I går så vi de største prisfald på det danske aktiemarked i 5 år. Samlet set faldt de danske aktier med 4,3 pct. eller hvad der svarer til ca. 70 mia. kr. Til sammenligning var faldet efter 11. September kun på 2,3 pct. Det samme så vi over alt i Europa, hvor samtlige 18 markeder var i minus. Børsen har i dagens udgave gravet de store ord frem, og taler om ”total nedsmeltning på finansmarkedet” og ”blodrøde cifre”. De fleste taler om panik, men vil ikke bruge ordet.

Vi bringer nedenfor en artikel skrevet af Mick Brooks til www.marxist.com den 16. august efter det største fald i fire år på det britiske aktiemarked. Som han slår fast, kan vi endnu ikke sige, om krisen bliver til et egentlig aktiekrak, og spreder sig til den virkelige økonomi. I USA ses påvirkningen dog allerede i og med, at aktiviteten inden for byggeriet her, er den laveste i 10 år.

Det amerikanske marked holdte sig oppe i går og gik næsten i nul. Som baggrund herfor peges bl.a. på forventninger om en rentesænkning, mulige lån fra kinesiske banker og flere penge fra centralbanken. Alt sammen ting der ikke ændrer på det virkelige problem. Som vi nævnte i artiklen ”Chok på chok i den internationale finansverden”, så er det nuværende opsving drevet af gæld. Det forklarede vi allerede i Dansk Perspektiv 07 (se afsnittet ”Udvidelse af kreditten”).

Som baggrund for de faldende priser på aktier har medierne fokuseret på øget nervøsitet. Men hvilken nervøsitet? Samtidig har analytikere været ud at sige, at der intet rationelt er i aktieprisfaldene, da virksomhederne ikke lige pludseligt kører dårligere. Det er for så vidt rigtigt. Nervøsiteten på aktiemarkederne skyldes frygt for fald i realøkonomien med udgangspunkt i krisen på det amerikanske boligmarked, men kan samtidig også være årsag til netop disse fald i realøkonomien. Årsag og virkning bytter plads. Spekulanternes nervøse trækninger bliver altså selvopfyldende. Sådan er det kapitalistiske system.

Krisen, eller “korrektionen” som det hedder i fagsproget, spås af mange til at vare indtil starten af september. Som altid rammer disse irrationelle bølgeturer almindelige mennesker. Det vurderes, at staten pga. manglende indtægter fra skat på aktieafkast nu er 4-6 mia. kr. bag efter budgettet. Det vil resultere i endnu flere velfærdsnedskæringer. Markedet er stadig 6 pct. oppe siden starten af året. men som Economist skriver i dagens ledende artikel: ”Da denne krise sætter mærker dybt inde i de nyopfundne finansstrukturer, så er alle som siger, at det værste med sikkerhed er over, enten et fjols eller nogen som har en position at beskytte.”


Mareridt på Wall Street (Mick Brooks d. 15. august 2007)

De seneste dages finansielle turbulens har skåret milliarder af aktiepriserne overalt i verden. Fredag d. 10. August faldt Londons aktiemarked, FTSE100, alene 63 milliarder pund. Hvad betyder det her? Tydeligevis er markedsværdien [market capitalization], som den kaldes, udelukkende en papirpris. De samme virksomheder har stadig de samme arbejdere ansat og de laver stadig de samme ting. Men disse virksomheder er pludselig 63 milliarder pund mindre værd i forhold til 24-timer før. Det burde få alarmklokkerne til at ringe for deres arbejdere – og resten af os.

Det er tydeligt, at nogen er bekymret. Den Europæiske Central Bank (ECB) er et spartannsk organ, som ser ud til at bruge det meste af dets tid på at fortælle os, at vi ikke har råd til ting. På dramatisk vis smed ECB, den amerikanske centralbank (FED) og andre centralbanker 323 milliarder dollars (omkring 160 milliarder pund) ind på det finansielle marked i løbet af to dage – d. 9. og 10. august.

De monetære myndigheder er bekymrede for et muligt sammenbrud i det globale finansielle system.

Baggrunden for panikken er skandalen med de amerikanske sub-prime lån [se denne artikel] . I løbet af de sidste få år har en boble vokset sig stor på boligmarkedet i mange avancerede kapitalistiske lande, herunder USA. Boblen er blevet fodret med løse kredit betingelser, der pressede huspriserne i vejret. I USA har snedige udlånere kastet penge i hovedet på fattige mennesker, som ingen muligheder havde for at betale tilbage. Disse finansielle institutioner har samtidig fået deres luns kød fra dem, de anser som værende blandt højrisiko (subprime) lånerne. Det lyder som et beskidt hjørne af pengeudlånsverdenen. Det er det.

Udlånernes parole er den samme som spekulanterne før 1929 krakket. Overgiv risikoen til ”det større fjols”. Boligprisboblen er sprunget i USA, og har fået folk til at indse, at boligmarkedet hele tiden var en indbildt lykkeverden. Hvad med sub-prime lånerne? Mange har fået deres hus solgt på tvangsauktion. Mange af dem er hjemløse. Glem dem. De er småfolk. De betyder ikke noget.

Men dette smudsige arrangement er forbundet med og truer nogle af verdens mest respekterede og konservative banker på deres eksistens. Her er hvordan. Finansielle spekulanter i byen beskrives nogen gange i den finansielle presse som ”innovatorer”. Som vi ser det, kunne de fleste af dem ikke engang opfinde trillebøren – på nær lige hvis det var for at tage deres bonusser med sig hjem. Nobilprismodtagere er blevet lokket til byen for at opfinde mystiske formler, som garanterer at slå markedet! Hvad denne ”innovation” begrænser sig til er typisk en splejsning og tvedeling af finansielle instrumenter til endnu mere fantastiske stykker papir. Og en af disse stykker papiret som genierne i byen har opkøbt er giftige sub-prime obligationer.

Kapitalisme er et system, hvor vi alle afhænger af hinanden for at kunne leve, men vi indser det ikke. Den måde produktion er samfundsmæssig og hænger sammen i fraværet af en socialistisk plan er gennem det finansielle system. Som, hvis store stykker af banksystemet forsvinder ud i det blå, så kan have alvorlige følger for os alle sammen.

Kapitalismen sælges til os på følgende made: de fleste af os vil bare gerne leve vores liv. Heldigvis er der en minoritet af risikoelskende forretningsmænd, som får alting til at ske. Det er noget sludder.

Først fik vi fortalt, at der er folk i “the City” med hjerne på størrelse med Saturn, som forstår højfinansens indviklethed på måder de fleste af os er ude af stand til. Disse portvagter for de store banker så ikke noget og slog ikke alarm. Den nuværende panik viser, at disse folk kun er kvæg.

For det andet formodes kapitalister at tage risici. OK, de satsede alle sammen på tabere – kredit som indeholdt værdiløse sub-prime obligationer. Så de tabte ikke deres penge? Nej – centralbankerne giver dem, dem tilbage og siger, ”Hvorfor putter I ikke det hele på sort og ser om I vinder denne gang?” Rettelse: centralbankerne tager vores penge og giver dem til inkompetente tabere og åbenlyse forbrydere, som kører det finansielle system, for at give dem endnu en chance.

Vil den vilde forvirring sprede sig til realøkonomien? Vi ved det ikke endnu. Hvad vi ved fra disse begivenheder, er at kapitalismen tilbyder os et liv med permanent usikkerhed.

Fodnote

Faldene på aktiemarkedet var den store historie sidst på uge. Der var en mindre historie. National Institute for Clinical Excellence (NICE) bestemte sig for ikke at tillade et lægemiddel, som svækker Alzheimers sygdommen, til at blive givet over den nationale helbredsforsikring. NICE siger, at lægemidlet er dyrt. Det er det. Hvis det gives, kunne det i stort omfang forbedre livskvaliteten for mennesker med snigende demens.

Endnu mere vigtigt kunne det hjælpe dem, der tager sig af dem. De fleste som lider af Alzheimers ses efter i hjemmet af folk, som måske selv er ældre og har et dårligt helbred. De bliver ikke betalt og må tit opgive jobmuligheder for at se efter patienten og får meget lille hjælp fra staten.

Plejere er sjove folk. De tænker ikke på penge hele tiden. De drives af en forpligtelse over for deres kære. I tilfældet med Alzheimer tager den lidende måske ikke engang notits af deres plejere.

Når NICE siger, at vi ikke har råd til Alzheimers lægemidlet, så tænk over de 160 milliarder pund, som centralbanken smed ud på de finansielle markeder på to dage.