev han: ”Der har altid eksisteret uenigheder på venstrefløjen, men der er også en tradition for at diskutere dem politisk. Sabotage af andres ret til at ytre sig var en metode, som de brune brugte i 30'erne. Det må aldrig blive en del af kulturen på venstrefløjen.”

Den sammenligning er fuldstændig ude af proportioner. Hele fascismens formål var at udslette arbejderbevægelsen fysisk – de tæskede ledere af arbejderbevægelsen for at få skabe ”ro”. At sammenligne en flok unge venstreorienterede aktivister med fascisterne er at fordreje diskussionen helt ud af proportioner.

Den skingre tone hører man også fra fagtoppen. Peter Kay Mortensen, formand for LO-Hovedstaden, der er arrangør af Første Maj i Fælledparken, brugte gladelig den spalteplads Politiken beredvilligt stillede til rådighed, til mere eller mindre utilsløret at true aktivisterne;

”Hvis for eksempel smedenes formand beder sine folk om at rydde op foran scenen, så gør de det. Sådan var det i gamle dage, der var altid lidt slagsmål. Hvis de ville gøre det, så gjorde de det bare. […] Sådanne uroelementer hører ikke til i Fælledparken. Vi kan ikke forbyde folk at gøre det, men vi er selvfølgelig bekymrede for, at nogle tillidsfolk bliver gale i skralden, og at der så kan opstå slagsmål og andet.”

At formanden for LO Storkøbenhavn mere eller mindre indirekte truer med tæsk er der ingen af demokratiets vogtere og moralister, der så meget som bemærker. Det selvom tæsk da må siges at være langt mere alvorligt end trillefløjter. Forargelsen handler altså tydeligvis ikke om metoden, men hvem og hvilken politik, det er rettet mod.

Enhedslisten med i koret

Toppen i Enhedslisten er gået med i klagekoret fra det etablerede system og gentager deres anklage om, at fløjteriet er et angreb på ytringsfriheden og udemokratisk.

Toppen i Enhedslisten burde for det første bruge anledningen til at udstille manglen på demokrati og ytringsfrihed i det nuværende samfund – i stedet tilslører de i deres iver efter at blive ”accepteret” af de andre partier og den borgerlige ”offentlige mening” denne åbenlyse mangel. Ikke bare i det faktum at politikerne gør, hvad der passer dem, lige fra at bryde alle løfter de er valgt på, til indførsel af terrorlove, der er George Orwell værdig.

Toppen i Enhedslisten har de seneste år været i gang med at ”normalisere” partiet, til at blive lige som de andre partier, bare lidt længere til venstre. Opgøret med det nuværende principprogram er et led i denne proces. Men det etablerede politiske system har aldrig været mere upopulært end nu. En meningsmåling bragt i Altinget i slutningen af 2013 viste, at danskernes tillid til politikerne er styrtdykket. På bare to år, dvs. siden den nye regering trådte til, er den halveret til kun 36 procent. Kun 2 procent har ”meget stor tillid”.

På arbejdspladser, skoler og overalt i samfundet vokser presset. Regeringens politik med dagpengereform, kontanthjælpsreform, fremdriftsreformen, folkeskolereformen for bare at nævne nogle, øger konstant presset.

Især de unge rammes. For dem over 40 år er velstanden steget med over 20 procent i perioden 2000 - 2012, mens den for dem under 25 år er faldet med 6,4 procent i samme periode.

Det er denne proces, der ligger til grund for en øget radikalisering af et lag af især unge. Kapitalismen er i en blindgyde og kan ikke tilbyde ungdommen nogen fremtidsudsigter. Det er de samme processer, der har fået bevægelser til at blusse op andre steder som Spanien, Grækenland og Brasilien og Tyrkiet sidste sommer.

Imens uligheden og usikkerheden vokser blandt arbejdere og unge, er det som om, toppen i arbejderbevægelsen lever på en anden planet. Enhedslistens opgave burde være konstruktivt at forbinde sig til disse frustrerede, vrede unge, og give dem et alternativ til kapitalismen, ikke fordømme dem moralsk.

Det er paradoksalt, at netop Enhedslistens fremgang viser, at et voksende lag af arbejdere og unge radikaliseres og søger alternativer til venstre. I stedet for at give dem dette klare alternativ har Enhedslistens top i stedet forsøgt at gå mod midten. Det skaber frustration blandt de lag, der er allerlængst fremme i radikaliseringen.

Forskel på massebevægelse og direkte aktion

Når alt dette er sagt, er det åbenlyst for enhver, at denne aktion var en gave til arbejderbevægelsens højrefløj. Men hvordan adskiller aktionen i år sig fra den sidste år? I det faktum, at der sidste år var en massebevægelse bag. Ikke mindst lærerne deltog aktivt i tusindvis, efter at være blevet knust af Helle og Corydon under lærerlockouten. Sidste års massebevægelse lavede en protest mod regeringens repræsentanter over hele landet ud fra devisen: Det er arbejdernes kampdag, I professionelle politikere og forklædte unionbusters har intet at gøre på vores kampdag.

Derfor var protestaktionerne så vellykkede, særligt i Århus og Ålborg. Der var så stor masse bag, at ingen kunne stille spørgsmålstegn ved hvem, der havde retten på sin side, og det var regeringens repræsentanter, der stod med en lang næse.

Det er her, at den bebudede fløjteaktion strander. Skal Socialdemokratiets højrefløj standses, så kræver det massernes aktive deltagelse og at socialdemokratiets (det største arbejderparti, med de stærkeste bånd til fagforeningerne) base er forstående eller i hvert fald neutrale. En lille gruppe, heller ikke på flere hundrede, kan ikke sætte sig i stedet for masserne. Selv socialdemokrater og fagforeningsfolk, der hader regeringen for dens borgerlige politik, vil se aktionen som et udefrakommende angreb på deres organisationer. I stedet for en aktion, som sker uden om masserne, bør man forsøge at appellere til og forbinde sig med alle de utilfredse, der er medlemmer af, eller stemmer på, socialdemokratiet.

Problemet er, hvis de allermest radikaliserede kommer til at afskære sig fra de brede lag af arbejdere og unge i frustration og isolerer sig fra de bredere masser. Ud over at forære socialdemokratiets højrefløj et propagandaværktøj, så risikerer disse unge unge også enten at blive desillusionerede og glide ud af politik eller isolere sig selv endnu mere, i stedet for at bringe deres utilfredshed og engagement ind i klassekampen.

Fløjteaktionen er ikke udtryk for ”fascistisk tankegang” eller lignende nonsens! Men det er udtryk for en fejl, og en manglende forståelse af massernes tilknytning til deres organisationer. Sådanne fejl kan undgås, med et solidt teoretisk grundlag. Marxisme er netop arbejderklassens generaliserede erfaringer, noget som vi i al beskedenhed tilbyder alle, der vil være med til at omvælte dette syge system.

Grund til optimisme

På overfladen er der forholdsvis ro. Men den skærpede retorik og politiske polarisering er et tegn på, at modsætningerne i samfundet skærpes. Vi har fuld tillid til, at arbejderklassen og det store flertal af unge vil bevæge sig i den kommende periode. Det betyder også, at en stor del af dem der i dag stemmer på og er medlemmer af Socialdemokratiet, SF og naturligvis fagforeningerne vil bevæge sig på trods af deres ledere og i kamp mod de ideer, som disse ledere står for. Vi har fuld tillid til, at voksende lag kan nås med revolutionære ideer. Der er brug for at bygge en gruppe, der kan fremsætte dette alternativ, som ikke isolerer sig fra masserne, men tværtimod kæmper for at revolutionære ideer kommer i spidsen for arbejderklassen, fordi det er den eneste vej til en succesfuld revolution.

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.