På Enhedslistens årsmøde i april blev der ikke kun skudt gang i programdiskussionen, med en debat af ”demokrati og revolution”, men også spørgsmålet om EU-modstanden var på dagsordenen. En debat der hænger nøje sammen med debatten om programmet og ikke mindst den taktik der udspringer herfra.

Debatten drejede sig om, hvorvidt Enhedslisten skal opstille selvstændigt til EU parlamentet eller fortsat støtte Folkebevægelsen mod EU. Spørgsmålet var inden årsmødet sendt til ”vejledende urafstemning” blandt Enhedslistens medlemmer. Resultatet af urafstemningen var utrolig tæt: 722 stemte for selvstændig opstilling, 750 imod og 49 blankt. På årsmødet stemte 158 af de delegerede stemte for selvstændig opstilling, mens 222 stemte for opstilling på Folkebevægelsens liste. (Søren Søndergaard, modkraft.dk ” Enhedslisten satser på Folkebevægelsen”)

Socialistisk Standpunkt mener ikke at spørgsmålet om EU kan adskilles fra debatten om programmet og taktikken. Samtidig viser debatten, op til og under Enhedslistens årsmøde, behovet for en helt klar klasselinje og et teoretisk fundament.

EU som kapitalens forsvarer
Som marxister er der ingen tvivl om, at vi er modstandere af EU. EU\'s formål har, siden dannelsen som en toldunion, været at forsvare de europæiske kapitalister imod udenlandsk konkurrence og imod den indenlandske arbejderklasse. Der er intet progressivt i EU set fra arbejderklassens synspunkt. Tværtimod kommer krav om nedskæringer, lønnedgang og angreb på faglige rettigheder i en lind strøm fra EU.
Men samtidig er det afgørende at forstå, at EU i sig selv ikke er problemets rod, men er et symptom. EU blev dannet fordi de europæiske lande efterhånden blev for små at kunne konkurrere med især USA og Japan. De europæiske økonomier er i dag intimt forbundne. EU\'s ”indre marked” er et forsøg fra de europæiske herskende klasser, på at løse det problem; at produktivkræfterne har udviklet sig langt ud over nationalstatens snævre grænser.

EU er på den ene side en regional handelsblok rettet mod USA, Japan og i stigende grad Kina og på den anden side en alliance mellem imperialistiske magter med henblik på fælles udnyttelse af den tredje verden. Kapitalisterne inden for EU\'s grænser beskyttes gennem toldbarrierer og bl.a. landsbrugsstøtten, mens EU kræver fjernelse af toldbarrierer udenfor EU, så de med støttede varer kan dumpe priserne i f.eks. Afrika.

Den nedskæringspolitik, som EU pålægger medlemslandene at føre, er ikke dikteret af ”onde” mennesker i EU, men af kapitalismens behov. Efter de mislykkede forsøg med keynesianistisk politik i de europæiske lande i 1970’erne, der førte til massiv inflation, blev mantraet monetarisme, med balance på statsbudgetterne og medfølgende sparepolitik. Det blev også grundlaget for den monetære union, der netop baserer sig på en streng finanspolitik, hvor bl.a. statens underskud ikke må overstige 3 procent af BNP årligt. At mange lande har været ude af stand til at overholde dette er en helt anden historie. Spareprogrammerne er blevet endnu mere udtalte med krisens indtog, der har ramt de europæiske lande hårdt.

Med EU\'s oprettelse opnåede Tyskland med økonomisk magt, hvad de ikke formåede gennem krig, nemlig Europas forening under deres herredømme. Især efter genforeningen af Tyskland steg den tyske økonomiske dominans. Men på den ene side har Euroen givet Tyskland mere magt, men på den anden side har den også bundet de europæiske økonomier mere og mere uløseligt sammen og dermed bundet den stærke tyske økonomis skæbne til de svage økonomier. Og den europæiske økonomi hænger i laser. Eurolandenes økonomier har i seks kvartaler i træk haft negativ vækst og i første kvartal i år skrumpede økonomien med 0,2 procent i euro-området. Ifølge Eurostat, der er EU\'s statistikkontor, er der det seneste år sket et fald på én procent. Den græske, cypriotiske, portugisiske og spanske økonomi har alle flere gange stået overfor risikoen for statsbankerot. Grækenland, har selv præsenteret tal for den økonomiske udvikling i første kvartal, der viser, at den økonomiske aktivitet faldt med 5,3 procent, rapporterer landets statistiske institut. Siden 2008 er mere end en femtedel af den græske økonomi gået tabt. Mere end to-tredjedele af unge grækere under 30 år er arbejdsløse.
Går et land bankerot vil det have alvorlige konsekvenser for hele EU. Men krisen spreder sig allerede nu til flere og flere lande og de økonomiske sværvægtere Italien, Frankrig og England er i alvorlige problemer. Frankrigs økonomi faldt med 0,2 procent, mens både Italien og Spanien havde en nedgang på 0,5 procent i første kvartal. Men også Tyskland, Europas økonomiske lokomotiv, rammes af krisen. I første kvartal i år var der en lille fremgang på 0,1 procent, efter en nedtur på 0,7 procent i slutningen af 2012. (Alle tal, Information.dk 15.05.13)

Krisen er altså langt fra slut. Vi, fra Den Internationale Marxistiske Tendens, sagde allerede ved Euroens dannelse, at det er umuligt at forene økonomier der trækker i hver sin retning, på kapitalistisk basis. Vi forklarede, at når der kom en krise, ville alle modsætningerne mellem de forskellige økonomier springe frem. Det perspektiv har vist sig at holde stik.

Efter krisens indtog i 2008 bliver Euroen mere og mere en spændetrøje, hvor de europæiske økonomier hives ned sammen. De europæiske lande har en enorm gældsbyrde. ”Trojkaen” (IMF, den Europæiske Centralbank og EU-kommissionen) fører en benhård sparepolitik i de lande som finansmarkederne har bragt i knæ. På vegne af især Tyskland, dikterer Trojkaen voldsomme spareprogrammer, der sikrer ikke mindst de tyske og franske banker sine penge. Implementeringen af denne politik har endda nået helt op til det punkt, hvor man har indsat teknokrat-regeringer uden et demokratisk mandat, som vi så det i Italien og Grækenland. Det er ikke noget at sige til, at trojkaen er blevet symbolet på kapitalismens ondskab i mange sydeuropæiske lande.

Men årevis med spareprogrammer har blot uddybet krisen. Kapitalisterne har ingen udvej: deres spareprogrammer gør krisen hårdere, fordi den skærer efterspørgslen. På kapitalistisk grundlag er fremtiden fortsat krise med stigende fattigdom og arbejdsløshed til følge.

Kampen mod EU
Kampen mod EU kan ikke adskilles fra kampen mod kapitalismen. Det er derfor vi mener, at EU-modstanden må kædes sammen med kampen for socialisme. En EU-modstand, der ikke er på et socialistisk grundlag, ender i værste fald i nationalisme og i bedste fald med at give illusioner til den nationale kapitalisme, som værende bedre end den europæiske. Det giver indtrykket af, at det er muligt med kapitalisme med et venligt ansigt.

Danmark ud af EU ville ikke løse en eneste af den danske arbejderklasses problemer. Den danske økonomi ville stadig være fuldstændig underlagt den tyske, ligesom den danske krone nu er fuldstændig underlagt euroen, selvom Danmark officielt står udenfor euroen. Dansk økonomi er afhængig af eksport især til EU-landene (der udgør omkring 2/3 af Danmarks eksport). Derfor vil et kapitalistisk Danmark udenfor EU, være underlagt præcis de samme forhold som i dag, blot vil adgangen til de europæiske eksportmarkeder blive begrænset. Det samme gør sig gældende for alle lande i EU.

Pointen er, at den reaktionære politik ikke skyldes EU i sig selv, men at EU er et redskab for de europæiske kapitalister til at gennemføre den politik, der indenfor kapitalismens rammer er ”nødvendig”. En udtræden af EU på kapitalistisk grundlag vil ikke ændre noget fundamentalt.
Derfor er vores parole ikke bare ”imod EU”, men for: for Europas forenede socialistiske stater! Kun den europæiske arbejderklasse kan gennemføre den socialistiske revolution og en egentlig forening af de europæiske økonomier, til gavn for de arbejdende klasser og ikke, som det er tilfældet i dag, til gavn for borgerskabet.

Det er også årsagen til at vi mener, at Enhedslisten selv bør stille op til Europa-parlamentsvalg. Folkebevægelsen er, som navnet antyder, ikke en arbejderorganisation, men en bred tværpolitisk organisation. Som det fremgår af Folkebevægelsens idegrundlag ligger det ”… uden for Folkebevægelsens målsætning at arbejde for noget bestemt samfundssystem eller for politisk stillingtagen til problemer uden forbindelse til EU. Anerkendelse af denne begrænsning er en betingelse for tilslutning til Folkebevægelsen mod EU”  (Modkraft.dk, Rosa Lunds blog, ”Styrk EU-modstanden!” skrevet af Tobias Clausen og Troels Juel, som er medlemmer af Enhedslistens Europa-politiske Udvalg).
Socialistisk Standpunkt mener, at kampen mod EU aldrig kan adskilles af kampen for et socialistisk samfund, som er det eneste reelle alternativ til EU. Alligevel var fronterne nærmest vendt på hovedet på Enhedslisten årsmøde. Ledelsen støttede selvstændig opstilling af Enhedslisten til EP-valget, mens mange af de mere venstreorienterede var for bevarelse af støtten til Folkebevægelsen.
Jakob Lindblom, der har været en af de skarpeste forsvarere for den nuværende opstilling gennem Folkebevægelsen, argumenterer for dette ved følgende to hovedargumenter i sin blog på Modkraft.dk ”Et drab på udenomsparlamentarisk modstand”:

1) At der tabes en ”enorm masse aktivisme og udenomsparlamentarisk EU-modstand”, fordi ”Folkebevægelsen i praksis mest af alt er en udenomsparlamentarisk græsrodsbevægelse, som finansierer sin aktivisme ved at sidde i EU-parlamentet., ligesom pladsen dernede er en måde at få adgang til informationer og en platform i medierne til bevægelsen. Det er dette, som mistes, hvis FB ryger ud, og det kan ikke bare løftes af EL. Tænk på, at Folkebevægelsen sidste år lavede og uddelte 400.000 styks anti-EU-materiale på et internationalistisk og progressivt solidarisk grundlag, som sgu ikke i sin radikalitet lader Enhedslisten noget at ønske. Til sammenligning lavede Enhedslisten 25.000 foldere mod Finanspagten, hvilket var første gang i 3 år, at der overhovedet blev lavet anti-EU materiale i listen. Folkebevægelsen samlede i øvrigt dobbelt så mange underskrifter mod Finanspagten, har skrevet flere læserbreve, afholdt møder osv. mod EU.”

2) ”Så er der dem, som siger, at EL [Enhedslisten] kan være mere ”socialistiske og antikapitalistiske”, og tja, det kunne de måske, hvis de ville, men hvorfor så ikke starte med Folketingsarbejdet? Hvornår har vi brugt ord som antikapitalisme eller socialisme ved Folketingsvalg eller i det daglige i øvrigt?
Sagen er da også, at der i praksis ikke er nogen politisk forskel mellem EL og FB [Folkebevægelsen] og at det tværpolitiske grundlag i FB fx ikke forhindrer os i at komme med nøjagtigt samme kritik af den sociale dumping, som EL – ja til tider endda i skærpet form, da vi netop knytter det strukturelt op på det indre marked og EU. Folkebevægelsen havde også en særdeles harsk kritik af de gamle kolonimagters råstofkrig i Mali, og vi støtter en europæisk finansskat, så længe lande udenfor EU kan tilslutte sig og pengene bruges i de enkelte lande i stedet for at ryge i EU’s kasse.”

Sagen er, at Jakob Lindblom har helt ret i sin kritik af Enhedslistens top, at de ikke organiserer aktivisme og at de ikke i Danmark fremfører en virkelig socialistisk politik. Toppens argumenter for en selvstændig opstilling skiftede da også karakter undervejs i debatten. Den startede med fokus på muligheden for at sikre fortsat tilstedeværelse i Europa-parlamentet, men gik efterhånden over til at fokusere på nødvendigheden af anti-kapitalistisk kritik af EU.

Det er derfor ikke underligt, at mange medlemmer derfor anså toppens ønske om selvstændig opstilling mest af alt som et forsøg på at sikre flere parlamentariske pladser til Enhedslisten. At pladser i et parlament ikke løser noget som helst, har Enhedslistens Folketingsgruppe vist med al tydelighed, og en plads eller to i Europa-parlamentet vil batte endnu mindre. Derudover er der ingen tvivl om at den nuværende top i Enhedslisten, ville forsøge indirekte at tage et opgør med partiets EU-modstand, hvilket selvfølgelig ikke formelt kan lade sig gøre, så længe man støtter Folkebevægelsen mod EU.

Imidlertid mener vi i Socialistisk Standpunkt, at Enhedslisten burde stille selvstændigt op, fordi Folkebevægelsen netop ikke kan gøre kampen mod EU til kampen for Europas forenede socialistiske stater. Men, og det er et stort og vigtigt, MEN: vi mener samtidig det er fuldstændig afgørende at den politiske linje og taktik i Enhedslisten ændres. Det er nemlig her det virkelige problem ligger: At Enhedslistens medlemmer af parlamentet (om det er i Danmark eller EU) ikke fremfører en klar socialistisk politik og et alternativ til kapitalismen.

Toppen i Enhedslisten forsøger lige nu at udvande de revolutionære elementer i principprogrammet og fik på Årsmødet bl.a. en udtalelse igennem om, at socialisme kun kan indføres gennem parlamentet. Imidlertid foregår kampen for et socialistisk Europa lige nu på gader og pladser over hele Europa, hvor hundredetusinder af arbejdere og unge kæmper mod kapitalismens krise og dens byrder. Det er den kamp, som Enhedslisten burde knytte an til. Der er brug for en internationalistisk kamp for en socialistisk revolution i Danmark og resten af Europa. Og der er brug for at opstille et klart socialistisk alternativ til EU.

Sammenblandingen af spørgsmål på Enhedslistens årsmøde viser nødvendigheden af et grundigt teoretisk fundament, dvs. marxismen. Uden et sådan kastes man hid og did ud fra, hvad der i øjeblikket kan se opportunt ud: at nedstemme ledelsen eller sikre aktivisme de næste år eller noget helt tredje. Men det forvirrer blot spørgsmålet i stedet for at sikre klarhed. Kampen for socialisme kræver et langsigtet perspektiv. Enhedslistens top fremførte selv nødvendigheden af anti-kapitalistisk kritik. Ja! Siger vi, også i den grad. Der er brug for, ikke bare anti—kapitalistisk kamp, men kamp for socialisme. Det vil sige ikke bare at kritisere alle de elendige forhold der kommer som resultat af kapitalismen, men også at fremføre et reelt alternativ. Og det er der brug for, ikke bare i forbindelse med EU, men på daglig basis i Danmark. Og der er brug for det i mere end ord, men i handling på skoler, på arbejdspladser, ved kampagner og aktivisme.