Siden Fogh-regeringen i 2001 kom til magten, har den ligget forholdsvis godt i meningsmålingerne. Den har formået at klare sig igennem en lang række skandaler, og konsekvente nedskæringer på stort set alle dele af samfundet. Dette har hovedsageligt været muligt fordi den har fået støtte af Dansk Folkeparti, og fordi der ikke har været en reel opposition i folketinget. I stedet for at kritisere regeringen og komme med reelle alternativer, har den socialdemokratiske ledelse været nærmest desperat for at forhandle med den borgerlige regering.

Velfærdsbevægelsen satte dagsordenen
Men i 2006 begyndte regeringen for alvor at komme under pres. Tidligt på året blussede skandalen med Muhammed-

tegningerne op, og få måneder efter, den 17. maj fandt nogle af de største demonstrationer i Danmarkshistorien sted, i protest mod regeringens udspil til en ny velfærdsreform. Over hundredetusind mennesker gik på gaden og krævede, at nedskæringerne blev taget af bordet. Som en følge af den folkelige mobilisering, skete der et skred i meningsmålingerne til fordel for socialdemokraterne. Men i stedet for at fortsætte bevægelsen og kræve reformerne fjernet, valgte partiets ledelse at gå med i forhandlingerne. Resultatet blev regeringens velfærdsudspil, dog minus et par af de allerværste forringelser.

Den borgerlige regering har profileret sig på at føre en såkaldt kontraktpolitik. Det vil sige, kun at leve op til de konkrete valgløfter, man har givet, men skære ned på alle andre områder. Et af regeringens vigtigste valgløfter var at indføre et skattestop, som man så har brugt som undskyldning til at skære ned også i kommunerne. På den måde har regeringen forsøgt at tørre en del af bussemanden af på kommunerne, men det må være klart for enhver, at regeringen sidder med det endelige ansvar for de nedskæringer, der bliver foretaget overalt i Danmark.

Pædagogerne gik forrest
Da velfærdsbevægelsen i september blussede op igen, var det netop nedskæringerne i kommunerne, der blev kritiseret. I en række af landets byer strejkede pædagogerne imod forringelser på daginstitutionerne, og specielt i Århus var kampen hård. Her strejkede pædagogerne i 4 uger. Ved en forbilledlig selvopofrelse, på trods af at blive trukket i løn og ramt af bod, lykkedes det for især de århusianske pædagoger at sætte dagsordenen i hele landet. Deres aktioner kom til at fungere som det håndgribelige udtryk for arbejderklassens frustrationer. Dette kunne ses, på den massive opbakning pædagogerne havde i befolkningen.

3. oktober kulminerede strejkerne med massedemonstrationer i landets største byer. En tydeligt presset Anders Fogh tonede samme dag frem på de danske tv-skærme og kaldte de strejkende pædagoger og de titusindvis af andre fremmødte for ”socialistiske ballademagere”. Igen tippede meningsmålingerne i Socialdemokraternes favør, men igen valgte de at stoppe bevægelsen frem for at nægte at skære ned i de kommuner, med socialdemokratisk flertal. Strejkerne betød alligevel, at forringelserne blev taget af helt eller delvist af bordet i nogle kommuner, men de fleste steder blev de dog fastholdt.

Voksende modstand mod krigene i Afghanistan og Irak
I løbet af efteråret 2006 kom der også fornyet fokus på krigen i Afghanistan, i forbindelse med at filmen “Den hemmelige krig” blev vist på DR. Filmen dokumenterede, at danske soldater havde udleveret fanger til amerikanerne,

på trods af at man vidste, at de ville blive tortureret. Regeringen svarede ved at benægte alt, kritisere en lang række ubetydelige fejl i filmen, og ved voldsomt at kritisere DR for overhovedet at have vist den. Paradoksalt nok havde Anders Fogh tidligere på året forsvaret pressens ukrænkelige ytringsfrihed i forbindelse med Muhammed-tegningerne.

Men sagen er, at krigen i både Irak og Afghanistan går dårligere og dårligere, og af samme grund, bliver mere og mere upopulær blandt befolkningen, og regeringen har da også nu været tvunget til at fastsætte en dato for tilbagetrækningen af de danske tropper fra Irak.

Splittelser blandt de borgerlige
I takt med, at regeringen inden for det sidste års tid er kommet under stigende pres, er modsætningerne i regeringen også blevet tydeligere. Regeringen er interesseret i at skære ned, men den er også interesseret i at beholde magten, hvilket har tvunget den til så vidt muligt at skjule nedskæringerne, blandt andet ved at få kommunerne til at gennemføre dem med henvisning til skattestoppet. Men store dele af Foghs bagland mener ikke, at nedskæringerne går hurtigt nok, og han er efterhånden kommet i modvind i sit eget parti. Således blev han stemt ned på Venstres

landsmøde i 2006 på et spørgsmål om øget brugerbetaling. Desuden har der været et konstant pres fra de konservative, om at skattestoppet ikke er nok, men at der skal skattelettelser til, og at det naturligvis kræver øgede nedskæringer på velfærden.

Derudover er det blevet tydeligt, at der er store gnidninger mellem de konservative og regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti. Tidligere har DF gang på gang holdt hånden over den ene ministerskandale efter den anden, men i december 2006 blev det for meget, og partiet var her med til at hive ministertaburetten ud under forbrugerminister Lars Barfoed. Dette førte til at repræsentanter fra begge partier tilsvinede hinanden i pressen i adskillige dage, og for alvor afslørede, hvor skrøbeligt regeringsgrundlaget er. Derudover er DF om muligt blevet endnu mere racistiske i deres udtalelser, og er efterhånden ved at være en belastning for regeringen. Der har endda været tale om at finde et andet regeringsgrundlag, problemet er bare, at der ikke er noget.

Socialdemokratiets ledelses manglende alternativ
Der er kun ét alternativ til den borgerlige regering, og det er en socialdemokratisk ledet regering. Men så længe den socialdemokratiske ledelse insisterer på at spille regeringens spil, og prøver på at “arbejde regeringen ud af kontorerne”, så sker der intet, som sidste folketingsvalg tydeligt viste. Havde ledelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen haft viljen, kunne man have væltet regeringen, ved at nægte at gennemføre nedskæringerne i kommuner med socialdemokratisk styre. Fagbevægelsens ledelse, som jo for størstedelens vedkommende er socialdemokratisk, kunne have været sit ansvar voksent og gjort, hvad der rent faktisk er dens pligt og opgave, nemlig at lede medlemmernes kamp: At samle protesterne og organisere dem på landsplan med nationale tillidsmandsmøder, der kunne have taget stilling til en eventuel generalstrejke.

Men i stedet valgte man at stoppe bevægelserne og indgå et ødelæggende kompromis om velfærdsreformerne. Hvorfor? Fordi den socialdemokratiske ledelse ikke er interesseret i at komme til magten på ryggen af en bevægelse. En bevægelse, der kræver, at den ikke må skære ned. For det ville kræve, at man fra Socialdemokratiets ledelses side brød med mange års ”tradition” for at administrere de nedskæringer, som borgerskabet og kapitalisterne dikterer. Det ville kræve, at man tog partiets program alvorligt, og var villig til at gå ud over de grænser, som det kapitalistiske system sætter.

Hvis vi skal af med den borgerlige regering, er det nødvendigt først at slippe af med den borgerlige ledelse i arbejderpartierne, så de kan føre an i arbejderklassens kampe. Kun på den måde kan folk se dem, som et reelt alternativ til den regering vi har nu.

Netop nu, i disse år, viser behovet sig for en ledelse i arbejderbevægelsen, der rent faktisk fører arbejderpolitik. Ledelsen i Socialdemokratiet bruger meget tid på at snakke om, hvor gerne de vil skubbe Fogh-regeringen af pinden. Men hvis man virkelig mener det alvorligt, burde det da være indlysende, at man så ikke skal føre en kopi af den borgerlige regerings politik. At man ikke skal legitimere den borgerlige regerings angreb på velfærden, ved at indgå forlig med dem. Så er man ikke et alternativ, men et halehæng. Det kan den danske arbejderklasse ikke være tjent med. Hvad der er brug for er arbejderpartier, der fører arbejderpolitik!