(Download løbesedlen som pdf)

Under valgkampen i 2001 havde Anders Fogh et enkelt slogan. Han mente, at det var tid til forandring. Som socialister er vi normalt ikke meget for at kopiere vor yndede statsministers slogans. Men i dette tilfælde vil vi gøre en undtagelse. For er der noget, som de seneste begivenheder i Danmark viser, så er det, at det så sandelig er tid til forandring. Og hvilken bedre anledning end 1. maj er der til at tage spørgsmålet om forandring op? For det er nemlig ikke ligegyldigt, hvilken forandring vi får!

Anders Foghs forandring har vi set – den må forkastes. Vi vil have en forandring til gavn for arbejderne! En socialistisk forandring.

Spinkelt ja til OK, men stor utilfredshed
Overenskomstaftalen 2007 for 600.000 arbejdere i den private sektor var gennemgående tom for de krav, som arbejdspladserne var kommet med. Og det i en tid hvor dansk erhvervsliv har haft kronede dage med succes-regnskaber på stribe og kæmpe lønforhøjelser i millionstørrelsen til administrationscheferne. Alligevel udeblev forbedringer for arbejderne i overenskomstaftalen. Det centrale krav om højere løn blev for eksempel fuldstændigt ignoreret.

Som bekendt gik overenskomsten igennem med et lille flertal på 55,75 procent af stemmerne. Dette ja er dog mindre end i 2004, hvor 57,4 procent stemte for, og stemmedeltagelsen lå på sølle 37 procent. Samtidig valgte over 60 procent af 3F’s medlemmer at forkaste overenskomsten. Et udtryk for en meget klar utilfredshed og en frustration over fagbevægelsens fatale rolle i hele dette spil.

At en så dårlig overenskomst kan gå igennem, er først og fremmest fagtoppens skyld. At de har accepteret dette forlig og skamrost det, er en skandale uden lige. De har glemt arbejdspladsernes krav, og er ude af trit med de problemer, som arbejderne står over for. At et så stort flertal i 3F stemte nej, viser den enorme kløft som findes mellem lederne af fagbevægelsen og de menige medlemmer. Det er tid til forandring; Det er nødvendigt at arbejde for at ændre fagforeningerne til kamporganisationer, der ser det som sit eneste formål at trumfe arbejdspladsernes krav igennem. Og selvom arbejdsgiverne nu forudser ro på arbejdsmarkedet, er det langt fra givet, at den kommende periode vil blive stille. De seneste strejker på DR, hos SAS og blandt buschaufførerne viser, at den næste periode sagtens kan byde på et nyt opsving i klassekampen.

Ungdommen vil have forandring
Ungdommen har det sidste år tydeligt vist, at den ikke er en ”nå”-generation, men tværtimod at den vil forandring, OG at den er parat til at kæmpe for en sådan. Ungdommens krav overses. Et godt eksempel på dette er den indgåede overenskomst, hvor lærlingenes krav blev fuldstændig forbigået.
Både skoleelever, gymnasieelever, lærlinge, handelsskoleelever osv. osv. har gang på gang været på gaden. Ungdommen har vist, at den ikke vil nedskæringer, at den vil have praktiskpladser, gruppeeksamener, ungdomshuse osv. I bund og grund har ungdommen vist, at den vil et helt andet system.

Regeringen kan udfordres
Også på andre områder er det tid til forandring. Da regeringen startede, var det som om, den havde en teflon-effekt. På taktisk vis formåede den, at sno sig uden om de største skandaler og bommerter. Men 2006 må siges at have været året, der vendte op og ned på det. Med de største demonstrationer i 20 år (aktionsdagen 17.maj), en utrolig upopulær velfærdsreform og ugelange pædagog-strejker og kommune-protester i efteråret var det ikke muligheder, der manglede for at udfordre regeringen.
Men desværre er der ikke kommet noget alternativ, eller nogle forsøg på at udfordre den.

Socialdemokratiets ledere, med Helle Thorning i spidsen, har valgt passivitet og korridorforhandlinger med de borgerlige. Det samme har dele af fagbevægelsens ledere, der nu sidder med ved bordet til den såkaldte kvalitetsreform, som i praksis er et dække for besparelser på velfærden. SF vil nu i regering og gerne i et samarbejde, der inkluderer Marianne Jelved og de Radikale. Alt dette illustrerer med al tydelighed nødvendigheden af en socialistisk opposition, der kan vinde arbejderbevægelsen tilbage til et socialistisk program. Kun sådan kan Fogh udfordres.

En verden i krig, kaos og oprør
Også internationalt har det aldrig nogensinde været mere tid til forandring end nu. 1,1 milliard mennesker lever for mindre end 1 dollar om dagen, og 800 millioner mennesker går sultne i seng hver dag. Samtidig kontrollerer 500 multinationale selskaber 70 procent af verdenshandlen og skovler dagligt enorme profitter hjem. Blodig krig er hverdag mange steder i verden, for eksempel i Irak og Darfur.

Der er dog også tegn på, at forandring er på vej. Ikke igennem godhjertede reformer fra IMF og Verdensbanken (to organisationer, der altid har arbejdet for imperialisternes interesser), men igennem et kontinentalt oprør der udspiller sig i Latinamerika. Den revolutionære bølge har spredt sig fra Venezuela til Bolivia og Mexico. Bush forsøgte for nyligt at tage på charmeoffensiv i Latinamerika. Han kan nemlig godt se, at det ikke er imperialismens dagsorden, der vinder frem på de kanter for tiden. Men han blev mødt med store protestdemonstrationer overalt, hvor han dukkede op.

Der er brug for kamp
Altså er der nok at kæmpe for både i Danmark og i resten af verden. Når de borgerlige fortæller os, at 1. maj bare handler om guldbajere og røde pølser, og at al klassekamp er død og borte, står de med et forklaringsproblem. Hvis alt virkelig er guld og grønne skove, hvorfor var 2006 så fuld af så mange protester? Og hvorfor lever vi i en verden med flere og flere krige?

Svaret er, at kapitalismen som system ikke kan skabe varige fremskridt og tilbyde arbejdere og unge en ordentlig hverdag og anstændige levevilkår. Det er mere end nogensinde før nødvendigt at kæmpe for socialisme.

Forandring kommer ikke af sig selv, forandring kommer gennem kamp. Den danske arbejderklasse og ungdom har det sidste år vist, at de er mere end villige til at kæmpe. Men det sidste år har også vist, at det der mangler, hvis kampene skal vindes er en ledelse, der går forrest i kampen for kravene. Lederne af fagbevægelsen har, med deres udtalelser om at dette overenskomstforlig er det bedste, vist, at de ikke er parate til at kæmpe for medlemmernes krav. Lederne af arbejderpartierne har ikke været i stand til at opstille et reelt alternativ til den borgerlige regerings nedskæringer.

Der er brug for en opposition i arbejderbevægelsen. En opposition der fremfører arbejdernes krav og presser lederne til at gå forrest i kampene, ellers må de skiftes ud.

Tid til forandring, tid til et socialistisk alternativ!
Gå med i Socialistisk Standpunkt!