Eksklusionerne af 26 marxister fra ungdomsorganisationen SUF er nu kendte, ikke bare på den danske venstrefløj men også internationalt. I en anden artikel har vi beskrevet de udemokratiske manøvrer, der er blevet brugt imod medlemmer af SUF, som støtter Socialistisk Standpunkt. Eksklusionerne markerer en ny æra i den revolutionære ungdom i Danmark. SUF blev stiftet i 2001 med det formål at samle alle revolutionære unge. Men lige nu bruger ledende lag i SUF en stor del af deres tid på at forfølge og ekskludere revolutionære marxister fra deres medlemsskare. Deres første forsøg på at ekskludere marxister fra SUF var i 2006 og blev stoppet på landsmødet, men ved et nyt forsøg i 2007 er det lykkedes dem at ekskludere 26 marxister.
Som vi har forklaret, var eksklusionerne kulminationen på en kamp som er foregået inde i SUF mellem forskellige tendenser igennem længere tid. SUF’s ledelse har bevæget sig længere og længere til højre, både i de ideer de forsvarer og i deres praksis; nogle ledere af SUF har talt for at man skulle droppe den revolutionære modstand mod EU. I de store protestbevægelser i 2006 mod den højreorienterede regerings nedskæringer var der flere eksempler på, hvordan SUF’s ledelse underlagde sig ledelsen af LO og afslog forslag om at fortsætte og radikalisere kampen.
Dog måtte ledelsen tage imod stærk kritik og modstand fra unge tilhængere af Socialistisk Standpunkt, den marxistiske tendens i Danmark. Ideerne og forslagene fra denne tendens vandt større og større opbakning, til det nåede et punkt hvor det seriøst udfordrede SUF’s ledelses politiske dominans. Ude af stand til at svare på denne politiske udfordring med politiske idéer, besluttede SUF’s ledelse at ordne dem der afveg grundlæggende fra deres linje med organisatoriske, bureaukratiske midler. Det var den virkelige årsag til at 26 unge marxister måtte ekskluderes den 17. maj.
Desværre fik SUF’s ledelse hjælp fra andre grupper på den danske venstrefløj. Blandt disse var SAP (Socialistisk ArbejderParti), som aktivt støttede eksklusionerne både i 2006 og i 2007. SAP er en del af USFI internationalen (United Secretariat of the Fourth International). USFI’s mest kendte historiske leder var belgieren Ernest Mandel, og USFI er resultater af en række splittelser i Fjerde Internationale, organisationen som blev stiftet af Trotskij i 1938. I dag påstår SAP stadig, at de repræsenterer Fjerde Internationale, selv om de har nedtonet deres tilhørsforhold til Trotskij.
Vi mener, at det er nødvendigt at vise den skandaløse rolle SAP har spillet i eksklusionerne og deres virkelige politik i den danske klassekamp. I skrivende stund er der en diskussion inde i SUF om SAP og om de skal erklære sig en fraktion eller ej. Dette gør det endnu mere vigtigt at tage dette spørgsmål op.
SAP’s ledelse har undgået at tage official stilling til spørgsmålet og fremstiller nu sig selv som forsvarerne for demokrati på venstrefløjen og som en revolutionær tendens i SUF og i Enhedslisten.
Som vi har advaret om tidligere, så vil en accept i den socialistiske bevægelse af de bureaukratiske metoder, som SUF’s ledelse har brugt, betyde, at andre strømninger, der fremfører kritik af ledelsen, kan blive udsat for de samme metoder. Således vil de nuværende eksklusioner ikke være opskriften på mere demokrati, men det stik modsatte; en opskrift på legitimering af bureaukratiske midler imod alle de, der tør stå frem med revolutionære synspunkter.
Dette burde stå klart for alle, især for kammeraterne fra SAP og USFI, som på det seneste har oplevet lignende forfølgelser i andre lande (som i det italienske parti Rifundazione Communista, hvor folk fra SAP’s søsterorganisation er blevet ekskluderet).
SAP’s deltagelse i eksklusionskampagnerne i 2006 og 2007
Heksejagten mod marxisterne fra Socialistisk Standpunkt i SUF har stået på i mange år. I 2006 prøvede en gruppe at ekskludere 15 medlemmer af SUF som støttede Socialistisk Standpunkt. Da eksklusionsappellen blev offentliggjort, viste det sig, at den gruppe, som kaldte sig Paragraf4 (efter eksklusionsparagraffen i vedtægterne) havde koordineret deres arbejde med interne mailinglister og nationale møder. Dette havde de ikke oplyst resten af SUF om. To medlemmer fra SAP deltog i Paragraf4-gruppen.
Dengang besluttede SAP’s ledelse at være “neutral”. Kort efter ombestemte de sig og deres forretningsudvalg var nu – officielt – imod eksklusionerne, udelukkende fordi de mente at eksklusionerne ikke blev foretaget demokratisk, og de gav deres medlemmer frihed til at stemme som de ville. I virkeligheden var dette et røgslør for at legitimere eksklusionerne. I en officiel udtalelse forklarede de at:
”Vi mener at det kan retfærdiggøres at ekskludere folk som arbejder illoyalt, om det så er i SAP, SUF eller Enhedslisten. Der er intet galt med en sådan eksklusion så længe den foregår med naturlig retfærdighed og på en demokratisk måde.
(…)
Medlemmer af SAP som har arbejdet i SUF gennem de sidste tre år genkender denne kritik af SS’s politiske virke og handlemåde. SAP mener derfor der er grund til at starte en eksklusionssag på de ansvarlige hvis sådanne beskyldninger kan dokumenteres”.
Udtalelsen fortsætter og siger at eksklusionsgrundlaget i 2006 ikke er god nok, fordi det ikke dokumenterer de påståede overtrædelser, som de eksklusionsindstillede skulle have gjort.
Så faktisk var SAP’s ledelse enig med SUF’s ledelse i anklagerne (som var fuldstændig falske) og i deres grundlag for eksklusionerne. De mente, det kun var et spørgsmål om legale procedurer, som afholdte dem fra officielt at støtte eksklusionerne!
I citatet siger de også at “ Der er intet galt med en sådan eksklusion så længe den foregår med naturlig retfærdighed og på en demokratisk måde.” Hvad er ”naturlig retfærdighed” og hvem bestemmer hvornår tingene foregår med ”naturlig retfærdighed”? Så vidt vi ved figurerer dette ord ikke i det marxistiske ordforråd. I virkeligheden er det en småborgerlig ide, en ide som påstår der findes en slags eviggyldig retfærdighed.
Marxister støtter ikke sådan en holdning. Vi mener ikke at nogen som helst skal ekskluderes fra revolutionære organisationer, undtagen fascister og personer som åbent støtter borgerskabet eller deres reformistiske håndlangere, imod arbejderklassen.
Eksklusioner er aldrig en eller anden slags legalistisk eller organisatorisk sag. Det er et politisk spørgsmål, og bag de nylige eksklusioner i SUF var der også klare politiske intentioner. Intentionerne var et eliminere de vigtigste forsvarere for den revolutionære fløj inde i SUF, altså Socialistisk Standpunkt.
SAP’s holdning til eksklusionerne i 2006 (som blev afvist ved landsmødet i 2006) er præcis lige så skadelig som deres holdning i 2007. Med deres støtte til eksklusionerne hjalp de ikke blot til at splitte den revolutionære ungdom. De hjalp også med til at ændre det interne klima i SUF og gøre plads til flere eksklusioner og heksejagt mod alle kritikere af SUF’s ledelse.
Derudover havde SAP’s ledelse bestemt, at medlemmer af SAP selv kunne bestemme om de ville stemme for eller imod eksklusionerne. Med den undskyldning fortsatte flere medlemmer af SAP med at arbejde aktivt for eksklusionerne og nogle af dem lagde pres på unge medlemmer af SUF som var imod eksklusionerne. Så i virkeligheden var de ikke imod eksklusionerne i 2006, men støttede dem i praksis.
I 2007 tog SAP’s ledelse en meget klarere holdning. Her støttede de eksklusionerne uden forbehold. På trods af at ”grundlaget” for eksklusionerne var stjålne og manipulerede interne dokumenter fra Socialistisk Standpunkt. Samtlige af de 26 medlemmer af SUF som stod til eksklusion forklarede, at de på ingen måde kunne tage ansvar for dokumenterne. Men dette påvirkede ikke eksklusionsfortalerne (som i flere år har haft det som deres primære politiske mål at ekskludere den marxistiske tendens) og ej heller SAP’s ledelse. Faktisk forklarede SAP’s ledelse i et brev om eksklusionerne i 2007 til deres internationale kammerater (som nogle af deres kammerater videresendte til os), at:
”SAP’s eksekutivkomité mener det kan retfærdiggøres at offentliggøre interne dokumenter fra hemmelighedsfulde grupper som SS, som systematisk skjuler deres egentlige motiver og hvor andre måder at afsløre deres illoyalitet ofte er umuligt.”For det første er det utroligt at SAP har denne holdning, men ikke tør at vise den åbent. De har kun skrevet dette i et internt brev til deres kammerater, som så har videresendt det til os. Men hvorfor stod dette ingen steder på deres hjemmeside eller i deres avis? Hvorfor har SAP ikke stået frem med en offentlig mening om sagen?
For det andet legitimerer dette faktisk en politi-regime-stil inde i SUF og i arbejderbevægelsen generelt. Hvis det ”kan retfærdiggøres at offentliggøre interne dokumenter” fra andre tendenser ville vi være på vej mod en brutal heksejagt, imod enhver gruppe som vover at kritisere ledelsens linie eller som er i opposition på et bestemt område.
Enhver fraktion eller tendens bør have ret til at diskutere internt og så fremføre deres holdning samlet. Det indebærer at have interne dokumenter og fuldstændig frihed til diskussion. Enhver tendens bør ene og alene dømmes på deres politik og den holdning som den fremfører og ikke på noget som helst andet.
Fraktioner, tendenser og diskussioner
Det er værd at gå i detaljer med spørgsmålet om fraktioner og tendenser. Igen er det ikke et legalistisk spørgsmål, men et politisk spørgsmål, som mange arbejderpartier, organisationer og bevægelser har måttet tage stilling til siden arbejderbevægelsens begyndelse.
Mens marxister argumenterer for maksimal enhed i klassekampen imod arbejdsgiverne og højrefløjen, mener vi også at det er naturligt at der vil udvikle sig forskellige tendenser i socialistiske organisationer. Det ligger i hele begivenhedernes udvikling. Uenigheder vil altid opstå på forskellige tidspunkter, og det er naturligt at forskellige ideer vil udvikles. Nogle kammerater, som har de samme grundlæggende ideer, vil gå sammen i en tendens, for at kæmpe for disse specifikke ideer. Dette er ABC.
Lenin, som aldrig var bange for diskutere med andre tendenser eller fraktioner forklarede at:
"Enhver fraktion er overbevist om, at dens platform og politik er det bedste middel til at afskaffe fraktioner, for ingen anser eksistensen af fraktioner som et ideal. Den eneste forskel er, at fraktioner med klare, sammenhængende og integrerede standpunkter åbent forsvarer deres standpunkt, mens fraktioner uden principper gemmer sig bag billige råb om deres dyd, om deres ikke-fraktionalisme."
(http://marxists.org/archive/lenin/works/1911/oct/18b.htm)
Det er faktisk en meget præcis beskrivelse af SUF’s ledelses måde at arbejde på. Ledelsen har brugt megen tid på at beskylde Socialistisk Standpunkt for ”hemmeligt” fraktionsarbejde. Nu har de vendt sig imod SAP, og flere ledende medlemmer har forlangt at SAP åbent erklærer sig for en fraktion.
Hvad SUF’s ledelse har glemt, er at de hele vejen selv har arbejdet for at skubbe SUF i en bestemt retning – mod højre på en lang række områder. På spørgsmålet om EU (hvor flere af dem mener at EU kan reformeres), med dens underkastelse under LO i arbejdet i velfærdsbevægelsen i 2006, osv. Ledelsen gemmer sig blot bag ved det som Lenin definerede som ”billige råb om deres dyd, om deres ikke-fraktionalisme”.
Problemet er at SAP har legitimeret alt dette. Ved at støtte eksklusionerne og acceptere at interne dokumenter bruges som grundlag for eksklusioner, er de gået fra slemt til værre. De har brolagt vejen for en destruktion af politisk debat inde i SUF. I stedet for at kæmpe for at ændre SUF’s politik og udfordre ledelsens højredrejning, har de sidestillet sig med ledelsen i en uhellig alliance for at ekskludere marxisterne fra Socialistisk Standpunkt.
Parolen om en arbejderregering
I diskussionen om eksklusionerne, har mange beskyldt Socialistisk Standpunkt for blot at høre til i Socialdemokratiet. Uden at citere nogle af vores dokumenter har de uden tøven forsøgt at fremstille os som Helle Thoning-Schmidt-tilhængere. I SAP’s udtalelse fra 2006 ser vi i et fragment den samme beskyldning:
“Det undrer os i SAP at SS afviser al kritik af deres strategi på e-mail-debatten. Igen og igen har de fremført en strategi baseret på at ”marxister må gå ind i Socialdemokratiet og dette har de også skrevet flere steder på deres hjemmeside.”
Andre grupper på venstrefløjen, ofte de som mangler kontakt og føling med massernes bevægelse, angriber os altid på dette spørgsmål. For dem er det næsten altid et spørgsmål om at nedsable de reformistiske ledere i arbejderbevægelsen. I deres egen lille verden tror de, at det er tilstrækkeligt at hejse det socialistiske flag og så vil masserne følge med.
Sådan har det aldrig været noget sted i verden. Selvom det danske socialdemokratis ledelse på nuværende tidspunkt fører en ekstremt højreorienteret politik, ændrer det ikke på det faktum, at det er arbejderklassens traditionelle parti. Det blev født i en hård kamp mod arbejdsgiverne, i et forsøg fra arbejdende mænd og kvinder på at tage deres egne skæbner og liv i egne hænder. Det er et parti, der stadig opnår hundredetusinder af stemmer og har tusindvis af medlemmer. Selv ved det sidste valg, som var et historisk lavpunkt for Socialdemokratiet fik de 25,8 procent af stemmerne. Socialister har brug for en strategi for at vinde disse arbejdere over til revolutionære idéer.
Igen og igen har vi set, at når masserne går i aktion, gør de det gennem de største arbejderpartier og også gennem Socialdemokratiet. Arbejdermasserne vil igen prøve at skubbe de danske arbejderpartier – Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten – mod venstre. Hvis socialister ignorerer denne kendsgerning, vil vi på forhånd være dømt til fuldstændig isolation fra masserne. Derfor må vi arbejde på være i kontakt med masserne, både i fagforeningerne og i arbejderbevægelsen. Vi kan ikke ignorere ærlige arbejdere bare fordi de ser til Socialdemokratiet.
Det ville føre til den værste form for sekterisme og det har aldrig været hverken Lenins eller Trotskijs metode, som begge forsvarede en klar orientering mod de største arbejderpartier.
På nuværende tidspunkt har de fleste arbejderaktivister i Danmark et spørgsmål i hovedet: Hvordan kommer vi af med Anders Foghs højrefløjsregering? Og hvordan sikrer vi at en ny venstrefløjsregering faktisk vil føre socialistisk politik? Hvis vi skal følge det svar som SAP giver os, betyder det ene og alene at bygge Enhedslisten og så håbe på at det en eller anden dag vil få mandater nok til at gøre forskellen.
Imidlertid ser dette ikke særlig realistisk ud for de fleste arbejdere.
Det som de fleste arbejdere vil lede efter, er et klart, opnåeligt alternativ inden for deres rækkevidde. Socialistisk Standpunkts holdning (for hvilken vi er blevet kaldt ”reformister”), er at vi appellerer til arbejdere og unge om at kæmpe for socialisme og gå med i revolutionære socialistiske organisationer (hvis de er unge, gå med i SUF). På samme tid forsvarer vi, i forbindelse med det konkrete spørgsmål om valgkamp, en arbejderregering på et socialistisk program. Det betyder, at vi vil have en regering bestående af de tre arbejderpartier; Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Vi siger til lederne af disse partier; ”Hvis I forsvarer et rigtigt program til forsvar for velfærdssystemet, imod Irak-krigen osv. vil I være i stand til at vinde arbejderklassens støtte og entusiasme tilbage og sparke højrefløjsregeringen ud.”
Vi mener, at det er den bedste og eneste måde at gå ind i en dialog med arbejdere og fagforeningsaktivister om hvad et socialistisk program er og hvordan vi kan kæmpe for det. Det betyder ikke én eneste brøkdel støtte til den socialdemokratiske ledelses højrepolitik eller til lederne af SF’s eller Enhedslistens reformistiske politik, for den sags skyld.
Det var den same fremgangsmåde, som Lenin brugte da han forsvarede sin berømte parole om “al magt til sovjetterne”. I virkeligheden havde de fleste af sovjetterne på det tidspunkt reformistiske flertal (socialrevolutionære og mensjevikkerne). Så i virkeligheden opfordrede Lenin reformisterne til at tage magten! En sekteriker vil aldrig kunne forstå dette. Var Lenin blevet opportunist? Langt fra. Lenin forstod udmærket, at størstedelen af arbejderne stadig så til SR’erne og mensjevikkerne. Derfor stod han frem med en parole, der forbandt sig med stemningen for handling og samtidig lagde pres på de reformistiske ledere af sovjetterne.
Det var kun på denne måde, at bolsjevikkerne var i stand til at vinde opbakning fra flertallet af arbejderne og i sidste ende gennemføre revolutionen. Uden en sådan fremgangsmåde ville oktoberrevolutionen aldrig have fundet sted. Så når vores modstandere angriber os på spørgsmålet om masseorganisationerne, angriber de os i virkeligheden på vores stærkeste side. Vi mener at enhver revolutionær, som er denne betegnelse værdig, må være i stand til, at sammenkæde socialistiske ideer med masserne.
Socialistisk Standpunkt-støtters arbejde i SUF
En anden beskyldning, som gentages i SAP’s erklæringer er, at kammerater fra Socialistisk Standpunkt blot har arbejdet i SUF for at rekruttere medlemmer til vor egen tendens og på parasitisk vis udnytte vort arbejde i SUF.
Dette nonsens er nogle gange blevet gentaget i diskussioner om eksklusionerne, men ledelsen (og også SAP) har altid undladt at give nogle konkrete eksempler på vores såkaldte ”illoyale” praksis. De er ikke gået ind i konkrete eksempler, fordi de udmærket ved at vores arbejde i SUF er et eksempel til efterfølgelse og at de ikke kan finde nogen beviser på deres beskyldninger.
For det første, så har folk fra vores tendens været med til at stifte SUF. Vi deltog på det stiftende stormøde i 2001 og har været aktive lige siden. Flere af vore kammerater er bleven valgt på landsmøder eller i regioner til landsledelsen i SUF og har været meget aktive i forbindelse med kampagner, m.v. I Roskilde, Vejle, Tønder og Sydhimmerland var det vore kammerater der stiftede SUF-lokalgrupperne. Især i Roskilde havde vi succes med at opbygge en vigtig og meget aktiv lokalgruppe, som tiltrak mange unge og ledte elevkampe på de lokale gymnasier.
I alt havde vi kammerater i 10 lokalgrupper landet over. I februar og marts 2007 rejste vi spørgsmålet om Venezuela og forslog en kampagne om emnet, som vi før har gjort det på stormøder i SUF. Selvom SUF’s ledelse igen afslog at gøre noget som helst til forsvar for den venezuelanske revolution, var der mange lokalgrupper som inviterede Hands Off Venezuela-kampagnen til at komme og tale til offentlige møder.
Vi har således aldrig haft nogle ”skjulte dagsordener”. Vores dagsorden er revolutionær socialisme og det er den dagsorden som SUF burde kæmpe for. Det er også det som vi har forsvaret inde i SUF. På SUF’s landsmøde i april 2007, inden vi blev smidt ud af mødet, vandt vi flertal for et ændringsforslag til arbejdsplanen, som omhandlede en eventuel storkonflikt på det private arbejdsmarked. Dette var et revolutionært forslag, og medlemmer af SAP modsatte sig rent faktisk nogle dele af det. Heldigvis kom forslaget igennem. Lad os citere blot ét afsnit af det:
”For at komme i kontakt med de faglige unge vil vi tilbyde vores hjælp til de aktive lærlinge og ungarbejdere, både praktisk med uddeling af løbesedler, plakatophængning og blokadevagter, men også politisk ved at sætte fokus på deres krav og sammenkæde deres kamp med kampen mod den borgerlige regering. Vi vil vise, at de revolutionære socialister er de mest konsekvente forsvarere af arbejderungdommen!”
Indtager SAP i praksis en revolutionær holdning?
Inde i SUF og Enhedslisten har SAP fremført sig som en revolutionær og marxistisk tendens. Selvfølgelig byder vi enhver, som har revolutionen som sit mål, velkommen, men vi tvivler på, at dette kan blive gennemført, hvis man støtter bureaukratiske metoder i arbejderbevægelsen, såsom eksklusionssagerne i SUF.
Hvis SAP’s ledelse virkelig vil kæmpe for revolution, burde de have kæmpet sammen med venstrefløjen i SUF mod dele af ledelsens reformistiske EU-politik (tre ledende SUF’ere stilte forslag på Enhedslistens årsmøde, maj 2007 om at droppe dansk udmeldelse af EU), for forsvaret af den venezuelanske revolution, for fortsættelsen af velfærdsbevægelsen osv. osv. Desværre har SAP aldrig vist sig i disse kampe, på trods af at flere lokalgrupper i SUF har støttet os og for eksempel arrangeret offentlige møder med Hands Off Venezuela Kampagnen, osv.
I stedet for at støtte venstrefløjens kampe har SAP’s ledelse fremført en politik som er alt andet end revolutionær. Et godt eksempel på dette er den store bevægelse mod nedskæringer på velfærden i 2006, hvor SAP åbent roste fagforeningsledelsernes arbejde og vendte sig imod parolen om en generalstrejke.
I deres eneste kongresdokument skriver de selv (http://www.sap-fi.dk/sap/kongresDec2006/Kongres23.htm):
"I perioden fra omkring 17. maj begyndte nogle kræfter på venstrefløjen at kritisere Enhedslisten (og dermed indirekte SAP) for ikke at foreslå politiske strejker, nogle oven i købet generalstrejke. Disse forslag var fuldkommen løsrevne fra den faktiske situation. De havde ingen chance for at vinde opbakning og dermed for at udvikle kampene og kunne i bedste fald kun tjene til at få forslagsstillerne til at fremstå som særligt revolutionære og kampvillige."Og det fortsætter:
"De relevante faglige organisationer mange steder spillede en positiv rolle både før og under aktionerne (…) [dog] var deres aktive medvirken hæmmet af det fagretslige system og truslen om boder. Langt de fleste faglige ledere ønskede ikke at bryde med det fagretslige system, og resten vurderede – korrekt – at de ikke havde styrken til at gøre det i denne situation."Faktum er at den 17. maj var den største protestdag siden de store strejker I 1985 og at over 100.000 mennesker var på gaden på landsplan. Dette skete på et tidspunkt, hvor regeringen gennemførte en ny reform, som betød et brutalt angreb på velfærdsstaten. Der var et stort flertal i befolkningen imod dette, og en stemning af at der måtte gøres noget.
Men efter de store mobiliseringer den 17. maj nedtonede fagforeningslederne kampen, selv om det var en unik chance for at sparke regeringen på porten. De mente at det kun var nødvendigt at lave ”konferencer”
Samme efterår gik pædagogerne i Århus i strejke, på trods af fagforeningslederne. I uger måtte de gå i strejke med truslen om bøder og med arbejdsretten hængende over deres hoveder. Det viser at bevægelsen absolut havde potentiale. Men hvad var SAP’s konklusion? At fagforeningslederne spillede en “positiv rolle” og at der aldrig havde været mulighed for at politisere strejkerne.
Mener SAP, at LO Århus spillede en “positiv rolle” gennem pædagogernes ugelange strejke i Århus i efteråret 2006? I virkeligheden gjorde LO i Århus deres yderste for at stoppe strejkebevægelsen blandt pædagogerne. Stillet overfor en unik chance for at udbrede bevægelsen og få trukket de kommunale besparelser af bordet, blev de så nervøse, at de forsøgte at køre bevægelsen af sporet.
Hvis fagforeningslederne havde villet det, eller hvis der hvad eksisteret en venstrefløj i fagbevægelsen, ville det så ikke have været muligt at sprede bevægelsen? Var højrefløjsregeringen ikke så presset at Anders Fogh begyndte at kalde de protesterende for ”socialistiske ballademagere”?
Vi vil lade det være op til læseren selv at afgøre hvorvidt det er en revolutionær socialistisk holdning at argumentere imod generalstrejke og fortsættelse af bevægelsen. Det er nok at tilføje, at vi mener at dette er et godt eksempel, som viser SAP’s politiske metoder i praksis.
Konklusioner
SAP’s ledelses stilling i forbindelse med eksklusionerne i SUF er en skændsel. Det vil få konsekvenser i fremtiden. De politiske diskussioner i SUF vil fortsætte, og mange af de ideer og holdninger, som Socialistisk Standpunkt har kæmpet for, vil fortsætte med at blive diskuteret og forsvaret af et mindretal, inklusive mange af de, som nu er ved at organisere en ny venstreopposition.
Man kan ikke ekskludere ideer. Men ved at ekskludere 26 marxister, er et klima i organisationen blevet skabt, hvor politiske diskussioner undgås og hvor de vil blev tacklet med eksklusioner og bureaukratiske manøvrer. Socialistiske Standpunkt vil fortsat kæmpe for demokrati i alle arbejderorganisationer og for enhver tendens’ ret til at organisere en fraktion.
På same tid er vi klar over, at der er ærlige kammerater blandt medlemmerne af SAP og USFI, som gør en masse arbejde for den socialistiske sag. Men vi appellerer til dem om at tænke meget nøje over de stillede spørgsmål og vende tilbage til at kæmpe for de ideer, som Fjerde Internationale blev grundlagt på i 1938, det er ideerne fra Marx, Engels, Lenin og Trotskij. Bureaukratiske eksklusioner har aldrig været metoder, som disse fire socialister billigede.
Baggrunden for den bevægelse som Trotskij grundlagde, er fuld af eksempler på en kompromisløs holdning imod brug af bureaukratiske metoder i arbejderbevægelsen. Disse metoder bruges altid af højrefløjsledelsen i bevægelsen når de føler sig truet af revolutionære marxistiske idéer. Det er en skam, at kammerater, der hævder at de står ved Trotskijs tradition, har legitimeret brug af stalinistiske metoder i den revolutionære ungdom i Danmark.
Men marxisterne, organiseret i tendensen Socialistisk Standpunkt giver ikke op. Vi vil fortsætte kampen for et demokratisk og revolutionært SUF og for de marxistiske ideer i den revolutionære ungdom. En ny venstreopposition inden i SUF, med opbakning fra flere lokalgrupper er nu ved at blev bygget og vil officielt blive stiftet lørdag den 23. juni. I denne opposition ligger muligheden for at vinde SUF tilbage til at tjene et revolutionært socialistisk program.
