Mandag meddelte Naser Khader, at han nu endeligt havde brudt med Det Radikale Venstre, og i stedet ville stå i spidsen for det nystartede parti Ny Alliance. Straks efter kastede den konservative Gitte Seeberg og det radikale europaparlamentsmedlem Anders Samuelsen sig efter ham, og meldte sig under fanerne i Ny Alliance.

De borgerlige var hele mandagen ved at falde over hinanden for at ønske Naser Khader velkommen i den borgerlige lejr. Og at det er et borgerligt parti, vi har med at gøre, er der ingen tvivl om. Naser Khader har altid tilhørt den mest højreorienterede fløj i Det Radikale Venstre, og den stil fortsætter han i det ny parti. Blandt de som glæder sig til at samarbejde er Lene Espersen fra De Konservative, hun siger bl.a.:

\"Som konservativ har jeg det sådan, at jo mere konservativ politik, vi kan gennemføre, des bedre. Det er kun godt, at der er kommet flere med på holdet, og at vi får et folketing, der er endnu mere borgerligt, end det er i dag\"

Ny Alliance vil føre ærkeborgerlig politik. Sløret for det nye partis program er endnu ikke blevet løftet, men med punkter om en fuldstændig afskaffelse af EU-forbeholdene og skatteprocent på 40 procent for alle (se www.nyalliance.dk), er der ingen tvivl om programmets ærkeborgerlige karakter.

Der er intet nyt i ”Ny” Alliance. Vi har udelukkende at gøre med endnu et parti, der som sit fornemmeste mål vil have angreb på velfærden og beskyttelsen af virksomhedernes profitter. Endnu et borgerligt parti der vil ligge og skvulpe som en strandvasker i den ”varme grød på midten”.

Split ingen overraskelse
At dette split sker i Det Radikale Venstre kan ikke komme som en overraskelse for nogen. Det Radikale Venstre har ofte, men fejlagtigt, været betragtet som en del af venstrefløjen. Grunden til det ligger i, at de flere gange har indgået regeringssamarbejde med Socialdemokraterne. Et samarbejde som vi i øvrigt altid her på siden har kritiseret. I deres tid i regering, har de Radikale til alle tider virket som en undskyldning for højrefløjen i Socialdemokratiet til at føre borgerlig politik.

De Radikale har altid arbejdet for borgerlig politik. Og deres primære formål har siden deres etablering været at holde Socialdemokratiet på den ”rette (læs: borgerlige) vej”. I november 2006 foreslog de en skattereform, som ville give de 10 pct. rigeste 6700 kr. mere om året, mens det ville betyde et tab på 500 kr. for de 20 pct. De har været med til at smadre Skolepraktikordningen for landet lærlinge og deltaget i VKO’s angreb på arbejdsmiljøet. Andre mærkesager i Det Radikale Venstre har været likvidering af efterlønnen og nedsat dagpengeperiode. Ikke just hvad man forbinder med ”venstrefløjspolitik”.

Naser Khader, som længe har ment, at han har stået i skyggen af Marianne Jelved, formand for Det Radikale Venstre, erklærede, et stykke tid inden splittet, at han mente at partiet burde gå efter et regeringssamarbejde med Venstre og Konservative. Dette fik mange til at spekulere i om Naser var på vej ud af Det Radikale Venstre og ind hos Konservative eller om han havde noget andet i ærmet. De fik svaret mandag – et nyt borgerligt parti.

De Radikale – hvad nu?
Det er klart, at dette er et slag i ansigtet for Marianne Jelved og det Radikale Venstre. Uanset hvor borgerlig Naser er, må man indse, at han har været en stor stemmesluger.

De Radikale står også nu med et andet problem. Deres borgerlige politik er blevet sat frem i lyset. Man kan sige, at de radikales sande ansigt er blevet vist, men i et andet parti. De Radikale har længe prøvet at spille kispus med vælgerne. Den ene dag har de snakket om samarbejde med arbejderpartierne, den næste om samarbejde med de konservative.

Den store vælgerfremgang partiet fik ved sidste valg skyldes blandt andet, at partiet ved valget så ud til at ligge længere til venstre for, især socialdemokratiet, når det gjaldt modstand mod regeringens racistiske stramninger. Men ser man på De Radikales økonomiske politik, kan der ikke være tvivl om, at de er og bliver et borgerligt parti. Og udsplitningen fra partiet vil ikke ændre noget ved det. Tværtimod har Ny Alliance, i indvandrerspørgsmålet, stjålet en vigtig brik i de Radikales tildækning af deres stærkt højreorienterede økonomiske politik. Når De Radikale ikke mere kan profilere sig i samme grad på indvandrerpolitikken, vil de blive nødt til at bekende kulør som borgerlige.

Ny Alliance er i første omgang en håndsrækning til VK-regering. Det ny parti giver Fogh større spillerum, idet at han i fremtiden ikke behøver at være afhængig af Dansk Folkeparti. Han vil få mulighed for at spille de to partier ud mod hinanden. Men Ny Alliance kan ufrivilligt blive en håndsrækning til Socialdemokraterne og venstrefløjen. Ved at svække de Radikale, svækker Ny Alliance undskyldningerne for Socialdemokratiets ledelse. Hvorfor skal vælger og medlemmer af Socialdemokratiet i fremtiden tage hensyn til et ubetydeligt borgerligt midterparti som de Radikale?

Hvor gammel vil Ny Alliance blive?
På længere sigt vil det dog nok være tvivlsomt, hvor meget Ny Alliance vil kunne tiltrække vælgere. På den ene side vil deres retoriske frontalangreb på Dansk Folkeparti tiltrække en del. Men i og med at partiet vil føre en borgerlig politik på linie med Konservative og Venstre og uden de Radikales rygte for at være et ”venstreorienteret” parti, vil den ”menige dansker” ikke se nogen ide i at stemme på Ny Alliance frem for de andre borgerlige partier.

Ny alliance er et parti bygget om personer. Det blev startet uden program. Det er svært at forestille sig Ny Alliance bevare en samlet facade, når først politikken skal fastlægges og føres ud i praksis. De generelle splittelser i den borgerlige lejr, vil uundgåeligt også komme til udtryk i det nye parti.

Borgerlig splittelse
Det er tydeligt at der i øjeblikket er en vis vælgergruppe fra den borgerlige lejr. Ny Alliance har blandt andet slået sig op på, at de vil stoppe Dansk Folkepartis indflydelse på dansk politik. Dette har opbakning blandt en stor gruppe af borgerlige vælgere. Det viser om noget, at den borgerlige lejr på ingen måde er enig i alt. Ny Alliance er et resultat af en splittelse blandt de borgerlige. Mange i de konservative har længe været uenige i regeringens tætte parløb med Dansk Folkeparti, og mange borgerlige mener at angrebene på velfærden skal op i højere gear.

På overfladen siges uenigheden at dreje sig om Dansk Folkepartis racistiske fremtoning, men i virkeligheden bygger den borgerlige utilfredshed med Dansk Folkeparti i lige så høj grad på, at Dansk Folkeparti ses som grunden til at regeringen ikke har, kunnet begrave velfærden fuldstændig endnu. Det ses også i Børsens leder i dag, hvor der siges at dannelsen af Ny Alliance udstiller behovet for reformer i dansk politik.

For en arbejderregering på et socialistisk program
Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen har budt Ny Alliance velkommen:

”Socialdemokraterne byder dem velkommen i dansk politik. Det bliver spændende at se hvordan de udvikler deres politiske program. Vi kan notere os, at det nye parti har holdninger på skat og udlændinge, som ligger meget tæt på vores politik. Det glæder jeg mig over” har Henrik Sass Larsen udtalt.

Dette er jo ikke mindre end en skandale! Hvis Henrik Sass Larsen er så begejstret for bund borgerlig politik, så skulle han da tage at gå med i det nye parti. Lejligheden er der kammerat, grib den! Den kære gamle leder af højrefløjen i DSU kan jo tilsyneladende ikke kende ven fra fjende.

At SF på det seneste har fulgt i den socialdemokratiske højrefløjs fodspor, og bejlet stærkere og stærkere for et regeringssamarbejde med de radikale og socialdemokraterne er meget ærgerligt. At socialdemokratiets ledelse i mange år har ladet det gamle arbejderpartis politik diktere af et lille borgerligt parti, er tragisk, men ikke noget nyt. Men at SF’s ledelse (der har kaldt sig ledere af oppositionen) har kastet sig i skødet på det borgerlige parti, i jagten på ministerbiler og portefølje, er direkte skamfuldt. Var det ikke pointen at jage de borgerlige på porten? Et regeringssamarbejde med de Radikale vil betyde, at SFs politik aldrig vil kunne komme igennem, for det er klart, at de Radikale vil blokere for det. Og hvad vil et regeringssamarbejde så være værd? Intet!

Opgaven må stadig være at kæmpe imod enhver alliance mellem arbejderpartierne og de radikale eller noget andet borgerligt parti. Kravet må være arbejderpartier der føre arbejderpolitik. Dette kan kun lade sig gøre uden samarbejde med de Radikale eller Ny Alliance for den sags skyld.

Det eneste alternativ til den borgerlige regering, det eneste der kan sikre velfærden, er en arbejderregering på et socialistisk program. Vi har ikke brug for flere borgerlige partier og mere borgerlig politik. Og slet ikke borgerlige i regering med arbejderpartierne. Det vi har brug for er en regering bestående af de tre arbejderpartier Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, som sammen på et socialistiske program kæmper for almindelige arbejdende menneskers leveforhold og interesser.