For ansatte i den offentlige sektor; pædagoger, social og
sundhedspersonale, sygeplejersker osv. er det tydeligt, at hvis ikke der bliver
gjort noget, så har vi ikke et velfærdssamfund i Danmark med uddannelse,
pasning og pleje til alle, om en ganske kort årrække.
Som ansat på et lokalcenter møder jeg hver dag op på arbejde til sygemeldinger og stres. Når man arbejder med mennesker som er afhængige af, at man møder op på arbejde, kan man ikke bare sige "Vi har 3 sygemeldinger i dag, så derfor kommer du hverken i bad eller får skiftet dine forbind
 |
Omsorg på akkord…
Der bliver konstant skåret i budgettet. Gang på gang skal personalet diskutere, hvordan man kan spare flere penge i det daglige. Der er nærmest forbud mod at bestille vikarer ved sygdom. Det betyder, at når der er sygdom blandt kollegerne, så bliver omsorg og omgang med mennesker reduceret til praktisk pleje på akkord. Beboerne bliver behandlet som ting, og de ansatte må dag på dag opleve, hvor utilfredsstillende og uforsvarligt deres arbejde har været. Ikke fordi de ikke vil gøre det godt, men fordi de bliver presset.
Oven i det kommer pårørende, politikerne og medierne. Det bliver sværere og sværere at forsvare sin faglighed - ikke fordi man ikke vil, men fordi man ikke har ressourcer nok. Med skandaleoverskrifter som "Ældre må gå i flere uger uden at komme i bad" og "De gamle ligger i lort hele dagen", tegner medierne et billede af plejepersonalet som en bunke kyniske dovne kvinder, der bare skal tage sig sammen.
Det er ikke så sært, at sygdomsfraværet inden for branchen er så højt. Dem der kan klare presset slider sig selv ned på hårdt fysisk arbejde, resten skræmmes væk af et arbejdsmiljø der kan køre enhver i sænk og skyldes årevis af nedskæringer.
…til elendig løn
Social- og Sundhedspersonalet er blandt de lavestlønnede i Danmark.
Din grundløn som SoSu-assistent ligger efter 10 år i jobbet på omkring 19.000 kr. om måneden. Det svarer til ca. 128 kr. i timen. Ansatte i plejesektoren hører således under en af de lavestlønnede grupper i samfundet, selvom finansminister Thor Pedersen kynisk påstår det modsatte. Det er ikke løgn, når ens kolleger siger, at det er lysten til at arbejde med mennesker, der gjorde, at de tog uddannelsen. Men lysten alene kan ikke drive værket. Især ikke når der skal mad på bordet, og når familien skal forsørges.
OK08 – kamp kræves
De første forhandlinger op til de offentlige ansattes overenskomst 2008 er gået i gang og kravene fra fagforeningerne er: Faglighed, løn og anerkendelse.
Efter oprøret i plejesektoren i sommers har enkelte politikere givet efter for presset og lovet enkelte indrømmelser.
Men det er ikke godt nok. Der ligger et stort pres fra FOAs bagland, hvis ikke der kommer resultater ved den nye overenskomst, der er til at mærke. Men det kræver, at kravene er helt klare, og ikke luftige som de ovenstående, så fagforeningslederne ikke kan løbe fra dem. Der har været krav fremme om en lønstigning på 5000 kr. om måneden på grundlønnen, hvilket er et helt rimeligt krav, der må opfyldes med det samme. Samtidig må der sættes klare krav for normeringen (antal hænder pr. barn, ældre, syge o.l.), samt krav om retten til selv at vælge om man vil have fuldtids- eller deltidsstilling, samt overarbejdsbetaling frem for afspadsering, hvis det er det, man ønsker.
De offentligt ansatte har allerede vist deres vilje til at kæmpe for ordentlig løn og arbejdsvilkår, det er ikke der, problemet ligger. Problemet har været, at ledelsen af fagbevægelsen ikke er gået ind i kampen, men har ladet de enkelte grupper af offentligt ansatte stå alene i spredte kampe.
At arbejdsgiverne (kommuner, regioner og staten) er nervøse, er der ingen tvivl om. Regionerne var således ude og foreslå at staten udskød overenskomstforhandlingerne, med henvisning til at der var “uklarhed” om lønningerne efter Thor Pedersens famøse udtalelser. Det er fuldstændig absurd, at arbejdsgiverne foreslår at udskyde overenskomstforhandlinger fordi de er bange for medlemmerne! Det må blankt afvises.
Fagbevægelsen må kæmpe
Men det kommer ikke af sig selv at fagbevægelsens ledelse går i kamp for deres medlemmer. I Politiken (09.09.07) protesterede formanden for LO, Hans Jensen, over at politikerne blandede sig i overenskomsterne. Samtidig advarede han om for høje lønstigninger! Og derudover har vi set starten på, at vores ledere begynder, at skændes med hinanden om hvem der skal have højere løn, i stedet for med arbejdsgiverne. Vi må gå imod enhver splittelse, alle grupper skal have lønstigninger! Den eneste vej frem er enhed.
De offentligt ansatte, må presse deres ledelse til at kæmpe for deres vilkår – med en formand, der advarer mod lønstigninger til egne medlemmer, kan man afskaffe arbejdsgiverne.
Kampen er faglig og politisk
Det vil være fuldstændig umuligt for kommunerne at give lønforhøjelser til alle de offentligt ansatte. De er i forvejen enormt presset på budgetterne. Det er regeringen, der beslutter hvor mange penge, kommuner og regioner får, og derfor kan politikerne ikke andet end at blande sig. Regeringen har valgt ikke at satse på velfærd men i stedet på asociale skattelettelser, så længe de sidder på magten, vil ordentlige forhold for de offentligt ansatte ikke være opnåelig.
Derfor er kampen for bedre løn og arbejdsforhold altså både en faglig og politisk kamp. Hvis ikke de offentligt ansatte skal acceptere nedslidning til en elendig løn og total underminering af velfærden må vi kæmpe, for at ændre vores fagforeninger og partier (S, SF og Ø), så vi kan få en arbejderregering, der sikrer velfærden. Pengene er der, med nationalisering af de største virksomheder, Nordsø-olien og bankerne samt en genindførsel af formueskatten kan velfærden finansieres.
