”De kommende år forventes en mere afdæmpet konjunkturudvikling med en vækst på omkring 1½ pct. om året. Muligheden for at øge produktionen vil blive begrænset af, at dansk økonomi befinder sig nær kapacitetsgrænsen…”

Det er udmeldingen fra Danmarks Økonomiske Råd i deres forårsrapport 2006. Væksten bliver lavere. Ledigheden højere. Det er hvad, vi kan forvente af de næste par år. Hvorfor? Øjensynligt fordi vi befinder os nær en eller anden objektiv ”kapacitetsgrænse”. Det ser vi nærmere på længere fremme.

Første fald i boligpriser
Som vi tidligere har forklaret på disse sider, er det nuværende opsving drevet af øget låntagning og herved kunstigt højt forbrug. Krisen i 2001-03 blev så mild fordi, at IT-boblen blev afløst af boligboblen. Hver boble har sine egne egenskaber, og mens IT-boblen faldt sammen med et brag i løbet af kort tid, ser det nu ud til, at luften løber langsomt ud af boligboblen, selvom et kollaps stadig ikke kan udelukkes.

For første gang siden 1995 har der været direkte fald boligpriserne. Ifølge Realkreditrådet faldt boligpriserne i 4. kvartal 2006 og 1. kvartal 2007 med hhv. 1,6 og 1,8 pct. Umiddelbart lyder det ikke af meget, men når man tager i betragtning, at omsætteligheden på boliger er meget lav, er det betydelige fald. Aktier eksempelvis handles fra minut til minut, og derfor bliver et fald alt andet lige mere kraftigt. Et fald i boligpriserne har dog langt større betydning for almindelige arbejdende mennesker og derfor for resten af økonomien.

Et nyt tiltag, som uden at løse de mindste modsætninger, kan holde liv i boligboblen er de nye SDO-lån (Særligt Dækkede Obligationer), som bliver indført fra 1. juli. Det nye er, at bankerne nu også får lov til at udbyde boliglån. SDO-lånene må kun dække 70 pct. af boligens værdi (for realkreditlån er det 80 pct.), men til gengæld er der ingen lovfastsatte begrænsninger på løbetider og afdragsformer. Derfor bliver det nu muligt med lån med løbetider op til 100 år eller afdragsfrihed i mere end 10 år. En banksektor vil under en krise med overskydende kapital med disse værktøjer, kunne oppuste en boble af enorme dimensioner.

Boligprisstigningere har intet hold i virkeligheden, men de kommende fald vil få stor betydning. Danmarks Økonomiske Råd har trods de nævnte fakta regnet med faste boligpriser i deres omtalte prognose. Ifølge deres egne beregninger skal BNP-niveauet nedskrives med 1 pct.-point, hvis boligpriserne falder med bare 15 pct. over de næste 3 år.

Arbejdsløshed og kapacitetsgrænsen
Ledigheden er nu under sit naturlige niveau, kan det læses i de borgerlige aviser. Hvordan det kan være naturligt, at raske og friske mennesker med mod på at arbejde går ledige rundt, er et godt spørgsmål, men samtidig må denne påstand om historisk lav ledighed også kigges efter i begreberne.
Ledighed er ikke lig med ledighed. I den gængse statistik er det faktisk svært at optræde som ledig. Ikke nok med at man skal være uden arbejde, man skal også være aktivt jobsøgende og stå til rådighed, (hvad det så end betyder), for arbejdsmarkedet. Heller ikke hvis man er i aktivering, under ”opkvalificering” eller lignende, tæller man med som ledighed.

Det presser ledigheden kunstigt ned. Et godt eksempel er, at se på de 30-49 årige, hvor forhold som uddannelse og tilbagetrækning ikke forvirrer billede. Her var der i 2006 officielt 51.000 ledige. Samtidig var der dog ca. 200.000, som var ”Uden for arbejdsstyrken”. Ser vi på det fra en anden vinkel og tæller antal helårsmodtagere af ”indkomsterstattende ydelser” ligger tallet på over 300.000. Altså er der seks gange så mange, som ikke er i arbejde, som der officielt er ledige! Ser vi på hele befolkningen er der ca. 600.000 i alderen 18 til 59 år, som står uden for arbejdsmarkedet.

Produktionsforhold og krise
Selvfølgelig er der nogen på barsel. Selvfølgelig er der nogen som fysisk eller psykisk, er ude af stand til at arbejde. Men selvfølgelig er det ikke en naturlov, at dette skal gælde så mange mennesker, tværtimod er det en kapitalistisk lov. Det er grundet kapitalismen, at folk bliver nedslidt. Mere, længere, hårdere – det er de eneste ord kapitalisterne kender (undtagen selvfølgelig frokostpausen, som sagtens kan være kortere).

Krise og lavvækst har ikke noget med manglende ”kapacitet” at gøre, det er ovenstående ét eksempel blandt mange på. Kriser kommer ikke af sig selv, men er skabt af kapitalisternes evige jagt på profit. Det er ikke pga. af mangel på kapacitet, at der ikke bliver leveret AIDS-medicin til Afrika. Det er pga. mangel på mulighed for at indtjene profit.

Økonomiske kriser kommer fordi, at arbejderne får mindre i løn end de producerer (for at kapitalisterne kan få et overskud), og kapitalisterne i sidste ende derfor mangler nogen til at købe de producerede varer. Kapitalistiske kriser er ikke som helhed mangelkriser, men derimod overproduktionskriser. Låntagning og kunstigt højt forbrug har indtil nu været løsningen, men det er en stakket frist.

Store profitter er altså både kapitalismens mål, men i sidste ende også dens skranke.

Skat og velfærd
Vi er dog stadig inde i et opsving, selvom det ikke rigtigt er noget, som kan mærkes. Lønstigningerne er til at overse, og der skæres alligevel ned på velfærden. Det kan kun blive værre i en krise. Alle krav om velfærd er krav om penge. Regeringen prøver med sin kvalitetsreform, at sige noget andet, men faktum er, at en plejeassistent ikke kan være to steder på én gang, og at pædagoger ikke har en seks-syv arme. Svaret fra arbejderpartierne har været; der er råd til velfærd. Og ser man på de 69 mia. kroner, som der var i overskud på de offentlige finanser sidste år, giver dette da også meget god mening.

Men i den store sammenhæng er det stadig småpenge. Samtidig er det store overskud både en konsekvens af høje oliepriser og gode konjunkturer (større indtægter, færre udgifter). Den længere sigtede løsning fra arbejderpartierne har al for ofte været højere skat på arbejde. Selskabsskatten er sænket fra 50 pct. i 1989 til 28 pct. i dag. Ændringerne i skatterne på arbejde er til at overse. Det er en skandale.

Der er dog rigtigt, at der er råd til velfærd. Kapitalisternes pengekasser bugner, men som en anden Joakim von And, vil de hellere have lommerne fulde end ordentlig velfærd til alle. En socialistisk arbejderregerings første skridt må være en inddragelse af disse profitter. Arbejderne må selv drive virksomhederne, og overskuddet må gå til hele samfundet. Alene de 20 største virksomheder havde efter lønninger af topchefer, nye investering osv. et nettoresultat efter skat på ca. 70 mia. kr. i 2006.

Det er kun under kapitalismen, at man på den ene side kan have rigeligt med penge, bedre og bedre teknologi samt højere og højere uddannet arbejdskraft, men på den anden side alligevel kan have dårligere og dårligere velfærd, stigende arbejdstempo og en truende krise.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.