I dag er vi på gaden og kæmper for at undgå forringelser. Det er nødvendigt, fordi der år efter år bliver skåret ned på alle dele af velfærden. Regeringen kan komme med deres fine tal og udregninger. Vi ser på virkeligheden!

Der er alt for få ansatte i den offentlige sektor. Folk løber hurtigere og hurtigere, hvilket fører til stres og sygdom samt dårligere pleje, pasning og uddannelse for alle de hundredtusinder af børn, unge, syge og gamle, der hver dag er afhængige af velfærden.

Demonstrationen i dag er det første skridt på vejen til ændringer. Problemerne begrænser sig ikke til en enkelt arbejdsplads eller en enkelt kommune, men er et nationalt problem, som kræver national aktion.

Endagsdemonstrationer er ikke nok
De sidste mange år er der blevet skåret ned på velfærden. Efterlønnen er blevet forringet, de ældre får mindre pleje, og eleverne sidder flere i klasserne. Regeringen har ikke lyttet til almindelige arbejdere og unges krav. Den borgerlige regering repræsenterer virksomhedsejerne og dansk erhvervsliv og har derfor ingen fælles interesser med bevægelsen.

Sidste år var der to historiske demonstrationer, 17. maj og 3. oktober, med op mod 100.000 på gaden. Op til d. 3. oktober viste de århusianske pædagoger stor kampvilje og mod med en næsten 4 ugers lang arbejdsnedlæggelse. Det rystede regeringen og Anders Fogh smed om sig med beskyldninger om ”socialistiske ballademagere”. De enorme protester fik sat velfærd på dagsordenen, men ikke stoppet nedskæringerne.

Da de københavnske pædagoger for et par uger siden truede med at efterligne deres århusianske kollegaer, blev politikerne på Københavns Rådhus tvunget til at reagere, de neddroslede nedskæringerne på daginstitutionerne, og flyttede resten over på andre områder.

Det viser, hvad man kan opnå, hvis man kæmper, men også at alle fagområder må stå sammen.

For et møde for repræsentanter fra alle offentlige arbejdspladser og uddannelsessteder
En vigtig årsag til at besparelserne fortsætter, er, at toppen af dansk fagbevægelse ikke har formået at føre bevægelsen fremad, men er stoppet på halvvejen.

Efter sidste års demonstrationer har lederne af fag- og elevbevægelsen ikke fremlagt et perspektiv for videre kamp, udover regionale møder og underskriftsindsamlinger. Vi protesterer ikke for at vise vores utilfredshed, men for at fjerne nedskæringerne! Derfor må vi gå videre end endagsdemonstrationer!

Hvis ikke den borgerlige regering imødekommer bevægelsens krav, må de organisationer, der er gået sammen om demonstrationen umiddelbart efter i dag indkalde til et nationalt møde for repræsentanter fra alle offentlige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, hvis de alvorligt mener, at nedskæringerne skal trækkes tilbage.

På dette møde må de næste skridt diskuteres, strejker og protester samles, og der må appelleres til de private ansatte om at deltage i velfærdsprotesterne. Skal nedskæringerne trækkes tilbage er det fuldstændig afgørende, at de privat ansatte også kommer ind i kampen. De er de eneste der kan sættes samfundet i stå gennem strejker. Når de strejker rammes den borgerlige regerings bagland, erhvervslivet, på pengepungen. Arbejdsgiverne og regeringen er de eneste der tjener på opsplitningen mellem offentlig og privatansatte. Kampen for ordentlig velfærd er en fælles kamp for hele arbejderklassen og kan kun vindes gennem en alliance af alle arbejdere, offentligt og privat ansatte.

For en arbejderregering…
Det er i kommunerne, at nedskæringerne bliver gennemført, men det er regeringen der fastsætter de kommunale budgetrammer og derfor må denne holdes ansvarlig for, at kommunerne presses til at skære ned. I flere af kommunerne har Socialdemokraterne flertal, for eksempel i Århus og København. Vi må kræve, at de stopper med at underlægge sig og udføre den borgerlige regerings nedskæringer.

Hvis de ville, kunne de nægte at gennemføre nedskæringerne og derved vise, at det reelt er regeringen, som er ansvarlig. Men at den borgerlige regering skulle skifte kurs og sikre ordentlig velfærd for arbejdere, unge og gamle i fremtiden, er utopi.

Men en ny Socialdemokratisk-Radikal regering er heller ikke en løsning. Under Nyrup var der også nedskæringer, og vi så privatiseringer i et hidtil uset omfang. De Radikale blev dengang, og vil igen blive brugt som undskyldning for at skære ned og give skattelettelser til de rigeste og peanuts til flertallet af befolkningen. Derfor må vi kæmpe for at vælte den borgerlige regering, og for en regering bestående af arbejderpartierne; Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

… på et socialistisk program!
Med disse protester kan vi muligvis presse forbedringer igennem, men disse vil kun være midlertidige, så længe vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor jagten på privat profit styrer. Derfor må en arbejderregering føre en socialistisk politik. Kun ved at bryde med kapitalismen kan velfærden sikres.

Et socialistisk program betyder først af alt, at selskabsskatten og formueskatten hæves for at skaffe flere penge til velfærd. Derudover må de største virksomheder og banker nationaliseres. Der produceres hver dag enorme værdier i det danske samfund, men i dag falder de i virksomhedernes og aktionærernes lommer. Med en nationaliseret og planlagt økonomi kan produktionen demokratisk tilrettelægges efter flertallets ønsker og behov.