Den 22. september kunne en række borgerlige medier berette om, at ”Johannes unge væbnere” var i opløsning og at et split i Socialistisk UngdomsFront (SUF) var under opsejling. En gruppe på 20-30 inaktive SUF'ere havde oprettet en blog under overskriften ”Vision: Enhedslisten Ungdom” og erklæret behovet for et egentligt ungdomsparti for Enhedslisten, i stedet for det mere løst tilknyttede SUF.

Baggrunden for den nuværende situation går langt tilbage. I 2007 blev marxister omkring herværende avis ekskluderet i andet forsøg efter en lang kampagne fra en ledende klike omkring sekretariatet og den mere midtsøgende og ”realpolitiske” fløj i SUF og dele af Enhedslistens top. De frygtede den stigende politiske opbakning til Socialistisk Standpunkts linje, der i bund og grund gik ind for, at SUF skulle have en klar orientering til arbejderklassen og ikke mindst en selvstændig revolutionær linje, både i forhold til masseorganisationerne i elev- og fagbevægelse, men også i forhold til Enhedslisten. Ved hjælp af en række organisatoriske manøvrer og en uset smædekampagne lykkedes det den daværende højrefløj at ekskludere støtter af Socialistisk Standpunkt og i processen blev en række lokalgrupper lukket, for at standse opposition. Den seneste tids krise skal ses i sammenhæng med dette.

Enhedslisten får regeringsansvar
Med den forventelige S-SF-R regering under opsejling står Enhedslistens folketingsgruppe nemlig til at få et tungt ansvar. De vil komme under enormt pres for at holde hånden under en regering, der qua sit program ”Fair Løsning” og koalitionen med det borgerlige parti Radikale Venstre, vil komme til at gennemføre massive angreb på arbejderklassen og ungdommen. I sådan en situation er det ikke belejligt at have en ”rebelsk” ungdomsorganisation, der tegner Enhedslistens ansigt overfor ungdommen.

Seneste bevis var under Enhedslistens tops kapitulation overfor deltagelse i krigen i Libyen. Her gik SUF's ledelse imod og fordømte korrekt angrebet. Denne fordømmelse vandt et vist ekko i Enhedslistens base og det er ikke noget, der huer partitoppen. Miseren blev af toppen set som en klar advarsel om, at Enhedslisten kan få store problemer med et ”ukontrollabelt” SUF under Enhedslistens nye politik, som støtteparti for en nedskæringsregering. Libyen-miseren og i parentes bemærket også SUF's meddelelse efter valget om, at Enhedslisten ”skal holde fast i sine ’gammel-kommunistiske’ rødder” viste, at det ikke var nok at smide marxisterne ud - SUF som selvstændig organisation i forhold til Enhedslisten må uskadeliggøres.

Situationens alvor undervurderes
De borgerlige medier har blæst de 20-40 personers udbrud op som en smuldring af organisationen. Det er imidlertid ikke tilfældet. SUF påstår at have 1417 medlemmer, hvilket naturligvis dækker over mange papirmedlemmer, men ikke desto mindre har SUF en overvældende størrelse i forhold til ”udbryderne”.

Imidlertid er sagen langt alvorligere end 30-40 inaktive, der beslutter sig for at gå. For det vigtige er ikke, at initiativtagerne er SUF\'ere, men at de er aktive Enhedsliste-folk. Der er altså tale om, at en del af Enhedslistens top forsøger at manøvrere SUF ud på et sidespor. Hvem denne gruppe præcis er, er på nuværende tidspunkt svært at fastslå. Men sikkert er det, at initiativtagerne, der indtil videre er stået frem, ikke står alene i de inderste cirkler i Enhedslisten. En indikation herpå er at to folketingsmedlemmer lige har meldt sig ud af SUF, mindre end 14 dage efter, at SUF har ført valgkamp for de to. Det drejer sig om henholdsvis Johanne Schmidt Nielsen, der meldte sig ud af SUF for en uge siden og Rosa Lund, der meldte sig ud d. 27. september.
De, der indtil nu har stået frem, har tætte forbindelser til de fremadstormende unge medlemmer i partiets folketingsgruppe, hvoraf flere også var hovedarkitekter bag eksklusionerne af Socialistisk Standpunkts støtter.

Her må vi huske på, at udbrudsforsøget ikke er en enlig svale. Allerede i 2005 forsøgte en gruppe omkring Johanne Schmidt-Nielsen og Stine Brix (også nyvalgt enhedsliste folketingsmedlem), der dengang var en del af ”elevbevægelses-fløjen” i SUF, at starte en konkurrerende organisation, en egentlig Enhedslisten Ungdom. Det lykkedes imidlertid ikke i det, at de ikke var i stand til at sikre tilstrækkelig opbakning i Enhedslistens top til deres manøvre. I stedet blev projektet reduceret til et ”studenternetværk” - en diskussionsgruppe.

Nu er det imidlertid dem selv, der befinder sig i toppen af partiet, nemlig i partiets dominerede folketingsgruppe, hvor de unge løver udgør fem ud af 12 MF'ere.

Ved eksklusionerne af Socialistisk Standpunkts støtter forudsagde vi, at det ikke ville være afslutningen på splittelser i SUF. Her er hvad vi skrev 20. september 2007:
SUF er startet som en bred organisation, og er derfor ikke politisk homogent. Man kan sige, der er to fløje udover den marxistiske; en med reformistiske tendenser og en mere anarkistisk aktivistisk. Disse to fløje har i en årrække forenet sig i kampen mod den revolutionære fløj med Socialistisk Standpunkt i spidsen. Med det formål at smide Socialistisk Standpunkt ud holdt de enhver politisk uenighed fra deres side nede, af frygt for at det ville give flertallet til den marxistiske linie, i realiteten betød det, at de fleste politiske diskussioner blev lukket. Men der er ingen tvivl om, at disse fløje stadig eksisterer og er splittede på flere spørgsmål. Allerede nu ser vi de første tegn på, at de dukker op.”(marxist.dk)

SUF's flanker er blottet
SUF har siden eksklusionerne af marxisterne været præget af krise. Lang tid er blevet brugt på ”organisationsanalyse” og diskussion af strukturer og i det hele taget har ledelsen af SUF kraftigt forsømt at give noget, der ligner et politisk perspektiv for ungdommen, for ikke at tale om et revolutionært perspektiv, omend SUF er revolutionær, ifølge sit minimumsprogram. Det skyldes, at ledelsen i SUF har placeret organisationen i et vadested, en ustabil politisk balanceren, i det at man har afvist et marxistisk program, men samtidig ikke har villet være ”parlamentarisk orienteret”. Altså hverken det ene eller det andet.

Resultatet har været en underlig blanding af 1) forsøg på at tale til laveste fællesnævner i arbejderklassen og fuldstændig underlægge sig fagbureaukratiet i det begrænsede faglige arbejde organisationen har været involveret i og 2) samtidig en sekterisk ultravenstre-linje med mærkelige aktioner, og udpræget ”livsstilssocialisme”. Førstnævnte kan illustreres ved SUFs intervention i CSC-konflikten gennem initiativet ”Fremtid Fighters”, hvor man forsvandt fra kampen, så snart det blev alvor og arbejderne begyndte at blive kritiske overfor deres faglige leders håndtering af konflikten og valgte selv at gå i aktion med fysisk blokade af virksomheden. Ultravenstre-linjen er på den anden side kommet til udtryk under blandt andet COP15. Under overskriften ”Masseaktion mod kulkraft” kunne man i september 2009 læse følgende på SUF's hjemmeside:
Kulkraftværkerne smadrer vores planet, og politikerne gør ikke noget ved det. Der er ikke tid til at vente. Derfor skal du, din bedstemor, din grønthandler, din lærer og dit barnebarn være med at lukke et kulkraftværk i Nordeuropas største klimaaktion – Amagerværket.” (ungdomsfront.dk 26. september 2009). Resultatet blev at nogle hundrede mødte op og fik tæsk af politiet, mens almindelige arbejdere stod tilbage og rystede på hovedet, uden det fjerneste at kunne relatere til hvorfor de skulle afbryde deres egen strømforsyning, og hvordan et par hundrede udgjorde en masseaktion.

Vigtigst af alt gik den arabiske revolution fuldstændig hen over hovedet på organisationen. Først d. 21. marts, over en måned efter at Mubarak var væltet (d. 11. februar), blev der skrevet noget om revolutionen på SUF's hjemmeside. Når en revolutionær organisation ikke er i stand til at genkende og forbinde sig til en revolutionær bevægelse, så står det slemt til.

Manglen på et teoretisk fundament, manglen på et marxistisk program og dermed et virkeligt politisk perspektiv for hvordan arbejderklassens og ungdommens problemer kan løses, gør at mange, der ser sig selv som værende til venstre for S og SF, bliver frastødt af SUF. Effekten har været tydelig. Siden eksklusionerne af marxisterne er stormøderne blevet stadigt mere farce-agtige. Nu er det normalt, at kun omkring 100 deltager og aktivitetsniveauet er meget lavt, når man tager i betragtning, at organisationen formelt aldrig har været større. Derfor må SUF\'erne ikke føle sig sikre på, at SUF kan fortsætte som intet er sket. Mange af SUF\'s medlemmer rekrutteres gennem Enhedslisten og partiets hjemmeside og SUF er blevet stadig mere afhængig af netop tilknytningen til Enhedslisten, i stedet for egen aktivitet og politik. Det betyder, at en potentiel stor magt over SUF\'s fremtid i øjeblikket ligger i Enhedslisten.

Udbryderne har ret, når de demagogisk siger, at SUF er lammet. De har ret, når de udnytter argumentet om, at SUF af i dag frastøder arbejderklassens unge. Men årsagerne er ikke, som de siger, ”strukturer”. Årsagerne er tværtimod manglen på et program, der knytter målet om socialisme sammen med hverdagens kampe. Og det er præcis det modsatte af det program, som initiativtagerne bag udbruddet står for, nemlig en underlægning af ungdomsorganisationen under de parlamentariske hensyn og ”ansvarlig realpolitik”.

Magtbalancen kan rykke sig

Magtbalancen mellem SUF og ”Enhedslistens Ungdom” er tilsyneladende i SUF's favør. Men vi må understrege, at det er farligt at lade sig forblænde af det numeriske forhold. Hvis udbryderne, som meget kan tyde på, har støtter i toppen af Enhedslisten, kan styrkeforholdet hurtigt skifte. Udbryderne er som sagt for størstedelen inaktive og spiller ingen eller meget ringe rolle i SUF og kan derfor heller ikke håbe på at vinde store lag i SUF. Enhedslisten har haft stor succes ved valget og hundrede af unge har meldt sig ind. Derfor står kampen om disse, og ikke de mere ”traditionelle” SUF'ere. For at få adgang til dem, bliver ”Enhedslistens Ungdom” nødt til at indgå et formelt samarbejde med Enhedslisten.

Det er bemærkelsesværdigt, at toppen i Enhedslisten har indtaget en påfaldende tilbageholden position. Udbruddet er ikke blevet fordømt, kun er udbryderne blevet bedt om at undlade at bruge Enhedslistens navn på sin hjemmeside. Enkelte MF'ere, ud over Rosa Lund (Line Barfoed og Per Clausen) har mere eller mindre direkte åbnet op for at have samarbejdsaftale med begge organisationer. Vi må understrege: Sker dette, kan det blive dødsstødet for SUF. For så vil der blive en kamp mellem de to organisationer om Enhedslistens gunst og medlemmer. Og i den kamp kan udbryderne meget vel have fordelen på sin side, gennem sine kontakter til partitoppen og dermed udmanøvrere SUF, der overladt til sig selv, uden et revolutionært program, vil hensygne og desintegrere.

Toppen leger med ilden

Om manøvren med Enhedslistens Ungdom lykkes eller ej er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige. Men ligegyldig hvad, sender den ledende fløj i partitoppen et kraftigt signal om, at SUF'erne ikke skal føle sig for sikre på, at de ubetinget har Enhedslistens tops støtte. Denne manøvre har forbindelser længere op, end det på overfladen lader til og ved at fokusere på SUF's krise og manglende appel til arbejderungdommen, rammer de et ømt punkt.

Men samtidig leger toppen og ”de unge løver” med ilden. Er der noget, der kan provokere Enhedslistens medlemmer og veteraner, er det bureaukratiske manøvrer. Deres forsøg på at skaffe ”ro på bagsmækken”, ved at udmanøvrere SUF, kan give et voldsomt bagslag, og rent faktisk gøre folketingsgruppens spillerum mindre i de fremtidige kompromiser som kan vise sig ”nødvendige” at indgå med S-SF-toppen.

Enhedslistens medlemmer er villige til at strække sig langt for at få et alternativ til de borgerliges nedskæringer. De ville have en anden regering. Men ikke en regering der fører de borgerliges politik. Og slet ikke en sådan regering med støtte fra Enhedslisten. Manøvrerne i toppen af Enhedslisten og særligt i folketingsgruppen er et faretegn, som Enhedslistens medlemmer må tage alvorligt. Folketingsgruppen må bringes under partiets demokratiske kontrol.

Da Socialistisk Standpunkt var en del af SUF, var vi de dem der gik i spidsen på at insistere på en revolutionær politik. At revolution ikke bare skulle holdes til skåltalerne og gemmes af vejen i dagligdagen, men tværtimod at perspektivet om socialisme skulle forbindes til arbejderklassens og ungdommens kampe. Det er her kilden, til SUF's problemer ligger. De, der nu sidder i toppen af Enhedslisten, brugte dengang organisatoriske midler til at sikre flertal for deres politik, ved simpelthen at ekskludere marxisterne. Nu forsøger de endnu engang organisatoriske midler til bringe ungdommen under kontrol.

Ledelserne i arbejderpartierne bevæger sig mod en politisk afgrund med lukkede øjne. Det er på tide at tvinge dem til at se. Det er nødvendigt, at dreje arbejderbevægelsen og dens partier til venstre, inden de bliver viklet ind i borgerskabets dagsorden. Men det kræver et bevidst politisk alternativ. Nemlig en socialistisk politik der ikke viger tilbage for at bryde med kapitalismen.


Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.