Den umiddelbare årsag til urolighederne er angiveligt frustration over de såkaldte visitationszoner. Det er blevet nævnt, at narkohandlere på Nørrebro i København har sendt unge ud for at skabe uro som en slags styrkeprøve over for myndighederne på grund af visitationszonerne. Det er muligt. Men det forklarer ikke den eksplosive karakter, som urolighederne har haft over hele landet. En anden forklaring skulle være vrede over karikaturtegningerne af profeten Muhammed. Men det forklarer ingenting, for urolighederne begyndte før, at disse tegninger blev genoptrykt. Desuden er det tydeligt, at disse unge ikke er synderligt religiøse. Hvis nogle af dem er blevet vrede over tegningerne, har det højst fungeret som en ekstra provokation oven i frustrationer, der i forvejen er blevet ophobet.
Urolighederne kan kun forklares på baggrund af arbejdsløshed, fattigdom, og social og etnisk diskrimination, som er blevet ophobet i årtier. Det er også en reaktion imod kyniske politikere, der står for ”lov og orden” samtidig med at de ingen skrupler har over at privatisere den offentlige sektor, skære ned på skoler og sende soldater og bombefly af sted for at slå uskyldige mennesker ihjel i Irak og Afghanistan.
Massivt hykleri
Alle de åh-så ansvarlige politikere har hurtigt fordømt urolighederne og glemt de virkelige årsager bag. Det er en opstand blandt den mest underkuede, undertrykte og desperate del af ungdommen. De borgerlige er forargede over de metoder, de unge bruger. Men hvis man behandler folk som dyr, så reagerer de som dyr. De borgerlige lader folk vokse op i en verden af racistisk hetz, fattigdom og politibrutalitet, så er det intet andet end hykleri, og når desperationen bliver udtrykt i flammer og voldsomhed, så rejser de borgerlige deres hænder i forargelse og råber på mere politi, tåregas, vandkanoner og fængsel.
Er der overhovedet en eneste af disse unge, der ikke har været offer for fattigdom eller diskrimination? De er fulde af had. Men i modsætning til, hvad vi ofte hører, er had ikke altid en dårlig ting. Had kan være en stor hjælp til menneskelig frigørelse, når det rettes mod dette systems uretfærdighed.
Uproduktive metoder
Fra vores synspunkt kan der være mange ting at indvende mod de metoder, de unge bruger. Det er ikke arbejderbevægelsens metoder. De skyder forbi målet. Vi kan ikke bifalde ødelæggelsen af skoler, forretninger eller biler. Men sådanne aktiviteter ligger i sådanne mobiliseringers natur. Før de første fagforeninger i det nittende århundrede, var der mange sager, hvor arbejdere i desperation smadrede fabrikker og maskiner og angreb tilfældig ejendom. Men de unge vi taler om, kender ikke til arbejde – og mange af deres forældre er også udelukket fra det. I Vollsmose, Mjølnerparken og Gellerup er beskæftigelsesgraden sølle 25-26 procent. Blandt de unge selv er der mange, der er uenige i sådanne aktioner, men til forskel fra strejkende arbejdere, der har organisationer og træffer kollektive beslutninger, har de ingen mulighed for at stoppe dem.
Vi forstår den vrede, som opstår hos almindelige arbejdere, hvis ejendele og biler er blevet ødelagt af urolighederne. Disse mennesker er fuldstændig uskyldige og har intet at gøre med de forhold, der har skabt optøjerne. Tværtimod er de selv ofre for kapitalismen og de borgerliges misregimente. Men de borgerliges bedrøvelse er hykleri, og deres gråd er intet andet end krokodilletårer.
De borgerlige er de virkelige vandaler
Selv hvis disse optøjer fortsatte med uforandret styrke i et år, ville de ikke forårsage lige så store ødelæggelser og anslag mod uskyldige unge, arbejdere og gamle, som de organiserede bøller i den borgerlige regering, Dansk Folkeparti og Dansk Industri er i stand til. Disse vandaler, der sidder på samfundets top, ødelægger hver eneste dag folkeskoler, offentlig transport, hospitaler, børnehaver og boliger gennem nedskæringspolitik og privatiseringer. Hver dag ødelægger disse bøller uskyldige liv gennem nedslidning af arbejdere og racistisk udstødelse af raske unge mennesker fra arbejdsmarkedet. Hver dag sætter kyniske arbejdsgivere uskyldige arbejderes liv på spil gennem hasard med arbejdssikkerheden. I sammenligning med denne bande af kapitalister og nedskæringspolitikere er de unge brandstiftere de rene engle.
De voldsomme uroligheder er ikke kun et resultat af kapitalismens forfald. De er også et resultat af en fejlslagen politik fra arbejderbevægelsens side. Socialdemokratiets formand, Helle Thorning-Schmidt, har sagt at ”forældrene skal tage sig sammen, og de unge skal tage sig sammen”. Men de unge har ikke brug for moraliserende taler. De har brug for at kanalisere deres energi og had imod det system, der skaber arbejdsløshed, afmagt, diskrimination og imperialistisk krig. De har brug for et revolutionært kampprogram imod kapitalismen. Hvis ikke arbejderbevægelsen er i stand til at give dette, er der en fare for at reaktionære organisationer vil organisere en del af disse desperate unge. Hvis dette sker, hviler ansvaret på arbejderbevægelsens ledelses skuldre, og ikke hos de unge selv.
Kapitalismen giver ingen fremtid til de unge
Repræsentanterne for kapitalismen vil komme med den mængde knipler, tåregas og håndjern, der er nødvendig for at ”genoprette ro og orden”. Men de kan ikke løse nogle af de problemer, som knuser disse unge. Gadekampene vil uundgåeligt slutte og dø ud. Men de rodfæstede årsager vil vedblive. Nye eksplosioner er indbygget i selve situationens logik.
Uroen er et voldsomt symptom på, at systemet er i en blindgyde. Kapitalismen kan ikke tilbyde en fremtid for den danske ungdom. Moralsk nedbrydning, vandalisme og pludselige eksplosioner er symptomer på et system, der ikke går fremad, men går tilbage. De grundlæggende modsætninger mellem klasserne, der er ophobet gennem en årrække i Danmark, vil uundgåeligt afføde flere af denne type begivenheder i fremtiden. Ilden ser ud til at være slukket, men fattigdom er ikke en god brandforsikring.
