En ”massakre” på velfærden! Det er konsekvensen af regeringens forslag til finanslov for 2013, der blev lanceret den 28. august. I hvert fald hvis vi skal følge den afgående SF-formand Villy Søvndals egen definition. Det var nemlig hvad han kaldte den 0,8 procent vækst i det offentlige forbrug som blev tilladt af den tidligere borgerlige regering og som betød kraftige forringelser af velfærden. Med en vækst i det offentlige forbrug på kun 0,1 procent, som er langt mindre end hvad de borgerlige gennemførte, er der med SRSF-regeringens nye forslag tale om en historisk hård finanslov, hvis lige ikke er set siden Schlüter. Vedtages den, vil det betyde tab af tusinder af arbejdspladser. Oven i dette står 20-30.000 arbejdsløse allerede overfor økonomisk ruin, hvis den planlagte halveringen af dagpengeperioden implementeres.

Samlet set giver disse to forhold et klart billede af, at SRSF-regeringens klassesamarbejdspolitik ikke bare er katastrofal i forhold til S og SF\'s evigt faldende meningsmålinger. Den er en katastrofe for den danske arbejderklasse og må vendes omgående.

Mere ”Kick” end start
Dansk økonomi er formentlig tilbage i recession eller i hvert fald tæt på. Dagen efter at regeringen lancerede sit forslag til finanslov for 2013, kom tallene for væksten i andet kvartal der viste et fald på 0,5 procent i BNP. Selv med en normal vækst på en halv procent de sidste to kvartaler i 2012 vil resultatet for hele året være et rundt nul . Og det er det optimistiske scenarie (Danske Research 2012-08-29). Imidlertid regner SRSF med en vækst i 2012 på 0,9 procent som forudsætning for deres finanslov. Derfor kan man kun forvente at finanslovsforslagets prognose på 9.000 flere arbejdsløse i 2013 også er for optimistisk.

At regeringen regner med stigende arbejdsløshed, taler om kickstart og ”jobskabelse”, men samtidig i 2012 har gennemført den største fyringsrunde i staten siden 20'erne, med afskedigelse af 956 mand, kan synes omsonst (dr.dk2012-08-25). Vedtages dette forslag til finanslov vil den foreslåede nulvækst i det offentlige forbrug have en negativ effekt på hele samfundets vækst og effekten vil direkte kunne aflæses i stigende arbejdsløshed.

SRSF-regeringen har lanceret en kraftig offensiv imod alt hvad der tidligere blev betegnet som ”velfærd”. I dag, mindre end et år efter S og SF slog pjalterne sammen med De Radikale, er ordet ”velfærd” så godt som forsvundet fra aviserne. Velfærd er åbenlyst passé, fra den herskede klasses standpunkt. Sparekursen er sat for at tækkes ”finansmarkederne”. Regeringen kan nemlig godt se hvad der sker i de andre europæiske lande, som har fået vendt markedets vrede imod sig: kraftigt stigende renter og økonomisk depression.

Dansk økonomi halter frem, båret af kredit, ikke mindst gennem boligmarkedet, og er helt afhængig af de historisk lave renter. Indtil nu har danske obligationer været betragtet som sikker havn af de internationale investorer, som har købt massivt op. Det har holdt renterne nede og holdt økonomien fra at synke. Men dermed lever dansk økonomi også udelukkende på finanskapitalisternes nåde. Alt hvad der skal til, er blot at de bliver det mindste i tvivl, om den danske regering nu også har tænkt sig at være hård nok mod arbejderne. Så kan finanskapitalisterne sælge ud af danske obligationer og sende dansk økonomi ud i endnu et historisk dyk. Men de kan være helt rolige. Den danske regering, ledt af højrefløjen af dansk arbejderbevægelse - i skøn harmoni med det borgerlige parti Radikale Venstre - vil ikke svigte sine herrer: ”Vi fører en ansvarlig og troværdig finanspolitik, der lever op til henstillingen fra EU og holder de danske renter nede til gavn for boligejere, virksomheder og forbrugere”, siger Bjarne Corydon i en pressemeddelelse.

Kommuner i skudlinjen
Et af de største områder inden for det offentlige, og den del der er tættest på befolkningen, er kommunerne, der tager sig af alt fra børnepasning, over folkeskolen til ældrepleje. Aftalen om kommunernes økonomi er en del af finansloven og blev indgået allerede i juni. Den betyder at rammeaftalen for kommunernes økonomi bliver skåret med hele 16 mia. svarende til 6,5 procent i 2013 i forhold til 2012.

Det skyldes at kommunerne budgetterede netop 6,5 procent under rammeaftalen i 2012 på grund af faldende skatteindtægter. Denne nedgang i de kommunale budgetter har været hård kost på de kommunale arbejdspladser. I forhold til 2009 er budgetterne for 2012 6 mia. lavere. Alle kommuner har været ramt af de sidste tre års nedskæringer og mere end 30.000 kommunale fuldtidsstillinger er, ifølge Kommunernes Landsforening, forsvundet som konsekvens af de løbende besparelser. Besparelser som altså fortsættes med SRSF-forslaget til finanslov for 2013, og som alle partier, der bærer finansloven igennem, vil tage det fulde ansvar for.

En undersøgelse lavet af Epinion for FOA viser allerede, nu hvor kommunerne er ved at lægge budgetter for 2013, at en tredjedel af landets kommuner forventer at fyre arbejdere i 2013. En anden tredjedel kan ikke afvise det. Ligeledes forventer halvdelen af kommunerne allerede nu, at de ikke kan leve op til den netop indgåede rammeaftales servicekrav og det er derfor ikke usandsynligt at kommunernes budgetter for 2013 - samlet set - vil vise endnu større besparelser end rammeaftalen lægger op til.

”Flere i uddannelse og højere kvalitet”
Regeringens forslag til finanslov er indbegrebet af S og SF's kovending siden de kom til magten. Væk er de gyldne løfter om at investere sig ud af krisen. Forslaget til finanslov blev dog stadig lanceret som en finanslov der tilførte flere penge til forskning og uddannelse.

Det er imidlertid orwell'sk New Speak af værste skuffe, som vi har oplevet det et årti under Fogh og Løkke-regeringerne. Fakta er, at de årlige besparelser på 2 procent på midlerne pr. universitetsstuderende videreføres - endnu engang - med regeringens forslag, viser tal fra uddannelsesministeriet som Danske Studerendes Fællesråd har kigget nærmere på. De ”ekstra” 2,9 mia. som regeringen siger de vil tilføre universiteterne, dækker blot over et endnu større optag af studerende.

Meget bedre ser det ikke ud på de andre og lavere uddannelser: taksterne pr. elev på de gymnasiale uddannelser er, ved det nuværende forventede optag, sat til at måtte stige med lidt over 2 procent i 2013, og altså omkring eller under den forventede inflation. For HF enkeltfag (der i udpræget grad bruges af arbejdere og børn af arbejdere, fordi det kan kombineres med arbejde) vil taksten kun stige med 1 procent og i reale termer, i forhold til prisstigningerne, altså falde.

Udsigterne for gymnasieelevernes forhold er ikke lyse. Der er nemlig udsigt til, at endnu flere optages på gymnasierne for hvert år, på grund af ungdomsarbejdsløshed og manglende lære- og praktikpladser til 11.000 unge. I sig selv er større optag fint nok, men med budgetloven som regeringen har indført, kan ministeren nemlig vælge at lægge de ekstra omkostninger, der måtte komme pga. større end forventet optag til gymnasierne, over på skolernes eksisterende budgetter. Skal den sammen mængde penge dække flere elever, så betyder det naturligvis at der er færre ressourcer pr. elev. Endnu værre tegner fremtiden sig: Sektoren skal således ifølge SRSF-regeringens forslag spare 2 pct. i 2014, 4 pct. i 2015 og 6 pct. i 2016 (gl.org 2012-28-08). Så de danske gymnasieelever kan se frem til endnu mere trænge forhold, på trods af en regeringen der erklærer som mål at uddanne flere og af højere kvalitet.

Et af de store problemer er, at uddannelserne i stigende grad bruges som en billig form for arbejdsløshedsunderstøttelse. Med en ungdomsarbejdsløshed på 13 procent, der i parentes bemærket ikke er set højere siden '93 og før det i '83, er der simpelthen ikke arbejde og lærepladser nok. Siden 2009 er antallet af SU årsværk derfor steget med 35 procent (fm.dk 2012-09-07). De unge presses over i uddannelsessystemet. Det er en god forretning for staten. SU (som er under eksistensminimum i uddannelsesbyerne) er langt billigere end kontanthjælp eller dagpenge, og som ekstra gevinst for de ”handlekraftige” politikere, forsvinder de unge fra arbejdsløshedsstatistikken.

Virkeligheden rammer
Efter al regeringens luftige retorik om satsning på uddannelse, job osv. er forduftet, står den danske arbejderklassen tilbage med en regering der fører rå arbejdsgiverpolitik. Med implementeringen af den 2års dagpengeperiode efter Nytår, kan de danske arbejdere for første gang i generationer nu se frem til økonomisk ruin på masseskala, når 20-30.000 står til at miste retten til dagpenge. Halvdelen af disse forventes ikke have ret til kontanthjælp og vil derfor stå uden indtægt.

Svaret fra regeringen har været under al kritik og ligner mere en ydmygelse og latterliggørelse af de 20.000 arbejdere, end det ligner en løsning. Regeringen har lavet en aftale om en såkaldt ”akutpakke” der skal tage hånd om disse ofre for kapitalisternes krise. Hvordan? Ved ekstra hurtig rådgivning! Nu er problemet imidlertid at der er mere end 160.000 ledige i Danmark, men kun 5.000 ubesatte job. Det drejer sig ifølge en undersøgelse som Ugebrevet A4 har lavet, særligt om rene provisions job uden fast løn eller højt specialiserede stillinger, hvor der ikke tilbydes opkvalificering. Med andre ord er det en borgerlig løgn at det er de arbejdsløse selv der ikke er villige til at tage andet end deres drømmejob.

Dagpengeskandalen kommer oveni at Ugebrevet A4 kan berette, at reel fattigdom er tilbage i Danmark: ”Det er både enlige, men også børnefamilier, som tidligere har haft gode job, som pludselig ryger helt ned økonomisk og står uden penge til at få dagligdagen til at hænge sammen. Nogle har sågar ikke råd til mad,” siger [borgerrådgiver i Holbæk kommune] Lars Roost Dinesen og understreger, at tendensen er stærkt stigende (Ugebrevet A4 2012-08-29).

En ny ”normalitet”
Er de foreslåede besparelser i finansloven for 2013 så bare et produkt af Helle, Margrethe og Thor Mögers onde personlighed? Selvfølgelig ikke. De er produktet af en ny tid. Tiden på den anden side af efterkrigsopsvinget. Tingenes tilstand vil ikke vende tilbage til det ”normale” som vi kender det fra efterkrigsopsvinget, med velfærd og universale gratisydelser. Den tid er forbi. Efterkrigsopsvinget var en historisk undtagelse, der kun kunne komme på baggrund af den ubegribelige smadring af produktivkræfter som første og anden verdenskrig medførte, de nye industrigrene krigen havde skabt og den enorme stigning i verdenshandlen som refordelingen af markederne blandt krigens vindere havde medført.

I dag står verdensøkonomien tværtimod overfor massiv overproduktion, bl.a. udtrykt i en kapacitetsudnyttelse på kun 60 procent i ”verdens værksted” Kina (IMF Country Report No. 12/195). Alligevel kan kapitalisterne ikke få afsat deres varer. Samtidig står de overfor et bjerg af offentlig og privat gæld som resultat af årtiers forsøg på at udskyde krisen, ved at udvide markedet ud over sine grænser. Kapitalistklassen er i dag gået ind i en kamp for at presse lønnens andel af den samlede produktion massivt tilbage. De vil ikke længere ”samarbejde” med arbejderklassens organisationer, sidde til uendelige forhandlinger og følge lange rækker af regler osv. De kræver at fuldstændig hegemoni på fabriksgulvet og i samfundet som helhed og at arbejderklassens organisationer enten smækker hælene sammen eller skrubber af.

Ethvert hensyn der går længere end deres profitbehov er for disse samfundets herrer uacceptabelt. Vi ser det mest ekstremt med konflikter som Vejlegården, CSC sidste år eller skraldemændene fra HCS for tre år siden hvor arbejdsgiverne aktivt søger kamp med fagbevægelsen for at diktere hvor og hvordan arbejderne må organisere sig, og under hvilke vilkår. Og vi ser det hver eneste dag gennem finansmarkedernes kasten sig over de svageste i flokken af lande, som ikke lever op til de strenge krav om besparelser, privatiseringer, lønnedgang og skattelettelser.

Enhedslistens stilling til Finansloven 2013
Det fremlagte forslag til finanslov er et borgerligt kampprogram imod arbejderklassen. Punktum. Derfor er den selvfølgelig uacceptabel for enhver socialist. Det er selv Frank Åen og Johanne Schmidt enige i, i hvert fald her under forhandlingerne, hvor der bliver banket lidt på brystet. De to repræsentanter for Enhedslisten er uden tvivl oprigtige i deres indignation og gode intentioner. Allerede efter regeringens skattereform med de borgerlige har de udtalt mange ord om, at man var parat til at lade regeringen falde og lignende hård retorik, hvis ikke de arbejdsløse - der måtte betale skattereformens skattelettelser til de rigeste - ikke bliver kompenseret ”krone for krone” i finansloven. Det bliver de imidlertid absolut ikke i regeringens finanslovsforslag. Tværtimod står de til endnu engang at betale gildet, og det kan ikke være anderledes under en krise som den nuværende.

Dette er problemet for Enhedslisten. For vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Regeringen med De Radikale Venstre i spidsen, vil forsøge at lokke ved at kaste et par symbolske lunser til Enhedslisten. Der vil sikkert komme en ”ekstra vejledningsindsats” eller lignende overfor de tusinder der står til at miste deres dagpenge. Rygterne vil vide at der er afsat en forhandlingspulje på 900 mio. Men det er småpenge der intet ændrer på den foreslåede finanslovs grundlæggende karakter: en nedskæringsfinanslov.

Vi må understrege: Vil man i den nuværende epoke føre politik i arbejderklassens interesse, så må man være konsekvent: Vil man gøre noget reelt ved arbejdsløsheden, kan man indføre 30-timers arbejdsuge, og sætte alle i arbejde ved et pennestrøg. Det vil naturligvis blive mødt med trussel om udflytning af arbejdspladser fra arbejdsgivernes side. Så må man være klar til at nationalisere udflytningstruede arbejdspladser. Det vil betyde kapitalflugt fra landet – så må man nationalisere bankvæsnet og indføre statsmonopol på udenrigshandlen. At forestille sig at man kan føre arbejderpolitik, uden at være rede til at lægge sig ud med den samlede kapitalistklassen og deres ejerskab til produktionsmidlerne, dvs. fabrikker, banker, infrastruktur osv. er utopi. Vil man ikke tage de nødvendige skridt til at gennemføre reel arbejderpolitik, så er der ikke andet valg end at følge kapitalistklassens diktater og føre den samme politik som regeringen fører i dag: hård arbejdsgiverpolitik.

Stemmer Enhedslisten for den samlede finanslov, så stemmer man også direkte for implementering af dagpengeforringelserne, skatteaftalen, nedskæringer på universiteter, gymnasier og kommuner. Vil man nøjes med at være en elskelig vagthund i parlamentet, så må man acceptere sin lænke og underkaste sig sin herrer. Det risikerer endnu engang at blive Enhedslistens skæbne, som det var det under Nyrup-regeringen i 90'erne.

En sådan underkastelse vil være det samme som at kaste Enhedslistens store fremgang og potentiale bort og vil føre til desillusionering blandt mange arbejdere og unge. De mest bevidste vil, i endnu højre grad end det er tilfældet i dag, blive skubbet væk fra deres etablerede partier og dermed styrke de borgerlige partier relativt set. Enhedslisten bør derfor overlade ansvaret for regeringens borgerlige finanslov til regeringen selv og det Radikale Venstre, også selvom det betyder at regeringen falder. Konsekvensen af dette vil selvfølgelig være, at den samlede højrefløj af ”realister” og ”ansvarlige” i arbejderbevægelsen vil kaste sig over Enhedslisten som sultne ulve og anklage dem for at have bragt de borgerlige til magte. Det vil have konsekvenser og også skræmme nogle af de nuværende vælgere væk. Men det modsatte er langt værre. Det vil betyde at Enhedslisten i de mest bevidste arbejdere og unges øjne vil gå fra at være et venstreorienteret alternativ, til at blive et venstredække for en reaktionær borgerlig politik.